Helpless

*Se traileren først* Claire Rose Anderson, en 17 årig pige med ar på sjælen, efter en nådesløs barndom, hvor hun voksede op i en så svært belastet familie, at hun blev fjernet og i stedet blev placeret hos flere forskellige plejefamilier hun ikke har brudt sig om. Men den frygtelige skæbne er lagt fra slut for hendes vedkommende, for da hendes bedste vendinde Melissa invitere hende med til en koncert med eksklusive backstage billeter, siger Claire ja for at gøre hende glad, men bliver på tragisk vis bortført. Hun er nu tvunget til at leve i et mørkt og fugtigt bagagerum, som næsten ingen ved eksistere, og under streng overvågning af den verdens berømte sangstjerne Harry Styles, der har skumle planer med Claires fremtid, hvis ikke hun når at forhindre ham i det.
- Denne movella deltager i konkurencen "kampen mellem fandoms" og mit emne/fandom er One Direction -

79Likes
158Kommentarer
18023Visninger
AA

20. Chapter XX

"Claire du må undskylde," siger Harry træt og banker på døren indtil badeværelset hvor jeg har låst mig inde. Men jeg vil ikke ud. Jeg har det helt fint herinde, aflåst fra alt og alle. Eller faktisk, så har jeg det af helved til. Mine øjne er helt røde og hævede fordi jeg har tudet så meget og min næse løber. 

"Jeg tror på dig" fortsætter Harry og banker en sidste gang på døren. Der bliver helt stille. De sidste par timer har jeg befundet mig herude på toilettet. I starten værdigede Harry mig ikke et ord, men det sidste stykke tid, har han virkelig bedt mig om at komme ud. 

"Claire kom nu, kan du ikke bare svare mig?" Men jeg nægter at svarer ham. Han er en idiot. En stor klam vampyr idiot. Jeg har lyst til at råbe ordet lige op i fjæset på ham; vampyr. Tværer det ind i ansigtet på ham, så det sætter sig fast i hans hud og han aldrig glemmer det. Det fortjener han. 

Men det er jo egentlig min egen skyld, er der en lille stemme indeni mig som hvisker. Jeg stolede faktisk på ham. Virkelig. Jeg lukkede ham ind i mit hjerte. Ikke som en ven eller en kæreste, men som en jeg kunne stole på, selvom det overhovedet ikke giver nogen mening med den tilstand jeg er i. Men det er også bare fordi jeg er så dum, som jeg nu engang er. 

Var det ikke lige præcis hvad min bror sagde til mig at jeg ikke skulle gøre? Man kan ikke stole på en fremmed, det kan man bare ikke! 

Men Harry er ikke en fremmed mere. Jeg har fortalt ham ting, som kun Melissa ved, og hvorfor? Det aner jeg ikke. Jeg kan ikke rigtigt beskrive følelsen, men der er bare visse personer som man alt for let føler man kan stole på, lige før de ødelægger det hele, og for en selv til at føle sig som jordens største idiot. Sådan en person er Harry, ikke til at stole på. 

Jeg rejser mig op og kigger mig i spejlet. Hvad er det dog for en person jeg er blevet til. Affarvet hår, solbrun hud og falske øjne. Hvordan har jeg dog kunne lade ham gøre det?

Har han mon også gjort det ved de andre piger, eller er det kun mig? Og hvis det kun er mig, hvorfor så lige præcis mig? Hvad har jeg gjort siden jeg skal førers igennem alt det her? Hader Gud mig virkelig så meget?

Harry hader mig sikkert også, ellers havde han jo sluppet mig fri. Selvom det virker nu ikke til at han gør det, altså hader mig. Faktisk har han med tiden behandlet mig som en person og ikke et dyr. Trøstet mig når jeg var ked af det, og fortalt mig hvorfor han virkelig gør det her. 

Jeg husker på et gammelt ordsprog, som jeg engang har læst i en bog: Elsker du noget, så slip det fri, for hvis det elsker dig, så kommer det tilbage igen.

Kan det virkelig lade sig gøre at Harry holder af mig? Men hvis det er tilfældet, så holder han ikke nok af mig, til at slippe mig fri. Det stoler han sikkert slet ikke nok på mig til at gøre. Han ved, at hvis jeg får chancen, så er jeg væk hurtigere en lyset. 

Men måske er det lige netop problemet. Hvis bare Harry stolede lidt mere på mig, ville jeg også få mere frihed, fordi han vidste at jeg ville komme tilbage til ham. 

Et lille smil kommer frem på mine læber, men det er ikke så sikkert som det plejer at være. Jeg kan tydeligt mærke at jeg er ved at bevæge mig ud på dybt vand hvor jeg ikke helt kan bunde. Men hvis min plan om flugt skal lykkes, så er det all in. Jeg skal få Harry til at forelske sig i mig.

"Claire?" lyder det henne fra døren og Harry banker igen. Så er det nu. Jeg kan ligeså godt begynde at spille skuespil.

"Hvad?" siger jeg og sætter mig hen til døren igen. Jeg kan næsten hører lettelsen i hans stemme, da jeg omsider svarer ham. "Kommer du ikke snart ud? Jeg er ked af det jeg sagde, men du må også lige se det fra min side, jeg kan jo næsten ikke stole på nogen. Ja, ikke engang drengene kan jeg fortælle det til."

"Så du stoler rent faktisk det mig?" spørger jeg og læner hovedet op ad døren.

"Ja, eller det ville jeg i hvert fald gøre, hvis det ikke var fordi du hele tiden prøver på at stikke af eller begå selvmord."

"Det ville jeg vel nok heller ikke prøve på, hvis der ikke var en grund til det vel?" svarer jeg igen.

Der bliver helt stille på den anden side af døren. Jeg har tilsyneladende gjort Harry mundlam for en stund. "Det er altså heller ikke let at være mig. For en gangs skyld havde jeg næsten fået styr på mit liv, og så kommer du og bortfører mig. Er du klar over hvilken omvæltning det er?" ryger det ud af mig. Harry er stadig stille.

"Undskyld," siger jeg stille. "Det skulle bare lige ud." Hvis min plan skal fungere, må jeg altså holde op med at svare ham igen.

Forsigtigt låser jeg døren op. Harry sidder og kigger på mig med store blanke øjne. "Undskyld" hvisker han, og ser ned i gulvet. Han bider sig i læben og jeg kan se at han kæmper med tårerne. Jeg aner ikke hvordan jeg skal reagere på dette. Det plejer jo altid at være mig som græder og ikke ham. 

"Det er okay" lyver jeg, for det er langt fra okay at kidnappe en anden person. Men han ligner stadig en som er helt fortabt. Jeg tager mig sammen, rykker helt tæt på ham og lægger armene om ham. Jeg lægger mit hoved på hans skulder og kan hører hvordan hans hjerte slår.

Mine øjne kigger rundt i rummet, mens mine hænder langsom stryger ham op og ned af ryggen. Men pludselig går jeg helt i stå. Mit blik er som klistret til ruden. Den hvide sedlen distrahere mine øjne og teksten på den gør mig helt lam.

 

Come on Claire, eller skal jeg kalde dig Rose?

Er det virkelig alt hvad du har i dig?!

Kom nu tøs, du må op på hesten, 

ellers ender det med jeg snupper ham før du gør!

Det ville ikke være første gang jeg forførte ham,

uden nogen vidste det...

 

- L 

 

-  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -

Uhhh endnu en besked fra mystiske L. Ej okay...

Hvad syntes I om Claires nye plan? Og tror I at den vil lykkes, og hvad kan gå galt?

Og ikke mindst hvad syntes I om L's besked og har i nogle mistænkte allerede?

Glæder mig til at hører jeres bud :-D

 

Sara Xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...