For glem mig ej' 1D (13+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 sep. 2013
  • Opdateret: 5 nov. 2013
  • Status: Igang
Fallen Hailey har mistet sin mor til kræft. Hendes far er stadig pårvirket af hendes død, og lader tit sine problemer gå ud over Fallen og hendes, omsorgsfulde storebror, Sebastian. Da Fallen på sin mors fødselsdag besøger hendes grav, møder hun Harry Styles, vis far har grav ved siden af hendes mor. Hun begynder at møde ham over alt, og begynder hurtigt at blive forelsket i ham. Men hun må holde sine følelser for sig selv, for det ser ud til at han allerede har en kæreste.

NOTE: Fan fictionen følger nogenlunde Harrys gamle liv, men jeg har ændret i den sådan som jeg nu synes passer bedst.

8Likes
0Kommentarer
638Visninger
AA

10. Did You Spy On Me?

For en gangs skyld var det mig der kom til sidst. Jeg blev velkommet af et smil. ”Sup, girl?” siger Sasha. Jeg lavede et lille grin. ”Lad os komme afsted” siger jeg. Gaderne føltes lange og kolde. Det tog os kun 10 minutter at gå over til centeret. Der var ikke super mange mennesker, men der var en del. Vi gik over mod den nærmeste tøjbutik der var. Så skulle der shoppes!

Efter omkring 2 timers shopping besluttede vi os for at få noget at spise. Sasha sagde altid at spisning var det man gjord til sidst, for man kunne umuligt prøve tøj med en fuld og oppustet mave. Og oh boy, hvor havde hun ret. Vi fandt en lille hyggelig cafe, og satte os ved et vindue. Natalie og Sasha sad med ryggen op af vinduet hvor jeg sad så jeg kunne se alle det travle mennesker løbe forbi. Det var ret ironisk engelig. Hvordan folk skulle skynde sig så meget. Løbe rundt og stresse over ting som måske ikke engang betød så meget.

”Såååå…” sagde Sasha og fangede mit blik. ”Hvad skete der med Harry?” jeg havde lige glemt at jeg ikke havde fortalt det hele til Sasha, kun at Harrys kæreste dukket op, ikke mere. ”Altså, ikke så meget” jeg tog en tår af min cola. Sasha sendte mig et løftet øjenbryn. ”Jeg prøvede at gøre alt hvad jeg kunne for at spille cool, ligeglad og neutral,” jeg klemte øjnene i mens jeg snakkede videre. ”Men han gjorde det så svært!” hylkede jeg og lagde hovedet på bordret. Sasha og Natalie lavede små grin. ”Op med hovedet søde” sagde hun. Jeg løftede hoved og kiggede på hendes medfølende øjne. Hun gav mig et drilsk smil. ”Der ikke plads til maden” sagde hun. Først blev jeg overrasket, så irriteret og til sidst grinte jeg. Jeg gav hende et lille spark under bordret. ”Av!” udstødte hun og gned sit skinneben. ”Du bad om den” sagde jeg koldt med et smørret smil.

”Men hvad skete der efter Lianna dukkede op?” spurgte Sasha med ny fundet energi. Jeg åndede tungt ud. ”Hun kunne ikke vente med at flå Harry væk” sagde jeg med en træt mine. ”Hvad gjorde du så?” jeg kiggede på dem med et overrasket blik. ”Ja hvad tror du jeg gjorde? Jeg fortalte hende at hun godt kunne tag og skride før jeg lossede hende så hårdt i røven at hun ikke ville kunne gå i 10 dage” sagde jeg sarkastisk, men med et fornærmet tonefald. ”Og at jeg er håbløst forelsket i Harry…” min sætning blev halt stoppet da noget langt bag Sasha og Natalie fangede mit blik. ”… Som er lige der” afsluttede jeg og pegede bag dem med åben mund. De to piger vendte sig om og var ved at tabe mælet ligesom mig. ”Skulle han ikke være i biografen med Lianna?” ”Jo” ”Jamen hvad laver han så her?!” hylkede jeg opgivende. ”Fuck det!” sagde Natalie og tog sin taske. ”Vi følger efter ham!” hun gav mig et smil og nærmest løb ud af restauranten med Sasha lige i hælende. ”Hva?” udstødte jeg og gav til sidst efter. Jeg greb min jakke og taske og løb efter dem.

Jeg nåede op til dem. De var stoppet og havde halt gemt sig bag en kæmpe potteplante. Jeg kunne se Harry 50 meter fremme. Han stod sammen med Lianna. Der var noget i min mave der vendte sig. Jeg kunne ikke lide at se dem sammen. Jeg havde staklet hende ret meget efter hun begyndte at date Harry, og min mening om hende, var at hun var en bitch. Hun viste det bare ikke åbenlyst. Hun var meget selvcentreret og egoistisk. Jeg skulle til at vende mig om og gå fordi jeg ikke kunne klare at se dem sammen, indtil jeg kunne se at de stod og skændes. Jeg gik helt hen til pigerne og stak hovedet ind i mellem deres så jeg kunne se bedre. ”Hvad tror i de skændes om?” spurgte jeg uden rent faktisk at forvente et svar. ”Uh jeg ved det!” sagde Sasha. ”Han har lige fortalt hende at hun se fed ud i de jeans” Natalie gav hende et puf i siden, men vi kunne ikke rigtig lade vær med at grine. ”Ej okay måske ikke, men det gør hun altså” jeg nikkede. Jeg var fuldstændig enig. Fed, fed, fed. Eller faktisk var hun super skinny, men de jeans fik klemt hendes lår og røv, på de dårlige måder.

Jeg kunne se at Harry prøvede at snakke til hende, og hun lavede diva øjnene og kiggede væk fra ham som om hun var et teenager der blev skældt ud af sine forældre. Hun var ynkelig at se på. Han fortjente så meget bedre. Han prøvede at gå et skridt tættere på hende, men hun skubbede ham let væk. Jeg kunne intet høre, men det lignede lidt at hun sagde noget i nærheden af ”Jeg kan bare ikke lige nu” sådan ca. han lavede et opgivende armsving mens Lianna gik. Han lukkede øjnene et øjeblik. Så tog han hænderne i lommerne og traskede sløvt den anden retning af Lianna.     

Uden rigtig at tænke fulgte jeg efter ham. Jeg kunne mærke at Sasha og Natalie fulgte efter mig lidt overraskede over min pludselige interesse. Jeg nåede ikke langt før jeg stoppede op. Jeg vendte mig mod mine veninder. ”Måske skulle vi ikke gøre det her. Jeg mener det er jo ikke ligefrem pænt at udspionere folk” Sasha og Natalie lavede himmelvendte øjne og gik så forbi mig. ”Kom nu!” sagde de og tog fat i mig. vi blev ved med at følge efter Harry. Jeg var sakket lidt bagud, men kun få meter fra dem. Jeg prøvede at nå op til dem, men i mit forsøg på det kom jeg til at gå lige ind i en. Jeg stoppede op og undskylde mindst 100 gange. Personen jeg gik ind trak blot på skulderen, så gik han videre. Jeg åndede lettet ud. Jeg kiggede mig omkring og opdagede at jeg havde mistet Sasha og Natalie helt. Fuck! Skreg min hjerne.

”Fallen?” sagde en stemme. Jeg stivnede. Jeg vidste godt hvem det var, men jeg turde næsten ikke vende mig om. ”Hej Harry” sagde jeg med et skævt smil. Han smilede. ”Hvad laver du her” Jeg kiggede diskret om bag ham og så Natali og Sasha. Det sendte mig smil og et tegn til at det her var min chance og sådan noget. De havde nok se Harry komme i mod os og gemt sig. Og jeg havde selvfølgelig ikke lagt mærke til noget. ”Du ved,” jeg svingede med armene og prøvede at finde på en undskyldning. Natalie prøvede at mime noget til mig. ”Jeg… jeg er ude og…” jeg sendte hende et undret blik og lagde mit hovedet lidt på skrå. ”Ud og løbe maraton?” sagde jeg forvirret. Harry kiggede underligt på mig, og Natalie svingede med armene, mens Sasha sad og grinte helt vildt meget. Jeg prøvede igen at forstå Natalie. ”Ude og købe marmelade!” nærmest råbte jeg. What?! Tænkt jeg. Hvorfor siger hun det? Natalie lavede en tommel up. Jezz, tak for ingenting.

 ”Marmelade?” spurgte Harry med et grin. ”Ja… vi løb tør, ser du” begyndte jeg og prøvede igen at finde på en løgn. ”Så jeg måtte jo hælere købe noget” sagde jeg med et stort smil. Han lavede et labmælt grin. ”Så det var derfor du stod her” han pegede til siden. Jeg kiggede op og så et skilt hvor der stod: Tilbud! Marmelade for kun 10 kr! Nu forstod jeg hvorfor Natalie sagde marmelade. Jeg nikkede. ”Totalt! Jep, det var derfor jeg er her” jeg stod et øjeblik og trippede lidt. ”Så… skal du ikke ind og købe det?” jeg blev sående og så forvirret ud. ”Jov! Jov det skal jeg da” jeg smilede. Jeg gik hen til indgangen og greb fat i håndtaget. Jeg rev til, men døren ville ikke gå op. Jeg blev ved med at hive. ”Dumme dør!” sagde jeg og lavede et irriteret støn. ”Øh… Fallen?” jeg kiggede på Harry bag mig. Han lavede et grin. Så bedårende han var. Han lagde hånden på døren og lavede et elegant skub så gik den op. ”Der sår *skub* på døren ikke *hiv*” sagde han. Jeg følte mig så dum. Jeg gav ham et smil. ”Jeg er vidst lidt omtumlet lige nu” sagde jeg mens jeg kløede mig i nakken. ”Har du brug for hjælp?” jeg kiggede på ham. Jeg hverken smilt eller noget, jeg stod bare og studerede ham. han stod kun 30 cm fra mig. Jeg kunne mærke hans varme ånde. ”Ja” svarede jeg til sidst. ”Det ville være rart” han sendte mig et smil og fulgte efter mig ind i butikken.

Vi stod foran hylden med marmelade, syltetøj, kagecreme, honning og kagepynt. Hvad laver jeg her?! skreg mine tanker. Jeg kiggede ikke længe på hylden, jeg tog bare det nærmeste glas. Jeg så faktisk slet ikke på det. ”Øh…?” jeg vendte mig rundt og kiggede spørgende på Harry. ”Hvad?” spurgte jeg uforstående. Han pegede på marmelade glasset i min hånd, eller det jeg troede var marmelade. ”Skulle du ikke have marmelade?” ”Det er da også marmel…” jeg stoppede mit i min sætning da jeg så hvad jeg holdte i min hånd. ”Det er ikke marmelade” sagde jeg med et opgivende grin. Han begyndte at grine. ”Det er ikke sjovt!” sagde jeg med et stort smil. han kiggede på mig med oplyste øjne og et stort smil, så man kunne se hans smilehuller. ”Det er sjovt” konstaterede han. Jeg rullede med øjnene og greb at glas marmelade. Jeg forlod stedet hurtigt. Harry stod et øjeblik og beundrede mig gå, så gik han efter mig.   

”Så det du havde travlt med efter skole, var altså at købe marmelade?” spurgte Harry med et grin. Vi gik ned af gangene i centeret. Butikker på alle sider, og mennesker i massevis. Jeg gik med mit marmelade glas, og følte mig som en stor idiot. Da vi havde forladt butikken kiggede jeg efter Natalie og Sasha, men de var der ikke. Et par minutter senere fik jeg en sms med teksten: Vi er smuttet hjem, søde. Good luck Honey! Jeg sukkede dybt. Nu gik jeg med Harry gennem centeret og vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg havde også lyst til at spørge ind til Lianna, men jeg var bange for svaret. ”Hey, er du tørstig?” spurgte Harry og pegede på en nærliggende cafe. Jeg tøvede. Skulle jeg? ”Faktisk så har jeg lidt travlt så…” han sendte mig en smørret smil og et løftet øjenbryn. ”Du skal måske købe mere marmelade?” spurgte han jokende. Jeg lavede et opgivende suk. Guess theres no way around it. ”Yeah, jeg er lidt tørstig” han smilte og guidede mig hen til cafeen.

Han fandt et sødt lille bord bagerst i cafeen. Han kunne godt lide at sidde privat. Der var ikke så mange mennesker derinde. ”Du ved godt det her er anden gang vi er på cafe sammen ikke?” sagde han med et smil mens vi satte os ind i båsen. ”Så du kan også tælle! Du har så mange talenter” sagde jeg ironisk. Han lavede et overgivende smil. ”Sådan er jeg bare” jeg smilte til svar. ”Så er du frisk på nogen vafler?” jeg kiggede op på ham fra menukortet. ”Har spist. Og spurgte du ikke om jeg var tørstig?” ”Det kunne da være du også var sulten, man ved aldrig. De har også ret store portioner her, men du er nok også en svagspiser alligevel” jeg lænede mig ind over bordret. ”Bring it on, Styles” sagde jeg udfordrende, og blev belønnet med et overgivende smil fra Harry. ”Jeg tilbage lige om lidt” han rejse sig fra bordret og gik om til disken.

Jeg burde virkelig ikke være her! Han gør det også bare værre hele tiden. Jeg skulle bare have stået fast. Sagt nej. Jeg sank lidt ned. Det jo bare fantastisk. Jeg lavede et opgivende ansigtsudtryk og sank længere ned i stolen. Jeg er den bedste konfliktreder, altså 10 minutter efter. ”Du behøver ikke hænge med hovedet, jeg er her nu” jokkede en stemme bagfra. Flirtede han lige med mig? stop Harry! ”Du har ret meget selvtillid var?” han trak på skulderne, men han bevarede sit smørrede smil. ”Hva kan jeg sige? Jeg er bare elskelig” jeg sendte ham et løftede øjenbryn. ”Har du aldrig hørt om ydmyghed?” spurgte jeg lidt spydigt. Han rystede lidt på hovedet. ”Det er ikke så meget min ting” ”Flirter du også med pigerne sådan her?” ”Hvordan?” spurgte han uforståeligt. ”Invitere dem på cafe, antyder at de er vilde med dig?” ”Tror du jeg er en player?” Jeg nikkede svagt med et skævt smil. ”Virkelig?!” spurgte han. ”Du har en kæreste, men alligevel sidder du her med mig” hans smil falmede en lille smule. Han lænede sig tilbage i sædet, og jeg iagttagede ham nøje.

”Det er bare så nemt at snakke med dig” sagde han endelig. Jeg kunne mærke mit hjerte slå en gang for meget. ”Jeg så jer skændes for lidt siden” jeg vidste ikke hvorfor jeg sagde det. Om det var en konstatering eller et spørgsmål vidste jeg heller ikke. Han lavede et lille grin. ”Udspionerede du mig?” mine øjne blev store og min mund stod på hvidt gab. Jeg stammede lidt før jeg kunne svare, for jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare. ”Nej!” råbte jeg. Han begyndte at grine endnu mere. ”Jeg så jer bare tilfældigt” han hævede et øjenbryn. ”Kan du huske da vi snakkede om ydmyghed? Du kunne godt bruge lidt af det nu” sagde jeg med en lidt fornærmet tone, men jeg kunne ikke lade være med at smile lidt. Bare lidt. ”Du kender mig, jeg kan godt lide at charmere folk” jeg kender ham! skreg mine tanker. Han siger jeg kender ham. Selvom mit hjerte rasede afsted, så viste jeg det ikke. Point til mig.

”Hvad skændes i om?” ordrende røg ud af munden på mig. ”Altså jeg vil ikke snage, du behøver ikke fortælle mig det” sagde jeg hurtigt. ”Det er fint” jeg åndede lettet ud. ”Jeg følte bare lidt at hun ville styre alt, og hun synes ikke jeg gav hende nok opmærksomhed” ”Det lyder som om, i skulle starte i parterapi” svarede jeg. Han lænede sig lidt frem og lagde armene på bordret. ”Jeg synes parterapi er spild af penge” ”Du ved godt jeg lavede sjov ikke?” han nikkede. ”Jeg synes bare at hvis man går til parterapi kunne man lige så godt gå fra hinanden” ”Men man går jo til parterapi fordi man elsker hinanden, men man har brug for hjælp til at overkomme hinandens uenigheder” jeg løftede begge øjenbryn. ”Wow, jeg lød klog” sagde jeg sarkastisk. ”Ja den var ny” jeg gav ham et blidt dask på skulderen. Men jeg kunne ikke lade være med at smile. ”Jeg var altså seriøs” han grinede. ”Det ved jeg, det ved jeg”

Der var stillede i nogle sekunder. ”Hvis I holder af hinanden skal det nok gå” jeg overraskede mig slev ved at sige det. Jeg vidste ikke hvorfor jeg opmuntrede ham. Men selv hvis de gik fra hinanden ville det jo ikke betyde at han ville komme sammen med mig, jeg var sikkert allerede friendzoned. ”Tror du det?” spurgte han. Jeg nikkede til svar.

Der blev igen stille. Det var en smule akavet. ”Du bliver nød til at passe på” sagde han. Jeg kiggede undret på ham. ”Hvad mener du?” han lænede sig rigtig langt ind over bordret. ”Hvis du ikke passer på kunne nogle finde på at stjæle din marmelade” med et svup tag greb han marmeladen og trak den hen til sig. ”Harry du er virkelig barnlig. Eller er du på stoffer?” jeg gav ham et drilsk smil. ”Hvis du vil have tilbage må du kæmpe for den” ”Harry, jeg gider ikke gå hele vejen hen og købe en ny” han viftede den foran hans hoved. ”Fint, så kan du også bare beholde den” sagde jeg barnligt. ”Det er jo ikke sjovt” sagde Harry med et grin.

Med et fór jeg op fra mit sæde og lagde mig over borderet mens jeg kæmpede om mit marmeladeglas. ”Harry giv mig den så!” sagde jeg med et smil. ”Næ” sagde Harry barnligt. Bordret lavede et lille ryk og jeg mistede lidt min balance og faldt helt ind over bordret så jeg var få centimeter fra Harry. Vi blev begge to helt stille og kiggede bare på hinanden. Jeg kunne se Harrys øjne kigge fra mine øjne og min mund. Han lænede sig længere frem og det gjord jeg også. Lige inden vi skulle til at kysse, trak jeg mig væk i et sæt. Han så først uforståelig ud, men så kunne jeg så at han forstod. ”Undskyld” sagde han lavt. ”Nej, nej du skal ikke undskylde. Der skete ikke noget” han gav mig et svagt smil. ”Jeg er vidst ikke den bedste kæreste” jeg svarede ikke. For hvad skulle jeg svare?

Tavsheden blev brudt af Harrys ringetone. Han trak mobilen op af lommen og kiggede på displayet. ”Når man taler om solen. Er det okay?” jeg nikkede ivrigt. ”Selvfølgelig” savrede jeg. Nej! Tænkte jeg. ”Hallo?” sagde Harry. Han var stille. Lyttede til Lianna. ”Det er jeg også” hans læber dannede et lille smil. Det gjord ondt. Ondt at hun også kunne få ham til at smile efter alt det der var sket mellem dem. Det kunne vel kun betyde at han virkelig holdte af hende. ”Det er ikke så godt lige nu, jeg er sammen med en ven” jeg satte mig rat op med et sæt. ”Nej, nej det er fint” han kiggede på mig. ”Jeg har ikke rigtig lov til at holde på dig, så bare gå” ”Er du sikker?” jeg smilede stort, og falsk. ”Ja! Hun har nok mere brug for dig end jeg har, og i har brug for at få snakket. Det er fint” jeg bevarede det falske smil. ”Tak” sagde han med et varmt smil. Han rejste sig fra sædet og snuppede sin jakke. ”Vi ses” jeg vinkede tilbage med et smil. ”Ja. Ses” så forlod han mig.

Jeg sad et øjeblik bare helt stille. Han dichede mig. Bare sådan. En ung pige kom gående med en tallerken fuld af vafler. ”Her” sagde hun og stillede tallerknen med et smil. ”Hvor er din kæreste henne?” spurgte hun og så sig forvirret om. Jeg stirrede lige ud i luften. ”Han skulle efter sin kæreste” pigen gav mig et medfølende smil. ”Det er jeg ked af” jeg rystede let på hovedet. ”Her” jeg gav hende pengene for vaflerne. ”Giv dem til bordret der over” jeg pegede over på et bord med en mor og 4 små børn. Hun smilede til mig. ”Det vil jeg gøre” jeg rejste mig og forlod cafeen, med mit marmeladeglas i hånden. 

Igen jeg beklager for stavefejl, min computer er som sagt ikke så god i øjeblikket og gider ikke gøre som jeg vil have den til... -.- Men havd synes i? Tak fordi i vil læse! :D Næste kapitel vil nok komme i morgen eller i over morgen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...