Helpless

*Se traileren først* Claire Rose Anderson, en 17 årig pige med ar på sjælen, efter en nådesløs barndom, hvor hun voksede op i en så svært belastet familie, at hun blev fjernet og i stedet blev placeret hos flere forskellige plejefamilier hun ikke har brudt sig om. Men den frygtelige skæbne er lagt fra slut for hendes vedkommende, for da hendes bedste vendinde Melissa invitere hende med til en koncert med eksklusive backstage billeter, siger Claire ja for at gøre hende glad, men bliver på tragisk vis bortført. Hun er nu tvunget til at leve i et mørkt og fugtigt bagagerum, som næsten ingen ved eksistere, og under streng overvågning af den verdens berømte sangstjerne Harry Styles, der har skumle planer med Claires fremtid, hvis ikke hun når at forhindre ham i det.
- Denne movella deltager i konkurencen "kampen mellem fandoms" og mit emne/fandom er One Direction -

78Likes
158Kommentarer
18200Visninger
AA

4. Chapter IV

Flashback:

Jeg hostede hæst ned i mit ærme og kiggede sørgmodigt ned i jorden. Jeg var blevet sendt hjem fra skole, da min lærer mente, at jeg ville smitte de andre elever i klassen.

Mit hoved kørte rundt, og jeg frøs som bare fanden. Jeg kørte håndfladerne op og ned ad armene, i håb om at lidt varme ville opstå i min forfrosne krop, hvilket ikke syntes at virke.

Det var oktober måned og jeg havde ingen jakke. Branden i vores stue havde kostet os dyrt, og min far havde sagt at pengene skulle bruges på vigtigere ting end bare en jakke. 'Tag et par ekstra trøjer på, sådan holder man varmen' havde han sagt, og klappede mig blidt på håret. Men da jeg kun var ni år, og ikke tænkte over hvilket tøj jeg gik i, havde jeg selvfølgelig glemt det flere gange, hvilket nu resulterede i at jeg var blevet syg.

Jeg åbnede forsigtigt hoveddøren op, og listede stille ind. Begge biler var væk ude i indkørslen, så både min mor og far måtte være på arbejde. Eller i hvert fald min far, for min mor havde været arbejdsløs i flere år, på grund af hendes tindens til at få lidt for meget at drikke.

Jeg gik ind på mit værelse og faldt opgivende sammen på sengen. Jeg faldt i søvn kort tid efter, og vågnede først op efter flere timers søvn, af nogle høje og ubehagelige lyde ude fra gangen.

Jeg rejste mig sløvt op, og gik med meget langsomme og belastende skridt hen til min dør, og kiggede ud. Min bror stod med hånden over næsen og tåre i øjnene. Min mor stod med knyttede hænder, og idet jeg trådte ud i gangen til dem, hamrede hun ham i øjet, så han røg sammen på gulvet.

Jeg var forarget. Aldrig før havde hun opført sig sådan. Vi havde i ny og næ fået en lussing på kinden, men aldrig havde jeg set hende så aggressiv.

"Stop mor" sagde jeg stille, og løb hen til min bror som lå næsten bevidstløs på gulvet. Jeg kunne tydeligt se at hun havde fået mere at drikke end normalt. Hendes øjne var tomme, men samtidig fyldt med vrede. Jeg lagde mig beskyttende over min bror, da jeg var bange for hvad hun ville gøre ved ham i den tilstand, men fløj tilbage, da jeg fik sådan en på hovedet, at slaget næsten overgik det han lige havde fået.

 

 

En hånd bliver lagt under mit hoved, og trækker det langsomt opad. Noget koldt og glat bliver sat for min mund, og en sødlig væske rammer min tunge. Smagen af appelsin breder sig, og lige så stille for jeg skubbet mine øjne op.

En krølhåret dreng sider ved mig, og kigger med bekymrede øjne ned på mig. Min hals gør vanvittigt ondt, og mit hoved føltes tungt og ubrugeligt. Jeg lader mine fingre kører forsigtig hen over den sårede hud på min hals, og kan mærke det store hul der er i den. Eller et hul er det vel ikke, for flapper af huden sider stadig fast.

Jeg bider mig i underlæben, da smerten rammer min krop, og minderne kommer tilbage til mig som et lyn. Samantha der lå bevidstløs på gulvet, fyldt med sår. Harry der overmandende mig. Og bidet.

Jeg kigger skræmt op, og møder Harrys grønne øjne. Sidst jeg så dem var de mørke, nej ikke bare mørke, de var kul sorte som døden.

Det giver et lille gisp fra mig, og jeg skubber mig bagud med hænderne. Jeg skal så langt væk fra den psykopat som overhovedet muligt. Han skal aldrig røre ved mig igen. Aldrig!

Dog tager Harry min reaktion meget roligt, og stiller glasset med juice fra sig på gulvet. Han træder et skridt frem mod mig, og jeg trækker mig yderligere tilbage. Harry løfter sit ene øjenbryn og ryster svagt på hovedet af mig, men træder så overgivende tilbage, og trækker afværgende hænderne i vejret.

"Bare rolig, jeg gør dig ikke noget" siger han med oprigtig mine, men hvorfor skulle jeg dog tro på en, som bogstaveligtalt har suget blodet ud af mig. Bare giv mig en god grund.

"Jeg vil bare snakke, okay" siger Harry, og kan tydeligvis se min mistro til ham, for han sætter sig ned på gulvet, med i hvert fald to meters afstand til mig.

Jeg siger ikke noget. Jeg har intet, absolut intet jeg ønsker at dele med ham. Han er nok en af de sidste jeg ville tale med noget om. Jeg lægger armene fornærmet over kors, og kigger træls hen på ham.

"Jeg forstår dig udmærket. Personligt ville jeg nok have det ligesom dig, være bange og trodsig. Og din opførsel er helt normal, det var præcis sådan de andre piger også tog chokket, men de lærte hurtigt at leve med det."

Jeg kommer i tanke om de ti andre piger. Alle sammen piger som Harry har taget livet af. For helt ærligt, hvor skulle de ellers være. Samantha fandt jeg liggende på gulvet i det samme rum som mig, så her har de andre sikkert også været, indtil han har...

Tanken er modbydelig, men hvad der er værre, er at vi sikkert skal lide samme skæbne som dem. Hvor ironisk. Ædt af en superstjerne, jeg kan lige forstille mig overskrifterne, hvis folk fandt ud af sandheden om Mr. Styles. De ville gå amok!

Han ville blive anholdt af politiet, og sendt ind til alle mugelige former for psykologer som skulle hjælpe ham, med hans lille "spise problem." Tanken for mig til at smile, men kun så lidt at Harry umuligt vil kunne ligge mærke til det. Sådanne tanker kender jeg udemærket, de kommer automatisk når nogen har såret mig, og ønsker kun vedkommende skade og ulykke.

For min skyld måtte der godt ske Harry noget dårligt. Han har myrdet ti piger på aller værste vis, og mig og Samantha er sandsynligvis de næste ofre, ikke engang Jesus ville kunne tilgive dette. At dræne ti piger for blod, er utilgiveligt. De piger var garanteret fans, som så op til ham som deres store forbillede, og det er så hans måde at takke dem på?

"Du er et monster" hvisker jeg hæst og kigger frastødende hen på ham. Han kører en hånd igennem sit store hår og kigger ned i jorden, som om han pludselig har fået dårlig samvittighed eller sådan noget.

Nurh, stakkels lille Harry, er det først nu det er gået op for dig, hvad det er for noget lort du har lavet, det er lidt sent at finde ud af, syntes du ikke?

Harry rejser sig op, og forlader rummet, via en stor jerndør i væggen som han låser efter sig. Jeg ånder lettet op, og kravler tilbage til det lille glas med orange juice, som Harry har efterladt sig. Min mave knurre, og det føles som om der er et jordskælv derinde. Jeg lægger forsigtigt fingrene og det kolde glas, og tømmer det hurtigt for dets indhold. Det hjælper ikke meget, men det giver alligevel en hvis tilfredsstillelse i kroppen.

Jeg lægger mig ned på ryggen, med hovedet på mine hænder, og stirre op i det grå metalloft. Jeg kan hører motoren, og ved derfor at vi stadig kører. Gad vide hvor lang tid jeg egentlig har været her? to måske tre dage? Det fyldtes som en evighed.Udenfor det lille vindue er det stadig nat, men er det den samme nat som jeg så på sidst, eller er der allerede gået et døgn?

Hvordan mon de reagerer på min forsvinden derhjemme. Rita er sikkert skide sur, og helt oppe i det røde felt. Mogens er sikkert ligeså gal, og kaster rundt med tingene ude i garagen. Det gør han altid hvis der er noget der går ham på.

Men det værste at tænke på er Melissa. Hun lovede mig jo at der ikke ville ske noget, og kender jeg hende ret, hvilket jeg jo gør, så sidder hun med den største skyldfølelse af dem alle lige nu.

Min mave snører sig sammen og jeg for en underlig følelse i kroppen. Jeg vil ikke have at Melissa har det dårligt. Hvis en af os skal have skylden, så er det mig. Det er min skyld. Jeg gik med Harry. Ikke Melissa. Jeg sagde ja til at tage med til koncerten, hvilket jeg faktisk ikke måtte. Det er min skyld alt sammen.

Men var jeg ikke taget med, var det sikkert bare en anden der var blevet kidnappet. Var det mon tilfældigt at det lige var mig, eller havde Harry haft de hensigter fra første gang han så mig.

Var jeg udvalgt til at få denne skæbne?

 

 

 

Kapitel 4!

Håber i fortsat kan lide historien.

Så smid et like eller en kommentar, så ville jeg blive rigtig glad :-D

 

Sara Xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...