Lost - One Direction

Alex, skal endelig til Italien. Hun har ventet på det her øjeblik i 6 år og skal endelig afsted. Hun glæder sig som et lille barn før juleaften, men da noget uventet sker ender Alex, sammen med sin storebror, på en kedelig campingplads hos sin mormor og morfar. Hele Alex' sommer er ødelagt og hun er helt nede. Men da hun møder 5 drenge og kommer ét skridt tættere på en gammel familie hemmelighed, som hele hendes familie ikke vil have hun finder ud af, bliver hendes sommer lidt mere interessant. Men finder hun ud af hemmeligheden? Og bliver hendes sommer nogensinde lige så god som hun havde håbet?

36Likes
48Kommentarer
2242Visninger
AA

13. kapitel 12

Jeg trak mig væk fra Niall. Mit hjerte bankede af sted, jeg var helt sikker på han kunne høre det.

 

 

Et lille smil bredte sig på hans læber og jeg kunne ikke stoppe mig selv for at gøre det samme. Han var fantastisk. Han havde stadig ikke spurgt mig om noget, med hensyn til det med min far. Det var som om han vidste, jeg fortrak selv at sige det, hvis det var.

 

 

Mit blik faldt ud på søen igen. Solnedgangen var noget af et syn, men jeg kunne ikke lade være med at tænke på kysset. Og Niall for den sags skyld.

 

 

Jeg vendte igen hovedet og mødte hans øjne igen. "Vil du gerne hjem?" spurgte han med et smil på læberne. Jeg rystede svagt på hoved. "Det sidste jeg har lyst til lige nu er at snakke med min mormor, morfar eller Lukas" sagde jeg og sendte ham et svagt smil. "Du kan bare komme hjem til os, de andre kommer alligevel først imorgen" sagde han.

 

 

Tilbuddet lød meget fristende hvilket også var grunden til at jeg tog imod det. Vi traskede ned mod deres hus i bare tær, da de var for våde til at tage sko på, altså med mindre man ville have våde sko.

 

 

Vi gik lidt i stilhed og jeg vidste ikke helt om det var en akavet stilhed eller ikke, den lå sådan liiiiige på grænsen. Mine tanker stod enlig også stille. Jeg viste ikke hvad jeg skulle tænke. Hvis jeg tænkte på min far eller resten af min familie ville jeg bare tude, hvilket nok ikke var så smart og jeg var ret forvirret over det med Niall. For at være ærlig havde jeg ingen idé om hvad det kys betød. Jeg kunne lide ham ingen tvivl om det, men.... Kunne han lide mig? Eller havde han bare ondt af mig? Ville han gøre det? Lige pludselig havde jeg en del at tænke over.

 

 

Jeg savnede min ligeglade attitude, den forsvandt ligesom da jeg fik af vide at jeg skulle være strandet her. Og mine underligt tanker var også forsvundet efter min far var gået, han havde ligesom taget dem med.

 

 

 

Da vi kom til deres hus, Gud hvor jeg stadig misundede dem over det, var det første Niall spurgte mig om var om jeg var sulten.

 

 

Det var så her der skulle komme en smart bemærkning, men der kom ingen.

 

 

 

Vi endte med at sætte os foran fjernsynet med alt for meget mad. Jeg tog et koldt stykke pizza og begyndte stille at spise det. Min appetit var der ikke rigtig, men på en måde var jeg stadig utrolig sulten.

 

 

 

"Hvaaaaad har du lyst til at se?" Spurgte Niall og lød sådan over hyper agtig. "Et eller andet..." Mumlede jeg bare og prøvede at klemme en bid pizza mere ned. Mens jeg rykkede på en bid sad jeg bare og stirrede på pizzaen. Tankerne om min familie kom lige pludselig strømmende ind og appetitten faldt igen. Jeg lagde stykket fra mig og satte mig tilbage i sofaen og trak et tæppe omkring mig. "Er du ikke sulten?" Spurgte Niall med noget der lød som bekymring i stemmen. Jeg trak bare på skuldrene og rettede min opmærksomhed mod tv'et igen.

 

 

 

Jeg vidste ikke hvorfor min appetit ikke eksisterede lige nu. Jeg var bare ikke sulten... Det var ihvertfald hvad jeg prøvede at bilde mig selv ind, men sandheden var at jeg havde det dårligt med mig selv. Hvorfor var min far bare skredet? Spørgsmålet plagede mig ekstremt meget. Jeg så over på Niall der havde munden fuld af mad.

 

 

 

Han fortjente ikke at jeg var så fraværende. Han havde ikke været andet end sød mod mig og er sad jeg og var.... Hvad var jeg enlig? Ikke venlig? "Jeg ved faktisk ikke hvorfor" sagde jeg bare lige pludselig. Niall så spærrende på mig. "Altså hvorfor jeg ikke er sulten, normalt er jeg altid sulten.." Sagde jeg usikkert og så ned på mine hænder. "Det er jeg også...." Sagde Niall og lagde sit stykke pizza fra sig, "men du behøver altså ikke forklare hvorfor du ikke er sulten, det er vel normalt" sagde han og lagde en hånd under min hage og løftede mig hoved, så jeg så ham i øjnene, og nærmest satte ild til min hud. "Jeg ved ikke du har bare været så sød også sidder jeg her og...." Jeg stoppede mig selv. Havde jeg lige sagt det? Der var seriøst et eller andet galt med mig. Jeg var ikke sulten, mine smarte bemærkninger var der ikke og nu sad jeg og sagde alt hvad jeg tænkte. Hvad skete der lige for det?

 

 

 

"Hey, det okay" sagde Niall og lænede sig ind mod mig. Jeg smilte kort og mine øjne fokuserede på hans læber. Han prøvede at kysse mig igen. Jeg havde stadig ikke fundet ud af hvad fuck det betød, men alle mine bekymringer forsvandt i det øjeblik hans læber mødte mine.

 

 

 

Ligesom sidste gang, føltes det som om der gik et elektrisk stød igennem mig. Og det der med sommerfuglene i maven? Nok nærmere hele fucking zoo'en. Hans hænder lagde sig om min talje og udviklede kysset. Et lille smile bredte sig på mine læber, da smagen af pizza ramte mine smagsløg. Mine hænder fandt hans hår, som jeg stille legede med. Lyden af tv'et blev utydeligt og mine tanker var helt forsvundet. For en stund var det kun mig og Niall.

 

 

***

 

 

"Her du kan sove i den her" sagde Niall med et smil og rakte en sort t-shirt over til mig. Måske var det akavet at skulle sove med hans t-shirt, men hellere det end det tøj jeg havde på lige nu. "Tusind tak" var det eneste jeg lige kunne komme på, at sige. Kreativitet for alle pengene.

 

 

 

Niall forlod rummet, nok for at give mig tid til at klæde om. Alt andet ville bare være.... Underligt? Det var så her mine tanker ville løbe af med mig og ville være sådan "whaaaaaat?" Men... Nej.

 

 

 

Jeg trak lidt på skuldrene, inden jeg hev min egen trøje over hovedet. Min normale tanke gang skulle nok komme tilbage ikk'?

 

 

 

Niall's trøje var ret stor til mig, nok på grund af min højde. Jeg var en dværg, mente mange. I min verden var jeg bare en smule under gennemsnittet. Men lige nu var det ret godt for Niall's trøje gik mig til midten af mine lår. Altså ville jeg ikke flashe noget jeg ikke havde lyst til at flashe. Så, ja det var godt. Hurra for dværgen Alex.

 

 

 

Okay det var lamt, hvor fuck er mine tanker?

 

 

 

En bank lød på døren, hvor efter jeg åbnede døren. Niall stod med pjusket hår, hvilket for resten så vildt sødt ud, og så på mig med et smil. "Ville bare sige godnat" lød det fra ham. Fuck han var sød når han stod der, men pjusket hår og så helt træt ud. "Jamen så godnat" sagde jeg med et grin. Niall gav mig et smil og trak mig derefter ind i et kram.

 

 

 

"Er du okay efter alt det der er sket her i aften?" Spurgte Niall med en bekymret stemme. Jeg nikkede let, hvilket han nok kunne mærke, eftersom at mit hoved var presset mod han brystkasse. Jeg følte mig helt sikker på den her måde. Vi trak os væk fra hindanden. "Sov godt" sagde Niall med et smil og jeg lukkede døren.

 

 

 

Jeg kunne ikke stoppe det smil der bredte sig på mine læber, da jeg vendte mig mod den seng der var placeret i hjørnet af rummet.

 

 

 

Jeg smed  mig med et bump på sengen, og kravlede derefter ned under dynen. Jeg lukkede mine øjne, og tænkte på Niall.

 

 

 

***

 

 

 

Billedet gled ud af min hænder, og fløj af sted i vinden. "Jeg ville ikke have noget med dig at gøre" ordenen lød igen og igen i mit hoved. Denne gang var de mig der var gået, hvorfor ville han ikke have mig? tårene strømmede ned ad mine kinder. "Al" lød en stemme bag mig. 

 

 

En stemme jeg kun havde hørt få gange, men allerede kunne genkende. Jeg havde ventet hele mit liv på at høre den stemme, i håb om at han følte på samme måde som jeg gjorde. At han faktisk fortråd at havde forladt mig, uden nogen anelse om hvem han var. 

 

 

Jeg vendte mig om, men tårene stadig trillende ned ad mine kolde kinder. Han var skyld i det her. 

 

 

"Hvad?" kom det rystende ud af min mund. Kulden lå om mig og at jeg kun havde et par shorts og en t-shirt på gjorde det ikke bedre. 

 

 

Han lagde en hånd på min overarm og så mig i øjnene. Jeg så et hint af grå, hvilket sikkert var der jeg havde fået min grå øjne fra. Jeg så på ham , vidste ikke hvad jeg skulle sige. "Al, jeg gik fra jer. Jeg gik fra jer da du var helt lille. Jeg ville ikke have noget med dig at gøre, jeg ville ikke have noget med Lukas at gøre og bestemt ikke din mor. Jeg skammede mig over dig, jeg kunne allerede se på dig den gang, hvad du ville blive til. Se på dig selv". Hans ord ramte hårdt. Han ville ikke have noget med mig at gøre? om muligt begyndte mine tåre at strømme hurtigere og flere og flere kom, men han fortsatte.

 

 

"Dig, jaloux på din bror, bare fordi du er genert og ikke gider at gøre noget ved det. Er sur på din mor fordi hun arbejder, for at give dig ting, som du ikke engang værdsætter. Hun arbejder fandme røven ud af bukserne for sådan en utaknemmelig lille pige som dig. Skælder hende ud, fordi du ikke kom til Italien. Det hele handler fandme om dig, alt Alex ALT. Du er så ligeglad med alle andre-" jeg afbrød ham. "NEJ JEG ER EJ!" skreg jeg ham ind i hovedet. Jeg var da ikke forkælet? jeg lavede fandme ikke andet end at passe på mig selv og jeg var da overhoved ikke ligeglad med andre.

 

 

"Jo du er Alex. Du er så fu..." igen blev jeg nødt til at afbryde ham, jeg kunne ikke holde ud at høre på det. "DET HER ER DIN SKYLD ALT SAMMEN!" gav jeg igen og rystede hans hånd af, som overraskende nok stadig lå på mig arm. 

 

 

"Se på dig selv Alex, du giver enda mig skylden. Ingen kan være skyld i noget DU gør ud over dig selv" Han rystede på hovedet af mig. Han så nedladende på mig. "Kun dig" var de sidste ord der forlod hans mund inden han vendte ryggen til mig og forlod mig. 

 

 

Hans ord ramte mig, lige i hjertet. Jeg var den eneste der var skyld i det her. Det var min skyld at vi ikke var kommet til Italien, min skyld at jeg ingen venner havde, min skyld at min mor arbejdede så meget min skyld...

 

 

 

Det hele var for meget og min krop faldt sammen på den kolde, hårde jord. Jeg rystede af gråd og det ville ikke stoppe.

 

 

Et skrig forlod min mund, efterfulgt af et andet. Alle tankerne kørte rundt i hovedet på mig og gjorde mig sindsyg. Jeg hev i mit hår og skreg på mine lungers fulde kræft. 

 

det hele var min skyld, ikke min fars, ikke min mors, ikke Lukas'.

 

 

Kun min.

 

 

"ALEX" lød en stemme tæt på mit øre. Jeg åbnede forskrækket min øjne, og så direkte ind i Nialls blå øjne. En tåre banede sig vej ned af min kind. Der kom en til og en til. "shhh" lød det trøstende fra Niall, inden han trak mig ind i et kram. 

 

 

Sådan sad vi. Nialls arme og mig, mens jeg prøvede at tage sandheden ind.

 

 

Det hele var min skyld. 

 

 

_________________________

 

aaaargh guys over 700 reads? tusind tak alle sammen, hvor er i fantastiske:D

 

Jeg ved ikke helt hvordan det her kapitel er for at være ærlig, men besluttede mig for at publicere det alligevel, da jeg ikke ville lade jer vente længere:)

 

 

og så er der kun én ting tilbage at sige.

 

 

 

GOD JUUUUUUL!

 

love til alleeeeeeeeeeeeeeeeee!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...