Helpless

*Se traileren først* Claire Rose Anderson, en 17 årig pige med ar på sjælen, efter en nådesløs barndom, hvor hun voksede op i en så svært belastet familie, at hun blev fjernet og i stedet blev placeret hos flere forskellige plejefamilier hun ikke har brudt sig om. Men den frygtelige skæbne er lagt fra slut for hendes vedkommende, for da hendes bedste vendinde Melissa invitere hende med til en koncert med eksklusive backstage billeter, siger Claire ja for at gøre hende glad, men bliver på tragisk vis bortført. Hun er nu tvunget til at leve i et mørkt og fugtigt bagagerum, som næsten ingen ved eksistere, og under streng overvågning af den verdens berømte sangstjerne Harry Styles, der har skumle planer med Claires fremtid, hvis ikke hun når at forhindre ham i det.
- Denne movella deltager i konkurencen "kampen mellem fandoms" og mit emne/fandom er One Direction -

79Likes
158Kommentarer
17668Visninger
AA

25. Chapter XXV

Harry trækker mig med om bag en bil, som gør det umuligt for nogen andre at se os. Jeg kan mærke en ubehagelig klump i halsen, som blev dannet idet vi begyndte at løbe. Måske det er alkoholden? Jeg har aldrig været fuld før, så jeg ved det ærligtalt ikke. 

"Claire?!" brøler stemmen igen. Kuldegysningerne kravler op ad mine arme og ubehagen vokser. Det lyder måske underligt, men jeg er ikke tryk ved at nogen kender mit rigtige navn. Og slet ikke sådan en psykopat som bomber natklubber og skyder folk i indkøbscentre. For jeg kan hører på hans stemme, at det er den samme mand, som overfaldt os i tøjbutikken. 

"Har du sagt dit navn til nogen?" Harrys blik er både bebrejdende og skuffet. Jeg ryster hastigt på hovedet. "Nej Harry, jeg sværger, jeg har ikke sagt et ord" siger jeg ærligt, og holder den samme tone gennem hele sætningen, så Harry ikke skal blive den mindste smule i tvivl. Og overraskende nok, så ser det ud til at han tror på mig. Vildt nok, jeg ville ikke engang tro på mig, for hvorfor skulle jeg egentlig lade være med at sige mit navn til nogen?

Mit navn lyder igen, men denne gang tættere på. Klumpen i min hals vokser drastisk. Harry ligger en finger på mine læber som tegn til at jeg skal være fuldstændig stille, og jeg følger hans ordre. Hvem end denne galning er, så har jeg ikke i sinde at løbe ud til ham.

"Claire hvor er du?" Den stemme! Der er altså noget i den, som jeg har hørt før. I butikken var jeg i tvivl, men nu er jeg fuldkommen sikker. Jeg kender altså den stemme! Spørgsmålet er bare, hvor jeg kender den fra.

Noget bevæger sig op gennem mit Halsrør, og jeg ved hvad følgerne vil blive. Jeg lægger mine hænder for munden, i håb om at jeg kan holde det inde, men min krop kæmper imod, og ud kommer det altså. 

Jeg læner mig forover, ligger en hånd op Harrys skulder, og lader klumpen komme ud. Brækket står langt ud af halsen på mig, og selvom jeg virkelig prøver at gøre det så lydløst som muligt, så ved alle vel, lige så godt som jeg, at man bare ikke kan styrer sig, i sådanne situationer. 

Harry kæmper sin egen kamp med at holde mit hår oppe, og ingen af os ligger tilsyneladende mærke til den store skikkelse bag os, før vedkommende lægger en hånd på min skulder, og jeg udbryder i et skrig.

Mit blik farer op og ned af den høje mand, indtil jeg kan konstatere at det er en af Harrys sikkerhedvagter, som har fundet os. Vi rejser os og følger med ham hen til bussen, mens vi stadig kan hører råbene i baggrunden, men det er mere dæmpet end før, måske nogen har fanget ham? 

"Årh godt at se jer guys" siger Liam lettet, ligeså snart han ser os i skæret fra bussens lys. Drengene kommer helt hen til os, og jeg må indrømme, at jeg faktisk også selv er ret lettet for at se dem alle sammen i god behold. Eller sådan næsten i hvert fald. Louis står med en ispose mod hovedet, og Niall humper lidt på det ene ben, men ellers ser de da nogenlunde ubeskadiget ud. 

"Uh Haz, hvad havde I to lige gang I, før alt det her skete?" siger Louis og hentyder til Harrys skjorte, som stadigvæk står åben. De andre begynder at grine, men jeg syntes bare det er vildt pinligt, og vælger derfor at se ned i jorden. Min plan floppede totalt! 

De står og småsnakker lidt, og drengene forklarer hvad der skete inde på klubben. Hvordan der lige pludselig lød et højt brag, og alt bare rystede. Ting der faldt ned fra loftet. Louis som fik et knækket bræt ned i hovedet, og Nialls ben der blev mast under bardisken. Vagterne var hurtige til at komme ind og finde dem, og de hjalp også til med at få de andre gæster ud. Heldigvis var der ingen døde, kun skadede.

Jeg tager mig til halsen og mærker hvordan mit hoved føltes helt tungt. "Harry jeg skal..." begynder jeg og vender mig om mod ham, men når ikke at sige mere, for pludselig står brækket bare ud af mig igen. Og lige op på Harrys bare mave. 

Alle står i to sekunders chok, indtil de andre flækker af grin. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Min krop føltes som var den blevet kørt over af en damptromle, og mit sind er helt omtåget. Det føltes næsten som om jeg flyver. 

Harry kigger ned af sig selv, men ser slet ikke bebrejdende ud. I stedet tager han sin skjorte helt af, og tørre brækket helt væk. 

"Du skal vidst ind i seng" siger han roligt, og stryger mig langsomt over ryggen. Hele min krop ryster af kulde, og nu når Harry nævner en seng, mærker jeg hvor træt jeg egentlig er. Jeg nikker søvnigt og følger med ham ind i bussen.

Jeg falder om på sengen, og orker ikke engang tage mit tøj af først. Jeg vil bare sove. Måske vil alting blive bedre i morgen. Ja, det vil det sikkert...

 


 

Mine positive forhåbninger om at få det bedre, hvis jeg bare fik sovet ud, har vist sig ikke at virke. I løbet af natten, har jeg været oppe at brække mig omkring fem gange, og min krop har rystet alt for meget til at jeg kunne falde i søvn.

Morgenlyset skinner ind gennem ruden, og jeg kigger fortvivlet rundt i rummet. Mit hoved kører rundt, og jeg kan slet ikke følge med. Jeg har bare lyst til at brække mig, hvilket jeg ligesom allerede har gjort. 

Jeg sukker højt, idet Harry kommer ud fra toilettet. Hans læber bevæger sig opad i et opmuntrende smil, men jeg er slet ikke i humør til at smile igen. "Jeg bliver nødt til at øve med drengene nu," siger han undskyldende. "Men jeg lover, at det ikke varer mere end et par timer. Få nu hvilet dig lidt imens."

Han forlader rummet, og gør sig ikke engang den umage at låse døren efter sig, sikkert fordi han ved, at jeg har det for dårligt til at flygte i dag. Jeg trækker dynen over mig, og lukker søvnigt mine øjenlåg i.   

Jeg vågner op idet mit hoved forlader puden og dumper ud over sengekanten. Forskrækket over at vågne op i et fald, hopper min krop, hvilket resultere i at jeg i næste nu, falder helt til gulvet med et bump. Av!

Jeg ømmer mig over faldet, og kan ikke rigtigt få mig selv til at rejse mig op igen. Jamen så kan jeg vel også bare ligge her. Mit blik falder ind under sengen, og møder en bekendt bog, som jeg har læst i før. Jeg lader min hånd glide ind under sengen, og fiske den lille bog med ud. Uvilkåreligt slår jeg op på en tilfældig side, og giver mig til at læse.

 

5. April 2013

Det bliver svære og svære. Aldrig før har jeg prøvet, at en pige modsiger mig som nu. Emma er helt umulig. Hun vil ikke gøre noget som helst af det jeg siger, og så svare hun igen. Jeg kan slet ikke klare det. De andre har jo været så lette, ja, de ville hellere end gerne dø for mine fødder. 

Hun siger at jeg skal lade hende være, og at 'han' kommer efter mig, hvis jeg ikke slipper hende fri. Jeg ved ikke hvem 'han' er, eller om det er en jeg skal frygte. Måske er det bare for at skræmme mig, eller noget, aner det ikke. 

Men hvis hun ikke snart stopper med at kæmpe imod, så ved jeg virkelig ikke hvad jeg skal gøre. 

Jeg må virkelig koncentrere mig, for at holde hovedet koldt, og ikke at komme til at overreagere. Jeg må bruge teknikken, som jeg lærte af hende i x-factor. Få Emma til at kunne lide mig, så skal det hele nok gå.

Spørgsmålet er bare, hvordan skal jeg kunne få hende til det? Hun afskyer mig mere end døden. Og man kan vel ikke elske døden, kan man?  

 

-  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -

Okay meget kort kapitel, I know, men der kommer snart mere!

Hvad syntes I?

Hvem tror I det er som råber efter Claire, og hvor kender hun stemmen fra?

Lille tip: læg godt mærke til Emma og hvordan hun reagere... ;-P

 

Sara Xx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...