For glem mig ej' 1D (13+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 sep. 2013
  • Opdateret: 5 nov. 2013
  • Status: Igang
Fallen Hailey har mistet sin mor til kræft. Hendes far er stadig pårvirket af hendes død, og lader tit sine problemer gå ud over Fallen og hendes, omsorgsfulde storebror, Sebastian. Da Fallen på sin mors fødselsdag besøger hendes grav, møder hun Harry Styles, vis far har grav ved siden af hendes mor. Hun begynder at møde ham over alt, og begynder hurtigt at blive forelsket i ham. Men hun må holde sine følelser for sig selv, for det ser ud til at han allerede har en kæreste.

NOTE: Fan fictionen følger nogenlunde Harrys gamle liv, men jeg har ændret i den sådan som jeg nu synes passer bedst.

8Likes
0Kommentarer
671Visninger
AA

2. A House Is Build By Rocks. A Home Is Build By Love.

Jeg gik altid langsomt hjem efter et besøg hos mor. Det virkede bare bedst. Jeg ville ikke hjem. Jeg vidste far ville bliver rasende. Det blev han altid hvis jeg var ude hos mor for længe, og især i dag var det ekstra slemt fordi det var hendes fødselsdag. Det var for hårdt for ham at miste hende. Det var hårdt for os alle, men han kunne bare ikke takle realiteten i at hun var væk. Eller også ville han bare ikke. Han taklede det så godt han kunne, men hans metoder var ikke altid de bedste.

Da jeg nåede vores vej, stoppede jeg op. Det ville ikke tage mig lang tid at komme til vores hus herfra. 2-3 minutter måske, men jeg ville gerne gå lidt mere rundt. Det var kun når jeg var væk fra huset at mine tanker var klare. Det var kun mens jeg gik i min egen verden at jeg kunne forstå alle de tanker jeg gik rundt med 24/7. Så jeg vendte om og gik ned af vores sidevej i stedet for.

Vores kvarter var det bedste sted at være. Det var bedre end mit eget hjem, endda foran mors grav. Det var fantastisk at gå på alle de små gader, og kunne løbe ind i folk der venligt smilte og hilste. Altid høflige og mundtre. Det var så snaksaglige, selv nogle af dem jeg ikke kendte. Ligesom Harry. Harry. Jeg have helt glemt at tænke på ham. Hvilke var mærkeligt for jeg har ham hele tiden liggende i baghovedet, men jeg havde ikke rigtigt tænkt på vores møde. Ikke ritgigt tænkt på hans søde smil eller krøllet, mørkehår. Han var køn. Han var ret nuttet. Han var nem at snakke med, han var endda forstående. Det er ikke tit man møde en dreng der er så forstående. Men jeg tvivler nu lidt på vi møder hinanden igen. Det var jo kun et tilfælde vi lige støtte ind i hinanden på kirkegården. Selvom det måske kun var denne ene gang, så er jeg glad for at jeg mødte ham, at jeg snakkede med ham, at jeg mødte en der forstod mig, en der gav mig hans tid uden at han ville lokke mig med til et Love Motel og udnytte mig til sex senere. Han var ikke typen det kunne jeg mærke.

Jeg gik stadig ned af vores side gade, da jeg kiggede op fra jorden så jeg allerede enden af vejen. Jeg ville ikke have at vejen allerede sluttede, jeg havde lyst til at gå mere i min egen verden, med mine egen tanker. Mit hjerte sprang et slag over da min mobil pludselig vibrerede i min lomme. Jeg fandt den frem og trykkede på det grønne rør. ”Hallo?” sagde jeg. ”Fallen, du burde altså snart komme hjem, far er lidt fra den” det var min bror. Hans stemme var lidt jokende, men jeg vidste han var seriøst omkring far, han ville bare ikke bekymre mig, eller skræmme mig. Han gjorde det tit. Ringede til mig og bad mig stille om at komme hjem fordi han var urolig for far, men i virkelig hede var han urolig for mig hvis jeg kom for sent hjem. ”Ja, tak, det skal jeg nok, jeg er næsten hjemme” ”Godt, så ses vi om lidt” jeg lagde røret på og satte tempoet op.

Min timing var perfekt, lige da jeg nåede vores havelåge, begyndte regnen at falde som et vandfald. Store dråber plaskede mod den kolde og hårde jord. Jeg rev hætten op. Vi var i maj måned og det regnede stadig. Jeg nåede hoved døren i høj fart, og rev den op og stormede ind. Min bror kom halt løbende oppe fra overetagen. ”Det gik stærkt” sagde han. ”Det begyndte at regne. Jeg ville ikke have vådt hår” svarede jeg ham. Han smilede og kom ned mod mig.

Jeg opdagede slet ikke hvor hurtigt han kom ned og hvor tæt på han stod før han tog armene om mig og kyssede mit våde hår. ”Hva?” udstødte jeg. ”Havde mor det godt? Fik du givet hende blomsterne?” jeg var stadig lidt i chok. Det var lang tid siden min bror sidste have gjort det, men det var rart at være i hans varme favn. Det var så betrykkende, som om verdenen var i brand, men jeg var i trykhed, den samme følelse jeg havde hver gang min mor havde lagt armene om mig.

Jeg nikkede på hans spørgsmål og rettede mig op så jeg kunne se ham i øjnene. Han var mindst 20 cm højere end mig, men jeg kunne godt se hans øjne tydeligt her nede fra. ”Hun havde det godt, og hun var glad for blomstrende” sagde jeg med at smil på læberne. Han strøg hånden over min kind, med at venligt smil. ”Godt” sagde han. ”Du burde nok sige til far du er kommet hjem så han ikke går og er urolig for hans lille pige, der går rundt i hele kvarteret” sagde han mildt og gik oven på igen. Jeg nikkede til svar og gik mod stuen.

Min far sad i sin lænestol med en kop kold kaffe, han sikkert har lavet for lang tid siden også glemt at drikke. Jeg lænede mig op at vægen bag ved den røde lænestol. ”Jeg- jeg er hjemme” sagde jeg. han vendte hovedet en lille smule, ikke nok til at se mig helt, men nok til at se min tilstedeværelse. ”Hm” sagde han. Jeg vidste altid hvilen reaktion han gav mig i dag.

Far tog aldrig hen til mors grav, og min bror blev kun hjemme fordi han skulle se om far havde det godt. Jeg var den eneste der stadig snakkede med mor, stadig havde en kontakt til hende. Jeg vidste far ikke ville kunne håndtere at se mors grav, men jeg havde aldrig tænkt på hvordan min bror havde det med det. Ville han gerne besøge mor? Jeg havde besøgt hende hver gang på hende fødselsdag, min fødselsdag og mors dag. Han tog aldrig med, ikke en gang hvis jeg bare besøgte hende på en tilfældig dag. Måske tror han bare ikke han kan lade far være alene hjemme.

Jeg flugtede stille fra stuen og sneg mig ubemærket op på mit værelse. Jeg lagde mig frakke på sengen og stilede mine sko ind under den. Jeg rettede ryggen og lukkede øjnene mens jeg strakte armen over hovedet. Bag mig stod min brors dør åben. Vores 1 sal bestod af en mellem lang gang med 3 døre. Én dør i hver siden og så en i midten den i midten var til badeværelset, og den højre var min og den venstre dør min brors.

Jeg kunne se, at min bror sad ved sit skrivebord med en skarp lampe, rettet mod hans lektier. Han studerede tit og længe næsten hver aften. Min bror elskede fester, elskede for pige og elskede sit udseende, men han elskede mig og far mest. Efter mors død, opgav han sit teenagerliv lidt. Han vil egerne have gode karaktere så han kunne få et godt job, så han kunne tage sig af os. Min far arbejdede stadig, min far var stadig den far jeg elsker meget højt, men den far jeg elsker forsvinder nogen gange lidt. Så bliver han deprimeret og lader sine frustrationer gå ud over mig og min bror.

Så jeg har altid min bror til at passe på mig. Han sætter mig foran alt andet, og det elsker jeg ham for, men jeg er nogen gange bange for at han tænker for meget på mig, og for lidt på ham selv. Han er kun 19, og er allerede i gang med at hjælpe far med vores økonomi. Jeg vil ikke have han opgiver sit liv helt. Min bror opmuntrede mig til også at starte med arbejde hårdt. Få gode karaktere og hjælpe. Det er alt jeg vil. Hjælpe.

Jeg forlod mit værelse og gik ned til min bror. Jeg stod et øjeblik og studerede min bror. Jeg ville ønske jeg havde fået hans blonde hår, i stedet for mir eget røde. Jeg var glad for at mit hår havde mors røde farve, men rødt hår gav mig et lidt barnligt udeende. Men mig og min bror havde de samme smaragdgrønne øjne. Ligesom mors. Jeg undrer mig tit over hvad jeg arvede fra min far.

”Sebastian?” sagde jeg stille. Han vendte sig om mod mig. Han gav mig et mild smil. Hans udtryk ændrede sig dog da han så mit triste ansigt. ”Er der noget galt?” spurgte han. ”Næste gang…” startede jeg. Han kiggede undret på mig. ”Næste gang så tag du ned og besøger mor” sagde jeg hurtigt, og kiggede ned i gulvet. Det vat lidt hårdt for mig at sige, mest fordi jeg elskede at besøge hende på de her dage, men han fortjente at besøge hende. Han rejste sig fra sin stol og gik hen til mig. Han greb mine kinder, og gjorde så vi fik øjenkontakt. ”Det er altså okay” sagde han. ”Jeg har ikke noget i mod du besøger hende hver gang” Han gav mig et varmt smil. ”Er du sikker?” han nikkede. ”Så længe min lillesøster er glad, er jeg glad” sagde han. Jeg kunne mærke tårende komme frem i øjenkrogen. ”Tak. Tusinde tak” 

UPS!!!

Jeg ved godt det her kapitel er lidt kedeligt, men jeg blev nød til at have det med så man bedre forstod Fallens live. Næste kapitel skal nok blive bedre. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...