Helpless

*Se traileren først* Claire Rose Anderson, en 17 årig pige med ar på sjælen, efter en nådesløs barndom, hvor hun voksede op i en så svært belastet familie, at hun blev fjernet og i stedet blev placeret hos flere forskellige plejefamilier hun ikke har brudt sig om. Men den frygtelige skæbne er lagt fra slut for hendes vedkommende, for da hendes bedste vendinde Melissa invitere hende med til en koncert med eksklusive backstage billeter, siger Claire ja for at gøre hende glad, men bliver på tragisk vis bortført. Hun er nu tvunget til at leve i et mørkt og fugtigt bagagerum, som næsten ingen ved eksistere, og under streng overvågning af den verdens berømte sangstjerne Harry Styles, der har skumle planer med Claires fremtid, hvis ikke hun når at forhindre ham i det.
- Denne movella deltager i konkurencen "kampen mellem fandoms" og mit emne/fandom er One Direction -

79Likes
158Kommentarer
17810Visninger
AA

27. Chapter XXVII

Jeg ved ikke hvor lang tid jeg har ligget her. Men i hvert fald lang tid nok til, at alt min selvtillid er forsvundet. Som skrabet af min krop, med en sylespids kniv. Mit underliv gør ondt, og min hals... jeg ved virkelig ikke hvilket ord jeg skal bruge for den, for intet vil kunne beskrive den smerte der bider i mig. 

Normalt plejer Harry at skabe et lille hul, han bare kan suge blodet ud af, men i aftes bed han direkte i huden. Forestil dig, nogle ganske almindelige tænder, ikke de klassiske vampyrtænder som i film, der bare borer sig igennem huden med lethed, nej bare helt almindelige tænder som tygger sig igennem den tynde hud på halsen. Bidet der strammer til, og nervetrådene som springer indeni. Blodet der strømmer ud, og svir i det nye sår. 

Min krop ryster stadig, og er nu iskold, til forskel fra i går, hvor den var brændende. Måske er det på grund af blodmangel? Såret på min hals, har gennem natten farvet en stor del af det hvide flisegulv rødt. Jeg burde forbinde det, men helt ærligt, hvad nytter det?

Det eneste jeg faktisk virkelig har lyst til lige nu, er at komme hjem. Men hvor er hjem egentlig? Nu hvor jeg tænker over det, har jeg aldrig rigtig haft noget sted, som jeg hundrede procent kan kalde for mit hjem

Efter jeg blev tvangsfjernet fra mine forældre, er jeg blevet placeret i flere forskellige plejefamilier. Nogle af dem var søde nok, men jeg passede bare aldrig ind i deres hverdag. Nogle af dem var rigtig lede, og det er hent flere gange at det er mig, som har bedt om at blive forflyttet. Og havde det ikke været for Melissa, var jeg også rejst fra min nuværende familie. Eller faktisk er de jo ikke min nuværende familie lige i øjeblikket, da jeg jo er fanget i den her bus. 

Jeg kan hører nogen der rumstere i den anden ende af bussen, hvilket må betyde at de andre drenge er ved at stå op. Gad vide om Harry stadig sover? Jeg rejser mig forsigtigt op og lægger øret mod døren. Jeg kan igenting hører. Måske sover han stadig.

Hvis han gør det, kan jeg måske snige mig forbi ham og flygte af bussen. Drengene vil sikkert bare tro, at jeg vil gå en lille tur, så de spørger sikkert ikke engang ind til det. 

Forsigtigt og så lydløst som overhovedet muligt, drejer jeg nøglen rundt i nøglehullet, og skubber døren op. Der er stadig helt stille i rummet, så han er sikkert ikke stået op endnu. Jeg kigger over mod sengen. Der ligger en forhøjning i den, men jeg er ikke i stand til at se, om det er Harry eller om det bare er dynen som er krøllet sammen.  

Jeg lader mine bare fødder gå forsigtigt ud i rummet, og holder vejret af nervøsitet. Jeg kommer forbi et lille stykke stof, og opdager, at det er mine underbukser som ligger foran mig. Et ubehageligt stik går igennem min krop, og jeg skynder jeg at samle dem op, og tage dem på. 

Min gang fortsætter hen mod døren, og jeg ligger mine fingre på det kølige dørhåndtag, men for tilbage, da det bliver trukket ned fra den anden side af døren. 

Et træt ansigt kommer frem i dørkarmen, og de morgenpjuskede krøller er ikke til at tage fejl af. Hendelsen fra i går kører rundt i min tankegang, og jeg går helt i choktilstand. Mit åndedræt forsvinder og jeg griber febrilsk ud efter en bog, som tilfældigvis ligger på reolen, og kaster den efter Harry.

"Av for hel..." stønner Harry, med en virkelig fucked up stemme, som jeg ikke erindre at have hørt tideligere. Faktisk ville jeg ikke have troet det var han, hvis det ikke var fordi jeg havde set hans ansigt før jeg kastede.  

Han tager sig ømt til hovedet, der hvor bogen ramte og kigger spørgende på mig. "Hvad skulle det nu til for?"

Laver han sjov med mig? Han ved da godt hvorfor. Han træder et skridt frem, og skal til at lægge en hånd på min skulder, men jeg når heldigvis at reagere. Han skal aldrig rører mig igen. Jeg sætter i løb hen mod wc'et og smækker døren i, men noget forhindre den i at lukke. 

Harry har stukket sin fod imellem døren og karmen, og gør det dermed umuligt for den at lukke. Panikken begynder at vokse op i mig, for tænk nu hvis han vil prøve på noget igen. Hans hånd kommer ind på den anden side, og med sin store styrke skubber han døren op. 

"Hvad er der med dig?" spørger Harry træt, idet han træder ind af døren. Jeg trækker helt tilbage og læner ryggen op ad muren. Jeg skal så langt væk fra ham som overhovedet muligt. 

"Du er jo helt fra den" siger han roligt og nærmer sig mig. Han rækker hånden ud for at ligge den på min kind, men jeg slår en panisk væk. Han skal ikke engang tænke på at røre mig igen. Harrys øjne ser uforstående på mig, og pludselig ser han helt forskrækket ud.

"Hvad er der sket med din hals?" spørger han alvorligt. Jeg gisper og lader mine fingre glide over såret fra i går. Min krop er fuld af had, og det tager ikke langtid for Harry at læse mit kropsprog.

"Rose har jeg gjort det der?" Han hentyder til bidet, og ser faktisk helt bange ud. Jeg svare ham ikke, men han kan tydeligt se det på mig. 

"Det må du altså virkelig, virkelig undskylde, det var slet ikke min mening. Det sidste jeg husker fra i går, var da vi ankom til festen, og så er alt bare væk" forklarer han. 

Jeg kan mærke tårerne trænge sig på igen, men jeg har ikke lyst til at græde her foran ham. Jeg løber vaklende forbi ham og sætter mig i et af værelsets hjørner. De første tårer triller langsomt ned af mine kinder, og min krop begynder at ryste. Tænk at Harry ikke engang ved hvad han har gjort. Han ved ikke hvad han har udsat mig for. 

Han kommer langsomt hen mod mig, og sætter sig ned på hug overfor mig. Jeg kan se skyldfølelse i hans øjne, men jeg lader den ikke trænge ind hos mig. Jeg vil aldrig tilgive ham for det her. 

"Hvad skete der helt præcist i går. Jeg kan se på dig, at det vist ikke kun er bidet der påvirker dig" siger Harry hæst, og venter på jeg skal fortælle.

"Du..." starter jeg, men kan ikke få mig selv til at sige mere. Det gør for ondt i sjælen at tænke på. Jeg prøver at sige til mig selv, at det her er noget som sker for alle, men det er jo løgn. Det er jo langt fra alle, som bliver kidnappet af en verdensberømt person, som tilfældigvis viser sig at være en voldtagende vampyr idiot, eller hvad det nu er han kalder sig. 

Jeg tager en dyb indånding, og prøver på så vidt muligt at skabe ro indeni mig selv. Det her kræver mere mod, end hvad jeg har i kroppen lige nu. Min stemme må ikke ryste når jeg siger det, for jeg vil have at han forstår hvad han har gjort. 

"Du voldtog mig Harry" siger jeg med gråd i stemmen og tager mig sammen til at møde hans blik. Hans øjne udviger sig, og hans hænder ryger fustreret op i hans mange krøller. Han kigger fraværende op i loftet, og prøver tilsyneladende at æde den hårde sandhed i sig. 

"Jeg vidste jeg havde gjort noget galt i går" mumler han. Jeg snøfter og tørrer nogle nedløbende tårer væk fra kinderne.

Vi sider begge to i flere minutter uden at sige noget til hinanden, og det eneste som skaber lyd i rummet, er min snøften. Harry sænker hovedet, og det skær i min krop, da jeg ser hans grædefærdige røde øjne, som er fulde af sorg. Flot Hazza, endelig indser du hvilket monster du i sandheden er. Jeg har ikke engang ondt af ham. Hvem ville også have det, hvis de vidste hvad han havde gjort? Ingen!

"Claire jeg..." begynder han, men ligesom mig før, kan han heller ikke få ordene frem. Jeg lægger mærke til at han kalder mig for mit rigtige navn, og ikke det afskyelige kaldenavn Rose. Jeg hader det navn, som var det pesten. Siden jeg blev kidnappet, har det navn kun ført ulykke med sig. Det føltes næsten som om navnet har taget over. Jeg er ikke Claire længere. Det er bare endnu en ting Harry har taget fra mig. 

Claire er hende som bor hjemme hos Mogens og Rita. Hende som forsvinder i mængden af plejebørn, og kun er der, fordi de får penge for hende. Det mest værdifulde i Claires liv er Melissa. Søde dejlige Melissa, som hun savner mest af alle.

Rose derimod, er hende som blev kidnappet. Hun blev holdt fanget i et bagagerum, af en slags, og tæsket hvis hun var for kæphøj, eller nægtede at adlyde. Hun har prøvet at flygte, men det kunne hun ikke. Hun har prøvet at få Harry til at blive forelsket i hende, men det virkede heller ikke. Hun kan igenting, fordi hun hele tiden er under dyb kontrol af Harry. Og ligesom hun føler sig mest tryg, gør han et eller andet uventet, så alt hendes selvtillid falder af igen. 

Og hvem er jeg så?

Før hen troede jeg at det var enkelt nok. Jeg mener, jeg er jo mig. Men nu er jeg i tvivl. For at være ærlig, så ønsker jeg hverken at være Claire eller Rose. Clarie har en forfærdelig fortid, og Rose har ingen fremtid. 

"Jeg er så forfærdelig ked af det" siger han med en rystende stemme, og blinker hurtigt med øjnene, for ikke at begynde at græde.

Jeg ryster på hovedet. Det er bare ikke godt nok! Selvfølgelig er han ked af det, men uanet hvad han gør, så vil jeg aldrig kunne tilgive ham for det her.

"Undskyld." Ordene er som luft for mig, faktisk sidder Harry og giver mig en lang personlig undskyldning, men jeg opfatter ikke ét ord af den. 

"Vil du ikke godt sige noget?" beder han med bævrende underlæbe, og ser mig i øjnene. Jeg ved ikke hvad jeg skulle sige. Jeg har ikke mere at fortælle ham. Hvad forventer han overhovedet? At jeg sige det hele er i orden, og vi kan starte forfra?

"Okay fint så," siger han kort og rejser sig op. Han tørrer beslutsomt de tårer væk, som på trods af hans modvilje, alligevel er trillet ned af hans kinder. Han går ud af rummet, og efterlader mig derved alene i et stykke tid, indtil han kommer tilbage med en telefon i hånden.

"Her," siger han og kaster røret hen i skødet på mig, mens han sætter ledningen i kontakten. Jeg kigger håbløst ned på den gamle telefon, som om jeg aldrig har set sådan et apparat før, og så tilbage op på Harry. "Jeg ved ikke hvordan jeg skal gøre det her bedre, og det er fuldt ud retfærdigt at du hverken vil snakke med mig eller tilgive mig. Men måske du har lyst til at snakke med nogle andre?"

Mener han virkelig det? Må jeg ringe til nogen? Jeg skal lige til at trykke nummeret, da han stopper mig med sine ord. "Men, der er nogle betingelser. Du må ikke ringe til politiet, eller andre inden for sikkerheds korpset. Du må kun ringe til én person, og det skal være en som du stoler hundrede procent på, da de ikke må sige at du har ringet. Den her telefon kan dog ikke spores, men derfor har vi ikke nødt at løbe en risiko. Jeg skal lytte med under hele samtalen og du må ikke nævne noget af det som er sket, mens du har været her. Forstået?!"

Jeg nikker hurtigt, og lader mine fingre glide over de store knapper. Jeg ved præcis hvem jeg vil ringe til.

"Bib, bib, bib"

Tænkt nu hvis den ikke bliver taget, gælder det så?

"Bib, bib, Hallo?"

Lyden af hendes stemme varmer mit hjerte, og savnet stiger op i mig.

"Hallo hvem er det?"

Jeg snøfter engang og mine øjne bliver våde. Hendes stemme. Den stemme jeg elsker. 

"Hej" for jeg endelig taget mig sammen til at sige.

"Claire? Claire er det dig?!" Hendes stemme lyder alvorlig og en anelse lysere end den plejer. 

"Hmmm" for jeg fremstammet. Jeg kan hører et lettet suk i den anden ende af røret, og kan ikke lade være med at smile.

"OMG Claire, er det virkelig dig? Jeg har savnet dig så forfærdelig meget. Jeg..." hendes stemme knækker over, og jeg er ikke i tvivl om at hun ligesom jeg, også sidder og stortuder lige nu. "Hvor er du?"

Jeg kigger over på Harry, som forsigtigt ryster på hovedet, og minder mig om, at jeg skal overholde de betingelser han har sat.

"Det kan jeg desværre ikke fortælle dig" siger jeg sørgmodigt til hende. Bare jeg kunne. 

"Okay det forstår jeg. Claire hvordan har du det? Bliver du behandlet godt?"

Jeg lukker mine øjne hårdt i, da tanken om at skulle lyve overfor hende nu, næsten er ubærlig. Men jeg har jo ikke andre valg, for ellers så vil Harry bare hive stikket ud.

"Ja her er fint nok" piber jeg, og jeg kan endda hører på mig selv at jeg lyver. 

"Hvad har de gjort ved dig? Slået? Sparket? Mishandlet dig?" Hendes stemme er stadig svag, men med et skarpt tonefald over den.

"Nej, nej bare rolig" forsikre jeg. Jeg hader det her. Jeg sider og lyver overfor den person som jeg elsker mest i hele verden. 

"Har nogen voldtaget dig?" Det føltes som  om spørgsmålet slår mig direkte i fjæsset og lammer mit i et par sekunder. Jeg ser hen på Harry, som sidder og ser ligeså chokeret tilbage på mig. Min stemme er forsvundet, og hvergang jeg prøver at sige noget, bliver det bare til "æhh" eller "hmm".

"Okay du har ikke nødt at svare på det lige nu, for jeg har noget virkelig vigtigt at fortælle dig!"

Både mig og Harry ånder lettet op, og jeg lytter opmærksomt i røret.

"Din bror er brudt ud af fængslet!"

"Hvad?!" råber jeg chokeret, men det eneste jeg kan hører som svar er en høj skinger tone, om antyder at nogen har afbrudt forbindelsen. "Harry" siger jeg bedende, da jeg ikke erindre at have brudt nogle af hans regler. "Det var ikke mig" skynder han sig at sig. Men hvis det ikke var ham, hvem var det så. 

Vi vender begge blikket på samme tid, og for øje på en høj mørkhåret pige, og står og svinger telefonledningen let og elegant om sin pegefinger. Hendes bukser er stramme og hullede, hendes hvide top er næsten gennemsigtig, og hendes ansigt er sminket og håret sat op i en stor pjusket knold.

"Cher?" udbryder Harry glad, og rejser sig op fra gulvet. Han omfavner pigen, og det ser ud til at de kender hinanden rimelig godt. Hun virker bekendt, men hvor kan jeg have set hende før?

"Hvordan i al verden er du kommet hertil?" spørger Harry interesseret og smiler over hele hovedet. "Tja, jeg tog bare på et lille visit til USA, og så stødte jeg ind i jeres tourbus" griner hun. Hendes sprog er uden tvivl britisk, så hun må stamme fra England.

"Jeg må ud og finde de andre, de bliver vildt glade for at se du er her. Vi har jo ikke set dig siden, hvad, x-factor" siger Harry og farer ud i bussen og råber på de andre. 

Vent nu lige lidt! X-factor? Er det der så Cher, som i Cher Lloyd? Hun var ven med drengene under programmet, og der gik endda rygter om at hende og Harry var... fuck!

"Jamen hej med dig Rosie, glæder mig endelig at træffe dig. Men jeg er jo ikke ukendt for dig, for du har vel fået mine breve, ikke sandt?"

 

-  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  - 

Sidste kapitel!

Hvad syntes I om det? og hvordan reagerede I på 'L'? Gav det mening i sidste ende?

Håber I kunne lide historien, godnat herfra :-D

 

Sara Xx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...