Mute ∞ Larry Stylinson |Halv langsome opdateringer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 sep. 2013
  • Opdateret: 25 dec. 2016
  • Status: Igang
*Fire År Tidligere*
 
Free Falling af John Mayer spillede højt i radioen, jeg sang med, off tune. Gemma grinede bare, mens hun tog et drej. Mor var på arbejde, og Gemma var på ferie fra skolen. Hun smilede bare af den modne trettenårig mig, som sang med på teksten jeg kendte så godt. Vi var ude at jule shoppe, og sne faldt stille ned, mens den gør vejen isende. 
"I'm free falling!" Råbte jeg næste.
"Harry, du synger forfærdeligt!" Grinede hun.
"Kun når jeg ikke prøver!" Mindede jeg hende om. Hun smillede og tog endnu et drej. "Hvor vi på vej hen?" Spurgte jeg.
"En genvej." Fortalte hun mig. Jeg kiggede ud af vinduet, sang stadig med, mens jeg analyserede vejen, da jeg aldrig havde været her før.
"Okay." Sagde jeg, lænede mig tilbage i sædet og lukket øjnene. Det eneste der fik mig til at åbne, var lyden at ødelagt glas, og Gemma's skrig. Hun drejede voldsomt på rattet, og kun i et split sekund kunne jeg se en varevogn ramme os, før alt blev sort.

132Likes
297Kommentarer
24192Visninger
AA

15. ·Kapitel 12·

Harry

 

Jeg slumrede ind til engelsk, lod mine næver holde mit hovede oppe ved hjælp af mine albuer mod bordet, mens jeg gloede tomt på tavlen. Liam sad ved siden af mig, med bekymring plantede på hans ansigt, mens han prøvede at få min opmærksomhed. Jeg skyd endelig mit hovede mod ham, og han tegnede, “Hvad sker der? Være glad for, at Louis er glad.”

 

Jeg skar en grimasse og Liam gav mig et sært blik. Jeg kan ikke sige at Louis var mit første kys og kommer så ind med en eller anden pige, kun jeg? Jeg tegnede i min notesbog, mens jeg tænkte. Var Louis bare ligeglad?

Jeg lagde mærke til døren som åbnede sig, og ind kom Louis omringet af Eleanor og nogle andre elever. Han fangede mit blik, og jeg kiggede hurtigt væk. Jeg følte noget komme i kontakt med mit baghoved. Jeg vendte mig og så nogen af Josh’s venner, som ikke er blevet bortvist, kaste papirskugler på mig. Jeg foldede en af papirerne ud og læste den:

 


 

Hver gang Hr. Grene ville vende hovedet, noget andet ville flyve hen på mig.

 

 

 

 

 

Louis

 

Jeg var fløjet væk i mine tanke, tænkte på Harry’s reaktion denne morgen. Jeg var en forfærdelig person.

Lyden af en høj stemme i et stille klasseværelse, fik alle elevers opmærksomhed.

“St…o…op!” Sagde Harry, som sikkert var ment til at være en hvisken. Eleanor fnes, og Harry’s ansigt skiftede til en rød farve. Jeg lagde mærke til Josh’s venner som var ved af dø af grin, og jeg viste af dette var hvad de ville have skulle ske. Gøre Harry pinligt berørt. Klassen grinede, stirrede på den stakkels dreng, der satte sig ned igen og så på bordet med tåre i øjne.

“Okay, ro nu.. “ Prøvede Hr. Grene. Og selv han havde et lille smil på sit fjæs. Det gjorder mig syg.

Jeg rejste mig, og Eleanor grab mit håndled. “Sid ned, Lou.”

Jeg viftede hende væk, og begyndte af råbe af Josh’s venner, “Hvem af jer røvhuller kastede papiret?” Klassen blev stille, og begyndte at “uh” e’ som om det var et slags live show. 

“Hvad er det med dig, William?” Vennen rejste sig med et kækt smil. Harry så op på mig med et overrasket blik i øjnene. 

“Louis William, sæt dig, vi behøver ikke det her…” Startede Hr. Grene. Jeg vendte mig mod ham.

“Harry er fucking døv, og du sidder bare der på den fede røv og vil heller læse Emily-op-i-røven digt, i stedet for at be dem om at skride?” Spyttede jeg. Alle var stille.

 

“Kontoret. Nu.” Jeg begyndte at gå, da han sagde, “Og du kan tage Hr. Edward med dig. Han er en distraktion for de andre.”

Harry's mund var formet i et ‘’o’’ da han læste Hr. Grene’s læber, men rejste sig stadig op, og fulgte med mig ud af døren.

 

 

 

 

Harry begyndte at græde på vej ned til Hr. Clark’s kontor.

“Harry,” startede jeg, og lagde en hånd på han skulder.

“Je..g...…fæ..ær..dig.” Sagde han langsom mellem snøft. Han satte sig ned på gulvet i gangen, med sine ben op til hovedet, mens han græd. Jeg sukker og tog ham under armhulerne for trække ham til skabene som støtte.

Han efterlod ikke sin position. Og jeg svag akavet mine arme om ham, og førte ham tættere. Han snøftede ind i min t-shirt, og på det her tidspunkt var jeg ligeglad hvem der så det.

Jeg løftede hans hovede, ved hjælp af to finger under hans hage. Hans øjne var puffende røde, og han så ned igen, med endnu et snøft.

“Hey,” Sagde jeg og løftede det igen, så han så på mig.

“Du…ik....li..ide....mi…h.” Snøftede han.

“Harry.” Hviskede jeg stille.

Han så på mig, med øjne der var ved at blive overfyldt igen, mens han ventede på et svar.

“Du har ret, jeg kan ikke lide dig. Jeg elsker dig."

 

 

 

 

Undskyld hvis det var et lidt hårdt sprog, men vi alle hader Hr.Grene, ik? xxNana -

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...