For glem mig ej' 1D (13+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 sep. 2013
  • Opdateret: 5 nov. 2013
  • Status: Igang
Fallen Hailey har mistet sin mor til kræft. Hendes far er stadig pårvirket af hendes død, og lader tit sine problemer gå ud over Fallen og hendes, omsorgsfulde storebror, Sebastian. Da Fallen på sin mors fødselsdag besøger hendes grav, møder hun Harry Styles, vis far har grav ved siden af hendes mor. Hun begynder at møde ham over alt, og begynder hurtigt at blive forelsket i ham. Men hun må holde sine følelser for sig selv, for det ser ud til at han allerede har en kæreste.

NOTE: Fan fictionen følger nogenlunde Harrys gamle liv, men jeg har ændret i den sådan som jeg nu synes passer bedst.

8Likes
0Kommentarer
633Visninger
AA

1. The day i meet you.

Det var dage som denne der var især hårde at komme igennem. At se andre grine af glæde på denne dag, gav mig lyst til at grine, men jeg kunne ikke. Ikke på dage som i dag.

Et slags flashback:

Jeg plagede at gå forbi blomster butikken efter skole på denne her dag. Kigge i hvad ikke føltes som lang tid, men jeg stod der nu alligevel ret længe. Da jeg havde fået øje på den rette buket gik jeg ind i butikken. Den var altid så rar og betryggende. Jeg kendte duften så godt at jeg næsten ville kunne beskrive den ned til alle detaljer. Lige når man kom ind så man til begge sider liljer, violer, orkideer, tulipaner, hvide roser, blå roser og selvfølgelig røde roser. Hvert år ville jeg vælge en ny blomst. Helst en med et smukt navn. Den første jeg nogen sinde købte, var en buket at tulipaner. Og på kortet havde jeg skrevet med rød kuglepen Til en der betyder meget. Til en der hjælper mig meget. Til en jeg elsker højt. Den ene er selvfølgelig dig. Hun havde blomsterne stående på sit nat bor hele året rundt. Og præcis et år efter skriftede hun dem ud mede nye.

Efter et par år havde jeg fået et godt forhold til ejeren. En sød, lille, tyk kone ved navn Agnes. Jeg kom altid ind forbi ved højtider. Købte julekranse til døren, eller roser Valentines Dag.

Den sidste gang jeg gik der ind var præcis 5 år efter jeg havde købt tulipanerne. Jeg kan tydeligt huske jeg valgte en For glem mig ej. Jeg havde aldrig lagt mærke til at de også havde dem, men de var det første jeg så da jeg kom ind af døren. Jeg hørte den lilleguld klokke kime, og sekunder efter hoppede den næsten op i hovedet på mig. Der var kun én tilbage. Den var blå. Jeg vidste jeg bare måtte købe den, for blå var hendes yndlings farve. Den mindede hende om det rolige kølige hav, eller den store flotte himmel. ”Så det er en For glem mig ej i år?” Spurgte Agnes. ”Ja. Alt andet har hun jo næsten fået” Nikkede jeg.

Jeg kunne ikke finde på noget at skrive i kortet. Jeg stod i lang tid over disken og kiggede blindt på de smukke roser der dansede i den kølige vind. De gav min inspiration hvert år, men det var som der ikke var mere magi i den. Jeg havde opbrugt det hele. Efter en time var kortet stadig tomt. Jeg valgte at lukke kortet og klistre det op på bukettens papir. Jeg tænkte hele vejen hjem på havde jeg kunne skrive, men intet kom op.

”Vær gang du ser på den blomst, vil jeg have du tænker på mig” Sagde jeg da jeg gav hende buketten med For glem mig ej ‘en. ”Jeg tænker allerede på dig” Svarede hun. Hun åbnede kortet. Hun læste kortet mindst 3 gange og fik så helt våde øjne. Glædelig mors dag, mor. Stod der i kortet.

End of flashback.

Jeg gik ikke der ind til høj tider mere. Men jeg gik stadig der ind en gang om året. Hver gang jeg kom ind stod buketten klar på disken. En blanding af alle de blomster jeg havde giver hende på mors dag. En tulipan, en rød rose, en lilje, en viol og en For glem mig ej. Blandingen var ikke helt normal, og den var ikke til kunder. Den blev lavet én gang om året. På min mors fødselsdag.

Jeg greb buketten. ”Tak Agnes” Agnes nikkede med et kærligt smil. Der hang et kort på siden af blomsten. Det var tomt, og på forsiden var et rødt hjerte. Hun vidste jeg altid selv ville skrive på selv. Jeg havde ikke nogle grund til at skrive en hel masse, for hun ville ikke læse det alligevel. Men et tomt kort kunne jeg ikke bare lad forblive. Tillykke med fødselsdagen, mor. Så simpelt var det.

Jeg nærmede mig. jeg var der tit, men det var altid svært for mig at åbne porten og gå der hen. Jeg kiggede en sidste gang på buketten. Alle de blomster hun elskede. Det gjord ondt. Så ondt. Men hvad kunne jeg gøre? Jeg kunne ikke spole tiden tilbagevel? Jeg kunne ikke bare sige at hun ikke måtte dø, for det kunne jeg ikke bestemme. Jeg fik tåre i øjnene. Det stikkede. Det gjord ondt i hele min krop. Jeg var svag, det ved jeg godt. Jeg bude have vænnet mig til det. Jeg kunne bare ikke.

I dag var den værste dag om året. Det var ikke blot min mors fødselsdag, men også mors dag, selvfølgelig var de to dage ikke blandet sammen hvert år, men at have mors dag og mors fødselsdag samme dag er forfærdeligt. Hun plagede at sige at de dage hvor mors dag lå på hende fødselsdag den 11 maj, så hun kun ville havde at dagen handlede om at hun var mor til de to fantastiske børn i hele verden, og ikke at vi fejrede hun blev ældre. Jeg hadede det koncept. For jeg ville fejre hendes fødselsdag for hende. Men nu kan hun ikke slev bestemme det mere. Jeg vil vædde på hun kigger ned på mig for himlen og beder mig om at ændre kortet til mors dag. Men den tanke fik mig i gang. Den fik mig til at tror på hun stadig var her.

Jeg åbnede porten mens jeg holdte stramt fast i blomsternes ende. Lige frem, til højre også venstre. Der efter omkring 10 grave var min mors. En stor grå sten blok, med brudrede fugle i hjørnet. På sten stod hendes navn. Lucinda Skyfall Hailey. Nede under stod hendes fødselsdag og hendes dødsdag. Jeg lagde buketten ned foran hendes grav sten. Jeg læste altid hendes gravsten højt når jeg kom. Det var som at læse den højt for hende. Jeg havde 100 ting jeg ville skrive på den da hun døde, men intet ville give ordentlig mening. ”Til Lucinda. En elsker datter, kone og mor. Altid elsket, aldrig glemt” det sidste valgte jeg. Det mindede mig om den For glem mig ej jeg gav hende.

Jeg satte mig ned i den hvis grus foran graven. ”Hej mor” Sagde jeg svagt. ”Jeg har altid 1000 ting at sige til dig, men jeg kan ikke for det ud af min mund. Og bare rolig, For glem mig ej ‘en er her stadig” Jeg kiggede ned foran graven og så en lille buket. Den var helt indtørret og ødelagt. Jeg kunne ikke fjerne den. Jeg kunne ikke gøre det. ”Tillykke med fødselsdagen mor. Jeg ved du helt vil undgå det, men der er ingen grund til at undgå den mere, for du bliver ikke ældre mere. Så nu kan jeg fejre den for dig, præcis som jeg vil” Et smil gled over mine læber.

”Som du nok ved er jeg næsten lige blevet 18. Jeg ville ønske du kunne havde kommet og fejret den med mig, men hvis du vil vide det, så var det ikke en kønt syn” Jeg begyndte at grine lidt for mig selv. Minderne om festen gav mig en lyt til at knække sammen af grin, men jeg kan bare ikke grine foran min mors grav, det er ikke rigtigt. ”Mich drak så meget at jeg måtte få far til at bare ham op i seng, han sov også hele den næste dag. Han er blevet bedre til at skubbe fortiden væk. Han har fået en kæreste. Smila hedder hun” Jeg stoppede for et øjeblik. ”Men far er stadig ikke kommet oven på. Og han… han…” Nej, jeg kan ikke sige det. Ikke foran mors grav. Jeg kunne igen mærke tårende stikke, men jeg rystede mit hovedet i et forsøg på at lade vær med at grade mere. ”Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre mor!” Siger jeg hulkende. ”Jeg kan ikke klare det her tomrum! Jeg savner dig! Jeg har brug for at kramme dig, høre dine trustende ord bare én gang til, se dit smil bare én gang til!” Jeg brød sammen i tåre. ”Jeg er alene, og jeg kan ikke lide det mere! Mich bliver ved med at sige jeg skal give slip, men jeg kan bare ikke, jeg vil ikke! Jeg er ikke parat til at lade dig gå, og det bliver jeg aldrig” Jeg tørrede en tåre væk fra kinden.

”Uden dig er jeg ingen ting, uden dig kan jeg ikke klare mig selv. Du bliver nød til at være her, mor!” Jeg knyttede hænderne i skødet på mig selv. ”Jeg har grædt så meget at det overrasker mig jeg over hovedet har flere tilbage” Sagde jeg roligt. Jeg kiggede op på himle med et sørgeligt smil. ”Jeg forstår godt du elsker blå mor. Det er den smukkeste farve i verden. Så rolig og fortryllende. Sidder du der oppe mor? Jeg ved du hader at se mig grade sådan her” Jeg lod et par tåre falde ned af min kind.

”Det er okay at grade. Der ingen der kan var stærke for evigt” Jeg smilede. ”Så har for evigt ikke varet så længe” sagde jeg stille. Jeg åbnede øjnene på vidt gab. Jeg havde ikke tænkt over at det var en fremmede der snakkede til mig. Jeg drejede rundt og så en høj dreng med mørke krøller. Han havde en skjorte på og hænderne ned i bukselommerne. ”Det er ellers ikke meningen med for evigt” Sagde han. Jeg kiggede på min mors grav igen uden at sige noget. ”Jeg går ud fra at det er din mor?” Sagde drengen og kom tættere på. Jeg nikkede stille med hovedet. Mit røde hår dansede rundt i vinden.

”Hvor længe har du stået der?” Spurgte jeg lidt i chok. ”Din 18 åriges fødselsdag lød som noget af en fest” Sagde han til svar. Så han havde stået der så længe. ”Er du da glad for at lytte med til private samtaler?” Sagde jeg lidt spydigt. Han grinte af min kommentar. Jeg kunne ikke se det sjove i det. ”Nej nej, jeg er ikke en smug lytter, nej jeg ville bare ikke forstyrre så jeg valgte at vente indtil du var færdig” Færdig? ”Hvad vil du?” Sagde jeg igen spydigt. Jeg tog en dyb indånding. ”Besøge min fars grav” Jeg frys ved hans svar. Jeg rejste mig hurtigt op fra jorden og kiggede på ham. ”Undskyld!” Sagde jeg først i høj fart. ”Det- Det er jeg virkelig ked af, jeg burde selvfølgelig have vidst det, fordi det er, jo en kirkegård, men jeg tænkte mig bare ikke lige om” Sagde jeg mindst lige så hurtigt. Han sagde ikke noget men satte sig bare ned foran graven til højre fra min mors. Jeg stod stadig oppe. Vidste ikke helt hvad jeg ventede på, men jeg ventede. Han kiggede op på mig. ”Du må gerne sidde her, jeg har ikke noget i mod det” Jeg vidste hvad han hentydede til. Det med at jeg ikke var specielt høflig. Jeg sagde ikke noget men satte mig bare foran min mors grav. Der var en lang tavshed før nogen af os sagde noget. ”Du har ret” Jeg kiggede på ham med uforstående øjne. Han lænede sig tilbage på sine hænder og kiggede så også på mig. ”Det med at blå er en smuk farve” Jeg kiggede igen væk fra ham. ”Det synes min mor også. Hun sagde at blå var som havet og himlen” Jeg kiggede op på himlen. Sidder du deroppe lige nu mor? Kigger du ned fra himlen lige nu?   

Jeg kunne mærke en tåre flygte fra mit øje. Den løb langsomt ned af min kind mens jeg sirede op på himlen. Jeg mærkede en hånd mod min kind, og opdagede overraskende at drengen tørrede min tåre væk med sine hænder. Hans hænder var forbavsende store, men de var silkebløde. Jeg ville ønske han ville blive ved med at kæler min kind. ”Du skal altså ikke græde mere. Jeg kan ikke lide at se en pige grade” Hans tone var lidt sarkastik men alvorlig. ”Jeg er måske bare ikke en så stærk person” ”Det tror jeg du er” Hans blik holdte fast på mit mens han smilede. Hans smilehuler var dybe og utrolig nuttede. Jeg gengældte hans smil. Jeg vendte hovedet. En rød farve dannede sig på mine kinder. Han var utrolig køn.

”Er du her ude tit?” Jeg kiggede smilende på med et enkelt løftede øjenbrun. ”Skal det forstille at være en scorereplik?” Han grinte. ”Kun hvis den virkede” Han kiggede ventende på mig. Jeg rystede hovedet med en grinende grimase. ”Så bare lad os sige jeg er nysgerrig over vi ikke har mødt hinanden før” Der var lidt tavshed. ”Jeg kommer her tit” ”Også mig” Sagde han. Jeg var ikke helt sikker på hvad jeg skulle sige. Jeg tror heller ikke han vidste hvad han skulle sige. ”Det er nogle flotte blomster” Mine øjne kiggede på buketten med alle de forskellige blomster. Jeg rakte hånden ud og rørte forsigtigt For glem mig ej ’en. Da jeg ikke sagde noget sagde han noget mere. ”Sammensætningen er nu lidt sær, synes du ikke?”  ”Det er en sammensætning af alle det blomster min mor elsker, eller elskede” Han kiggede over på mig. ”Din mor var virkelig et natur menneske var?” han smilede let. Jeg svarede ham ikke. Jeg vidste godt han nok prøvede at gøre mig glad, men det var ikke lige tidspunktet for grin. ”Jeg har altid undret mig over hvad der med blomster og piger. Men så længe i bliver glade for dem er det vel godt nok” ”Hvad med musik? Kan du lide musik?” Jeg nikkede. ”Du siger ikke så meget. Det er okay, så er der masser af plads til at jeg kan snakke” Han grinte. Et lille grin undslap også mine læber.   

Efter lidt tid kunne jeg mærke min mobil brumme min lomme. Jeg fiskede den op og trykkede på det grønne rør. ”Hallo?” Der var en lille pause. ”Ja, jeg kommer snart hjem, jeg skulle bare lige besøge mor” Den anden person snakkede så igen. ”Okay det skal jeg nok. Vi ses” Jeg lagde røret på. ”Jeg må gå” Jeg rejste mig roligt op. Han hoppede, bogstaveligtalt, op. ”Åh, nå ja” han svingede håndend frem. ”Jeg er Harry” Sagde han smilende. ”Styles” Jeg tog hans hånd og rystede den let. ”Fallen. Fallen Hailey” Han smilede endnu større hvis det var muligt. ”Det var hyggeligt at møde dig Fallen. Jeg håbe jeg møder dig igen” Jeg gengældt hans venlige blik og vendte så om og gik. Harry… Du er da i hvert fald anderledes.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...