Helpless

*Se traileren først* Claire Rose Anderson, en 17 årig pige med ar på sjælen, efter en nådesløs barndom, hvor hun voksede op i en så svært belastet familie, at hun blev fjernet og i stedet blev placeret hos flere forskellige plejefamilier hun ikke har brudt sig om. Men den frygtelige skæbne er lagt fra slut for hendes vedkommende, for da hendes bedste vendinde Melissa invitere hende med til en koncert med eksklusive backstage billeter, siger Claire ja for at gøre hende glad, men bliver på tragisk vis bortført. Hun er nu tvunget til at leve i et mørkt og fugtigt bagagerum, som næsten ingen ved eksistere, og under streng overvågning af den verdens berømte sangstjerne Harry Styles, der har skumle planer med Claires fremtid, hvis ikke hun når at forhindre ham i det.
- Denne movella deltager i konkurencen "kampen mellem fandoms" og mit emne/fandom er One Direction -

79Likes
158Kommentarer
18020Visninger
AA

22. Chapter XXII

Jeg hører en kvasende lyd, som hvis en knogle bliver brækket midt over, men kan ikke afgøre om lyden kommer fra mig. Smerterne farer rundt i min krop, og alle mine nervetråde er i fuld gang med at sende pinende signaler rundt i kroppen.

En af reolens hylder er røget ud, og landede på min rygsøjle. En anden på mit hoved, og en tredje på mine baglår. Jeg føler det som om, at hele dens vægt ligger på mig, og den er utrolig tung. Men jeg er jo ikke ene om at bære vægten, for Harry er her jo også. Gud Harry!

"Harry?" spørger jeg stille, da mine kvæstelser påvirker min stemme, og gør den helt hæs og rusten.

Et støn fyldt med smerte og lidelse, lyder et stykke fra mig, og det er uden tvivl Harrys. Noget panisk for op i mig, og jeg skal bare ud herfra nu.  

"Harry er du okay?" lyder min rystende stemme, men der går lang tid før han reagere. Hans hånd skubber sig hen til mig, og jeg tager fat i den, og giver den et lille klem. Men hans er helt slap. Bare der ikke er sket noget alvorligt med ham. Jeg hader at føle medlidenhed med ham, når han jo faktisk har kidnappet mig. Men jeg bryder mig heller ikke om følelsen, af at være helt kold overfor ham. 

Jeg har lyst til at sige noget til ham, men jeg er ikke sikker på, at han vil kunne hører mig. Det er som om, vi er to forskellige steder, og dermed afskåret fra hinanden.

Jeg ved ikke hvor lang tid vi ligger der, men først noget tid efter, kan jeg mærke at nogen er i gang med at løfte reolen.

"Er der nogen herinde?" spørger en stemme og lyser ned på mig med en lommelygte. "Her" siger jeg svagt og fører min hånd helt ud til lyset.

"Der er en under den her" brøler hans stemme og flere mænd kommer til. De løfter den tunge reol så højt de kan, og siger at vi skal kravle ud under den. Jeg tager fat i Harrys arm, og selvom han vejer meget mere end mig, lykkedes det at få ham ud.

Reolen ryger til jorden med et brag. Jeg kigger på Harrys ansigt, som var skjult lige før. Hans ene øjenbryn er flækket, hvilket resultere i, at han har blod i hele hovedet. Resten af hans krop, ser faktisk nogenlunde normal ud, eller det troede jeg, indtil jeg så hans ben.

Hans højre ben ser forfærdeligt ud. Hans knæskal sidder modsat, altså på den måde, at i stedet for at bøje udad, som den skal, bøjer den indad. Og det samme med hans fod, den sidder også omvendt. 

Jeg kan slet ikke have synet, for det giver mig brækfornemmelser, og jeg væmmes ved at se på det.

"Vi har en såret herovre" råber en af mændene, og lyn hurtigt løber der nogen rednings folk hen til os. De løfter Harry op på en bårer, og bærer ham ud af butikken. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Lysten til at flygte stiger op i mig, men jeg ved, at jeg ikke kan gøre det, når det er sket på den her måde. 

Jeg vil vide om Harry er okay, og jeg hader virkelig mig selv for det. Hvilket offer ville dog ønske sin kidnapper det bedste? Jeg har ligefrem lyst til at skyde mig selv. Hvorfor er jeg også sådan?

Tøvende tager jeg posen med tøj og går ud af butikkens anden udvej. Jeg ved hvor bussen holder, og vælger derfor at gå derhen. 

Som forventet sidder drengene derinde. Jeg har kun mødt Louis, men hvis de andre bare er halvt så venlige som ham, så skal det hele nok gå. Til at starte med, er der ingen af dem der ligger mærke til mig. Og det er først da jeg kommer til at snøfte, at Louis ser hen på mig.

"Rose, hvad er der galt? Hvor er Harry?" Louis hopper ud af sofaen og går hen til mig. Jeg kan mærke at tårende allerede er begyndt at trille. "Er du okay?"

Jeg ryster på hovedet, for jeg er langt fra okay lige nu. Han ligger armene om mig og stryger mig trøstende på ryggen. De andre sidder bare henne i sofaen og ser lidt undrende ud.

"Hvad er der sket?" spørger Louis stille, da jeg er faldet lidt mere til ro, og er klar til at snakke. Jeg fortæller dem om hele episoden fra supermarkedet. Damen som blev skudt. Harry og jeg som løb. Reolen som væltede ned over os. Og om hvordan Harrys ben så ud, da jeg havde trukket ham ud.

Drengene sidder helt mundlamme. Og først flere minutter efter min fortælling er slut, er der en af den som siger noget. 

"Vi må kører hen til hospitalet med det samme" siger den korthårrede af dem, med de brune øjne, vidst nok Liam, hvis jeg ikke tager meget fejl. De andre nikker, og Liam løber ud til chaufføren, som straks sætter bussen i gang.

Vi er henne ved hospitalet en halv time efter. Alle springer ud af bussen, og skynder sig ind, i den store hvide bygning.

"Hej," siger Louis høfligt til damen bag skranken. "Vores ven var med i butiks skyderiget, tideligere i dag. Hvor han blev klemt under en reol. Kan du fortælle mig, hvilken stue han befinder sig på?"

Damen kigger ned i nogle papirer og så tilbage på os igen. "Er det ham men den blonde parryk, eller ham kineseren."

"Øhm nej, ham her har krøller. Store brune krøller"  siger Louis forvirret, men jeg afbryder ham hurtigt. "Det er ham den blonde. Han forklædte sig inden vi gik, så han ikke blev opdaget af sine fans."

Damen nikker bare og sender os op på stue 12. Harry ligger på det sidste værelse. Resten af gangen er stort set tom. Harry ligger i en hospitalsseng og ser fjernsyn, men slukker det så snart han for øje på os.

"Hej" siger han glad og hans øjne lyser op. "Hey, du ser da veldig frisk ud" siger Zayn glad, og går hen til sengen. Vi andre følger med.

"Ja lægerne har givet mig noget smertestillende og sådan" forklare han og viser os sit højre ben, som er pakket fuldstændig ind i gips, fra låret og ned til træerne. "Men vil I drenge ikke gøre mig en tjeneste?" siger Harry med bedende øjne, så de ikke kan andet end at sige ja. "vil I ikke nok hente noget mad til mig. Jeg er død sulten, for jeg nåede ikke at spise morgenmad i morges" griner Harry, og smiler til dem.

"Jo selvfølgelig, vi finder noget" lover Liam og går hen mod døren, sammen med de andre. Jeg føler mig lidt rundt på gulvet, og ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre. Harrys øjne møder mine og hans ene hånd klapper på sengen, som en hentydning til at jeg skal sætte mig. 

Han kigger afventende hen på døren, og siger først noget, da han er sikker på, at det kun er mig som er inden for hørevide. 

"Jeg har brug for dit blod" Harrys ord er direkte en befaling. Jeg kan se i hans øjne at han virkelig bare hungre efter det. 

"Hvad? Lige her og nu?" spørger jeg, og kigger forbavset rundt. Ville det ikke næsten ikke være for oplagt at gøre det her, jeg mener alle ville jo kunne se det. Så kunne han jo ligeså godt tage et blinkende skilt rundt om halsen, hvor der står: jeg er en vampyr, og jeg har lyst til at drikke alt dit blod!

Men Harry nikker bare, og hans øjne lyser af behov, for den røde væske. "Men drengene kan jo være tilbage hvornår det skal være, du bliver bare opdaget" siger jeg og lægger min hånd på hans arm. Berøringen får det til at prikke i mine fingre, men jeg bider tænderne sammen og lader den ligge. 

Harry sukker højlydt og ser helt desperat ud. Jeg bider mig i inderlæben og smiler svagt til ham. Det må egentlig være svært, når man er afhængig af noget, og man så ikke kan få det. 

Mine tænder borer sig længere og længere ind i min læbe, så jeg til sidst kan mærke hvordan, den tynde hud bliver bidt over, og blodet svagt begynder at flyde i min mund.

Jeg får en ide, men den er en smule grænseoverskridende for mit vedkommende. Men på den anden side, så vil den hjælpe godt til med, at overbevise ham om mit skuespil. 

Langsomt læner jeg mig ned over ham, og kysser hans læber. Jeg åbner svagt mundvigen, og Harry smager med det samme blodet. Han smiler kort til mig, og suger videre på min underlæbe. Hans tungespids strejfer min, da han vil slikke blodet af, og han stopper op et øjeblik, for ligesom at se min reaktion på det. Og hvad er min reaktion egentlig på det? Mine følelser er så blandede at jeg slet ikke kan finde rundt i dem lige nu. Så jeg vælger bare at smile og lukke mine læber om hans igen. 

Først da vi kan hører drengenes højlydte stemmer ude på gangen, slipper vi hinanden. Harry siger ikke noget, men jeg kan se i hans øjne, at han er mig meget taknemlig.

Drengene kommer ind i rummet og slæber en hel kasse med mad efter sig. "Her" siger Louis og rækker mig en hvid æske. Han deler ud til de andre også, og sætter sig til sidst selv ned og begynder at spise. 

"Sygeplejersken sagde at vi bare skulle tage rigeligt, og hun mente også at du sikkert ville kunne lide den der" siger Zayn og hentyder til min æske. Jeg smiler takkende og åbner den forsigtigt. Men mit smil falmer hurtigt, da jeg ser hvad der er skrevet på indersiden af låget. 

 

Snedig teknik du bruger lille Rose,

den brugte jeg også i x-factor,

du kan jo spørge Haz om han kan huske den (blik, blik)

 

- L

 

-  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -

Så blev jeg endelig færdig med det kapitel,

sorry det har taget sin tid, men jeg er virkelig stoppet op

mange gange og tænkt: øhm, hvad skal der nu ske?

Så, hvad syntes I om det?

Og har i et gæt til hvem L er? 

Elsker at læse jeres kommentare :-D

 

Sara Xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...