Helpless

*Se traileren først* Claire Rose Anderson, en 17 årig pige med ar på sjælen, efter en nådesløs barndom, hvor hun voksede op i en så svært belastet familie, at hun blev fjernet og i stedet blev placeret hos flere forskellige plejefamilier hun ikke har brudt sig om. Men den frygtelige skæbne er lagt fra slut for hendes vedkommende, for da hendes bedste vendinde Melissa invitere hende med til en koncert med eksklusive backstage billeter, siger Claire ja for at gøre hende glad, men bliver på tragisk vis bortført. Hun er nu tvunget til at leve i et mørkt og fugtigt bagagerum, som næsten ingen ved eksistere, og under streng overvågning af den verdens berømte sangstjerne Harry Styles, der har skumle planer med Claires fremtid, hvis ikke hun når at forhindre ham i det.
- Denne movella deltager i konkurencen "kampen mellem fandoms" og mit emne/fandom er One Direction -

79Likes
158Kommentarer
17676Visninger
AA

8. Chapter VIII


Flashback:

 

Jeg blev trukket igennem byens natteliv af min bror. Alle husene var mørklagt, men blev oplyst af de mange neonskilte og lygtepæle, som vores by bestod af. Min bror holdt min hånd og klemte den svagt mellem sine fingre. Feberen sad stadig i min krop, og mit hoved føltes forfærdelig tungt. Men min bror havde bestemt sagt, at jeg skulle følge med ham.

Ingen vidste vi var taget afsted, og vores forældre var sikkert også ligeglade. Min bror var rasende på min mor. Ikke over at hun havde slået på ham, men fordi hun havde slået på mig. Mit hoved gjorde stadig forfærdeligt ondt efter slaget, og jeg havde svært ved at åbne mit ene øje.

Derfor var vi stukket af. Min bror sagde, at han kendte et sted hvor vi kunne bo for en stund, indtil vi fandt ud af noget andet.

Han trak mig med ind i en lang og uhyggelig gyde, men jeg var for træt og for syg, til at gøre andet end af følge med. Han kendte jo trods alt byen bedre end jeg, så jeg lagde alt min tiltro til at han vidste hvor vi gik hen.

Han løftede mig op på muren, for enden af gryden, og sprang derefter selv op på den høje stenmur. Derfra hoppede vi ned på den anden side, og sneg os ind i den forladte bygning på højre side. Jeg havde godt set huset før, når jeg pacerede det på vej til skole, men jeg havde aldrig overvejet hvordan det så ud indefra.

Der var næsten igen møbler, og de der var, var betrukket med et tykt lag støv. Edderkoppespind hang i massevis ned fra loftet, og på gulvet lå der gamle øl-dåser og adskillige aviser.

Vi satte os hen i et hjørne, og jeg lænede mit trætte omtåget hoved op ad min storebrors skulder. Han så tomt og hadefuldt ud i luften og havde sikkert millioner af tanker flyvende rundt i sit indre.

"Hvornår skal vi hjem igen?" spurgte jeg stille og gabte.

"Forhåbentlig aldrig mere. Det her er vores hjem nu" svarede han med dyb og hård stemme. Og det var nok på det tidspunkt, at jeg begyndte at indse, at livet var svært at leve.

 

 


 

 

"Du må altså ikke gøre ham bekymret på den måde" hvisker Samantha. Jeg ligger på gulvet nede i vores lille fangehul og tager mig til håndledet. Min vejrtrækning er næsten normal, men smerten sidder der endnu. De hvide bandager bekræfter bare det faktum, at Harry igen har vundet over mig. Jeg skulle have været død, men igen har han blandet sig.

"Han kan være farlig når han bliver stresset og tvunget til at tage hurtige beslutninger" fortsætter hun og rykker hen til mig. Hendes brune øjne kigger bekymret, men også en smule bebrejdende ned på mig, som er det min skyld, at Harry af og til har en kort lunte, og at jeg ligefrem fortjener den smerte som ha af og til påføre.

Jeg sætter mig besværet op og ser uforstående på hende. "Stresset?" spørg jeg og skal lige have hendes pointe ordentlig understreget, da jeg finder den rimelig mærkelig.

"Ja," hun nikker. "Harry kan let blive stresset når noget går ham imod, eller hvis vi ikke lystre. Med alt det pres han i forvejen har på sine skuldre, er det jo indlysende."

Jeg forstår ikke rigtig betydningen i hendes ord, for det lyder næsten som om hun har medynk med ham. Men det kan jo ikke passe, for hvem i al verden ville dog have det, med sin kidnapper? Inden er jeg helt galt på den her, eller også har Samantha et seriøst stort problem.

"Hvad mener du Samantha?" mit spørgsmål ser ud til at forvirre hende, for hendes øjenbryn ryger næsten helt ned i øjnene på hende.

"Jeg syntes bare du skal være lidt mere medgørlig over for Harry, han har nok at tænke på i forvejen, og hvis vi gør for meget modstand kan det være farligt for ham."

"Hvad!" råber jeg chokeret. "Så det du siger er, at vi bare skal lade ham suge løs af os, som var vi en anden milkshake?!"

"Ja," svare hun blot og nikker. "Jeg har det faktisk vildt dårligt med, at jeg lod dig lave det trick med de betændte sår, jeg skulle have fortalt ham det."

"Okay what?!" min hånd ryger automatisk op til hoved og min mund står på vid gab. Hvordan kan hun overhovedet få sig selv til at sige det. Helt ærligt, hvilken side er hun lige på? Er det slet ikke gået op for hende, hvilke rædseler det er, som Harry trækker os igennem? Hun er jo komplet sindsyg!

"Samantha Harry er ude på at slå os..." jeg bliver afbrudt, idet døren brager op og Harry kommer ind. Han går direkte hen mod mig, og jeg har på fornemmelsen at han har hørt vores lille samtale .

"Du skal ikke tro på hende Samantha, hun fylder dig med løgn" siger Harry og ser surt hen på mig. "Hvad, mig? Når ja det giver da også vildt meget mening, at jeg skulle lyve overfor hende, når det jo er os der er fangerne."

"Fanger? Der er vidst noget du har misforstået Claire. I er ikke fanger, I har en meget vigtig opgave. Uden jer, ville jeg ikke være i stand til at klare det hele" han lægger armen op Samanthas skuldre og smiler charmerende til hende.

"Hah. En vigtig opgave, helt ærligt hvor dumme tror du egentlig vi er. Du holder os jo kun her, indtil du har suget os flade for blod. Samantha han dræber os!" Hvorfor kunne hun ikke se det?

"Det er da ikke rigtigt, vel Hazza?" hun kigger en smule uroligt op på ham, men han kysser hende bare på panden og forsikre hende om præcis det modsatte.

"Fint, jamen så forklar mig lige, hvor alle de andre ti piger er?" siger jeg muggent og lægger armene over kors. Måske banker han mig sønder og sammen lige om lidt, men lige nu vil jeg også bare have Samantha til at indse, hvad det egentlig er der forgår.

"Enkelt, dem satte jeg af, fordi de ikke ønskede at være her mere" siger han med et smørret smil på læberne, som kun overbeviser mig om, at han står og lyver mig lige op i hovedet.

"Okay, så sæt mig af" siger jeg faldet og går hen mod døren, og venter på at Harry kommer og åbner den for mig.

"Desværre det kan jeg ikke" siger han stille, og jeg fornemmer at sejren snart er i hus.

"Og hvorfor så ikke det? Oh, fordi så ville du bare være nød til at kidnappe en ny menneskelig drikkedunk, og det ville jo ikke være så godt for lille Hazza vel?" det sidste siger jeg både barnligt og hånligt for rigtigt at irritere ham, og det virker.

Harry går hen mod døren og trækker Samantha med sig. Hans ansigt kommer helt tæt på mit, og han hvisker så stille, at det kun er mig og ham der kan hører det.

"Jeg ved godt hvad det er du prøver på, og jeg syntes du skal stoppe lige nu, og accepter din skæbne, uanset hvor utilfreds du er, ellers får det konsekvenser."

"Drop det Styles, jeg stopper ikke før jeg er sluppet væk herfra!"

"Fint som du vil," han træder tilbage og kysser Samantha på panden igen. "Kom Samantha, lad os gå ovenpå, jeg føler mig lidt tørstig" Harry sender mig et par øjne, der fortæller at det der skal til at ske, kun er starten.

De går ud af døren, og jeg bliver efterladt alene. Jeg kigger tomt ud i luften, da tanken slår mig. Han har tænkt sig at dræbe Samantha, så der kun er mig tilbage. Og alle ved, at når man bliver efterladt alene, er man automatisk lettere at knække!


Hey folkens, lige endnu et kapitel.

Måske ikke det mest spændende men det skulle også lige med.

Indtil vidre har jeg stort set publiceret et nyt kapitel hver dag,

men fra i morgen af og til og med fredag, er jeg på praktik i militæret,

så jeg kan ikke love der kommer et nyt kapitel før fredag.

Måske jeg kan nå at publicere et i morgen tidelig, men lover ikke noget.

Håber I forstår!

 

Lots og love :)

 

Sara Xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...