For glem mig ej' 1D (13+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 sep. 2013
  • Opdateret: 5 nov. 2013
  • Status: Igang
Fallen Hailey har mistet sin mor til kræft. Hendes far er stadig pårvirket af hendes død, og lader tit sine problemer gå ud over Fallen og hendes, omsorgsfulde storebror, Sebastian. Da Fallen på sin mors fødselsdag besøger hendes grav, møder hun Harry Styles, vis far har grav ved siden af hendes mor. Hun begynder at møde ham over alt, og begynder hurtigt at blive forelsket i ham. Men hun må holde sine følelser for sig selv, for det ser ud til at han allerede har en kæreste.

NOTE: Fan fictionen følger nogenlunde Harrys gamle liv, men jeg har ændret i den sådan som jeg nu synes passer bedst.

8Likes
0Kommentarer
672Visninger
AA

5. A Little Too Late.

Harry have ret. Caféen var super hyggelig. Ikke rart så stort, med falmende lamper over hvert lille bord, et langt bar bord hvor gæsterne kunne sidde, små båse og en stille musik der fyldte bagrundens stilhed. Harry valgte en lille bås ved vinduet lidt længere nede i caféen. Jeg hoppede ind og Harry satte sig foran mig. Han greb menukortet og kiggede på det i mindre end 3 sekunder før han vidste mig der hvor der stod Byens bedste vafler jeg kiggede på det, og så op på ham. ”Byens bedste vafler?” han nikkede ivrigt. ”De er da ikke beskedende” sagde jeg ironiks. ”Altså der en grund til de fik navnet” grinte han.

Hvorfor kunne jeg ikke lade være med at smile hver gang han gjord det, jeg have ikke lyst til at smile, men hans smil var så varmt og smittende. ”Hvorfor gør du hele tiden det der?” spurgte jeg. han gav mig et undret blik, ikke at jeg havde forventet noget andet. ”Det der smil?” han smilte så endnu mere. ”Det gør man bare når man er i selskab er en smuk pige” sagde han grinene. Jeg kunne mærke jeg rødmede og kiggede væk. Hvorfor gør han det her mod mig? Hvorfor skulle han lige sige det?

En pige kom mod os. ”Er i klar til at bestille?” spurgte hun og tog en lille blok frem og en kuglepen. Han smilede til kvinden og kiggede så ned i menukortet. ”Vi vil gerne have en gang af Byens bedste vafler” sagde han høfligt, med et smørret smil. Servitricen forlod vores bord, og efterlod os alene sammen. Den akavede stilhed var uudholdelig for mig, men Harry lod ikke til at synes det. han sad stille og smilte let til mig, mens jeg prøvede at undgå hans smil, hans øjne, hans flotte hår.

5 minutter senere kom pigen igen med en tallerken af vafler. Hun stilede den i midten af bordret og forlod os igen med et smil. Kunne hun ikke blive? Kunne hun ikke komme igen, spørge om der var andet, spørge om vi havde brug mere? Jeg vil ikke være alene med ham. Jeg var ikke sikker på hvorfor, men jeg ville ikke. Om det var på grund af at jeg kunne lide ham, eller det med at han allerede havde en, var jeg ikke sikker på. Men jeg kunne mærke mit hjerte knuses hver gang jeg tænkte på hende pigen Harry var med. Hun var smuk. Hun var høj, havde smukke øjne, lange flotte ben og hendes øjne var så klare. Jeg havde jo ikke en chance.

”De er gode ikke?” Harrys stemme afbrød mine tanker. Jeg kiggede op. ”Øh.. Jo. Jo. De er gode” Han sendte mig et smil. ”Du har jo slet ikke smagt dem” han pegede ned på min tallerken foran mig. Den var tom. ”Du kan godt lide vafler ikke?” spurgte han. Jeg kiggede op på ham. ”Jo det kan jeg godt. Jeg sad bare lige og…” jeg afsluttede ikke sætningen. Jeg havde ikke lyst til at sige at jeg tænkte på den pige han var sammen med. Han glade smil famlede en smule. ”Er det det med Kyle?” spurgte han med en medfølende stemme. Jeg kiggede på ham med uforståelige øjne. ”Øh…” jeg fik ikke afsluttet før han sagde noget mere. ”Jeg ved ikke hvad der skete, men jeg tror jeg har en anelse om det” ”Han gør det måske mod alle?” spurgte jeg med en lidt ironisk stemme. Han gav mig et forbløffet blik. ”Han…” det var ikke fordi han manglede ord at han ikke snakkede videre, han havde nok bare ikke lyst til at sige det lige ud. ”Du ved… han voldtog dig ikke vel?” han kiggede bekymret på mig. Ledte efter svar. Svar som jeg kunne give ham. ”Voldtog mig?!” Jeg så næsten forskrækket på ham. ”Nej!” skreg jeg. De tætteste borde vendte sig om og kiggede på os. Jeg krummede mig sammen. ”Jeg mener nej, nej han gjord det ikke. Eller vi blev afbrudt, så der skete ikke noget” jeg havde lyst til at lyve. Fortælle ham at jeg havde haft sex med ham og at han var fantastisk, fortælle ham hvor lækker han var. Jeg havde lyst til at gøre Harry jaloux. Lyst til at fortælle ham, skrige ham ind i hovedet at han ikke betyder noget for mig, men hvad skulle det nytte. Han bekymrer sig ikke om hvad jeg synes om ham. Han er ligeglad. At sige det ville bare gøre mig til en idiot.

”Han lænede sig tilbage i sædet. Lagde armen over ryglænet. Jeg kunne se ham spænde i armene. Hans muskler kunne tydelig ses gennem hans langærmede trøje, og hans lange halskede med en sølv ring hængene frit i kæden, lå på hans ene brystkasse. Hvorfor skulle han gøre det hele være ved at så sådan ud, og hvordan kunne han finde på at invitere mig på vafler når han har en kæreste. It’s not fair! Ikke at jeg ville have en chance i det hele taget. Han er den type Natalie var køn nok til at date, og Sasha var sød nok til at få ham, men mig? Jeg var slet ikke med i konkurrencen. ”I blev afbrudt?” Jeg nikkede uden at se på ham. Han smilede til mig. ”Hvad?” han stoppede ikke med at smile. ”Jeg er bare glad for at du er okay” jeg gav ham et skævt smil. ”Kyle er ikke så slem, men han har et eller andet med piger og sex” han grinte. Jeg kunne ikke grine med. Jeg ville gerne, men bare tanken om han måske ville have voldtaget mig gav mig kuldegysninger. ”Det er ikke lige frem noget man ville lave sjov med” sagde jeg stille. ”Hans grin forsvandt med det samme. ”Nej undskyld. Jeg mente det ikke sådan. Jeg prøvede ikke at være ubehøvlet, jeg… jeg ved bare ikke helt hvad jeg skal sige” ”Du behøver ikke sige noget” jeg løftede hovedet og så på ham med et smil. ”Bare det at du er glad for at jeg er okay er mere end jeg kunne forlange for en jeg ikke kender” han kiggede på mig med hans store grønne øjne. Et lille smil i mundvigend. Han var nuttet.

Jeg skulle nok takke min bror for at ringe til mig, og afbryde det hele. Jeg spærrede øjnene op. Min bror! Jeg kiggede over på det store runde ur, på væggen bagerst i cafeen. Klokken var næsten halv 3. Jeg greb min jakke om min skulder taske. ”Jeg… jeg er virkelig ked af det! Men jeg bliver nød til at gå” ”Hvor skal du hen?!” Harry så efter mig mens jeg stormede mod døren. ”Tak” jeg gav ham et smil. ”Tak fordi du inviterede mig på vafler” han så efter mig mens jeg rev døren op, løb ud på gaden foran. Han fulgte mig med øjnene mens jeg passerede det vindue vi sad ved. Hans krøllede lokker sad i panden på ham, mens han smilte. ”Jeg håber vi kan gøre det igen” viskede han til sig selv.

Det var bel mørkt mens jeg løb hjem. Jeg skulle have været hjemme for 2 timer siden næsten. Jeg rev havelågen op. Jeg spænede op til hoved døren og fumlede med nøglerne. Jeg fandt nøglen til døren, men mine svedige hænder fik nøglen til at glide ud af mit greb. ”Shit!” råbte jeg. Jeg bukkede mig ned og samlede den op. Nøglen gik ind og jeg drejede hårdt til og fik døren op. Jeg nåede kun at smække døren før min bror stod på trappen og kiggede på mig som om jeg var ved at dø. ”Fallen?” sagde han med en så rystende stemme at jeg kunne mærke nakkehårene rejse sig. ”Sebastian? Undskyld, undskyld jeg er ked af at jeg ikke svarede” jeg gik over mod ham med tunge skridt. ”Det er okay bare du er okay” han trak mig ind til sig og holdt mig tæt mod hans brystkasse. Hans arm lå omkring mig og hans hoved hvilede på mit. ”Sebastian” han svarede mig ikke. ”Sebastian” sagde jeg lidt højere. ”Hvad sker der?!” spurgte jeg nervøst. ”Det er far” savrede han sløvt. ”Vi har fået et brev fra kirkegården” ”Hvad?” jeg kiggede uforståeligt på ham. ”De spørg om tilladelse til at flytte hendes grav” svaret slog mig lige i ansigtet. ”Hvorfor det?!” min stemme rystede og var anspænt på samme tid. ”De kan ikke flytte mors grav! Det kan de ikke!” skreg jeg lav, mens mine øjne blev blanke. Sebastian gik hen til mig og lagde igen armene om mig. Denne gang lagde jeg også mine arme om ham. Mine kinder blev våde mens jeg strammede grebet om min brors sweater. ”Det får de heller ikke lov til”

”Fallen!” råbte en stemme inde fra stuen. Jeg gav med det samme slip på Sebastian og kiggede frygtindgydende mod stuen. ”Far, jeg er ked af jeg først kommer hjem…” *Slap* jeg nåede ikke at afslutte før en hånd afgav et meget stort rødt mærke på min kind. Jeg gik to skridt tilbage for at genvinde balancen. Jeg kiggede op på far der stod som forstenet foran mig. Det var ikke første gang han havde slået mig. Det var sørgeligt, men jeg havde faktisk vænnet mig til det. Alt der blev for meget for ham, fik ham til at give alle omkring ham skylden. Sebastian kom hen til mig på mindre en et sekund og svingede mig til siden før han gik helt tæt på far. ”Du skal ikke slå hende!” råbte han. ”Du skal ikke blande dig!” skreg far tilbage. Jeg greb Sebastians arm og hev ham tilbage. ”Stop Sebastian!” han kiggede let på mig. ”Det er okay Fallen” han rettede øjnene mod far igen. ”Jeg har sagt du skal holde op med at slå hende” sagde han roligt. Uden et ord vendte far om i sine hæle og gik ind i stuen igen. Jeg kiggede over min brors skulder og kunne skimte en tom og en halv fuld vodka flaske. Han havde drukket igen. Min bror vendte sig om mod mig og lagde hans hænde omkring mit ansigt. ”Er du okay” han tog ansigtet helt hen til mit, så jeg kunne føle hans varme ånde. Jeg nikkede. ”Jeg har det fint. Godnat” jeg trak mig væk fra Sebastian og gik oven på og ind på mit værelse. ”Godnat” sagde han. Jeg lukkede døren og smed mig på sengen. Alt for meget var sket.  Jeg kunne ikke tænker ordenligt. Jeg nåede slet ikke at tænker på noget af alt det der skete før jeg faldt i søvn.    

Håber ikke det sidste var for langt ude!!! Håber i kunne lide det!! :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...