Helpless

*Se traileren først* Claire Rose Anderson, en 17 årig pige med ar på sjælen, efter en nådesløs barndom, hvor hun voksede op i en så svært belastet familie, at hun blev fjernet og i stedet blev placeret hos flere forskellige plejefamilier hun ikke har brudt sig om. Men den frygtelige skæbne er lagt fra slut for hendes vedkommende, for da hendes bedste vendinde Melissa invitere hende med til en koncert med eksklusive backstage billeter, siger Claire ja for at gøre hende glad, men bliver på tragisk vis bortført. Hun er nu tvunget til at leve i et mørkt og fugtigt bagagerum, som næsten ingen ved eksistere, og under streng overvågning af den verdens berømte sangstjerne Harry Styles, der har skumle planer med Claires fremtid, hvis ikke hun når at forhindre ham i det.
- Denne movella deltager i konkurencen "kampen mellem fandoms" og mit emne/fandom er One Direction -

79Likes
158Kommentarer
17810Visninger
AA

2. Chapter II


Flashback:

Jeg sad på stuegulvet og legede med min mors gamle barbiedukker. Vi havde aldrig været den familie med flest penge, og da slet ikke til sådan noget pjat som legetøj, havde min far altid sagt. Men jeg var ligeglad. Min mors dukker var gode nok til mig, og jeg nød at lege med dem. Desuden holdt de meget bedre end dem de andre piger fra klassen havde, for deres dukker mistede hele tiden armene eller hovedet, og så var de ødelagt for altid, hvorimod på mine dukker kunne alle delene tages af og sættes på igen.

Jeg elskede de dukker. Jeg havde kun fire, men det var rigeligt for mig. Tre piger og en dreng. Men det gjorde ingenting, for så kunne drengen bare have tre kærester. Det kunne man godt. Det havde min far også, men det var kun mig og min bror der vidste det, og vi måtte ikke fortælle det til mor.

Min bror Cornelius, som var seks år ældre end jeg, og femten dengang det hele skete, kom ind og satte sig på gulvet ved siden af mig. Han havde altid elsket at drille mig, og denne uskyldige stund, skulle selvfølgelig ikke være en undtagelse. 

Hans fingre lagde sig om min aller kæreste barbie, Felicia, og han løftede hende op fra den dukkeseng, jeg netop lige havde lagt hende i. 

"Stop Cornelius, giv mig hende tilbage" sagde jeg med en bestemt tone og rynkede øjenbrynene. Han sendte mig dog blot et overlegent smil og løb afsted med dukken, og mig bagefter. Jeg måtte få den fra ham, før han gemte den et sted hvor jeg aldrig ville finde den. 

"Kom så med den!" skreg jeg og skubbede til ham, men han grinede bare over hele hovedet og fortsatte legen. 

Han løb hen mod kaminen og holdt Felicia faretruende ind over ilden. Jeg prøvede at få fat i hende, men han var både større og stærkere end mig, og holdt mig med lethed tilbage. 

"Nej!" skreg jeg og rakte forgæves ud efter dukken.

Uden nogen grund, lod han dukken glide mellem sine fingre og falde direkte ned i ilden. Jeg kiggede chokeret ned på de orange flammer, der var begyndt at brænde i Felicias hår og gjorde hendes ansigt helt sort. 

"Det var ikke med vilje" skyndte Cornelius sig at sige, og noget i hans stemme lød oprigtigt. Han fik hurtigt fat i den stålstang som hang over kaminen, og fiskede barbien op.

Men flammerne fra ilden sad stadig på dukken og dansede hurtigt op ad hans hånd, så han måtte smide både stang og dukke fra sig. Og lige så let som det havde ramt ham, lige så let antændte det gulvtæppet.

"Det brænder" råbte jeg og løb forvildet rundt i stuen, ude af stand til at styre mine egne handlinger.

"Hent mor, skynd dig" råbte Cornelius til mig, og ledte efter noget at slukke ilden med. 

Jeg løb ind i soveværelset hvor vores mor altid befandt sig. Hun lå i sengen, død drukken og jamrede op om alt og ingenting. Over hele rummet stod der tomme flasker og luften var tør og sprittet. 

"Mor det brænder" fik jeg råbt, i det samme røgalarmen gik igang, men den syntes ikke at have den store påvirkning på hende.

"Mor du må hjælpe os, gulvtæppet brænder" prøvede jeg igen, men heller ikke denne gang hørte hun på mig. Hun var fortabt og ude af stand til at gøre noget som helst, det her måtte vi selv klare.

Hurtig som lynet løb jeg ud i køkkenet og fandt et viskestykke frem. Med røg i næsen og tåre løbene ned af kinderne, begav jeg mig ind i den tågede stue, men indså hurtigt at et viskestykke næppe kunne klare det. Der skulle hjælp til. Professionel hjælp. Jeg løb hurtigt hen til telefonen, og trykkede med rystende hånd 1-1-2, som vi havde lært om i skolen.

Damen jeg fik fat i var venlig og kunne sagtens høre på min stemme at den var hel gal. Hun lovede at sende hjælp ud til os så hurtigt som muligt.

Min bror var heldigvis kommet ud af stuen på egen hånd, og sammen løb vi ud på vejen, og ventede på brandbilen. Den kom ikke lang tid efter, med de blinkende sirener på jeg tideligere havde set på politibiler. 

Brændmændende klarede det hele. Og da arbejdet var gjort, sagde de at vi havde været modige. Men det var vi jo nød til, for vores mor var ikke i stand til at hjælpe.

 


 

En ubeskrivelig smerte dunker i mit hoved, og jeg føler mig som en tromme som hele tiden bliver slået på. Mine øjenlåg er tunge, og de ryster idet jeg prøver at åbne dem. Men det er kun det venstre øjne der reagere. Det højre øjenlåg hænger slapt ned, så jeg næsten ingenting kan se med det.

Jeg befinder mig i et mørkt rum. Her lugter af en mærkelig blanding mellem benzin, brændt hår og fugt. Ikke lige just en god sammenblanding. Mit venstre øje bevæger sig langsomt gemmen rummet, mens det så småt vender sig til mørket.

Rummet består af fire vægge, som et hvert andet rum. I den ene væg, helt oppe ved loftet er der et lille vindue, hvor et hvidt lys skinner ind ad. Det må være månen, hvilket vil sige at det er nat udenfor. Temperaturen er kølig, og væggene er kolde. Jeg tror de er af metal, de er i hvert fald hårde og glatte. 

Rummet ryster en anelse, og jeg er næsten sikker på, jeg kan hører lyden af en tændt motor. Hvor befinder jeg mig helt præcist?

Jeg skubber mig op at stå, og kan mærke en summen i fødderne. Nu er det fastslået, jeg må altså befinde mig i noget der bevæger sig frem ad, formodentlig en bil eller et andet køretøj.

Hvordan er jeg overhovedet havnet her? Det sidste jeg husker er... Harry! Han førte mig med ind i sit omklædningsrum, hvor han pludselig blev lidt for påtrængende så jeg måtte gøre modstand, hvilket endte med at han slå mig i gulvet. Og nu sidder jeg så her.

Det giver ikke nogen mening. Har Harry slæbt mig med herind? Og hvis han har, hvorfor i al verden har han så gjort det? Hvilken nytte kan jeg dog  gøre?

Der er alt for mange spørgsmål, og mit hoved er for svagt til at håndtere dem lige nu. 

"Hallo?" råber jeg svagt og venter på et svar. Men et svar som ikke kommer. Jeg banker på væggene og vinduet, men ingen reagere.

"Hallo, er der nogen der kan hører mig?" råber jeg igen.

En hviskende lyd over fra det ene hjørne af rummet ramme mit øre, og jeg får øje på en skikkelse jeg ikke havde lagt mærke til før. 

Mit hjerte banker hurtigt, men jeg bider tænderne sammen og går derhen alligevel. Det viser sig at være en ung pige der ligger på gulvet. Hun har nogle kraftige sår på halsen og håndledene, og hendes blik og vildt og stirrende. 

Hun er vel ikke... Jeg når ikke at tænke tanken til ende, før hun bevæger sig voldsomt og vender sig om på siden. Hun kigger direkte op på mig, og hiver efter vejret.

"Hej," siger jeg forsigtigt. "Jeg hedder Claire Anderson, bare rolig du skal ikke være bange for mig, jeg gør dig ingenting" jeg hæver armene over hovedet for at bevise mine ord. 

Hun hiver øredøvende efter vejret igen, og hvisker meget stille: "Samantha McKleen."

Alt indeni mig stopper. Samantha McKleen er navnet på pigen der har været bortført i to måneder. Hende der blev taget til en koncert, sammen med ti andre piger. Vil det så sige at jeg også er blevet bortført? Er jeg nr. 12?

En bragende dør der blevet revet op giver genlyd i rummet, og jeg vender hovedet for at se årsagen til larmen.

Og der står han. Mindre end to meter væk. Han læner sig op ad dørkarmen og står bare og betragter os med halv sammenknebene øjne. Hans ondskabs fulde smil er ikke til at tage fejl af. Han nyder vores chokerede blikke. Han kører en hånd gennem sit tykke hår, og træder et stridt frem.

"Dejligt at se jer piger, har I ventet på mig?" spørg Harry Styles med selvsikker stemme.


  

Hej folkens, nyt kapitel igen.

Tak til jer der allerede har liked eller sat den på favoritlisten :-D

 

Sara Xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...