Helpless

*Se traileren først* Claire Rose Anderson, en 17 årig pige med ar på sjælen, efter en nådesløs barndom, hvor hun voksede op i en så svært belastet familie, at hun blev fjernet og i stedet blev placeret hos flere forskellige plejefamilier hun ikke har brudt sig om. Men den frygtelige skæbne er lagt fra slut for hendes vedkommende, for da hendes bedste vendinde Melissa invitere hende med til en koncert med eksklusive backstage billeter, siger Claire ja for at gøre hende glad, men bliver på tragisk vis bortført. Hun er nu tvunget til at leve i et mørkt og fugtigt bagagerum, som næsten ingen ved eksistere, og under streng overvågning af den verdens berømte sangstjerne Harry Styles, der har skumle planer med Claires fremtid, hvis ikke hun når at forhindre ham i det.
- Denne movella deltager i konkurencen "kampen mellem fandoms" og mit emne/fandom er One Direction -

79Likes
158Kommentarer
18042Visninger
AA

11. Chapter XI


Flashback:

 

"Okay det her er en meget simpel opgave. Du skal bare gå ind i butikken, om bag reolen så kassedamen ikke kan se dig, stoppe nogle små ting i lommen, og så gå ud igen. Det er let nok" forklarede min bror mig, og så forventningsfuldt på mig.

"Jamen hvorfor gør du det så ikke?" spurgte jeg undrende og kiggede tvivlende op på min storebror. Han stod men armene over kors og lignede en skeptisk matematiklærer som var skuffet over en elev. Han rystede på hovedet af mig, og sukkede dybt.

"Fordi de aldrig ville mistænke en sød lille pige som dig" sagde han og klappede mig opfordrende på skulderen. Jeg kiggede tøvende over min skulder og hen på butikken bag mig.

"Er du nu sikker på at dette er nødvendigt?" spurgte jeg bange og sank en klump som havde samlet sig i min hals.

"Vil du have mad eller ej? Det her er den eneste måde at få det på" sagde han hårdt og skubbede mig hen mod butikken.

"Kan vi ikke bare tage hjem, så kan far smøre os nogle madder" prøvede jeg, men min bror var fast besluttet på, at vi aldrig skulle vise os i huset igen.

Jeg sukkede højlydt og nærmede mig butiksdøren. Den registrerede min bevægelse og åbnede automatisk sine glasdøre. Jeg tøvede lidt, før jeg endelig tog mig sammen og gik ind i butikken. Alt stod som det plejede. Jeg havde tit været her henne og handle, og kendte derfor hele butikken og dens indhold udenad. 

Jeg gik hen til hylden med brød og kager, og stoppede op foran de mange velsmagende varer. Mine fingre lukkede sig om en pose med gulerodsboller, og gemte den ligeså forsigtigt ind under trøjen. Mit blik var klistret op mod købmandsdisken, hvor den sædvanelige kassedame sad og bibbede de andre kunders varer ind. 

Jeg tog et forsigtigt skridt baglæns, og kunne mærke noget højt og hårdt. Mit hjerte begyndte at banke faretruende højt, da jeg vendte mig om for at opdage en af de ansatte stå lige bag mig. Jeg sank en klump og løb så hurtigt jeg kunne ud af butikken og hen til min bror, som hele tiden havde stået udenfor og ventet på mig.

 


 

Mine øjenlåg glider langsomt op, og for første gang siden koncerten føler jeg mig faktisk udhvilet. Jeg strækker armene højt op over hovedet, og mærker hvor sundt det har været for min krop, at ligge i en ordentlig seng igen. Ingen ømme muskler af at ligge på det hårde metalgulv. Jeg føler mig faktisk klar til dagen, indtil jeg kommer i tanke om, at jeg ikke kan lave noget. 

For helt ærligt, hvad skulle jeg lave? Jeg kigger rundt i det lyse rum. Udover sengen og en reol, er her ingenting. Og uanset om her så var både tv og computer, så måtte jeg sikkert ikke bruge nogle af tingene for Harry.

Nu da jeg tænker på krøltoppen, hvor er han så i det hele taget henne? Jeg faldt i søvn med hans arm rundt om mig igår, men nu er han forsvundet. Kan det overhovedet passe? Jeg mener har han virkelig efterladt mig her alene?

Et smil breder sig på mine læber. Alene betyder at ingen holder øje med mig, og hvis det er tilfældet, så har jeg måske endelig chancen for at flygte. 

Jeg kraver hen til enden af den store seng, og skal lige til at rejse mig op, da der pludselig bliver trukket i dørhåndtaget, og gæt engang hvem der træder ind. Lige som jeg ellers troede at jeg havde muligheder for flugt, kommer han selvfølgelig og spolerer mit mindste håb om frihed.

"Godmorgen Claire, godt du er vårgen" Harrys stemme er morgenhæs og venlig. Han har en bakke i hænderne, som er fyldt til randen af mad og drikkelse. Jeg kan næsten ikke tro mine egne øjne, og tager mig selv i at sidde med åben mund. Det er uger siden jeg har fået et ordentligt måltid, og nu kommer han bare ind med dette, som var intet sket.

"Er du sulten?" spørg Harry og sætter sig forsigtigt hen i sengen og placere bakken imellem os. Jeg kigger næsten forhekset ned på den overfyldte bakke. Der er tallerkener med røræg, bacon, toastbrød og pandekager. Udover alt det, er der også to glaskander med saft, et fad frisk frugt og pålæg til brødet.

Jeg nikker til Harry, men ser alligevel lidt afventende på ham. Efter lidt erfaringer med hans hurtige humørsvingninger, er jeg lidt usikker på om jeg bare skal begynde. 

Harry smiler skævt til mig, og begynder at grine. "Du må altså gerne tage noget" siger Han afslappet, og ligger sig ned på siden. 

Nervøst og med rystende hånd, tager jeg et stykke toastbrød. Jeg fører det op til munden og tager en lille bid. Gad vide hvorfor Harry pludselig er så gavmild at bringe mig morgenmad på sengen? Hvis jeg kender ham ret, så vil jeg tro han er ude på noget.

Jeg sænker brødet igen, og kigger stødt over på Harry, som bare ser undrende tilbage på mig. "Hvad nu?" spørg han, og fugter sine læber med tungen. 

"Hvordan  kan jeg vide at du ikke har gjort noget ved maden?" spørg jeg alvorligt og ligger brødet fra mig på sengen.

Endnu engang breder der sig et skævt smil på Harry læber og han kører sin hånd igennem de mange krøller. "Helt ærligt, hvorfor skulle jeg have forgiftet din mad?"

"Hvorfor skulle du ikke?" spørg jeg spydigt og lægger armene over kors. Harry trækker på skuldrene og tager en vindruge op fra fadet. Han kaster den op i luften og griber den elegant med munden. Han tygger den og sluger den.

"Se selv, er jeg måske faldet død om eller noget?" griner Harry. Men jeg tvivler stadig lidt på ham.

"Hvad så med brødet?" siger jeg og rækker det hen mod ham. "Claire vil du virkelig have mig til at smage på alt det her, for at bevise det ikke er forgiftet?"

Jeg hæver øjenbrynet. Han har måske ikke nød at smage på det hele, men der skal altså mere end en sølle drue til at bekræfte min teori. 

Harry ser håbløst på mig, men tager så en bid af brødet i min hånd. Han spiser det uden nogle problemer. Jeg er ikke helt overbevist endnu, men sulten tager over, og jeg vælger derfor at spise videre af mit brød. 

Det føltes specielt at sidde her og spiser morgenmad med selveste Harry Styles. Melissa ville flippe ud hvis jeg fortalte hende om det her. Hun ville give sit liv for bare at møde ham igen. Og jeg ville give mit for at slippe væk. 

"Hvor længe har alt det her stået på?" jeg kan ikke nære mig og spørgsmålet ryger bare ud af min mund. Harry ser op og møder mine øjne. Et lille glimt at tristhed ståler igennem den grønne iris, og noget siger mig, at han ikke bryder sig om at tale om emnet.

"Nogle uger efter vores første album udkom" svarer han stille, og hans blik falder ned på sengen igen.

"Men hvorfor?" jeg har ventet alt for længe på at få svar på alle mine spørgsmål, så nu vælter de bare ud over ham.

"Uhm," han ligner en der leder efter ordene, og ikke rigtig ved hvad han skal sige. På en måde må det da også være lidt specielt, at sidde og svare på disse spørgsmål overfor et 'offer'. Men jeg er da ligeglad, jeg vil bare have nogle svar. Lige her og nu!

"Hallo, jorden kalder vampyren" siger jeg utålmodigt og kan mærke hele min krop spænder af frustrationer.

"Please, lad være med at nævne det ord" siger han næsten stumt og har fortsat rettet sit blik ned i sengen. Hah! Nurh lille Harry bryder sig ikke om at erkende hans sande natur, ej hvor surt var! Bare ærgerligt han er sammen med mig, for jeg er langt fra færdig! 

"Altså vampyr? Kan du ikke lide ordet vampyr? For det er jo det du er, en vampyr!" siger jeg provokerende og nyder at ramme en af Harrys svage punkter. 

Harry griber ud efter min hånd og kigger mig irriteret ind i øjnene. Jeg kan mærke hans varme åndedræt mod mit ansigt, og føle hans ophidselse. 

"Du skal ikke kalde mig det ord!" hvæser han, mens hans øjne borer sig ind i kraniet på mig. Mit hjerte begynder at banke en smule hurtigere, men af en eller anden grund føler jeg mig mere selvsikker i dette rum, end nede i den mørke kælder.

"Jeg er ikke en vampyr," siger Harry og slipper grebet på mine hænder igen. "Det vil jeg aldrig blive." Jeg fortår ikke rigtigt hvad det er han mener. Set fra mine øjne, er han så meget vampyr som man overhovedet kan være.

"Okay, så du er måske bare en helt normal dreng, med nogle seriøse drikkeproblemer eller hvad?" jeg lægger hovedet lidt på skrå og ser forvirret på Harry. Han fortrækker ikke en mine, sidder bare helt stum og glor ud i luften.

Jeg tager min hånd op foran hans ansigt og knipser med fingrene. "Hallo Harry."

"Det er en lang og kompliceret historie" siger han afværgende og rejser sig op fra sengen, så bakken er ved at vælte. Jeg støtter den med hånden, mens mit blik følger Harry.

"Altså jeg har masser af tid, og så kunne jeg faktisk godt tænke mig at høre hvorfor jeg sidder her i dit fangeskab."


Kapitel 11

Hvad syntes i om det?

Og hvorfor tror I at Harry er blevet som han er?

Vil rigtig gerne hører jeres gæt :-D

 

Sara Xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...