Mute ∞ Larry Stylinson |Halv langsome opdateringer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 sep. 2013
  • Opdateret: 25 dec. 2016
  • Status: Igang
*Fire År Tidligere*
 
Free Falling af John Mayer spillede højt i radioen, jeg sang med, off tune. Gemma grinede bare, mens hun tog et drej. Mor var på arbejde, og Gemma var på ferie fra skolen. Hun smilede bare af den modne trettenårig mig, som sang med på teksten jeg kendte så godt. Vi var ude at jule shoppe, og sne faldt stille ned, mens den gør vejen isende. 
"I'm free falling!" Råbte jeg næste.
"Harry, du synger forfærdeligt!" Grinede hun.
"Kun når jeg ikke prøver!" Mindede jeg hende om. Hun smillede og tog endnu et drej. "Hvor vi på vej hen?" Spurgte jeg.
"En genvej." Fortalte hun mig. Jeg kiggede ud af vinduet, sang stadig med, mens jeg analyserede vejen, da jeg aldrig havde været her før.
"Okay." Sagde jeg, lænede mig tilbage i sædet og lukket øjnene. Det eneste der fik mig til at åbne, var lyden at ødelagt glas, og Gemma's skrig. Hun drejede voldsomt på rattet, og kun i et split sekund kunne jeg se en varevogn ramme os, før alt blev sort.

132Likes
297Kommentarer
23863Visninger
AA

10. ·Kapitel 7·

Louis

 

“St…op,” Hoste Harry, og så på mig med sine grønne øjne. Jeg fulgte ham rundt i kantinen siden Hr. Clark gloede på mig fra den anden enden af rummet, og holdet øje med at jeg var med Harry. Jeg ventede på at Harry så på mig, før jeg sagde, 

“Hør, Hr. Clark vil have jeg skal være din støtte. Og hvis jeg ikke gør, kan jeg blive bortvist.”

Et lille smil gik over Harry’s ansigt.

“Hvad?” Spurgte jeg. Jeg kunne se at svaret var for meget til at Harry ville kunne snakke op om det, så vi stoppede ved et bord, og sad ned. Han fandt et stykke papir og en kuglepen frem, hvor han skrev noget ned.

Så du bliver nød til at gøre at for mig?

Jeg skrev tilbage, Ro på, makker. Hvilket fik ham til at grine, en lyd han ikke kunne høre, men var en skønhed for ørene. Hr. Clark så ikke på mere, faktisk, havde han forladt den larmende kantine. 

Harry nev let min arm, for at få min opmærksomhed. Jeg så på ham og han nikkede mod det han havde skrevet, Han er væk. Går du nu?

Jeg rystede på hovedet, jeg skrev ikke noget ned, men sagde det ud højt. “Medmindre du gerne vil ha’ jeg går?”

Harry rystede på hovedet, og tog min hånd. Jeg følte den lyserøde farve sneg op i mine kinder, mens jeg så på vores hænder som var filteret ind i hinanden. Jeg hostede akavet og træk min hånd til mig, lige inden Liam og Zayn begge kom med mad på bakker, de alligevel ikke ville spise. Ingen spise deres frokost.

 

Liam tog en bid af et grønt æble, og stubbede resten at maden væk.

“Så, hvad var..” Startede han da jeg rejste mig, mens Harry så på mig.

“Jeg..uh.. Ser jer senere.”

“Louis-?”

“SES.” Vrissede jeg, mens jeg gik min vej. Jeg var lidt ked over at Harry holdte min hånd. Jeg mener, hvem tror han lige han er? Jeg var ikke… Jeg ved det ik’? Men jeg kunne ikke ryste følelsen der kom væk… vel?

 

 

 

 

Harry

 

Jeg sukkede og så ned i bordet. Jeg freaked ham ud. Jeg skulle ikke havde taget hans hånd sådan. Han kan sikkert ikke lide mig. Jeg bare et problembarn, han var blevet sat op med. Liam vinkede foran mit ansigt, og tegnede, “Hvad skete der?”

Jeg bevæget mine finger, “Jeg greb hans” Jeg afsluttede ikke, og Liam øjne blev store. Jeg forstod hvad han tænkte, og mine kinder blev kogende, mens jeg hurtigt tegnede. “Hånd! hånd!”

Liam smilede en smule smørret, tegnede, “Det okay, han skal bare varmes lidt mere op til dig, det dét hele.”

Jeg trak på skulderne, og håbede på det var rigtigt. Hvor gik han overhovedet hen?  Lige mens jeg tænkte på det, satte Louis sig ved siden af Zayn, overfor mig, og noget gjorder ondt indeni. Jeg kiggede ned, og kunne ikke høre noget. Altså selvfølgelig ikke, men på den her måde ville jeg ikke kunne læse dem læber. Jeg så på, mens jeg rykkede rundt med mine fødder. Jeg kiggede op efter ti minutter, og ingen var i kantinen mere. Jeg slog mit hovede mod bordet.

Klokken havde ringet.

Og ingen havde fortalt mig det.

 

Jeg rejste mig op og greb min taske, hvorefter jeg gik ud og ned af gangen. Jeg følte en der skubbede mig op af skabende.

Det var den samme dreng som smed mig rundt med i gangen før. Han snakkede langsomt, men jeg tror ikke det var med vilje.

“Ingen til hjælpe dig, huh døve freak?” Han smilede derefter et lumsk smil, “Du forstår mig ikke engang lige nu, vel?”

Men jeg kunne, og jeg prøvede at fortælle ham. “J..o.”

Jeg tror han grinte, hvor han efter smed mig ned i gulvet. 

 

 

 

 

Louis

 

“Shit.” Kom Liam ud af ingenting. Jeg kiggede da Hr. Cowell ikke så på.

“Hvad?”

“Harry.” Sagde Liam, og nikkede mod den tomme plads, Hr. Cowell så på ham.

“Er Hr. Edward fraværende?” Spurgte han og tjekke i nogle mapper.

“J-jeg tror han er væk.” Fortalte Liam. Hr. Cowell’s øjene faldt over på mig.

“Hr. William, er du ikke hans støtte?”

“J-jeg.. oh, yea?” Spyttede jeg ud.

“Jamen hvilken god hjælp er du lige?” Sagde han og nikkede mod bordet. Klassen fniste, og Hr. Cowell fortsatte. “Gå ud og find ham, du er tildelt ekstra lektier for manglende time.”

Jeg jamrede, men rejste for at komme ud og finde Harry.

 

 

 

 

Harry

 

Drengen hiv mig med udenfor bagved skolen. Hans gruppe af venner kom med ham. Skulle han ikke være til time? Jeg vred mig, og han råbte noget af mig, men han så ikke på mig så jeg fangede ikke hvad han sagde. Jeg tænkte på at råbe, men ville det hjælpe? Jeg prøvede, og jeg kunne ikke hører mig selv. Dette måtte havde højt, for drengen klappede sin hånd mod min mund, og slog mig mod muren. En af hans venner kom op til mig og slog sit knæ mod min mave.

Hårdt.

Jeg stønnede i af smerten, og faldt ned på mine knæ. Den dreng der førte mig her, jeg havde stadig ikke fangede hans navn, rev mig op på benene og slog min lige på kæben. Jeg begyndte græde mens smerten blev værre og værre. Hvad har jeg gjordt mod dem? De alle gjorder det, slår mig, sparker mig, og råber af mig, og jeg forstod ikke hvorfor? Hvorfor mig? Jeg mærkede deres brutale spark stoppe og en rolig hånd landede på mig. Jeg kiggede op for at se Hr. Clark, og han hjalp mig på fødderne, og gjorder intet for at snakke med mig. Han førte mig stille ind til skolen igen.

 

 

 

Louis

 

Jeg søgte i gangende, men ingen Harry. Hvor var han gået hen? Han kan da ikke bare forsvinde sådan. Pludselig kom der en lyd fra skolen højtaler, og jeg lyttede efter. “Hr. Louis William, skal venligst komme op på Hr. Clark's kontor. Omgående.”

Jeg sukkede. Hvad ville han nu? Jeg er igang med at lede efter Harry, jeg var… på en måde igang med mit arbejde. Jeg gik ned gennem gaden forbi Hr. Cowell’s klasse værelse og videre hen til kontoret, hvor jeg åbnede døren. Sikretæren så over på og nikkede bagefter mod Hr. Clarks kontor. Jeg gik mod døren, åbnede den og så Harry med en ispose, Josh og Hr. Clark.

“Hej…” Sagde jeg akavet.

“Josh gå ud og sid uden foran kontoret. Vi diskutere din bortvisning senere.” Josh adlyd, Hr. Clarks kommando, og puffede forbi mig på vejen. Jeg tog en plads ved siden af Harry, som ikke mødte mine øjne, men holdt bare pakken mod sin kæbe.

“Jeg gav dig en opgave, én opgave, for at gøre at Hr. Edward havde det godt her på skolen. Og ved du hvad jeg finder? Jeg finder ham ligge udenfor skolen, på jorden.”

“Hr. Clark, je-“

Harry kiggede op for at læse Hr. Clark’s læber, tror jeg.

“Nej Louis det er nok nu. Det var din sidste chance, udvisning. Jeg ring-“

Harry vinkede med sine hænder og tog en notesblok og en kuglepen fra Hr. Clarks skrivebord, hvorefter han begyndte at skrive, “Jeg sagde han skulle lade mig være.

Harry så mig ind i øjene, og jeg nikkede, “Ja, ja det rigtigt nok.

Jeg sad der og så på Harry, mens jeg tænkte….Hvorfor? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...