Helpless

*Se traileren først* Claire Rose Anderson, en 17 årig pige med ar på sjælen, efter en nådesløs barndom, hvor hun voksede op i en så svært belastet familie, at hun blev fjernet og i stedet blev placeret hos flere forskellige plejefamilier hun ikke har brudt sig om. Men den frygtelige skæbne er lagt fra slut for hendes vedkommende, for da hendes bedste vendinde Melissa invitere hende med til en koncert med eksklusive backstage billeter, siger Claire ja for at gøre hende glad, men bliver på tragisk vis bortført. Hun er nu tvunget til at leve i et mørkt og fugtigt bagagerum, som næsten ingen ved eksistere, og under streng overvågning af den verdens berømte sangstjerne Harry Styles, der har skumle planer med Claires fremtid, hvis ikke hun når at forhindre ham i det.
- Denne movella deltager i konkurencen "kampen mellem fandoms" og mit emne/fandom er One Direction -

79Likes
158Kommentarer
17662Visninger
AA

7. Chapter VII


Hadet må lyse ud af mine øjne lige nu, for jeg kan mærke vreden bobler kraftigt indeni min krop. Jeg sparker kraftigt til døren Harry gik ud af for lidt siden, og mærker smerten prikke i foden. Min hjerne arbejder på højtryk, for at finde en måde at få den op på. Det må da være muligt, for hvordan skulle Harry ellers komme ud og ind ad den.

Mine fingerspidser glider ned langs dørens side, og jeg ligger neglene ind under kanten af den. Jeg trækker til, men mærker hurtigt hvordan mine negle en for en giver efter. Men jeg er stædig, og vil have døren op, så jeg forsøger igen. Presset er stort og jeg føler langsomt og smertefuldt, hvordan mine negle river sig løs fra huden de ellers er klistret fast til, og knækker af.

Et lille klynk undviger mine læber da den anden negl knækker, og jeg opgiver mit forsøg. Blodet strømmer ud af mine fingerspidser.

"For satan da også" bander jeg lavmælt og sutter på mine to fingre for at stoppe blødningerne. Ad! Føj, fy! Hvordan kan Harry sluge den slags, det smager jo aldeles modbydeligt. Jeg spytter en stor rød klat ud på gulvet. Det ligner næsten rød maling som det ligger der. Gad vide om Harry ville slikke det op hvis han så det, hah, garanteret. Han kan jo slet ikke få blod nok. 

Tænk hvis han så et af de der trafik uheld, hvor offeret er totalt maltrakteret og bløder over det hele, ville han så overhovedet kunne styrer sig? Det er da en interessant tanke, ikke? Ligesom med de der tykke mennesker som spiser og spiser og spiser, og bliver ved indtil alt er væk, rup og stub. 

Hvad nu hvis det var en af os, altså inden Samantha eller jeg. Ville han så i al bogstavelig forstand suge livet ud af os? Ville han overhovedet kunne modstå det?

Jeg tager en hurtig beslutning og kører håndledet op og ned ad den skarpe kant på døren. Jeg har sluttet en pagt med mig selv, som går ud på at gøre præcis det modsatte af hvad Harry vil have mig til at gøre. Hellere dø fri, end at leve i dette helvede.

Jeg havde set piger gøre dette før. Det hed vist nok cutting, et andet ord for at skære i sig selv. Piger over hele verden bruger denne teknik når de vil herfra. Og jo flere sår, besto hurtigere går det, måske endda jeg kan håbe på at Harry kommer og suger lidt af blodet også, så vil det gå endnu hurtigere.

Jeg bider mig i læben, da kanten skære igennem huden på mit håndled, og det mørkerøde blod begynder at flyde ud.

"Hvad laver du dog?!" råber Samantha, "det kan du da ikke bare!"

Hun går hen til mig og ser mig direkte i øjnene. "Harry! Skynd dig, hun slår sig selv ihjel!" Hendes stemme er høj og øredøvende. Hvad fanden har hun gang i. Jeg knytter min næve og slår hende så hårdt jeg kan lige mellem øjnene. "Undskyld Samantha" hvisker jeg, men hun skal ikke forstyre mig nu.

Jeg smører blodet ud over mit tøj, så det ligner at jeg bløder flere steder på kroppen. Jeg smører også noget af det ud i ansigtet, og en smule i håret også. Snart er der også flere store pletter på gulvet, og jeg begynder at mærke hvordan mit blik sejler. Rummet kører en lille smule rundt, og jeg lægger støttende min ene hånd mod væggen. 

Er det virkelig nu jeg skal dø? Så ung. Jeg har et helt liv foran mig endnu. Men hvad er der egentlig at leve for? Jeg har aldrig haft noget at leve for. Måske er dette bare min skæbne, at jeg skal dø her i Harrys hemmelige rum. Der er alligevel ikke nogen der vil savne mig. Jeg er sådan en person der bare forsvinder ud i glemslen. Den eneste som det nok ville gøre ondt på er Melissa. Søde Melissa, som har været min ven gennem de svære tider. 

Døren brager op og gæt hvem der kommer ind. Hvis du gætter på Harry, så har du lige vundet. Han kigger først på Samantha som ligger bevidstløs på gulvet, og så hen på mig. Hans øjne bliver kæmpe store og han farer hen til mig. Jeg kan se frygten i hans øjne, og jeg nyder synet.

"Claire hvad har du dog gjort ved dig selv" selvom det er tydeligt hvad svaret er. Han kigger fosteret på mig, og jeg er sikker på han kæmper en psykisk kamp indenvendigt, hvor dilemmaet er om han skal æde mig eller rede mig.

"Vi..." begynder han, men mangler ord. Jeg har næsten lyst til at grine, tanken om en hjælpeløs Harry gør mig imponeret over min egen selv-skabte skade. 

Jeg blinker langsomt med øjnene, og kan mærke hvor træt jeg pludselig er. Jeg glider ned i siddende stilling, og lukker øjnene. Jeg kan mærke Harrys hænder på min krop, han løfter mig op fra gulvet. Døren smækker bag os, da han bærer mig ud af fangehullet. Jeg ville gerne se hvor han førte mig hen, med jeg er ikke i stand til at skubbe mine øjenlåg op.

Harry sætter mig ned igen. Jeg kan mærke flisegulvet under mig. Gad vide hvor jeg er? Jeg kan hører lyden af en brusser der bliver tændt, og mærke det lune vand da det rammer mit ansigt. Mine øjne lukker sig halvt op, så jeg lige kan skimte Harry, og lukker så i igen. Mit hoved er tungt, og jeg er overbevidst om at det knækker af lige om lidt.

Harry siger mit navn, men jeg er for svag til at svare ham. Jeg kan mærke min trøje bliver trukket over hovedet på mig, og min slatne krop gør ingen modstand. Min bukser bliver forsigtigt åbnet og Harry tager dem helt af mig. Så jeg ender med at side kun iført bh og underbukser foran ham. Fedt. Gid jeg havde nogle kræfter til at skubbe ham væk, en jeg er helt færdig. 

Han skyller min krop med bruseren og vasker dermed alt blodet væk. Selv mit hår skyller han grunddigt, og hans hænder fjerner den klistrede masse fra mit ansigt. 

Harry er grundig, men på ingen måde grådig. Han holder sine hænder væk fra alle mine 'private' steder, og koncentrere sig i stedet bare om alt det andet. Da vandstrålen bliver slukket, bliver jeg omgivet af et varm uldent håndklæder, om dækker hele vil krop.

Harry tager mine hænder op, og forbinder dem stramt med en blød bandage. En hånd glider ned over min kind, og en stemme hvisker nole beroligende ord. Kort efter sover jeg.


 

Lige et nyt kapitel.

Har i for resten set min teaser til movellaen? Ellers er den her:


 

Sara Xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...