Helpless

*Se traileren først* Claire Rose Anderson, en 17 årig pige med ar på sjælen, efter en nådesløs barndom, hvor hun voksede op i en så svært belastet familie, at hun blev fjernet og i stedet blev placeret hos flere forskellige plejefamilier hun ikke har brudt sig om. Men den frygtelige skæbne er lagt fra slut for hendes vedkommende, for da hendes bedste vendinde Melissa invitere hende med til en koncert med eksklusive backstage billeter, siger Claire ja for at gøre hende glad, men bliver på tragisk vis bortført. Hun er nu tvunget til at leve i et mørkt og fugtigt bagagerum, som næsten ingen ved eksistere, og under streng overvågning af den verdens berømte sangstjerne Harry Styles, der har skumle planer med Claires fremtid, hvis ikke hun når at forhindre ham i det.
- Denne movella deltager i konkurencen "kampen mellem fandoms" og mit emne/fandom er One Direction -

79Likes
158Kommentarer
18026Visninger
AA

13. Chapter XIII


Mit hoved ligger behageligt på Harrys ene arm. Jeg tror aldrig jeg har ligget sådan med nogen før, måske min storebror, men så i hvert fald ikke andre. Morgensolen oplyser det lille rum, og giver væggene et skær af orange.

Jeg kan mærke en langsom glidende fornemmelse omme ved min skulder, så jeg vender hovedet for at se hvad der mon kan skabe denne følelse. Mit blik møder Harrys grønne øjne, og et smil kommer frem på hans læber. Hans fingre glider forsigtigt hen over den sårbare hud på min skulder.

"Har du været oppe at slås?" spørg han med en morgenhæs stemme, og retter sit blik mod det lange ar på min skulder.

Det føltes pludselig som om alt indeni mig flyser til is, og mit hjerte går i stå. Mine øjne ser ikke mere Harry, men istedet på et sted i fortiden, som for alvor var med til at ændre mit liv drastisk.

 

Flashback:

 

Mig og min bror havde boet i 'vores' nye hus en uges tid, og jeg var så småt ved at vende mig til situationen. Min bror gav mig en form for hjemmeundervisning, og lærte mig alt det han syntes jeg ville få brug for i livet. Han havde i forvejen forbudt mig at gå hen til den rigtige skole, da lærerne så bare ville sende mig hjem. 

Min bror lærte mig hvordan man lettest kunne skaffe mad, hvis man ikke havde nogle penge og mulighederne var begrænset. Han havde også lært mig, at verden var et uretfærdigt sted og at man aldrig måtte ligge sin fulde tillid i andres hænder, selv ikke sin families. 

"Stoler du så heller ikke på mig" spurgte jeg og så en smule usikkert op på ham.

Dog nikkede han. "Hvis du gør hvad jeg siger. Du er nok den eneste i min verden jeg ville gøre alt for. Hvis du nogensinde kommer i problemer, så lover jeg at komme dig til undsætning!"

En mørk aften da jeg skulle ud og hente aftensmad, ændrede hele mit livssyn sig. Min bror var ikke helt klar til at gå, og havde derfor bare sagt at jeg kunne gå i forvejen. 

Gaderne var mørklagt, og skyggerne kastede et uhyggeligt slør over hele byen. Mit hjerte bankede hurtigere og hurtigere. Jeg havde altid været mørkeræd, men denne gang kunne jeg ikke bare løbe skrigende væk, for jeg havde lovet ham at vi skulle mødes henne ved en af byens butikker. 

Jeg hørte skridt bag mig, men var besluttet på at holde blikket fremadrettet, for ikke at skabe en uhyggelig stemning i kroppen. Skridtene blev hurtigere og pludselig slog en hånd ned på min skulder og rev mig med ind i en af sidegaderne. Jeg skreg og råbte, men da jeg kun var ni, og dette var en ung mand, vidste jeg også godt selv dengang, at det ikke ville have den mindste påvirkning på ham.

Han skubbede mig op ad en mur, og kiggede med et tåget blik ned på mig. Jeg kendte blikket. Det var det samme som min mor af og til havde, når hun kom fuld hjem fra en aften i byen. 

Et ondskabsfuldt blik sneg sig frem på hans læber og han rykkede helt tæt på mig. Min krop rystede af angst og mit åndedrag kom ud i små hvæsende lyde. 

Uden hæmninger lysnede han sit bælte og trak sine bukser ned. Alt blev blottet. Hvorefter han også trak mine ned. 

"Cornelius!" skreg jeg ængsteligt, da den unge mand kom helt tæt på mig. Hans berøringer blev voldsommere, i takt med at tårene på mine kinder strømmede ned. Jeg skreg flere gange efter min bror, for han havde lovet mig at han ville være der for mig, hvis jeg kom i problemer. 

Manden begyndte at kysse mig op og ned ad halsen. Hans hænder var kommet ind under min trøje og hele min  verden var ved at gå under. Men pludselig blev han revet væk, af en anden ung fyr på næsten samme størrelse. Min bror var kommet. 

Han slog løs på fyren, som tilsyneladende var for fuld til at gøre noget. Jeg stod flere minutter i chok, indtil min bror råbte mit navn. Jeg trak mit tøj på plads igen, og løb hen til ham. Den unge mand lå på jorden og blødte flere steder på kroppen. Jeg sprang op i favnen på Cornelius og hulkede højlydt. Han lagde sin hånd på mit hoved og aede mit hår. 

Han vendte om for at bærer mig hjem til huset, da noget skarpt skar direkte igennem huden på min skulder. Jeg skreg højlydt, og opdagede glasskåret som var boret ned i min krop. Den unge mand havde rejst til igen, og stod lige bag os. 

Min bror satte mig lynhurtigt ned og greb fat i et gammelt vandrør, som lå rustet hen på jorden. Et kraftigt slag ramte fyren på siden af hovedet, så blodet sprøjtede ud af munden på ham.

Flere voldsomme slag ramte ham i hovedet og andre steder på kroppen. Jeg kunne se det hele, for jeg turde ikke gå hjem alene uden min bror, og jeg var for chokeret til at kigge væk. Fyren blev fuldstændig smadret og lignede til sidst kun en stor blodig klump.

"Du skal aldrig røre min søster igen!" hvæsede Cornelius til ham, og gav ham et sidste slag i hovedet, og smed så jernrøret fra sig. 


Uden jeg har bemærket det, har jeg sat mig op i sengen og de første tåre triller langsomt ned ad mine kinder. Harry ser forskrækket på mig, og ved tilsyneladende ikke helt hvad han skal siger eller gøre. 

Alle minderne fra den aften vælter op i mig, og påvirker mig psykisk. Efter den aften måtte ingen røre mig. Den eneste som af og til kunne få den mindste smule nærkontakt med mig var selvfølgelig Cornelius. Men ellers gik jeg i en stor bue uden om alle andre.

"Er du okay?" spørg Harry forsigtigt og sætter sig op overfor mig, med et bekymret ansigts udtryk. Jeg ryster på hovedet, og bider mig hårdt i inderlæben for ikke at klynke. Harry fører sin hånd op til min kind, men jeg ryster den hurtigt af igen. Han skal ikke røre mig nu. Ingen skal!

Harry gør mine til at give mig et kram, men jeg skubber mig tilbage i sengen. 

"Gå væk fra mig" råber jeg og træder ud af sengen. Han ser chokeret ud, og stopper op i sine handlinger. Mine ben bliver tunge, og knækker næsten sammen på gulvet. Jeg læner mig op ad de to vægge, som skaber et af værelsets hjørner. Tårene bliver til små vandfald på mine kinder, og smerten fra glasskåret kommer tilbage til min skulder. 

Harry sætter sig roligt ned til mig og kigger mig direkte ind i mine våde øjne. Han lader sin hånd lægge sig på mit hånd og aer det. Ligesom min bror gjorde. Jeg ser op på ham og mine sårede øjne afspejler sig i hans ansigt. Som om han virkelig kan fornemme at der er noget galt, ud over det sædvanlige.

Han siger ikke noget, sidder bare helt stille og lader hånden kører langs mit hår, og uden at fjerne blikket fra mit ansigt. 

Efter et stykke tid falder jeg langt om længe til ro igen. Mit åndedræt er næsten normalt, og tårene er holdt op med at løbe. Harrys tommelfinger glider over min kind og tørrer de sidste tåre væk fra mit ansigt. 

Han spørg ikke ind til noget, men jeg kan se på ham, at han ønsker at vide hvad der plager mig. Jeg tøver lidt, men fortæller ham så om episoden med manden. 

Harry ligner en der har set et spøgelse da min fortælling slutter. Aldrig før har jeg set ham så paf og fjern fra omverdenen. Og han vågner først op igen da jeg snøfter. 

Han ser længe på mig, og sætter så en af mine hårlokker om bag øret.

"Piger er som roser, smukke og unikke, men hvis der først er nogen som har gjort dem skade, bliver de aldrig ligeså smukke som de var" hvisker Harry hæs og lægger trøstende armene om mig.


Så er grunden til Claires frygt for nærkontakt afsløret!

Hvad syntes I om den? Havde I regnet den ud, eller kom den som en overraskelse?

Elsker seriøst at læse jeres kommentarer de er for fede :-D

Med hensyn til selve teksten, er den kun rettet hurtigt, så der kan forekomme enkelte fejl.

Blæser det også helt sindsygt hos jer? Her på Langeland gør det i hvert fald!!

Hah en af lugtepælene er gået i stykker, og ligger nu i vores forhave! 

 

Sara Xx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...