Lost - One Direction

Alex, skal endelig til Italien. Hun har ventet på det her øjeblik i 6 år og skal endelig afsted. Hun glæder sig som et lille barn før juleaften, men da noget uventet sker ender Alex, sammen med sin storebror, på en kedelig campingplads hos sin mormor og morfar. Hele Alex' sommer er ødelagt og hun er helt nede. Men da hun møder 5 drenge og kommer ét skridt tættere på en gammel familie hemmelighed, som hele hendes familie ikke vil have hun finder ud af, bliver hendes sommer lidt mere interessant. Men finder hun ud af hemmeligheden? Og bliver hendes sommer nogensinde lige så god som hun havde håbet?

36Likes
48Kommentarer
2245Visninger
AA

4. kapitel 4

Jeg fjernede de sidste rester af min mascara og smilte til mig selv i spejlet. Man kunne ikke rigtig se at jeg havde grædt mere, min usædvanlige øjenfarve tog opmærksomheden. Jeg havde redt mit hår ud med fingrene så det så nogenlunde ud. Jeg gav mig selv et sidste blik inden jeg gik ud af toilettet, som var inde i campingvognen. Ad bad. Jeg skulle fandme ikke pisse der, det var godt der var et 'offentligt' toilet som alle fra campingpladsen kunne bruge. Jeg gik ud af campingvognen og sendte min mormor et smil. Efter jeg var blevet færdig med at græde, havde vi aftalt at jeg gik op efter pastaen mens hun lavede dessert. "Pengene ligger på bordet" sagde min mormor og koncentreret sig igen om dejen hun stod med. "Bare grov pasta?" Spurgte jeg. "Jep" svarede min mormor bare. Det var lidt underligt at høre min mormor sige det, men jeg trak bare på skuldrene og gik op mod kiosken, som lå i den anden ende af campingpladsen. Lukas og min morfar var taget et eller andet sted hen, jeg ikke her fik fat i hvor var, men de ville snart være hjemme igen. Jeg for sammen ved lyden af nogen højlydte grin. Jeg så en lille familie sidde om et bord og spille et eller andet spil. Jeg sukkede. Sådan kunne min familie havde været, hvis ikke min far var skredet, så min mor var blevet sådan en arbejdsnarkoman. Jeg gik helt i mine egne tanker omkring min far, så jeg så overhoved ikke den person der var lige foran mig, for jeg bankede lige ind i ham. "Ej det må du altså virkelig undskylde" jeg så op og blev mødt af et par blå øjne. Stemmen havde tilhørt en dreng, med en kraftig irsk accent. "Det er mig der burde sige undskyld, jeg så mig ikke for" svarede jeg bare. Flot Alex, bare gå ind i alle de mennesker du møder på din vej. "Nejnej det er mig der undskyld, jeg var helt i mine egne tanker og.." Jeg afbrød ham "jeg gik også i mine egne tanker, så vi er vidst lige om det". Okay Alex hvor kom det fra? Bare afbryd ham og sig at du tænker for meget. Vent hvad? Tænker jeg for meget? "Nå okay men så..." Drengen der stod foran mig kørte en hånd gennem sit hår og så beroligende på mig. Jeg så ham i øjnene. Fuck nogle flotte øjne. Sådan virkelig blå, man nærmest druknede i, du ved fordi blå=vand. Okay, men altså... "Jeg hedder Niall" sagde drengen og rakte en hånd frem. "Alex" sagde jeg og tog hans hånd. "Er det ikke et drenge navn?" Spurgte drengen, som jo så hed Niall, forvirret. "Joooo…det ved jeg ikke, men det er enlig bare en forkortelse af mit rigtige navn.." Svarede jeg og trak på skuldrene. Niall åbnede munden for at sige et eller andet, men blev afbrudt. "NIAAAAAALL!!!" Råbte en stemme bag mig og jeg vendte mig forskrækket om. En sort håret fyr kom løbende mod os. "Niall de andre venter på dig" sagde drengen og så frem og tilbage mellem Niall og jeg. "Øh ja jeg kommer nu" svarede Niall og så på mig igen. "Det var hyggeligt støde på dig Alex, bogstavelig talt" smilte han. "Jamen i lige måde" sagde jeg med et smil. "Men jeg bliver nødt til at løbe, måske ses vi igen?" Spurgte Niall og så på mig. "Det kan godt være" svarede jeg bare og sendte ham et til smil. Fuck hvor smilte jeg meget lige pludselig. "Ses" råbte Niall da de begyndte at gå væk fra mig. Lidt efter begyndte de at grine og løb der efter. Jeg smilte for mig selv. Han virkede da meget flink.



Nialls synsvinkel:

Fuck. Virkelig det eneste ord. Fuck. Fuck. Fuck. Fuck. Okay stop dig selv  Niall. Du tænker for mange punktummer. Punktum. Punktum. Punktum...... NIALL! Okay jeg tænke råber, det går ikke godt. Hendes øjne. De var sådan helt grå. Grå. Grå. Grå. Argh stop så! De var virkelig helt grå. Så grå, som når det var efterår, og vinden blæste så du blev nødt til at trække jakken tættere om dig, for at få varmen. Og himlen trak sig sammen og gjorde klar til at det skulle regne. Og når du så kom hjem kunne du ligge under dynen og se film, mens man kunne høre regnen mod vinduet. Eller når man… ”NIALL!” Louis stemme hev mig ud af min trance. ”Hvad fuck tænker du på man” spurgte han med et drillende smil. ”Ja man du har savl løbende ned af din hage” sagde Zayn og begyndte at grine. Jeg tog mig hurtigt til hagen. Ingenting. Selvfølgelig. Nu med de punktummer igen. ”Haha Zayn” sagde jeg bare og så ud af vinduet. Zayn og Louis flækkede af grin. Jeg sukkede, hvilket bare fik dem til at grine mere. ”Hvad griner i af?” spurgte Harry da han kom gående ind i køkkenet, som vi sad i. ”Du….skulle…hans….ansigt” Louis kunne ikke rigtig tale mens han grinte, så det gav overhoved ikke nogen mening. Ihverfald ikke for Harry. Punktum. De der punktummer er meget vigtige at i ved det. Punktum. Niall stop nu. Punktum. Okay jeg stopper. ”Harry rystede bare på hoved og tog det glas vand han kom herud for. Zayn og Louis var vidst ved at være færdige med deres grineflip, for Zayn kunne lige pludselig tale. ”vi mødte bare en pige på vej ti…” ”ZAYN!” afbrød jeg ham, hvilket fik Louis til at grine. Igen. Suk. ”Nå…” Harry så på mig med løftede øjenbryn. ”..Så Niall, var hun lækker?” spurgte Harry inden de alle tre brød ud i endnu et grineanfald. Jeg rødmede let. Liam kom gående ind og så underligt på os. ”øhm jeg ved ikke hvad der sker her, men skal vi komme i gang?” spurgte han om smilte til mig. Liam redder dagen.

 

Alex’ synsvinkel:

Jeg gik ind i teltet, med grov pastaen i hånden. Jeg havde tænkt på Niall siden jeg stødte ind ham. Hvordan fuck kunne jeg gå ind i ham? Altså hvad fanden var der galt med mig? ”Åh tusind tak min lille skat” sagde min mormor, da hun tog imod pastaen. Jeg skar grimasse af hendes sætning. Lille skat? Virkelig? ”Det var så lidt” svarede jeg bare og gik ind i campingvognen. Jeg smed mig på sengen og så op i loftet. Hvis man kunne kalde det et loft. Jeg håbede jeg kom til at møde Niall igen. Han virkede sød. Men hvordan skulle jeg finde ham?

_______________________________

Så mødte hun Niall og Zayn:) og så fik i også lidt fra en andens synsvinkel. 

Undskyld hvis kapitlet  er lidt forvirrende og kommer lidt sent, men jeg har haft virkelig mange lektier for, så jeg har ikke haft så meget tid.

tusind tak fordi i læser med!<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...