Helpless

*Se traileren først* Claire Rose Anderson, en 17 årig pige med ar på sjælen, efter en nådesløs barndom, hvor hun voksede op i en så svært belastet familie, at hun blev fjernet og i stedet blev placeret hos flere forskellige plejefamilier hun ikke har brudt sig om. Men den frygtelige skæbne er lagt fra slut for hendes vedkommende, for da hendes bedste vendinde Melissa invitere hende med til en koncert med eksklusive backstage billeter, siger Claire ja for at gøre hende glad, men bliver på tragisk vis bortført. Hun er nu tvunget til at leve i et mørkt og fugtigt bagagerum, som næsten ingen ved eksistere, og under streng overvågning af den verdens berømte sangstjerne Harry Styles, der har skumle planer med Claires fremtid, hvis ikke hun når at forhindre ham i det.
- Denne movella deltager i konkurencen "kampen mellem fandoms" og mit emne/fandom er One Direction -

79Likes
158Kommentarer
17813Visninger
AA

19. Chapter XIX

Det er mørkt udenfor ruden og månens lys skinder ind i rummet. Harrys arm ligger slapt omkring mig og selv om han sover, kan jeg mærke han spænder musklerne. Hans åndedræt er tungt og den sidste halve time har han ligget og mumlet uforståelige ting i søvne. Selvom jeg prøver at overbevise mig selv om at Harry er en skidt fyr, så er det her nu ret sødt.

Langsomt og meget forsigtigt bevæger jeg mig ud af dynen og lister ud på det kulde gulv. Harry ligger slet ikke mærke til det, han er langt væk i en eller anden drøm langt herfra. 

Gulvet knirker heldigvis ikke, og det lykkedes mig at komme helt hen til døren, uden at lave en eneste lyd. Min hånd lægger sig om håndtaget og presser det forsigtigt nedad. Døren glider på magisk vis op, og en lettelse lægger sig over mig.

Jeg kigger ud i det mørke rum, et rum som jeg aldrig har set før. Selvom det er mørklagt er det stadig muligt at se de ting rummet indeholder. Det er vist nok en form for stue. Der er tre sofaer, et sofabord, et tv med medhørende spillekonsoller, og alverdens film og cd'er. 

Jeg lister videre ud i det nye rum og prøver at spotte en mulig flygtvej. Men den syntes ikke at være i dette rum, så jeg begiver mig længere ind i bussen. Jeg åbner en ny dør, og kommer ind i et køkken. Jeg kigger mig nysgerrigt rundt. Alt i denne bus syntes åbenbart at være rødt, sort og hvidt.

Pludselig lægger der sig en hånd på min skulder, og det kommer så pludseligt at et skrig ryger ud af min mund og giver genlyd i rummet. Jeg vender hovedet lyn hurtigt om og ser et ukendt ansigt stå lige bag mig. Lussingen rammer vedkommendes kind, hvilket ser ud til at komme som en stor overraskelse. 

"Av!" siger han i et søvnigt tonefald, som også lyder en lille smule surt. "Hvad skulle det til for?" Jeg svarer ikke, da jeg stadig er lammet over at se et andet ansigt end Harrys.

"Hvem er du egentlig?" spørger stemmen igen og han tager sig til kinden. Hvad fanden skal jeg svarer? Jeg er Claire Anderson, en pige som Harry har kidnappet og har holdt fanget i den her bus? Ej vel.

"Jeg hedder Rose, hvem er du?" svarer jeg bange og kigger op på ham med forskræmte øjne. "Louis. Er du en  fan eller noget?" siger han undrende og læner sig op ad dørkarmen. Gud Louis! Jeg havde fuldstændig glemt at de andre også var her. Så ville det nok alligevel ikke blive så let at finde en flygtvej som jeg havde troet. 

"Øhm nej, jeg er her med Harry" siger jeg en smule tøvende. 

"Når på den måde, jeg har ellers ikke hørt jer" siger Louis med et frækt smørret smil om mundvigen og lader blikket kører op og ned ad min krop. Fuck! Jeg kommer i tanke om, at efter som jeg lige er stået op ad sengen, er jeg kun iført underbukser, bh og en af Harrys tanktops. Og selvfølgelig er tanktoppen så nedringet at bh'en tydeligt kan ses. Pinligt! Akavet! Men det værste at tænke på, er den tankegang Louis nu må have om mig og Harry. Han tror garanteret at vi har... ej det vil jeg altså ikke engang tænke på! Ikke med Harry!

"Bare rolig, flip nu ikke ud" griner Louis, og det går op for mig at jeg må ligne en som har tabt ansigtet. Jeg kan næsten ikke lade være med at smile. Den måde Louis bare står der og griner på, er altså ret komisk. 

"Hvor lang tid har du været her?" spørger han da latteren stilner hen. Han trækker en stol ud under bordet, og sætter sig afslappet ned på den. 

"En godt stykke tid. Faktisk har jeg mistet tidsfornemmelsen en smule" indrømmer jeg og sæter mig ned overfor ham. 

"Jeg kender følelsen, de sidste par år har jeg altid måtte have min mobil på mig, for at se dag og dato" forklarer Louis og smiler til mig. 

Han virker til at være den total modsætning af Harry. Han griner og pjatter, og snakken flyver afsted. Jeg er selvfølgelig meget omhyggelig med ikke at give ham for mange detaljer om mit rigtige liv, så i stedet lytter jeg til alt det han har at sige.

Louis er som en åben bog. Han er ikke genert for at fortælle om når han har dummet sig eller gjort noget skidt. Han fortæller mig også en masse sjove og pinlige ting som Harry har gjort på scenen, og jeg må indrømme at Louis er en ret underholdende person.

Jeg ligger slet ikke mærke til hvordan tiden pludselig er fløjet afsted, lige indtil døren gør op og en træt Harry kommer ud i køkkenet. Han trykker lys-kontakten ned og det skarpe lys skær i øjnene. 

Han bliver helt bleg ved synet af mig og Louis, og jeg føler mig lige så rad som ham. Det er tydeligt at læse på hans ansigtsudtryk, at det ikke var meningen at jeg skulle møde nogle af de andre drenge. Hans muskler spænder og hans øjne ser helt tomme ud.

"Hey Haz, du har da ikke fortalt mig at du havde dame med" griner Louis drillende og puffer svagt til ham. Harry siger ikke et ord, han står bare og stirre på mig og nikker svagt med hovedet op mod værelset. 

Jeg forstår hentydningen, og rejser mig hurtigt op fra bordet. Louis ligner et spørgsmåltegn i ansigtet, da vi uden at sige et eneste ord, efterlader ham alene tilbage i køkkenet. 

Harrys hånd griber hårdt fat i min overarm og trækker mig vredt med sig, ind på værelset. Han skubber mig op ad væggen og nedstirrer mig med sit kolde vampyrblik, som for hans øjne til at se fuldstændig sorte ud. 

"Hvor meget har du sagt?" snerrer han rasende og strammer grebet om min arm, så mine blodveje lukket til. "Ikke noget" klynker jeg og fokusere på et punkt i gulvet, i stedet for på ham.

"Kig på mig!" beordre Harry. Jeg kender udmærket det humør han er i lige nu, og ved at man helst skal gøre som han siger, for ikke at fremprovokere et vredeanfald. Mine øjne møder hans, og de lyner tilbage mod mine. "Hvis du har sagt noget om..."

"Det har jeg ikke!" afbryder jeg.

"Og hvorfor skulle jeg stole på dig?" spørg han vredt og mistroisk.

"Fordi du siger jeg skal stole på dig, og ved du hvad Harry, det har jeg faktisk gjort. Ja, jeg er måske kommet ud på nogle sidespor, hvor jeg har prøvet på lidt ad hvert, men hvad fanden havde du regnet med?! Selvfølgelig har jeg da prøvet at gøre modstand, det ville alle jo gøre, men jeg har stolet på dig når du sagde jeg skulle. Så nu kan du vel i det mindste tro bare en lille smule på mig når jeg siger at jeg ikke har sagt det."

En pludselig vrede er begyndt at boble op i mig, for det her er altså uretfærdigt! Hvert et ord af det jeg lige har sagt er sandt. Jeg har stolet blindt på Harry, selvom jeg ved hvad konsekvenserne kan indebærer. 

"Okay fint, men giv mig bare én god grund til at du har dækket over min løgn i stedet for at rede din egen røv. Du kunne have sagt det til Louis, men i stedet påstår du at spille videre på Rose-rollen. Hvorfor?"

Harrys ord rammer mig dybt. Hvorfor lod jeg egentlig være? Jo, inderst inde så ved jeg det jo godt, men det vil jeg ikke dele med nogen og da slet ikke Harry!

Jeg kan mærke mine øjne blive våde. Jeg vil svarer igen, men ordene vil ikke forme sig i min mund. Vredt skubber jeg Harry i brystet og løber ud på badeværelset, hvor jeg lukker døren og låser den efter mig. 

Jeg læner ryggen op ad døren og glider langsomt ned i siddende stilling på gulvet. En tårer triller ned ad min kind, men jeg tørrer den lynhurtigt væk. Jeg vil ikke have det sådan her. Og slet ikke nu. Men en ting er at lyve for Harry, en anden ting er at lyve for mig selv. Og jeg må indse at jeg ikke kan lyve for mig selv om dette. 

Jeg er skræmt og bange, for jeg har aldrig prøvet noget lignende før. Jeg har aldrig turde.Men nu er det sket. Jeg har åbnet mit hjerte op for en fremmed, nu er spørgsmålet bare hvordan jeg lukker det igen.

 

-  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  - 

Jaaa endelig fik jeg skrevet kapitlet færdigt!!

Det tog sin tid, det ved jeg godt, men nu er det færdigt.

Hvad syntes I om historien drejning?

Tror I at det vil ødelægge det for Harry at drengene nu ved det?

Og hvad er det som er ved at ske med Claire?

Glæder mig til at hører fra jer :-D

 

Sara Xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...