For glem mig ej' 1D (13+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 sep. 2013
  • Opdateret: 5 nov. 2013
  • Status: Igang
Fallen Hailey har mistet sin mor til kræft. Hendes far er stadig pårvirket af hendes død, og lader tit sine problemer gå ud over Fallen og hendes, omsorgsfulde storebror, Sebastian. Da Fallen på sin mors fødselsdag besøger hendes grav, møder hun Harry Styles, vis far har grav ved siden af hendes mor. Hun begynder at møde ham over alt, og begynder hurtigt at blive forelsket i ham. Men hun må holde sine følelser for sig selv, for det ser ud til at han allerede har en kæreste.

NOTE: Fan fictionen følger nogenlunde Harrys gamle liv, men jeg har ændret i den sådan som jeg nu synes passer bedst.

8Likes
0Kommentarer
632Visninger
AA

6. I Just Understand.

Jeg ventede ikke længe foran cafeen, før Sasha og Natalie dukkede op. De så bedre ud en jeg troede de ville. Jeg havde regnet med at de ville dukke op med render under øjnene og kaste op i vejkanten, men det gjord de ikke. De kom gående med store smil. ”Fallen!” råbte Sasha da hun fik øje på mig. Jeg gik langsomt mod dem. ”Din idiot” sagde Sasha da hun nåede hen til mig. Hun gav mig et dask på skulderen og gav mig så et kram. ”Hvorfor gik du i går?” Natalie kom hen ved siden af hende. ”Ja du skulle have været der, Jack inviterede os med bandet hen til hans lejlighed” sagde Natalie. Sasha nikkede ivrigt. ”Hele bandet?” spurgte jeg. ”Ja, altså ikke Harry, vi vidste ikke helt hvor han var” jeg kunne mærke mine kinder blusse op. Jeg kom i tanke om cafeen og om Harry. Et smil formede sig på mine læber. ”Hvad smiler du for?” spurgte Sasha. ”Ik noget, skal vi gå ind?” de nikkede og gik efter mig ind på cafeen.

Stedet var fuldt. Jeg kiggede rundt i cafeen. Håbede på han se Harry, håbede ikke på at se Kyle. Til min lettelse var Kyle der ikke, men det var Harry heller ikke. Vi fandt et bord tæt på døren. ”Så,” startede jeg. ”Hvorfor var Harry der ikke?” jeg prøvede at få min stemme til at lyde rolig og nærmest ligeglad. Natalie kiggede lidt på Sasha. Prøvede at finde ord. ”Han skulle noget vigtigt sagde han” vigtigt. Han sagde at løbe efter mig var vigtigt. Mine kinder blussede igen op. ”Men glem ham, hvad med dig? Hvorfor forsvandt du?” jeg åbnede munde for at snakke, men det var kun lyde der lød som jeg, der kom ud. ”Jeg så dig gå ind i et af side lokalerne med Kyle” Kyles navn gav mig kuldegysninger. ”Ja det så jeg også!” udbrød Natalie. ”Hvad lavede i? Havde i sex?” spurgte hun lidt for højt. Jeg rystede på hovedet. ”Nej! Nej, nej, nej. Vi havde ikke sex” jeg kiggede ned i bordret.

”Men hva så med jer? Hvordan gik det med jer?” Jeg fik humøret lidt op. At blive nedtrykt over tanken om at Kyle var tæt på at voldtage mig og tanken om at Harry allerede havde en kæreste, ville være dumt. ”Ja, mig og Tray lavede ikke andet en at kysse, så det er mere dig Natalie” mine øjne rettede sig mod Natalie. ”Du smuttede med Jack ind på han værelse, så...” ”Gjord i det?” spurgte jeg nysgerigt. Hun kiggede væk med et sammenbidt smil. Så nikkede hun. Mig og Sasha bryd begge to ud i latter. ”Du kender ham knap nok, men du har ikke noget i mod at ha sex med ham” Sasha kunne ikke helt stoppe med at køre rundt i at de ikke kendte hinanden så godt, og Natalies eneste forsvar var at han var sød og lækker. Men mest lækker. Og det kunne vel heller ikke helt benægtes.

Skolen starter i morgen så Sashas ide om at gå på Pandora igen i dag var udelukket. Men den største grund var fordi jeg ikke ville møde Kyle, og jeg vidste Harry ikke var der. Ikke fordi at gå til skole ville være bedre. På nær Harry gik hele bandet i klassen over os, og det var jo Kyle. Jeg var skrækken slagende. Intet mindre kunne beskrive tanken. Bare det at jeg nu skulle gå i skole og frygte Kyle ødelagde alt for mig. Før det i går aftens kendte jeg godt Kyle, vi har fysik på A niveau sammen, men selvom han er højt råbende og arrogant, så har jeg altid bekymret mig så meget om ham, men nu ville jeg. Jeg ville tænke på ham hele tiden. ”Jeg bliver nød til at smutte” jeg rejste mig og tog min taske. ”Allerede?” jeg nikkede. ”Jeg skal lige besøge mor” Natalie og Sasha gav mig et kærligt smil. ”Sig hej” sagde Sasha. Jeg nikkede. ”Selvfølgelig”

Selvfølgelig vidste de godt min mor var død. Det er 3 år siden, men min mor var typen der behandlede mine veninder som hendes børn og mine veninder behandlede hende som deres mor. Der var altid plads til dem. Og sommetider når Sasha havde kæreste problemer kom hun over til mig, ikke for at få råd af mig, men af min mor.

Jeg gik forbi Agnes blomsterbutik og snuppede en rose fra en af den store metal spande foran butikken med vand i. Det var kun på morsdag og fødselsdag at jeg fik en hel buket, så på de dage hvor jeg bare tog der hen snuppede jeg bare en blomst fra udstillingen. Jeg fik et par underlige øjne af nogle forbipasserende, men det bekymrede jeg mig ikke om. Jeg fortsatte indtil jeg nåede den store port til kirkegården. Min søgen efter min mors grav tog altid lang tid. Ikke fordi jeg ikke kunne finde den, jeg vidste præcis hvor den var, men jeg elskede at gå der. Dufte til de nye blomster, se de flotte grave og kigge om for at se om det var kommet en ny grav sten et sted. Jeg kunne skimte en forsamling foran kirken. Allerforrest gik 8 mænd og bar på en sort ligkiste. Jeg gik tættere hen på kirken. Jeg ville ikke gå helt der hen, men jeg kunne godt lide at komme og betragte sådan nogle arrangementer. Jeg ved det lyder lidt sindssygt, men jeg synes at en begravelse er det eneste sted hvor man kan se andre følelser præcis som de er. Det eneste sted hvor man ikke behøver at snakke for at forstå hinanden.

Jeg gik forbi gruppen af mennesker og hen mod det sted af kirkegården hvor der var høje buske der formede smukke labyrinter. Flotte stenbænke og blomster i alle nuancer. Jeg tog mine hænder i lommerne på min hætte trøje og fandt vej hen til den bænk jeg altid sad på. Det var nemlig den eneste bænk man kunne se min mors grav fra. Men bænken var ikke tom som den altid var. Nej, en lille dreng med et mini jakkesæt sad på bænken der var for høj til ham, så hans ben dinglede. Hans øjne var røde og hans kinder våde. Han måtte være omkring 8.

Jeg skulle til at vende om og gå væk fra bænken da et kæmpe snøft lød. Det var drengen. Hans øjne begyndte igen at bliver helt våde. Jeg var splittet. Jeg ville helts ikke blandes ind i hans sorg, men jeg ville heller ikke forlade ham. Jeg tog nogle skridt hen mod ham. ”Hvorfor sidder du her?” spurgte jeg. Jeg havde genvundet min rolighed og lød nu næsten sej mens jeg kom gående. Drengen kiggede op fra sine hænder. Han var holdt op med at grade da han hørte mig, men kun for 2 sekund før han begyndte at tude endnu mere. Jeg små løb hen til bænken, mens jeg viftede med armen og bad ham stille om at stoppe med at grade. ”Nej, nej, nej, nej, nej. Ikke grade” sagde jeg. På mindre en 3 senunder havde jeg mistede alt min cool, og sad nu på huk foran den hulkende dreng. ”Du må ikke grade, okay?” sagde jeg roligt. Hans hulken blev mindre og mindre end til han til sidst stoppede og kiggede på mig med helt våde og røde øjne.

”Godt” sagde jeg med et lille smil. ”Vil du fortælle mig dit navn først?” spurgte jeg. ”Nathan” sagde han med et snøft. Jeg tørrede en tåre væk fra hans kind. ”Nathan var? Jeg hedder Fallen” han kiggede på mig med de der store våde øjne og jeg kunne ikke andet end at sende ham flere blikke med medfølelse. ”Så Nathan, hvorfor sidder du her? Høre du sammen med de mennesker der står oppe ved kirken?” han nikkede. ”Så du ha mistet en?” jeg kendte jo godt svaret, men jeg spurgte alligevel. Han nikkede igen. ”Hvem har du mistet?” jeg fortryd med det samme at jeg havde spurgt, men jeg var lidt nysgerrig. ”Min mor” sagde han og brød ud i tåre igen. Hans kroppe nærmest knækkede sammen, og jeg greb ham og holdte om ham. ”Det er okay, hvis du har brug for at grade, så få det ud” drengen gjord som jeg sagde, for jeg kunne mærke hans tåre gennem min bluse.

”Jeg kender det godt” sagde jeg lidt efter. Han lavede en snøft og kiggede op på mig. ”Gør du?” hans stemme rystede, men han var så nuttet, og det gjord det næsten mere nuttet. ”Ja, jeg mistede min mor for 3 år siden. Så jeg ved hvordan det er” jeg smilte til ham. ”Hvordan kom du over det?” spurgte han. ”Mine brødre siger jeg skal give slip, men jeg kan ikke give slip” grad han. ”Du skal heller ikke give slip” han kiggede forvirret på mig. ”Skal jeg ikke?” ”Nej. Jeg ved min mor er oppe i himlen, jeg ved at jeg ikke vil se hende igen, men hvis jeg giver slip på hende, giver jeg også slip på mig selv” han kiggede undret på mig. ”Det forstår jeg ikke” ”Du ved hvad man siger, at dem man elsker forlader os aldrig, og det betyder også at vi aldrig skal forlade dem. Den lever i vores hjerter, og det betyder at det stadig er her, selvom vi ikke kan se dem eller snakke rigtigt med dem, så er de her stadig” hans blik lyste op. ”Så min mor er her stadig?” jeg kunne se et glimt a glæde i hans øjne. ”Ja. Hun er her,” jeg pegede på hans pande. ”Og her” jeg pegede på hans bryst. ”Hold fast på hende. Hun passer på dig, og hvis hun passer på dig vil det sige hun stadig er her, også selvom du ikke kan se hende” jeg smilte til ham. Så nuttet han var. ”Så stop med at grade, for det er ikke farvel” han brugte sit ærme til at tørre tårende væk. Så hoppede han ned fra bænken. ”Jeg vil fortæller dét til mine brødre du lige har fortalte mig” sagde han med et lille smil. Han gav mig et uventet kram. ”Tak Fallen” sagde han. ”Du er rigtig sød” han gav slip på mig og begyndte at små løb mod kirken.      

”Du er god til børn” sagde en stemme bag mig. Jeg vendte mig rundt og så Harry stå lænet op af en hvid træ pæl ved siden af bænken. Hans ben let krydset over hinanden, og hans hvide skjorte var åben øverst. Hans figur var flot. Den gav mig en underlig lyst til at tegne ham. Men samtidig havde jeg ikke lyst til at fange ham i et maleri. Selvom hans figur var så model agtig. ”Nej ikke rigtig. Jeg forstår ham bare” jeg blev stående hvor jeg stod. Det var lidt akavet for mig. Jeg var ikke sikker på om jeg skulle gå hen til ham. ”Du er ret god to at forstå mennesker” sagde han. Hans stemme løs hæs og sexet. ”Hvad gav dig det indtryk?” spurgte jeg med et sammenbidt grin. Jeg satte mig ned på bænken. ”Det ved jeg ikke. Du er bare nem at tale med” jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle sige. Skulle jeg sige i lige måde eller bare smile? ”Det er du også” endte jeg med at sige. ”Er jeg?” han lænede sig tilbage. Jeg nikkede. ”Du kender lidt til det med at miste nogen man holder af” han kiggede op mod himlen. ”Holder af, var?” ”Holdte du ikke af din far?” han kiggede lidt ned i jorden, hans øjne blev lidt mindre glimtene. ”Jeg kendte ham knap nok. Han havde aldrig tid til mig. Jeg var den søn der fik sendt mine fødselsdags gaver med posten fordi han aldrig havde tid til at komme” jeg gav ham et medlidenheds blik. ”Det er jeg ked af at høre” han rystede lidt på skulderne. ”Det er fint” ”Men hvis jeg må spørge, hvorfor kommer du her så, så tit hvis han ikke rigtig var en del af dit liv?” han gav mig et sløvt blik. ”Han er stadig min far, og nu kan man vel sige han endelig har tid til mig” han lavede et sløvt grin. ”Du har en underlig vinkel på ting, det ved du godt ikke?” han grinte igen. Hans sexede grin, fik også mig til at grine.

Vi sad længe på bænken. Snakkede om alt. Heldigvis kom Kyle emnet aldrig op, hvilke jeg var lykkelig for. Jeg havde flere gange lyst til at spørge ind til hans kæreste, den smukke sort håret pige, men jeg var bange for svaret. Jeg var bange for at blive skuffet. Helt nøjagtigt hvad jeg ville blive skuffet over vidste jeg ikke, men det kunne jo også være lige meget. Bare det at han havde en kæreste var nok til at slå mig væk. Det gjord ondt. Men hvad skulle det ændre selvom han var single. Lige nu er jeg godt i gang med at få mig en fast plads i friendzone. Men måske det bare at være Harrys ven, var ikke så dårligt. Jeg mener når man er kærester er det tit problemer, og de fleste forhold ende med et ret stort had til hinanden, eller i hvert fald stilhed for livstid. Nu lyder det sikkert som om jeg ved en masse om forhold, det gør jeg ikke. Den eneste kæreste jeg har haft, der ikke har været børnehave forhold, var et væddemål. Jeg fandt ud af at han kun inviterede mig ud fordi han havde tabt et væddemål, og skulle gå ud med en af pigerne i klassen under ham, og han valgte mig fordi jeg var den eneste af pigerne der ikke virkede som besvær at date. Ja, jeg mistede også lidt troende til forhold og kærlighed. Men Harry er anderledes. Og det skræmmer mig lidt. 

Jeg skrev denne her historie over lang tid, og gik i stå under 6 kapitel. Jeg er lige i gang med at skrive kapitle 7 og jeg er lidt stuck... Jeg vil prøve at få skrevet den så hurtigt jeg kan, men jeg skal lige have nogle flere idéer. XD

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...