Mute ∞ Larry Stylinson |Halv langsome opdateringer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 sep. 2013
  • Opdateret: 25 dec. 2016
  • Status: Igang
*Fire År Tidligere*
 
Free Falling af John Mayer spillede højt i radioen, jeg sang med, off tune. Gemma grinede bare, mens hun tog et drej. Mor var på arbejde, og Gemma var på ferie fra skolen. Hun smilede bare af den modne trettenårig mig, som sang med på teksten jeg kendte så godt. Vi var ude at jule shoppe, og sne faldt stille ned, mens den gør vejen isende. 
"I'm free falling!" Råbte jeg næste.
"Harry, du synger forfærdeligt!" Grinede hun.
"Kun når jeg ikke prøver!" Mindede jeg hende om. Hun smillede og tog endnu et drej. "Hvor vi på vej hen?" Spurgte jeg.
"En genvej." Fortalte hun mig. Jeg kiggede ud af vinduet, sang stadig med, mens jeg analyserede vejen, da jeg aldrig havde været her før.
"Okay." Sagde jeg, lænede mig tilbage i sædet og lukket øjnene. Det eneste der fik mig til at åbne, var lyden at ødelagt glas, og Gemma's skrig. Hun drejede voldsomt på rattet, og kun i et split sekund kunne jeg se en varevogn ramme os, før alt blev sort.

132Likes
297Kommentarer
24353Visninger
AA

6. ·Kapitel 3·

 

Harry

 

Jeg sad foran mit spejl på mit værelse og så på mit spejlbillede. Spejlet var rigtigt Gemma’s men det var ikke kommet op at hænge endnu så tog jeg det med ind, satte det op af væggen, og her står jeg nu. “Mit.. nav..navn.. Har..ry….” Prøvede jeg og så på min mund som bevægede sig langsomt med ordene. Jeg træk vejret dybt. Hvorfor kan jeg bare snakke normalt ligesom alle andre? Jeg tror vel det er min skyld for at gi’ op. Jeg tror at hvis jeg tænkte at siden jeg ikke kunne høre min egen stemme, behøvede jeg ikke at snakke. Et figur formede sig i spejlet. Jeg så mig tilbage og min mor stod i dørkammen. 

“Hvordan var første skoledag?” Tegnede hun. Jeg sukkede og tegnede tilbage med en hånd. 

“Jeg gjorder mig selv til grin. Jeg var den dumme døve dreng, igen.” Hun satte sig ned ved siden af mig, nussede min ryg og tegnede, 

“Det skal nok blive bedere.” Jeg rullede med øjnene, men tegnede alligevel tilbage,

“Det håber jeg. Jeg prøvede at snakke idag, tre gange. Og jeg kunne ikke en slutte én sætning.”

 

“Øvelse gør mester.” Tegnede hun, og rejste sig. Jeg kiggede mig selv i øjnene via spejlet, hvilket fik hende til at smile. Hun bukkede sig ned, pudsede mine krøller, og gik så. Da hun gik, tog jeg mine høretelefoner og min mobil. Jeg startede musikken og skruede helt op. Altså jeg kan ikke høre teksten, det er klart, men jeg kan høre beates og vibrationerne fra sangen.

Jeg så i spejlet og sagde: “Hej jeg hedder Harry.” En masse gang, men stadig på den samme langesome måde.

 

Jeg gav op, slukkede for musikken. Jeg hoppede ud af mit tøj og lagde mig op i min seng, og kunne mærke hvordan jeg så stille forsvandt ud i drømmeland C:

 

°°°°∆∆°°°°

 

Skrapt lys fik mig til at slå øjnene op. Min alarm blikkede, og jeg svang en hånd over, slog maskinen og fik stoppet det.

Jeg stod op, endnu en dag i skole, Jipee..

 

 

 

 

Louis

 

“Efterlod du ham bare der?” Spurgte Liam mig. Jeg nikkede,

“Han…. Han svare ikke folk.” Sagde jeg dumt, da jeg ikke rigtig havde nogle undskyldning for at efterlade Harry igår.

“Louis din Idiot. Han er døv.” Sagde Liam, slog mit skab så det lukkede.

“Jeg ved det, undskyld.”

“Han fog vild igår, han gik til politiet fordi der ikke var nogle der ville hjælpe. Du har cirka alle timer med ham, og du kunne gøre denne simple ting og fører ham der hen?” Sagde Liam med en højere stemme. Jeg trak på skulderne.

“Jeg gør det idag, undskyld.” Liam hørte mig ikke, han havde for travlt med at vinke bag mig. Jeg vendte mig og så Harry, med hovedet hænge lavt. Han kom hen til os og tegnede til Liam. Liam nikkede og tegnede tilbage smilende. Harry smilede også nu.

“Hvad?” Spurgte jeg.

“Harry har lært at sige noget.” Smilede Liam, mens han så på Harry.

“Så, lad os hører.” Sagde jeg til Harry. Men han så på Liam for en oversættelse. Så det gjorder han, og Harry smillede. 

 

Han tog en dyb indåndning, og sagde så langsomt, “Mit navn… er…Harry.”

Liam klappede ham på ryggen, tegnede noget. Jeg forstod ikke hvorfor det var så stort, men det var det, så jeg gav Harry tummel op. 

“Jeg må til time, Louis, kan være sød og vise ham der hen?” Sagde og tegnede Liam på samme tid. Hvorfor opførte Liam sig som om han var Harrys ansvar? Men det er vel typisk Liam. Jeg nikkede og han drejede rundt på hælen og gik ned gennem gangen. Jeg så akavet på Harry, som holdet stram på sin taske i siden.

“Så..” Sagde jeg og han kiggede op, som om han hørte mig. “Har du altid været døv?” Spurgte jeg og gjorder sikker på at snakke langsomt nok. Han rystede på hovedet og holdte fire finger frem.

“Siden du var fire?” Spurgte jeg overasket. Han på hovedet rystede igen, smilede at min reaktion, “Fire….. År?” Gættede jeg. Han nikkede. “Damn.” Mumlede jeg. Klokken ringende. Men Harry stod bare der, uden at røre sig, og så rundt. “Klokken.” Sagde jeg da han så hen på mig. Harry nikkede, og fulgte efter mig til dansk.

 

 

 

Harry

 

Louis hjalp mig meget idag, han lod mig hænge ud med ham, Liam og Zayn til frokost. Han hjalp mig også med alle de klasser vi havde sammen. Vi var nu på vej hen til vores sidste time, da Louis albuet mig. Jeg så sært på ham, indtil Liam tegnede, “Det er her.” Vi alle tog vores pladser og læreren som jeg mødte igår, Hr. Cowell, gav mig en sedel. Jeg læste at både min mor eller Gemma var på arbejde, hvilket vil sige jeg ikke har et lift hjem. Jeg sukkede da Liam tog sedlen og tegnede, “Måske kunne Louis give dig et lift? Jeg har fodbold efter skole.”

Jeg kiggede nervøst over på Louis, som slog sin blyant mod bordet i hurtigt tempo. Liam prikkede ham i baghovedet med sin kuglepen, hvilket fik Louis til at slå hovedet mod Liam mens han ømmede sig der hvor Liam prikkede ham. Han sagde noget til ham. Louis rullede med øjne og man kunne nemt se han var irriteret.

 

Jeg sad der og trillede tommelfingre, uden at følge med i hvad Hr. Cowell sagde, hvilket nok var dumt for Louis og Liam kiggede på mig. Jeg kiggede op og lige ind i Hr. Cowell's øjne. Jeg fik et; “Hr. Edward?” ud af det han sagde. Jeg sad bare der i stilhed, og så på ham. Han begyndte at råbe og jeg lave et lille ryk i stolen. 

“Han vil have du skal følge med.” Tegnede Liam hurtigt og nervøst. Og så rejste Louis sig op og begyndte af råbe noget. Hr. Cowell må havde bedt Louis om at gå, for han flippede hans stol om og stormede ud. Jeg så på Hr. Cowell i frost. Han råbte ikke af mig mere, han så bare på mig med medfølelse, og nu ved viste jeg Louis fortalte ham jeg var døv, igen.

 

 

Louis

 

“Hr. Edward, ligesom jeg fortalte dig igår, følg med i undervisningen!”

Harry så ikke på Hr. Cowell, så han viste ikke han blev talt til.

“Ignorer du mig?” Slog han med stemmen, og Liam fik hans opmærksomhed, som fik Harry til at se op. Men han forstod ikke hvad der forgik.

“Hr. Edward, svar mig, LIGE NU!”

 

“HARRY ER DØV, GOD DANMIT, MAN BEHOVS IKKE AT ET GENI.!!” Råbte jeg, da jeg var helt oppe og stå.

“Hr. William, du har ingen ret til at råbe sådan af mig, og slet ikke i min time, ud med dig.” Sagde han, og så tilbage hen på Harry, som bare kiggede på. Jeg stubbede min stol ud af vej, som fik den til at hoppe rundt. Fuck is shit. Fuck skolen..Nej, bare Hr. Cowell. 

Jeg satte mig bare uden for gangen efter at havde gået i ring nogle gange. 

Indtil klokken ringede og jeg gik ind igen for at få mine ting, uden at lave øjnekontakt med nogle. Jeg var ved at gå ud igen indtil Liam stod med Harry foran mit bord, og sagde, “Husker du Harry?”

“Ja ja..” Sagde jeg viftede til Harry og grab min rygsæk.

“Jeg accepter din undskyldning, Hr. William.” Sagde Hr. Cowell totalt flabet i forhold til mig. Jeg skulle til at vende mig og be ham om at kysse min røv, men huskede på min mor. 

“Undskyld.” Skyd jeg af ham og tog fat i Harry, ud til paknings pladsen.

 

 

°°°°∆∆°°°°

 

Harry sad på passagersædet, mens jeg kørte stille gemmen gaderne. Harry kiggede ud af vinduet mens radioen var på, Hall Of Fame af The Script var på. Personligt er jeg så vild med den, men da Harry så titlen på radio lyste hans øjne op. Han skuede højt op til som ører-blødene-højt, hvis det giver mening. Han satte hånden på højtaleren, lukkede hans øjne, og nikkede hovedet til beatesene. Hvordan kunne han hører det? Jeg kørte ind i min indkørsel, da Harry godt kunne gå der fra selv. Det der overraskede mig var at min mor stod der i indkørslen ventede på mig, os?

“Hvad så?” Spurgte jeg.

“Anne er ikke hjemme, og det er Harry’s ældre søster hellere ikke. Jeg bliver nød til at løbe, så kunne du ikke hænge ud med Harry i noget tid?” Spurgte hun, løb forbi mig til hendes bil.

“Og med det mener du babysitte en døv dreng?” Spurgte jeg.

Mor skyd mig et blik og Harry stig ud af bilen, på vej til at gå hen mod sit hus. Min mor noget dog at gribe hans håndled, og snakkede langsomt, “Du kommer til at blive her i noget tid.” 

Harry nikkede, vendte tilbage til mig. Jeg rullede med øjnende, og gik op mod huset.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...