Helpless

*Se traileren først* Claire Rose Anderson, en 17 årig pige med ar på sjælen, efter en nådesløs barndom, hvor hun voksede op i en så svært belastet familie, at hun blev fjernet og i stedet blev placeret hos flere forskellige plejefamilier hun ikke har brudt sig om. Men den frygtelige skæbne er lagt fra slut for hendes vedkommende, for da hendes bedste vendinde Melissa invitere hende med til en koncert med eksklusive backstage billeter, siger Claire ja for at gøre hende glad, men bliver på tragisk vis bortført. Hun er nu tvunget til at leve i et mørkt og fugtigt bagagerum, som næsten ingen ved eksistere, og under streng overvågning af den verdens berømte sangstjerne Harry Styles, der har skumle planer med Claires fremtid, hvis ikke hun når at forhindre ham i det.
- Denne movella deltager i konkurencen "kampen mellem fandoms" og mit emne/fandom er One Direction -

78Likes
158Kommentarer
18479Visninger
AA

12. Chapter XII


"Okay øhm," Harry tager en dyb indånding og kører en hånd gennem håret. Han har sat sig tilbage i sengen til mig, og leder tilsyneladende efter ord. 

"Når man kommer frem i verden, fra den ene dag til den anden, lægges der et pludseligt pres på ens skuldre. Og jo længere man når op, jo mere pres kommer der." Jeg nikker forstående til Harrys ord, og forholder mig tavs, da jeg forventer der kommer mere. 

"Man kan ikke sove, men man kan heller ikke holde ud at være vårgen. Man kan faktisk slet ikke holde ud at være her, og en lille tanke om selvmord kommer automatisk frem i tankegangen. På et tidspunkt indser man, at du er villig til at gøre hvad som helst for at falde lidt ned. Og man kommer ind i vaner som ikke er sunde, men man er fuldstændig ligeglad, for hvis det bare bedøver stjernelivet en smule, er man villig til at fortsætte." Harry holder en pause og lægger sig ned, med blikket op mod loftet.

Et særligt udtryk hviler over hans ansigt, som om der er noget i hans egen fortælling der piner ham. Han er som forstenet, og jer tvivler på han fortsætter, medmindre jeg hjælper ham lidt på vej. Jeg ligger mig også ned i sengen, og vender siden om mod ham. 

"Og det var derfor du begyndte at suge blod?" mit spørgsmål er på ingen måde ondskabsfuldt ment, selvom det virkelig er svært at holde den hånelige tone væk, nu da jeg ved at Harry er påvirket af dette emne.

Han nikker og drejer kroppen hen mod mig. Vores øjne mødes, og et stik af medlidenhed går igennem min krop. Hvor irriterende! Det er da noget af det sidste i verden jeg vil give ham! Så hvorfor egentlig?!

"Jo. Jeg havde snakket med nogle af de andre i musikbranchen, om deres metoder til at slappe af, og så var der en af dem som nævnte blod. Til at starte med var jeg lige så frastødt af det som dig, men hun fik mig alligevel til at prøve det, og det vidste sig at fungere utrolig godt. Hun forklarede mig, at når ens krop får tilført mere blod, pumper det knap så hurtigt rundt som før, hvilket betyder at man hurtigt falder til ro."

Jeg fugter mine læber og bider mig svagt. Det er et ømt emne at komme ind på, det kan jeg sagtens mærke, men jeg fortsætter stadig med at spørge.

"Men hvorfor dræbe alle de piger. Kan du ikke nøjes med dyreblod eller sådan noget?" jeg kan ikke helt afgøre om mit spørgsmål er komplet dumt, eller ej. Jeg ved bare at jeg engang har set det i en film, at nogle vampyrer drikker dyreblod.

"Tro mig, jeg har prøvet, men det kan ikke lade sig gøre, da vi langt fra har samme blodtype."

Jeg kigger forvirret på ham. "Blodtype? Jeg troede ikke vampy... æhm, du tænkte over det" når jeg lige at rette det til, men Harry bider selvfølgelig fat i detaljen og løfter fornærmet sit ene øjenbryn.

"Det er faktisk det vigtigste af det hele, ellers fungere det ikke."

"Men hvordan kan du vide, hvilke blodtype en person har, før du har 'overfaldet dem'?" 

"Meget simpel teknik, men også en jeg ved du ikke bryder dig om" siger Harry gådefuldt og ser hemmelighedsfuld ud i ansigtet. Hvordan kan han vide jeg ikke bryder mig om den? Kender jeg den overhovedet?

"Hvilken teknik?" spørg jeg undrende og rynker brynene i undren. På den anden side må jeg da kende til den, for han må jo have brugt den på mig, siden han vidste vi havde samme blodtype.

"Vil du virkelig gerne vide det?" spørg Harry smørret og jeg bryder mig ikke rigtig om hans tonefald. Nu er jeg lidt usikker på om jeg har lyst til at vide det, men alligevel...

Jeg sukker dybt og nikker så. Harry læner sig frem mod mig, og jeg tror det er fordi han vil hviske det til mig. Jeg har nemlig lagt mærke til at han har et eller andet med at komme helt tæt på mig, når han skal sige mig noget vigtigt. Men i stedet for at hviske noget til mig, kysser han mig blidt på munden.

Hvad fanden har han gang i?! Jeg langer min hånd frem, og giver Harry en klaskende lussing på kinden.

"Hvad?!" råber Harry og sætter sig forbavset op i sengen med armene ud fra kroppen. Hans blik er ret chokeret, som om han ikke havde forventet min reaktion.

"Ja det siger jeg også, hvorfor gjorde du nu det?" råber jeg ad ham og skubber mig op at sidde med albuerne.

"Det er teknikken! Det er sådan jeg afgøre hvilken blodtype folk har, jeg smager det" siger han forsvarende og smiler fjoget. Jeg føler mig lidt dum. Men hvor fanden skulle jeg da også vide det fra?!

"Smager det?" spørg jeg en anelse frastødende og møder Harrys blik igen. Jeg kan simpelthen ikke lade være, og kommer derfor til at lade mit blik glide ned over de fyldige læber som lige har kysset mine.

"Ja jeg kan ikke rigtig beskrive det, men personen som lærte mig at type B, som jeg selv har, smager sødligt og friskt. A typer smager mere bitteret" forklare han dødalvorligt. Jeg er lammet. Hvad skal jeg dog svare til det? Skal jeg være frastødt eller stille flere spørgsmål? Har jeg overhovedet flere spørgsmål jeg ønsker han skal svare på lige nu? Næ, jeg kan i hvert fald ikke komme i tanke om nogle umildbart. 

Stilheden ligger sig over rummet, og det eneste der skaber lyd, er vores åndedræt. Harrys øjne ser gennemskuende ind i mine, men jeg er ikke i sinde til at gøre noget ved det foreløbig.

"Tro mig når jeg siger, at det er langt fra let at leve med" hvisker Harry, og lader sine fingre glide ned over min kind, som er det vanddråber der langsomt glider ned ad min hud. En form for kuldegysninger går igennem min krop, og det giver mig en rystende fornemmelse i kroppen. Men af en eller anden uforklarlig grund, er det ikke ubehageligt. Jeg kan ikke definere det, for jeg har aldrig haft den følelse før. Jeg har en stor lyst til at slå hans hånd væk, men kan samtidig ikke få mig selv til at gøre det.

Aldrig nogensinde har jeg ladet en anden person rører mig på den måde. Selvom det er helt uskyldigt, syntes det så mærkværdigt for mig. Det er som om... ja jeg ved det ærligtalt ikke. Jeg ved ikke hvad det for mig til at føle, men det er ikke normalt for mit vedkommende.

Automatisk glider mine øjenlåg i, og jeg mærker Harrys fingerspidser på kinden. Det føltes beroligende og jeg bliver helt afslappet. Min krop føltes slap og tung mod sengens underlag. Sengen bevæger sig en smule idet Harry rykker tættere på. Hans fingre glider forsigtigt rundt og udforsker mit ansigt. 

De strejfer forsigtigt mine lukkede øjenlåg, fortsætter ned langs min kind, og ender ved min hage og så tilbage igen. 

Jeg føler mig helt magtesløs, den påvirkning han pludselig har på mig lige nu, gør noget ved min krop, så jeg ikke er i stand til at bevæge mig.

Han lader den ene hånd glide ned ad min hals, hen ad mit kraveben og ned lang min arm. Da hans fingre når mit håndled, stivner min krop. Han fletter sine fingre ind i mine og giver min hånd et lille klem.

Han placere et ben på hver side af min mave, og læner sig ned over mig. Signaler bliver sendt rundt i min krop som aldrig før, men de er så ukendte at de ikke er til at tyde. Jeg ved ikke om jeg skal være tryg eller urolig. Hans påvirkning på mig er så ukendt fra alt andet jeg kender til, og giver ingen mening inde i mit hoved.

Hans krøller kilder mit ansigt, og hans pande rør min. Jeg åbner sløvt øjnene, og møder de smukkeste grønne øjne. Aldrig før har jeg set dem skinne så meget. Varmen spreder sig i min krop, samtidig med at mine muskler spændes. Faktisk er min krop både spændt og afslappet på samme tid, bare endnu en påvirkning af ham. Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre? Jeg har lyst til at skubbe ham væk, råbe han skal lade mig være, men jeg kan ikke rører en muskel.

Som i slowmotion nærmer Harrys læber sig mine, men stopper op få millimeter for inden. Jeg kan mærke hans ånde imod mund, og mit blik kører skiftevis mellem hans øjne og hans mund. Mit åndedræt er langsomt, og hele min krop venter på en reaktion fra Harry. 

Forsigtigt lader han sine læber presse ind mod mine. Det stikker mærkeligt i mine læber, men på en dejlig måde. Kuldegysningerne kravler op ad mine arme og ben. Alt det her føltes så forkert, men på den anden side, så føltes det... jeg aner virkelig ikke hvordan jeg skal sige det.

Harry trækker sig en smule tilbage igen, og kigger afventende på mig, men jeg er ikke i stand til at fortrække en eneste mine. Jeg føler mig som en stiv statue, som ikke kan gøre noget som helst, bare kigge på. 

Et genert smil som jeg ikke husker at have set før, kommer frem på Harrys læber, før han igen planter et ømt kys på min mund. Mine læber lukker sig helt om hans, og et sug går gennem hele min krop. Hans overkrop kommer tættere ned mod min, så vi til sidst ligger helt tæt ind til hinanden. Faktisk så tæt at jeg næsten vil påstå at jeg kan hører hans hjertebanken.

Min ene hånd finder op i de mange krøller, som er lige så bløde som de ser ud. Hans læber bevæger sig nedad og kysser let min hals. Jeg kan mærke han strejfer et af mine utallige sår, og han stopper lidt op. Jeg mærker den sugende fornemmelse da han åbner såret med munden, og jeg ved hvad efterfølgerne vil blive. Jeg vrider hovedet en anelse til siden, og kigger op på Harry med angsten i øjnene.

"Stol på mig" hvisker han hæst og kysser mig på panden. Jeg lukker øjnene i og mærker hvordan såret springer op og blodet for frit løb. Normalt ville jeg gå fuldstændig amok, men knægten gør altså et eller andet ubegribeligt ved mig som for mig til at slappe af. 

Harrys tunge rammer en nerve og det skær ubehageligt i min strube. Jeg strammer grebet om hans hånd, og på en eller anden måde beroliger det mig at have en hånd at klemme i. Hvis bare jeg altid havde haft det, så havde mit liv set meget anderledes ud.


Hvad syntes I om historiens drejning? 

Og hvad tror I der vil kommer som efter reaktion på Harry og Claire?

Og forresten tak for de mange likes, favoritlister og kommentarer,

I gør det fedt for mig at skrive videre på historien!

Lots of love til jer <3 <3

 

Sara Xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...