Helpless

*Se traileren først* Claire Rose Anderson, en 17 årig pige med ar på sjælen, efter en nådesløs barndom, hvor hun voksede op i en så svært belastet familie, at hun blev fjernet og i stedet blev placeret hos flere forskellige plejefamilier hun ikke har brudt sig om. Men den frygtelige skæbne er lagt fra slut for hendes vedkommende, for da hendes bedste vendinde Melissa invitere hende med til en koncert med eksklusive backstage billeter, siger Claire ja for at gøre hende glad, men bliver på tragisk vis bortført. Hun er nu tvunget til at leve i et mørkt og fugtigt bagagerum, som næsten ingen ved eksistere, og under streng overvågning af den verdens berømte sangstjerne Harry Styles, der har skumle planer med Claires fremtid, hvis ikke hun når at forhindre ham i det.
- Denne movella deltager i konkurencen "kampen mellem fandoms" og mit emne/fandom er One Direction -

79Likes
158Kommentarer
17666Visninger
AA

5. Chapter V


Eftermiddags lyset skinder svagt ind af det lille vindue, og oplyser det lille rum en anelse. Eftermiddagen er mit nye yndligs tidspunkt på dagen, for der står solen højest, og sender sine små stråler ind til os, resten af døgnet er her stort set mørk.

Jeg har aldrig før frygtet mørket så meget, som siden jeg kom hertil. Det er som om det æder mig op indefra, fordi mit syn forsvinder, hvilket gør at jeg ikke kan orientere mig ordentligt. Så jeg er ikke i stand til at beskytte mig mod ham. Harry.

Flere gange har Harry sneget sig ind på mig i mørket, og tærret mig for blod. Det er både ubehageligt og smertefuldt, og efterlader store sår på min hals og mine håndled.

Samantha siger at man vender sig til det, at det bare bliver en del af hverdagen. Men sådan har jeg det overhovedet ikke. Jeg vil aldrig kunne lære at vende mig til dette, det er simpelthen for grænseoverskridende for mit vedkommende.   

Jeg lader mine fingerspidser glide over sårene op ad min arm. Nogle af dem er så småt begyndt at danne skorpe, men jeg ved at det kun er et spørgsmål om tid, før Harry kommer ødelægger deres proces. Jeg bider tænderne sammen da mine finger rammer en nerve som piner hele min underarm. 

Det her må stoppe. Jeg har ikke lyst til at være her mere. For en gangs skyld vil jeg bare gerne hjem til Rita og Mogens. Jeg må altså finde på noget. Der må være en løsning, det er der altid. 

Mit blik glider hen ad rummet, og falder på Samantha. Hun ligger bevidstløs på gulvet, efter en lang nat med Harry. Flere nye sår er kommet frem på hendes hals, og jeg tror Harry har overgået sig selv denne gang. Hun har ligget der på gulvet siden i går, uden så meget som at åbne øjnene. Hvad har han dog gjort ved hende? 

Normalt plejer vi at vågne op efter nogle timer, men den her gang er hun helt væk. Vi har heller ikke fået noget mad ned som vi plejer, hvilket virkelig er underligt, for Harry plejer altid at komme ned med noget, og især til den af os han har drukket af.

Min mave knurre og en sær følelse af tomhed har forfulgt mig de sidste par dage. Min koncentration er heller ikke til ret eget mere, og jeg tror det skyldes manglen på mad. 

Jeg læner hovedet tilbage mod vægen, og lukker øjnene. Her er helt stille. Jeg nyder tavsheden for en gangs skyld. Hov, vent lige en gang! Her er jo helt stille. Hvilket vil sige at motoren ikke er tændt mere. Vi er stoppet. 

Jeg rejser mig lynhurtigt op, og kigger ud af det lille vindue. Vi er på en indhegnet parkeringsplads. Der er vagter stillet op, og de ser ud til at have travlt med at holde folk ude. Vent, der er folk. Måske kan jeg endelig få hjælp.

Jeg hamre på ruden, og følger vagterne med øjnene. De er kun få meter fra mig, så jeg burde nemt kunne få deres opmærksomhed.

"Hey, hjælp," råber jeg så højt jeg kan, og klapper på ruden med mine håndflader. "Er der nogen der kan hjælpe mig?"

Håbet vokser med et op i mig. Hvis jeg bare kan få deres opmærksomhed, så kan jeg komme ud, vi kan komme ud.

"Hjælp" råber jeg igen, og hamre endnu hårdere mod ruden, så smerten begynder at strømme gennem mine sårede arme. 

Hvorfor går de bare forbi mig, de må da kunne se at jeg er herinde. Jeg mener det ville da næsten være umuligt at undgå mig, når jeg både råber og banker, ville det ikke?

"Hallo, kan I høre mig? Hjælp" min stemme er helt oppe på sit højdepunkt nu, og kan ikke blive ret meget højere.

Mit åndedræt bliver hurtigere. Smerten skær i mine arme. Jeg må ikke give op nu. De skal se mig. Jeg skriger og råber. Mit hjerte banker. Svenden fugter min pande. Hvorfor ser de mig ikke?

Jeg bider mig i inderlæben, da et af sårene på mit håndled springer op, og farver ruden i en rødlig farve.

Blodet for mig til at tænke på Harry. Hvordan han garanteret ville slikke ruden ren hvis han var her nu. Hvor klamt ville det ikke lige være? Hvorfor suger hun overhovedet vores blod?

Jeg kan næsten smage den tykke røde væske på min tung, og mærke dens varme glide ned i min hals. Føj! AD! Hvordan for han sig selv til det, det ville jeg aldrig kunne. Og så andres blod. Tanken er så frastødende at jeg får brækfornemmelser. Aldrig i livet om jeg ville gøre det. 

"Det nytter intet, at du ved det" hvisker en hæs stemme, så det giver et sæt i mig og jeg drejer rundt som en anden ballerina. 

"Hvilket?" spørg jeg stille. Samantha bevæger sig med besvær op i en sidende stilling og ser hen på mig. Hendes hud er bleg som et stykke kridt og hun har mørke render under øjnene. 

"Det er tonet glas, du kan se dem, men de kan ikke se dig," forklare hun og nikker op mod ruden.

"Og det er ikke bare normalt tonet glas som i biler, hvor man kan se en lille smule igennem. Nej, udefra er vinduet der, helt kul sort."

Jeg tager mig til hovedet og falder opgivende ned på gulvet. Selv der har Harry sikret sig, at alt flugt er udelukket. Jeg stønner, og kigger bebrejdende ned på det snavsende gulv. Mon her nogenside er blevet gjort rent?

"Du skal ikke være ked af det, du er ikke den første der forsøger" siger hun opmuntrende og fremtvinger et anstrengt smil på sine tørre læber.

"Har du selv prøvet?" spørg jeg interesseret, og skubber mig over mod hende. Jeg vil rigtig gerne hører om alt det hun har fortaget sig hernede, måske jeg kan få nogle gode ideer af det, så vi på et tidspunkt kan flygte sammen.

Men tilsyneladende ser det ikke ud til at være tilfældet, for hun ryster blot på hovedet af mit spørgsmål. "Jeg har aldrig forsøgt at flygte. Men Emma, som var her da jeg kom, prøvede ihærdigt. Indtil Harry fik hende overbevidst om at det intet ville nytte."

Jeg sank en klump. Hvis Emma havde prøvet, og det ikke havde lykkedes, kunne det så overhovedet betale sig at prøve. Den tanke får jeg hurtigt skudt ud af hovedet igen. Selvfølgelig skal jeg prøve! Hvis I skulle have glemt det, så er jeg det man kalder en overlever. Jeg har jo trods alt været udsat for ting, som ingen, hverken børn eller voksene, nogenside skal udsættes for.

Jeg måtte bare finde på noget godt. Noget der virkelig ville overraske Harry, så jeg kan slippe væk. Mine fingre begynder at nulre i et lille stykke skumgummi, som er faldet af den gamle madras, vi har liggende på gulvet. Det er fugtigt og vist også en smule muggent, men det fremskaber min koncentrationsevne. Jeg tager det op i hånden og studere det lille stykke grundigt. Måske ligger svaret i denne lille klamme tingest. 

Mine fingre river små stykker af, og triller dem som små bolde. Ad, det ligner næsten bussemænd. Jeg smider dem fra mig, men kommer til at tabe en af dem ned i mit sår på armen. Men da jeg skal til at tage den op igen, slår ideen ned i mig som et lyn fra himlen. 

Hurtigt begynder jeg at rive flere små stykker af, og forsigtigt placere dem i mine sår. Hmm, der mangler noget. Jeg kører min pegefinger hen ad det ulækre gulv, og et tykt gråt lag skidt, samler sig på spidsen af min finger. Jeg gnider det rundt i mine sår, og betragter resultatet.

Et smil breder sig hen over mine læber. Mine sår ser disideret modbydelige ud. Det små gule stykker skumgummi, ligner gule klumper betændelse, og snavset for det til at se frastødende og beskidt ud. Ikke ligefrem noget man har lyst til at suge blod fra, vel Harry.  


 

Så er der et nyt kapitel igen :)

Er rigtig glad for de mange komentare, likes og favoritlister.

Mange tak x)

 

Sara Xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...