Helpless

*Se traileren først* Claire Rose Anderson, en 17 årig pige med ar på sjælen, efter en nådesløs barndom, hvor hun voksede op i en så svært belastet familie, at hun blev fjernet og i stedet blev placeret hos flere forskellige plejefamilier hun ikke har brudt sig om. Men den frygtelige skæbne er lagt fra slut for hendes vedkommende, for da hendes bedste vendinde Melissa invitere hende med til en koncert med eksklusive backstage billeter, siger Claire ja for at gøre hende glad, men bliver på tragisk vis bortført. Hun er nu tvunget til at leve i et mørkt og fugtigt bagagerum, som næsten ingen ved eksistere, og under streng overvågning af den verdens berømte sangstjerne Harry Styles, der har skumle planer med Claires fremtid, hvis ikke hun når at forhindre ham i det.
- Denne movella deltager i konkurencen "kampen mellem fandoms" og mit emne/fandom er One Direction -

78Likes
158Kommentarer
18213Visninger
AA

9. Chapter IX


Mit syn flakker ud gennem vinduet. Landskabet ruller fordi mig, uanset hvor meget jeg ønsker det skal stoppe. Min stedsans er for længst forsvundet, så for mit vedkommende kunne vi lige så godt kører på månen.

Jeg føler mig alene. Helt tom. Samantha har været væk de sidste fire dage, hvilket har efterladt mig alene her nede i mørket. Harry har heller ikke vist sig, men jeg ved han har været her, for engang imellem har der stået en tallerken med en minimal portion mad, og et glas jucie. Det er det eneste jeg får. Maden består oftest af to skiver groft brød med et tyndt lag smør, et stykke frugt, inden æble eller banan, og lidt kød. Og drikkelsen er altid jucie. Kun én gang har jeg fået et glas vand, og det føltes så utrolig befriende, til forskel for den søde væske.

Jeg mistænker ham for at sulte mig. Før jeg råbte op om hans plan med at dræbe os, fik jeg mere mad. Efter den periode er føden blevet skåret ned til det halve. Vil han virkelig sulte mig ihjel? Eller er dette bare endnu en del af hans plan, der vil føre mig i døden?

Jo mindre føde, fører til mindre energi. Han ønsker sikkert at jeg skal være svag, så der ikke bliver så mange problemer med mig. Gad vide om det var sådan han knækkede dem? De andre piger. Måske gav han dem mindre og mindre mad, så de til sidst var tvunget til at trygle ham om at få det.

Men det vi jeg aldrig gøre, så hellere dø af sult, end at få ham til at føle at han har magten over mig. Han skal aldrig have lov til at bestemme over mig. Aldrig!

Vi passere nogle bjerge og jeg sukker. Tænk at være et bjerg. Ude af stand til at rokke sig fra sit hjem, og så stort, at ingen tør gøre det noget. Bare jeg var et bjerg, så ville det hele være så meget lettere. Men jeg føler mig som en total modsætning. Jeg har aldrig været stor og mægtig, tvært imod, er jeg altid den som bliver gjort fortræd.

Jeg slår hånden mod glasset i ren håbløshed, hvorfor er der overhovedet et vindue her, er det bare for at pine os med den frihed vi aldrig får?

Jeg går væk fra vinduet, og over til den anden væg. Der er præcis ni skridt over. Tre skridt er cirka en meter, så rummet er tre meter bredt. På langs er der tretten skridt, altså lidt over fire meter.

Da jeg har haft masser af tid for mig selv, er det en af de ting jeg har fundet ud af, og det er til at blive sindsyg af. 3x4 meter, altså tolv kvadratmeter.

Jeg sparker til væggen, og går hen til en anden. Her er bare så småt, og så mørkt. Jeg skriger og sparker også til denne væg. Jeg slår næverne mod ruden og skriger endnu højere. Rykkede den væg sig lige? Jeg stopper op og kigger på den. Og pludselig føltes det som om at væggene rykker sig sammen om mig, og om få sekunder vil jeg blive mast.

Mit åndedræt bliver hurtigere, og mit hjerte er på vej ud gennem brystet. Væggene kommer tættere, mit skrig er skingert og jeg tager mig til hovedet. Jeg presser mine fingre så hårdt ind i mine tindinger, at jeg er sikker på mit hoved vil eksplodere om lidt.

Væggene snurre. 3x4, jeg ved der er 3x4, men hvorfor er her så så lidt plads. Jeg bliver svimmel og en klump former sig i min hals. Væggene opsluger mig og jeg skriger så højt jeg kan, og håber inderligt at det hele vil stoppe.

Det er bare noget du forstiller dig Claire, det her sker slet ikke, prøver jeg at sige til mig selv, men jeg lytter overhovedet ikke.

Jeg falder sammen på gulvet og ligger i fosterstilling. Det hele er alt for tæt på. Så lidt plads. Så store vægge. Frygten bider i mine lemmer. Jeg kan mærke ilten er ved at forsvinde. Jeg tager mig til halsen. Luften er væk. Mit syn er også ved at forsvinde.

Jeg mærker noget der løfter mig op, og jeg vrider mig panisk. Væggene skal ikke tage mig.

"Rolig Claire, det skal nok gå" siger en stemme. Jeg må være helt fra den, væggene er begyndt at tale til mig. Jeg skriger igen for at de skal slippe mig, og holde op med at bærer mig og snakke til mig.

Men væggen stopper ikke, og jeg kan mærke at min hjerne er ved at bryde sammen. Mit syn forsvinder helt, og jeg går helt sort.

 


 

"Claire vågn op, træk vejret" der er nogen der klapper mig på kinden, og jeg misser med øjnene. Jeg kan se noget blåt, og hører en svag kvidre. Lugten af græs siver ind i mine næsebor, og jeg får ny energi. Hvor er jeg? Er jeg død, og kommet i himlen?

Jeg åbner øjnene helt, men lukker dem lynhurtigt sammen igen. Min forstilling om himlen er lige blevet modbevist. Jeg så Harry, og han er ikke en af de personer jeg ville forbinde paradis med, tvært imod.

"Claire jeg ved godt du er vågen" siger han toneløst og hans hånd stopper med at klappe min kind. Jeg sukker og åbner øjnene. Vi befinder os i en dal, tror jeg nok. Der er i hvert fald bjerge rundt om os. Her er ingen huse, og ingen mennesker, kun landevejen et stykke væk.

Jeg rejser mig op og tager mig til hovedet. Jeg har en gevaldig hovedpine, og jeg tvivler på at den bare sådan lige vil gå væk af sig selv igen. Jeg føler mig stadig svimmel, og da jeg tager det første skridt er jeg ved at drætte omkuld. Harry når at gribe fat i min ene arm, og hjælper mig på rette kurs igen.

"Slip mig, jeg kan godt gå selv" vrisser jeg og river hånden til mig. Jeg tager det næste skridt videre, men falder igen da jeg forsøger mig på det tredje.

Harry griner, men utroligt nok lyder det ikke som en hånlig latter, mere som en venlig en. Jeg rynker brynene og kigger små surt op på ham. Han skal ikke bare stå der og grine af mig.

"Hey lad mig hjælpe dig, inden du brækker noget" siger han bekymrende og rækker en hånd ned til mig. Uvilkårligt lader jeg ham hjælpe mig op i stående stilling igen. Hans ene hånd hviler trygt på min ryg og den anden på min arm. Jeg ignorere hans berøring og kigger i stedet op på ham.

"Harry hvor er vi?" jeg ligger hovedet lidt på skrå, og studere hans ansigt. Det er første gang jeg ser ham i dagslys, selv efter koncerten var det jo mørk udenfor. Hans mørke krøller er trukket til siden, med stritter stadig lidt ude i siderne. Hans øjne er helt grønne og harmløse, i modsætning til dem jeg har set når han er vred. Gad vide om de virkelig bliver sorte når han er sur, eller om det bare er belysningen nede hos mig.

Han er kun iført en hvid t-shirt og et par jeans, meget afslappet tøjvalg. Han ligner faktisk en normal teenage dreng som han står der. Men jeg kender til hans hemmelighed, og kan konstatere at han er langt mere en normal, drengen er jo komplet sindsyg.

"Det kan jeg desværre ikke svare dig på Claire" siger han kort og kigger ned mod vejen, hvor bussen holder parkeret. Jeg sukker og ser op i himlen. Solen skær mig i øjnene, og det går op for mig, at jeg ikke har været udenfor i flere dage, måske i flere uger, hvor lang tid har jeg egentlig været hos Harry?

"Hvor er Samantha?" spørg jeg pludselig og mine øjne spærre sig op. Harry åbner munden, men han ved vist ikke rigtigt hvad han skal siger. "Jeg vidste det! Du kidnapper os kun for derefter at kunne dræbe os, gør du ikke?" jeg vrider mig fri af ham, og løber med faretruende skridt så langt væk jeg kan. Jeg tumler om på jorden, med hovedet først, og rammer en hård og skarp sten. Et lille klynk forlader mine læber, og jeg tager mig til panden. I faldet mærkede jeg stenens kanter skære igennem, og mine fingerspidser bliver røde af blod.

Harry løber hen til mig, og kigger omsorgsfuldt på mig. Hans hånd lægger sig oven på min, og fjerner den roligt fra min pande. Hans øjne får et sært glimt, og jeg frygter at han vil overfalde mig, for at drikke den røde væske.

Men Harry tager hele situationen meget rolig. Han river sin hvide t-shirt over hovedet og dubber forsigtigt min pande. Mine øjne glider ukontrolleret ned ad hans bare overkrop, som er fyldt med tatoveringer. Hans mave er veltrænet, og gør hele hans boyband-look vellykket. 

Harry opdager mit elevatorblik og smiller skævt til mig. Jeg gør alt for at kigger væk, men helt automatisk for jeg øjenkontakt med ham. Han grønne ser intimt ind i mine, og jeg for en følelse af venlighed. Måske har Harry to sider?

Men jeg lader mig ikke narre, jeg har en mission om at slippe væk, og den er jeg klar til at sætte alt ind på.


Et nyt kapitel!

Så nu smutter jeg en tur i militæret, så der kommer sikkert ikke nyt herfra før på fredag, måske lørdag, håber I forstår.

 

Sara Xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...