Mute ∞ Larry Stylinson |Halv langsome opdateringer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 sep. 2013
  • Opdateret: 25 dec. 2016
  • Status: Igang
*Fire År Tidligere*
 
Free Falling af John Mayer spillede højt i radioen, jeg sang med, off tune. Gemma grinede bare, mens hun tog et drej. Mor var på arbejde, og Gemma var på ferie fra skolen. Hun smilede bare af den modne trettenårig mig, som sang med på teksten jeg kendte så godt. Vi var ude at jule shoppe, og sne faldt stille ned, mens den gør vejen isende. 
"I'm free falling!" Råbte jeg næste.
"Harry, du synger forfærdeligt!" Grinede hun.
"Kun når jeg ikke prøver!" Mindede jeg hende om. Hun smillede og tog endnu et drej. "Hvor vi på vej hen?" Spurgte jeg.
"En genvej." Fortalte hun mig. Jeg kiggede ud af vinduet, sang stadig med, mens jeg analyserede vejen, da jeg aldrig havde været her før.
"Okay." Sagde jeg, lænede mig tilbage i sædet og lukket øjnene. Det eneste der fik mig til at åbne, var lyden at ødelagt glas, og Gemma's skrig. Hun drejede voldsomt på rattet, og kun i et split sekund kunne jeg se en varevogn ramme os, før alt blev sort.

132Likes
297Kommentarer
24477Visninger
AA

5. ·Kapitel 2·

 

Harry

 

Jeg lod gå af Liam’s arm. Det var nok meget ydmygende, at prøve på at snakke. Jeg kunne bare ikke finde ordene. Og lyder nok som en mumlende idiot, og sikkert også gøre ting værre? Jeg begyndte at græde af frustationer og ydmygelse. Hvorfor kun jeg ikke bare har vist ham skemaet og peger på Engelsk timen? Men nej, jeg skulle jo selvfølgelig prøve at at snakke. Louis så sjovt på mig, men begyndte så at vise vejen. Jeg fulgte efter ham imellem en masse mennesker, som prøvet at komme til time. Jeg er så glad for at Liam var der til at hjælpe mig, han virker rar. Han fortalte at han havde taget undervisning i tegnesprog fordi hans farfar var døv. 

 

Louis gik ind i klasseværelse, så jeg gik med. Da vi trådte ind rejste læreren sig og lukkede døren. Jeg viste ikke han talte til mig indtil Louis prikkede mig med en albue og begyndte at snakke langsomt, bevægede sin læber i virkelig langsomme bevægelser, som alle gør når først de ved jeg er døv. Jeg rullede mine øjne og smillede til læreren, som sagde nok i med “Velkommen, Hr….”

Han sagde sikkert “Edward”, Men han snakkede for hurtigt til at jeg så det.

Louis valgte et sæde og tog et hæfte ud sammen med en blyant, så jeg tog sædet ved siden af og gjorder det samme.

 

Jeg så på Louis, vinkede for at få hans opmærksomhed, og han så hen på mig. “Hvad hedder læreren?” Tegnede jeg og sukkede hurtigt bagefter, da jeg havde glemt at han ikke kan tegnesprog. Han så på mig som om han ikke kunne lide at være ved mig. Jeg rev et stykke papir af og tog min blyant.

 


 

Skrev jeg og gav det til Louis.

Han tog et hurtigt kig på mig og begyndte at skrevet på det.

 


 

Pludselig stod Hr. Greene lige foran vores border. 

 

 

 

Louis

 

Harry vinkede foran mit ansigt, jeg vendte hovedet og han begyndte at lave det med hænderne igen. Jeg gloede på ham. Måske hvis jeg bare nikker, ville han lavede mig være? Jeg vil ikke babysitte en døv dreng. Harry rullede med øjne, og skrev noget på et stykke papir. Jeg tog imod det, læste det, og skrev så på det. Lige så snart jeg gav ham det, fangede Hr. Greene mig. 

“Hr. Edward?” Snerrede han af Harry, som selvfølgelig ikke kunne høre ham. Harry sad bare og så ned på papiret, indtil Hr. Greene tog ud af hånden på ham, og kiggede på det. 

“Hvis du nu havde fulgt med i undervisningen, vil du nok vide det.” Sagde Hr. Greene. Vent, ved han det ikke?

“Hr. Greene,” Begyndte jeg. Men han kiggede kun på Harry, som så helt forvirret ud.

“Hr. Greene.” Sagde jeg højere, og han vendte sig mod mig.

“Hvad, Hr. William?”

“Han er døv.” Sagde jeg mens kiggede på Harry, og han fik fat i hvad jeg sagde, for han så trist ud.

“Undskyld.” Sagde Hr. Greene langsomt til Harry.

 

Harry prøvet at snakke, og et stykke medfølelse gik igennem mig, “In..Ingen..grund…til….at.. und..un…undskyld.” Begyndte han, og en fnisen spredte sig op klasseværelset. Hans ansigt blev stille rødt, og Hr. Greene så trist på ham.

“Når men altså,” Begyndte han, og vendte tilbage op til tavlen.

 

 

 

 

Timen sluttede og jeg skyndte mig op, nok med Harry lige bagefter. Han nået op til mig, og grab mit håndled. Jeg rystede ham af mig, og snakkede langsomt. “Hør, jeg har ikke skrevet mig op til at være din babysitter, så find en anden at løbe efter.” Han så bare på mig med triste øjne.

“Lou..is?” Prøvede han.

Jeg rystede på hovedet, klokken ringede ind til næste time. Jeg drejede om på hælen og efterlod ham.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...