Mute ∞ Larry Stylinson |Halv langsome opdateringer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 sep. 2013
  • Opdateret: 25 dec. 2016
  • Status: Igang
*Fire År Tidligere*
 
Free Falling af John Mayer spillede højt i radioen, jeg sang med, off tune. Gemma grinede bare, mens hun tog et drej. Mor var på arbejde, og Gemma var på ferie fra skolen. Hun smilede bare af den modne trettenårig mig, som sang med på teksten jeg kendte så godt. Vi var ude at jule shoppe, og sne faldt stille ned, mens den gør vejen isende. 
"I'm free falling!" Råbte jeg næste.
"Harry, du synger forfærdeligt!" Grinede hun.
"Kun når jeg ikke prøver!" Mindede jeg hende om. Hun smillede og tog endnu et drej. "Hvor vi på vej hen?" Spurgte jeg.
"En genvej." Fortalte hun mig. Jeg kiggede ud af vinduet, sang stadig med, mens jeg analyserede vejen, da jeg aldrig havde været her før.
"Okay." Sagde jeg, lænede mig tilbage i sædet og lukket øjnene. Det eneste der fik mig til at åbne, var lyden at ødelagt glas, og Gemma's skrig. Hun drejede voldsomt på rattet, og kun i et split sekund kunne jeg se en varevogn ramme os, før alt blev sort.

132Likes
297Kommentarer
24059Visninger
AA

13. ·Kapitel 10·

Harry

 

Jeg lå med mit hovede på Louis bryst, som sank op og ned samtidigt med mit hjerte slag. Jeg smile. Vi var gået over til ham, og nu lå vi her og slappede af. Om han snakkede til mig, viste jeg ikke. Jeg kunne ikke høre ham og jeg følte ikke humøret til at rette mig, så jeg kunne læse om han snakkede. Det var for perfekt til at blive afbrudt. Jeg lukkede øjnene, og faldt i søvn til Louis hjerte slag, der også begyndte at blive roligere og roligere. Jeg halv sov, da Louis hoppede op. Var der nogen hjemme? Jeg satte mig op og skulle til at rykke mig fra Louis men, det var for sent. Gemma stod der i dørkammen med store øjne, og tegnede “Jeg siger ikke noget til mor.” 

Jeg grinede og Louis gav os i forvirret blik, og hun forklarede ham, hvad hun havde tegnet. Han nikkede og smilede. Jeg vinkede mens jeg gik ud af Louis hus med Gemma. Han vinkede igen.

 

 

 

“Looo…..ooeeeee.” Jeg prøvede at sige hans navn, jeg har brugt en time. En time. Jeg tog en tår af min te, og gloede hårdt ind i spejlet, “Loui…eee.” Prøvede jeg. Stadig langsom, stadig dum, stadig døv.

Jeg rullede øjne af mig selv, hvorefter jeg udbrød, “Louis!”

Mine øjnene slog i og hurtigt helt op igen. Jeg har lige sagt det uden af stamme, heller ikke langsomt, men hurtigt som en normal 17-årig person. Jeg satte min hånd op og rørte mine læber, hvorefter jeg prøvede igen. “Louis.” Glæden boblede indeni mig.

Jeg grinede, en lyd jeg ikke kunne høre. Jeg rejste mig fra sengen, løb gennem vores hus mens jeg råbte, “Louis! Louis!” Jeg kom til køkkenet, hvor Gemma og Mor sad, og jeg råbte af dem. “Louis!”

Min mor så forvirret på mig, og jeg svarede, “Jeg…eg….ka..aan…ssi..ig…e….Louis!” Mor smilede, med tåre i øjnene mens hun stod op og kom hen og krammede mig. Jeg krammede hende tilbage.

Jeg kan sige Louis.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Virkelig kort, undskyld. Jeg ville bare vente med drama til næste kap..-

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...