Growl, the Wolf inside {EXO}

Suncheon er domineret af to kobler, kaldet K og M, og de består af nogle specielle ulve. For disse ulve er faktisk mennesker der kan tage ulveform. De to kobler er ikke ligefrem på god fod, for deres territorier grænser op til hinanden og det resulterer tit i slåskampe. Men efter M-koblets alfa har slået K-koblets alfahun ihjel, vil stridighederne ingen ende tage. K-koblets alfahan Suho tørster efter hævn og resten af koblet vil elske en undskyldning for at angribe deres uønskede naboer. Men en af ulvene er ikke interesseret i denne fejde, og det er K-koblets yngste medlem og eneste hun, Heejin. Hun flygter altid når flokken snakker om hævn, men det kan være farligt at være i skoven alene. Især når en fra M-koblet også strejfer omkring. Men til Heejins held er det Lay, som heller ikke er begejstret for koblernes stridigheder og disse to bliver venner, og mere til. Kan deres kærlighed redde forholdet mellem de to kobler? Eller vil det bare hælde benzin på bålet og ende i et blodbad?

18Likes
2Kommentarer
2119Visninger
AA

2. Kapitel 1: Koblet

Jeg sidder i vindueskarmen og kigger ud på skoven som omgiver mit opholdssted. Der er helt stille for der er ingen andre huse i miles omkreds og vi er langt fra den nærmeste store vej. Ikke engang en vind rører sig, og der er faktisk så stille at det eneste jeg kan høre, er min puls og mit åndedræt. Alt virker fredeligt, men jeg ved at et sted inde mellem træerne hersker der kaos i dyrelivet. Jeg kan fornemme deres frygt for de rovdyr der løber rundt derinde. Det kan jeg fordi jeg er lidt udover det sædvanlige. Mit navn er Jung Heejin, jeg er 17 år gammel, og så kan jeg for resten også forvandle mig til en ulv. Det har jeg kunnet så længe jeg kan huske. Jeg ved ikke om det er noget jeg har fra mine forældre, for jeg har aldrig kendt dem. Jeg er vokset op i mit kobbel, der fandt mig da jeg var 4 år gammel og de har taget sig af mig lige siden. De kan, ligesom mig, forvandle sig til ulve. Udover mig består koblet af seks individer, alle drenge. Så jeg er opvokset blandt drenge og det har selvfølgelig sat sine spor. Det er som at vokse op i en familie kun med brødre, så jeg er ikke sådan at koste rundt med, selvom min yndlingsbror Chanyeol tit prøver. Dog behandler de mig ikke som var jeg en dreng. De har opdraget mig som en dreng, men behandler mig ellers som en prinsesse. En prinsesse man kan slås for sjov med i ulveskikkelse. Men faktisk så ved ingen af os hvordan eller hvorfor det kan lade sig gøre at vi kan forvandle os til ulve, og vi er egentlig også ligeglade. Vi har altid haft ulven i os og vi ville helt sikkert føle os ufuldendte uden. Men det gør os anderledes og derfor holder vi os mest for os selv. Det er derfor vi ikke har nogen naboer og ikke tager ind til byen medmindre det er nødvendigt. Dog, fordi vi stadig er halvt menneske, føler vi et behov for at leve noget der bare minder om et menneskeliv. Derfor går vi i skole. Den skole vi går på har både en high school og et universitet, så både de ældste og de yngste kan være tæt på hinanden, for vi føler os usikre og nervøse når vi er adskilt. Jeg er den yngste, sammen med Sehun, så der bliver holdt ekstra godt øje med os, da vi stadig bliver betragtet som uerfarne hvalpe. Derfor er jeg også blevet efterladt tilbage i huset alene. Koblet bor sammen i noget der nok bedst kan betegnes som en hytte. Hytten ligger afsides ved en skov, for kun tæt på naturen føler vi os hjemme. Der er cirka 20 minutters kørsel til midtbyen og 30 til vores skole. Man skulle nok tro at vi kan boltre os her, siden vi bor tæt på en by, så der er ingen trusler i den nærliggende natur. Men det er ikke tilfældet, for imod alle odds er her faktisk et andet kobbel. Vores kobbel kaldes K-koblet og deres kaldes M-koblet. Vores territorier grænser op til hinanden og der opstår tit slåskampe. Engang blev det så vildt at det andet kobbels alfahan slog vores alfahun ihjel. Siden det skete, har forholdet mellem de to kobler været mere fjendtligt end nogensinde, og det er derfor jeg er blevet bedt om at blive hjemme. Sehun må godt komme med når de skal ud til grænsen af vores territorium, men det er fordi han er en dreng. Som den eneste hun, er jeg vigtig for koblets fremtid og har derfor brug for ekstra beskyttelse.

Jeg nævnte tidligere at vi ikke ved hvordan eller hvorfor vi kan forvandle os, men vi ved i det mindste at vi ikke er som den platte kliché af en varulv man kender fra film og bøger. Vi kan forvandle os når vi har lyst, og ikke kun når det er fuldmåne. Men fuldmånen påvirker os dog alligevel. Vi er ekstra stærke og hurtige når der er fuldmåne, men også mere aggressive. Så en gang om måneden har vi PMS og ekstra styrke, hvilket ikke er en god kombination.

Noget andet der er forskelligt fra den traditionelle varulv, er at vi ikke mister os selv når vi er i ulveskikkelse, og vi er fuldt bevidste om vores handlinger. Dog er vi meget styrede af instinkter og reagerer oftere ud fra dem i stedet for bevidste tanker. Vi kan ikke løbe hurtigere end almindelige ulve, undtagen under fuldmånen, og vores sanser er heller ikke bedre. Desuden er vi ikke på nogen måde udødelige, så vi ældes og vores levetid er som et normalt menneskes. Men vi er alligevel lidt overnaturlige, for vi kan en ting hverken ulve eller mennesker kan. Vi heler hurtigere end begge racer, men det sker ikke på bare få sekunder eller minutter. Det kommer selvfølgelig også an på skadens omfang, men de fleste skader kan hele over en nat, og vi er svære at slå ihjel. Det er ikke umuligt at slå os ihjel, men der skal meget til.

Vores gode sanser har vi også når vi er i menneskeskikkelse. For eksempel bliver jeg lige nu mødt af en masse dufte fra skoven, der kommer ind til mig gennem vinduet, der er åbnet på klem. Jeg løfter hovedet lidt og snuser ind. Jeg opfanger en masse forskellige dufte. Det regnede for ikke så længe siden så duften af vådt mås og fugtig bark er overvældende, men jeg kan også lugte skovens dyreliv. Der er et par rådyr, en ræv og diverse gnavere lige i nærheden. Men min næse opfanger også en anden, og langt mere velkendt duft, og jeg smiler for mig selv. Kort tid efter hører jeg hoveddøren åbne og derefter lukke igen. Jeg behøver ikke vende hovedet for at se hvem det er, jeg ved det allerede.

”Hej Heejin,” lyder Suhos stemme. Suho er koblets alfa og, af en eller anden mærkelig grund, gruppens moderskikkelse. Han er utrolig kærlig over for os alle sammen og passer godt på os. Dog kan han også påtage sig faderskikkelsen og sætte os på plads med hård hånd hvis det bliver nødvendigt. Det kan Sehun sige god for.

Suho kommer hen til mig, stryger en tot af mit rødlige hår om bag mit øre og spørger: ”Har du kedet dig?”

”Selvfølgelig har jeg det, der er jo ikke noget at lave her når i alle er ude,” siger jeg muggent og Suho klukker. ”Jeg ved det godt, men vi prøver jo bare at beskytte dig,” siger han og jeg nikker. ”Det ved jeg og jeg bebrejder dig ikke noget. Jeg vil bare så gerne ud og løbe,” siger jeg og vender hovedet for at se på ham. Jeg kan mærke ulven i mig skrabe mod indersiden af sit bur og prøver at komme ud. Den længes efter at løbe mellem træerne og føle skovbunden under poterne. At mærke vinden lege med pelsen og lade naturen kærtegne sanserne. Ja selv det at logre med halen kan man komme til at savne når man er menneske.

Suho smiler, aer mig over håret og siger: ”Jeg ved hvad du mener.”

Pludselig bliver skovens stilhed brudt af et langt, højt ulvehyl der skærer sig gennem marv og ben. Ethvert dyr og menneske ville føle en skælven ned ad rygraden og blive ramt af en ubeskrivelig frygt, der giver dem lyst til at flygte i den modsatte retning. Men for mig er det hyl lige hvad jeg har ventet på. Det er et signal på fribane, der betyder at jeg ikke længere behøver være spærret inde i hytten.

”Det er mit stikord,” siger jeg og springer straks op. ”Så lad os hellere komme af sted, Sehun savner også sin legekammerat.”

Vi går ud af hytten og jeg vender mig mod Suho. ”Jeg vil vædde med at han udfordrede mig til noget igen ikke?” siger jeg og han nikker, ”hvalpen bliver aldrig klogere.”

Med de ord går jeg ned på alle fire, slipper ulven i mig løs og mærker så endelig vinden ruske op i min rustrøde pels.

 

I frokostpausen næste dag i skolen følges Sehun og jeg ned til kantinen. Vi går i klasse sammen og et andet medlem af koblet, ved navn Kai, går på vores årgang, bare i en anden klasse. Kai er født i samme år som Sehun og jeg, men koblet betragter ham ikke som en uduelig hvalp. Kai er den i flokken der løber hurtigst og han er også mest adræt. Han kan vride sin krop i umulige vinkler, selv i ulveskikkelse, og slippe igennem sprækker og åbninger ingen af os andre kan drømme om. Han er også større end både Sehun og jeg i ulveform, så de andre i koblet ser ham som en voksen ulv selvom han kun er tre måneder ældre end Sehun.

Da vi træder ind i kantinen ser vi resten af koblet sidde ved det sædvanlige bord og vi går hen til dem. High schoolen og universitetet deler også kantine, hvilket betyder at her er virkelig crowded. Der er plads til ti personer ved koblets bord, men der sidder kun os syv, for ingen andre tør sidde hos os. Vi efterlader et indtryk hos mennesker, som rovdyr højt i fødekæden efterlader rovdyr længere nede. De er ikke vores byttedyr, men vi er stadig en trussel for dem fordi vi nemt kan slå dem ihjel. De føler en frygt og respekt for os, som en hyæne føler for en løve. Løven er større og stærkere, så hyænen ved at den skal holde afstand ellers bliver der ballade. Mennesker har det på samme måde med os, de ved bare ikke hvorfor. Vi indgyder en respekt hos dem, der gør at de lader os være og beundrer os på afstand. En sjælden gang imellem kommer der nogen hen og snakker til os. En af skolens smarte fyre kom hen til vores bord engang for at invitere mig ud og Sehun knurrede af ham. Dog var det så lavt og langt nede i struben at drengen ikke kunne høre det, men han kunne fornemme en fare der straks fik ham til at trække sig tilbage. Sehun tænkte ikke engang da han gjorde det, han reagerede bare, styret af sit instinkt. For selvom ingen af os har sagt det højt så ved vi alle hvordan fremtiden ser ud. Sehun og jeg er allerede uofficielt valgt til at blive mager og koblets kommende alfapar. Det er en aftale koblet har indgået uden egentlig at snakke om det, sådan er det bare. Og det er da ikke fordi jeg ikke kan lide Sehun, for det kan jeg, jeg ved bare ikke om jeg kan lide ham på den måde. Jeg ved heller ikke om Sehun kan lide mig på den måde, eller om hans instinkter bare bad ham passe på den han ved er hans kommende mage. Men jeg har heller ikke lyst til at tænke på den slags endnu, for i flokkens øjne er jeg stadig en hvalp, så der går noget tid inden der er behov for at tage stilling til den slags. Så jeg skubber tankerne til side og begynder at spise min frokost.

   Efter skole kører vi alle hjem sammen i vores minivan, med Suho bag rattet. Stemningen er lidt trykket, for da vi fik fri, hørte vi et hyl ikke ret langt fra skolen. Det var et hyl fra M-koblets alfahan, og det var ment som en provokation. Desværre virkede det efter hensigten og koblet blev rastløse. Hylet kom fra faretruende tæt på grænsen til vores territorium. Når vi kommer hjem vil de andre patruljere langs grænsen, mens jeg igen bliver efterladt derhjemme. Jeg håber der kommer noget godt i fjernsynet for det kan komme til at tage lang tid.

Suho kører op af den lange grusvej til vores hus og parkerer så bilen i garagen. Da jeg stiger ud siger jeg: ”Jeg går indenfor og ser tv.”

”Nej Heejin,” siger Suho og jeg stopper op, ”du skal med os.”

Jeg ser chokeret på ham for jeg har aldrig fået lov til at komme med før. ”Jeg tør ikke lade dig være alene af frygt for at de vil komme her og angribe dig. Jeg vil hellere have dig med så vi kan holde øje med dig og beskytte dig,” siger han og jeg kan se logikken i det han siger. Når ulve vil angribe et bytte går de efter de syge, svage og de unge. Jeg er den yngste, den mindste og den svageste, så jeg er et let bytte. Idet jeg ser rundt på mine kobbelmedlemmer kan jeg se det samme udtryk i deres øjne. De vil ikke lade nogen krumme så meget som et hår på mit hoved.

Vi går alle hen til udkanten af skoven og drengene skæver til mig. Jeg forstår hentydningen og vender ryggen til dem. Når vi forvandler os til ulve, kan vi selvfølgelig ikke være i vores tøj længere, så hvis vi ikke tager det af bliver det revet i stykker, og vi har ikke råd til at købe nyt hele tiden. Så bag min ryg tager drengene deres tøj af, indtil de kun har underbukser på, og forvandler sig så til ulve. Da jeg kan høre de er forsvundet ind i skoven begynder jeg selv at tage tøjet af. Enhver anden pige i min situation ville nok være nervøs for at drengene ville kigge på mens jeg tog mit tøj af. Men jeg ved at de aldrig ville gøre sådan. Koblet er som min familie, mine brødre og de har ikke noget behov for at se mig uden tøj på. Måske med undtagelse af Sehun, men jeg har en gang før afstraffet ham for at lure på mig, og siden da har han ikke turet prøve igen.

Da jeg kun står i mit undertøj, slipper jeg min ulv fri og den er mere end lykkelig for at komme ud. Jeg kan mærke min krop forandre sig, mine knogler der strækker og bøjer sig i nye vinkler og huden der giver sig for at passe til den nye form. Jeg falder ned på alle fire og min snude begynder at vokse ud og det samme med mine ører. Pelsen begynder også at komme frem fra huden indtil hele min krop er dækket af rustrød pels. Det er ikke en smertefri proces, men den varer heldigvis også kun få sekunder. Jeg ryster pelsen og slikker mig om munden. Der er intet jeg nyder mere end at være ulv. Sanseindtrykkene forøges når jeg er i ulveskikkelse og naturen rammer alle mine sanser. Det er noget jeg aldrig bliver træt af.

Jeg tripper ind mellem træerne og bliver mødt af de andre. Sehun kommer straks hen til mig og napper mig i øret. Jeg knurrer legesygt og puffer til ham med min snude.

Vi har ikke tid til det der!” lyder Suhos stemme i mit hoved. I ulveskikkelse kan vi kommunikere via tanker, men det bliver mest brugt af Suho, når han skal sætte os på plads eller give ordre. Sehun og jeg bukker begge hovedet i underdanighed og Suho fnyser. ”Afsed!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...