Lost - One Direction

Alex, skal endelig til Italien. Hun har ventet på det her øjeblik i 6 år og skal endelig afsted. Hun glæder sig som et lille barn før juleaften, men da noget uventet sker ender Alex, sammen med sin storebror, på en kedelig campingplads hos sin mormor og morfar. Hele Alex' sommer er ødelagt og hun er helt nede. Men da hun møder 5 drenge og kommer ét skridt tættere på en gammel familie hemmelighed, som hele hendes familie ikke vil have hun finder ud af, bliver hendes sommer lidt mere interessant. Men finder hun ud af hemmeligheden? Og bliver hendes sommer nogensinde lige så god som hun havde håbet?

36Likes
48Kommentarer
2336Visninger
AA

1. Kapitel 1

Jeg så på uret for 117. gang, men klokken var stadig 4:06. Suk. Jeg vendte mig om igen og lukkede øjnene, men jeg opgav hurtigt. Jeg var for spændt. I går havde jeg fået sommerferie, og for første gang nogensinde skulle vi på ferie. Vi skulle til Italien hele sommerferie. Jeg gentager: HELE SOMMERFERIEN. 6 uger med varme, is og måske lækre drenge? Ej jeg ledte ikke lige frem efter en kæreste eller noget, men det gjorde vel ikke noget at kigge lidt? 

Jeg slog irriteret dynen af mig, jeg kunne ikke sove mere. Sådan ar det bare. Jeg sprang lidt for energisk op af sengen og små løb ud i køkkenet. Nu hvor jeg tænkte over det var jeg faktisk ret sulten. Jeg åbnede køleskabet og udstødte et højt suk. Ikke noget mad, kun 1 liter mælk, og jeg hadede mælk. Badr. Jeg smækkede køleskabet i igen. Nu hvor jeg var vågen, kunne de andre ligeså godt også vågne. Egoistisk, det ved jeg, men var simpelthen for spændt til at tænke på de andre lige nu. Og med de andre mener jeg min mor og min storebror. Min far "skred", da jeg blev født og efterlod min mor, med mig og min storebror. Mere vidste jeg faktisk ikke, for hverken min storebror eller mor ville fortælle mig mere, de stirrede bare på hindanden når jeg spurgte, og ignorerede mig bagefter. Men jeg elskede nu stadig min storebror alligevel. Hvorfor ikke din mor Spørger i sikkert. Altså siden min far skred, hvilket vil sige hele mit liv, havde min mor kun koncentreret sig om sit arbejde. Hun lavede ikke andet. Når hun kom hjem, gik hun ind på sit værelse for at arbejde mere. Så det var enelige bare min storebror og mig der gjorde alt. Også det der med at lave mad, jeg lærte at koge pasta da jeg var sådan 6 år? Ikke at jeg kunne gøre det, men jeg vidste hvordan man gjorde.  Jeg rodede lidt i reolerne og fandt til sidst lidt brød og noget Nutella. Det er sommerferie, så hvorfor ikke udnytte den undskyldning, for at æde sig fed? Jeg gik tilbage på mit værelse og satte mig på min seng og tændte for tv'et. Der kom vel et eller andet godt ud af at ens mor arbejdede i døgndrift, som tv på værelset.

 

✰✰✰

 

  Jeg kiggede mig selv i spejlet, en sidste gang. Mit brune, let krøller hår sad i en rodet knold bag på mit hoved og mine grå øjne var indrammet af lidt eyeliner og mascara. Jeg havde ikke gjort det støre ud af min make-up da vi jo skulle sidde i et fly i nogen timer. Og ja jeg havde grå øjne. Sådan BAM grå øjne. Og på en måde kunne jeg godt lide dem, der var næsten ikke der havde den samme farve, havde ihvertfald aldrig mødt nogen, og så var de jo lidt anderledes. Jeg kunne godt lide at være lidt anderledes end andre, ikke at jeg var det på mange punkter, men når jeg var, elskede jeg det. "VI KØRE NU!" Råbte min mor op til mig. Jeg tog min kuffert i hånden og gik ned mod vores hoveddør. udenfor holdt vores bil, som jeg smed min kuffert ind i. "Al Lig dine ting ordenligt" sagde min mor lidt halv irriteret. Al var min kælenavn. Mit rigtige navn var Alexandra-Amalie, jep mine forældre var super kreative. Jeg hadede mit navn, og jeg understreger HADEDE!. Normalt præsenterede jeg mig som Alex, men min familie skulle selvfølgelig finde på et andet kælenavn. "Ja-ja" mumlede jeg og lagde den på plads, smækkede bagsmækken i, og hoppede ind i bilen. Min storebror, som forresten hedder Lukas, halv sov op af vinduet. Jeg prikker ham i siden, så han sagde et sjovt grynt. Jeg elskede at genere ham, og han generede mig, så vi havde vores egen lille kamp. "Lulu" sagde jeg, mens jeg blev ved med at prikke til ham. Han hadede når jeg kaldt ham for Lulu. "Al stop..." Mumlede han træt. Men irreterende som jeg var blev jeg ved. "Al!" Sagde Lukas lidt mere seriøst, så jeg stoppede. Han var vel træt. Han lagde sig, med et tilfreds smil på læben, ned og sov videre. Jeg elskede min storebror. Hvis der var noget galt, var han der altid for mig, og han holdt altid mit humør oppe. Hvilket nok også var grunden til at alle ville være venner med ham. For at være ærlig havde jeg altid været misundelig på ham. Jeg havde aldrig haft mange venner, mens han havde en masse. Han taklede det med min mor, meget bedre end mig. Og han vidste noget med min far, som jeg ikke gjorde. Hvilket nok var det eneste jeg hadede ham for, han ville bare ikke fortælle mig det. Jeg misundede ham bare. For hver eneste ting, man kunne misunde folk for. "Er i klar?" Spurgte min mor. "Ja" svarede jeg, lidt for energisk. Lukas svarede ikke så jeg regnede med, at han var faldet i søvn. "Jamen så lad os komme afsted" sagde min mor, og sendte mig et smil gennem bakspejlet. Jeg lænede mit hoved mod vinduet, for at få lidt søvn. Når jeg tænkte over det, var jeg faktisk ret træt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...