Mute ∞ Larry Stylinson |Halv langsome opdateringer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 sep. 2013
  • Opdateret: 25 dec. 2016
  • Status: Igang
*Fire År Tidligere*
 
Free Falling af John Mayer spillede højt i radioen, jeg sang med, off tune. Gemma grinede bare, mens hun tog et drej. Mor var på arbejde, og Gemma var på ferie fra skolen. Hun smilede bare af den modne trettenårig mig, som sang med på teksten jeg kendte så godt. Vi var ude at jule shoppe, og sne faldt stille ned, mens den gør vejen isende. 
"I'm free falling!" Råbte jeg næste.
"Harry, du synger forfærdeligt!" Grinede hun.
"Kun når jeg ikke prøver!" Mindede jeg hende om. Hun smillede og tog endnu et drej. "Hvor vi på vej hen?" Spurgte jeg.
"En genvej." Fortalte hun mig. Jeg kiggede ud af vinduet, sang stadig med, mens jeg analyserede vejen, da jeg aldrig havde været her før.
"Okay." Sagde jeg, lænede mig tilbage i sædet og lukket øjnene. Det eneste der fik mig til at åbne, var lyden at ødelagt glas, og Gemma's skrig. Hun drejede voldsomt på rattet, og kun i et split sekund kunne jeg se en varevogn ramme os, før alt blev sort.

132Likes
297Kommentarer
23865Visninger
AA

7. ·Kapitel 4·

 

Louis

 

Jeg kiggede på Harry der sad i hjørnet af min seng og så ned på sin iPod. Det var utroligt jeg kunne høre sangen hele vejen her over fra mit skrivebord. Hvilket er langt da mit værelse er ret stort. Harry kiggede op på mig og vi kiggede bare på hinanden. Selvom det ikke var totalt akavet, fjernede jeg blikket.

 

“Hvem er det?” Min lillesøster -Daisy- kom ind på mit værelse, og pegede over på Harry, som nu igen sad og kiggede ned i iPoden, dog uden høretelefonerne i mere.

“Harry.” Fortalte jeg hende.

“Hej Harry!” Kaldte hun men Harry lage ikke mærke til hende. “Ignorer han mig?”

Jeg rystede på hovedet, vinkede min hånd for at få Harry's opmærksomhed. Han kiggede op og bemærkede Daisy. Han vinkede til hende, og hun vinkede igen og gav mig en tøvende udtryk.

“Han er døv.” Forklarede jeg.

Daisy gav Harry et sært blik, som for en eller anden grund fuldte mig med vrede, som fuldte hele rummet op. 

 

Harry tog notebogen og skrev “Du fortalte hende jeg var døv” Intet spørgsmåltegn, for han viste det allerede. Jeg nikkede og han prøvede at snakke. 

“Jeg....S..sær..” Stammede han langsomt. Jeg rystede på hovedet.

“Nej, Harry, det er du ik. Du bare anderledes….Speciel, enda…” Men det var for ingen hjælp, han så ikke på mig. Jeg så en tåre lande på hans bluse.

Fedt. Hvordan opmuntrer man så en døv? Jeg satte mig langsomt ned ved siden af Harry og klappede ham stille på ryggen. Han kiggede på mig, tørret øjnene. Han vendte tilbage til notebogen, skrev: “Jeg ville ønske vi bare kunne snakke sammen.”

 

Jeg sukkede. Hvorfor ville han ønske at snakke med mig? Jeg tog notebogen fra ham. “Så lære mig tegnesprog”

Harry prøvede at gemme det smil, der voksede over hans læber, men fejlede.

Han satte sig med front til mig og prøvede at snakke, “Vir..ke….lig?” Jeg nikkede, og han viste mig et tegn, ved at glide hans hånd frem fra sin hage. “Ta..Tak” Fortalte han mig. Jeg nikkede, lavede tegnet til ham, “En anden?” Spurgte jeg.

Han tænkte et sekund, hvorefter han gav mig tumle up.

Jeg så sjovt på ham, før han satte den anden hånd under den, “Hj…ælp” 

Jeg tegnet tilbage, “Hjælp” og han smilede ligesom, en ægte smil, og det gjorde at jeg flashede mit sjælden et. "Nogle andre?” Spurgte jeg.

 

Han kiggede mig dybt ind øjnene, hvor efter han lavet et ‘Hang loose’ med sin hånd, rystede den. Jeg ventede på et svar om hvad det betød.

“Kær..lig….lighed.”

“Kærlighed.”

 

 

 

 

Harry

 

Gemma kom og hentede mig fra Louis. Hun så mit store smil, vinkede foran mig, og fik min opmærksomhed til at tegne “Hvad så?”

Jeg tegnet tilbage, “Jeg tror jeg lun på en.”

“Hvem er den heldige pige?” Tegnede Gemma. Jeg svarede ikke, istedet lod jeg hende guide mig hen til huse. Er jeg også blind nu?

 

 

°°°°∆∆°°°°

 

“Je..g…Kan…Li….lide…Dig..” Fortalte jeg spejlet, og kiggede hen på min bærbar hvor jeg havde en liste med sætninger. “Kry…Kra..æ..” Jeg faldt ned i sengen irriteret! Jeg kan ikke engang sige krøllet!? Det gjorder mig så sur! Jeg stønnede irriteret ud, hvilket må ha’ været ret hårdt, for Gemma kom ind på mit værelse. 

 

“Er du okay?” Tegnede hun. 

Jeg rystede på hovedet. “Der er så svært at snakke. Jeg kan ikke sige krøllet.”

“Krøllet?” Det tegnede hun ikke, hun sagde det bare. 

Jeg rullede med øjne og tegnede, “Du er ikke døv.” 

Hun satte sig ned ved siden af mig, “Undskyld.” Tegnede hun. Jeg satte mig foran spejlet igen. 

“Krø… Kræ..lut” Jeg rystede på hovedet. Jeg kunne ikke høre mig selv men det behøves jeg heller ikke, jeg læser mine læber, men jeg læser ikke ordet Krøllet. “Jeg giver op,” Tegnede jeg til Gemma, “Jeg kan ikke.”

Hun nussede min ryg, “Jeg ved det frustrerende, men bare bli’ ved.” Og med det, gik hun igen, efterlod mig og spejlet. Jeg gik videre til den næste sætning.

“Je..eg…Ka…kan…Se…Stæ…sjtu” Jeg kan se stjernerne. Nej, kan ikke sige det heller.

 

Jeg stak min høretelefoner i ørene.

Jeg hader det her liv. En eller anden, please red mig.

 

 

 

 

 

Louis

 

Jeg lå i sengen med musik i ørene så højt jeg ikke kunne høre andet end sangen. Jeg prøvede at snakke. “Mit navn er Louis.” Jeg prøvet at mærke hvordan det ville være ikke at kunne høre. Overhovedet. Jeg blev afbrudt af min mor der ræv høretelefonerne ud. Jeg skar hende en grimasse. “Kan jeg hjælpe?”

“Hvis du høre musik højere, ender du døv.” Sagde hun med sine hænder på hoften.

Jeg rullede med øjne “Harry er døv.”

Hun rullede igen, “Det er jeg helt indforstået med, men hvad er meningen i det?”

“Det er sært.. Det er som at blive afbrudt af sin egen stemme. Jeg vil gerne vide hvordan Harry føler sig.”

“Hvordan tror du selv han føler sig?” Spurgte hun.

Jeg stak på skulende, “Ensomt?”

“Jamen, måske kan du gi' ham en grund til ikke føle sådan.” Sagde hun hårdt og gik igen.

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...