Helpless

*Se traileren først* Claire Rose Anderson, en 17 årig pige med ar på sjælen, efter en nådesløs barndom, hvor hun voksede op i en så svært belastet familie, at hun blev fjernet og i stedet blev placeret hos flere forskellige plejefamilier hun ikke har brudt sig om. Men den frygtelige skæbne er lagt fra slut for hendes vedkommende, for da hendes bedste vendinde Melissa invitere hende med til en koncert med eksklusive backstage billeter, siger Claire ja for at gøre hende glad, men bliver på tragisk vis bortført. Hun er nu tvunget til at leve i et mørkt og fugtigt bagagerum, som næsten ingen ved eksistere, og under streng overvågning af den verdens berømte sangstjerne Harry Styles, der har skumle planer med Claires fremtid, hvis ikke hun når at forhindre ham i det.
- Denne movella deltager i konkurencen "kampen mellem fandoms" og mit emne/fandom er One Direction -

79Likes
158Kommentarer
17672Visninger
AA

1. Chapter I


 

Jeg sukker tungt og tager mig til panden. Melissas øjne er klistret til mig, og hun sider utålmodigt og venter på min beslutning. Men jeg ved bare, at hvis jeg siger ja, får jeg så meget ballade, at jeg aldrig får lov til at være sammen med Melissa igen.

"Jeg har faktisk ikke lyst" lyver jeg og prøver virkelig på at lyde oprigtig.

Men selvfølgelig gennemskuer hun mig. Det er som om, hun kan stirre lige igennem huden på mig, og læse min hjerne som en anden bog. Gid jeg havde den evne, det ville have gjort min fortid langt nemmere og mindre smertefuld.

"Claire please, jeg beder dig. Jeg bliver nødt til at have en med, ellers føler jeg mig helt forever alone. For man tager altså bare ikke til koncert alene" fortsætter hun og folder hænderne, som var jeg en gudinde hun bad til.

"Du ved de ikke vil have det, Rita flipper ud hvis hun får det mindste tip om det" siger jeg alvorligt, og vi ved begge to godt at mine ord er sande. Rita kan være en tyran uden lige, især hvis man går imod hendes ordre. Engang da jeg kom et kvarter forsent hjem fra Melissa, fik jeg stuearrest i to uger, så jeg gik glip af vores afslutningsfest og football holdets finalekamp. 

"Årh kom nu, det vil altså virkelig betyde alt for mig, Claire be be" Melissa er ude af stand til at stoppe, men jeg forstår hende godt. Hun har i snart et år, været fortabt i boybandet One Direction. Og når jeg siger fortabt, så mener jeg det bogstaveligt! Hun har alle deres albums, hendes værelse er overklistret med deres ansigter, hun snakker om dem konstant, hendes dyne, hovedpude og lagen er betrukket med dem, hun går i det tøj som hun har set dem gå i, hendes twitter konto er altid åben på hendes mobil og computer, og når ja, har jeg fortalt hvor forelsket hun er i de drenge? 

Jeg har fundet kærligheds digte i hendes skuffer, hvor hun erklære sin håbløse kærlighed til dem. Tænk at hun kan være så tiltrukket af nogen hun ikke engang kender. Det har jeg aldrig rigtig forstået. Jeg har altid været nervøs blandt nye mennesker, men det skyldes nok min opvækst.

"Du kommer til at fortryde det, hvis du ikke tager med. Jeg kommer til at fortryde det. Jeg nægter at møde dem alene" siger hun bestemt og lægger armene over kors.

Når ja, det havde jeg næsten glemt, Melissas fars, fætters, kærestes, brors, nieces, mand arbejder i den arena hvor de skal optræde i morgen, og fordi Melissa er sådan en kæmpe-fan har hun kontaktet ham, og han har så efterfølgene skaffet hende backstages billetter så hun kan møde drengene.

"Jeg ved ikke rigtigt" siger jeg tøvende og kigger ned i gulvet.

"Please! Sig du sover ved mig, så tror Rita og Mogens at du er der, men i stedet tager vi til koncert og har det for vildt!" det sidste råber hun så højt at jeg må holde hende for munden, da man aldrig ved hvem der lytter bag dørene i det her hus.

Jeg er nemlig ikke den eneste som bor hos Rita og Mogens, udover mig har de også anskaffet sig fem andre plejebørn, som de skal holde styr på, hvilket de ikke klare ret godt set fra min synsvinkel. 

Jeg er næstældst efter Toby, hvilket vil sige at jeg har fire mindre "søskende", som Rita og Mogens prøver at holde nogenlunde i snor, hvilket betyder at de ikke har ret meget tid til overs til hverken mig eller Toby for den sags skyld. 

Godt der kun er et år til jeg fylder atten, så er jeg den der er flyttet! Mig og Melissa har allerede bestemt os for at flytte sammen, da ingen af os kan lide følelsen af at være alene. Melissa fordi hun altid har været vant til en omsorgsfuld familie der altid er der for hende. Og jeg fordi jeg har mine egne personlige grunde, jeg ikke ønsker at tænke tilbage på lige nu.

Melissa sender mig hundeøjne-blikket, så hendes store brune øjne bliver spærret op og ser bedårende ud som en lille hundehvalps.

"Okay fint. Men hvis Rita finder ud af det, så lov at du dræber mig før hun gør, for hendes metoder er langt mere smertefulde" siger jeg sarkastisk, og smiler til hende.

"Yes!" udbryder hun og omfavner mig, men kun hurtigt, for hun ved bedst af alle, at jeg hader nærkontakt med andre mennesker.

"Vi skal til koncert! Vi skal til koncert!" griner hun glad, og begynder at danse rundt på gulvet.

 


 

"Det er nu to-måneders dagen for den forsvundende syd stats pige Samantha McKleen, der den 18 september forsvandt på mystisk vis, efter hun og nogle veninder havde været til koncert med bandet One Direction. Der er stadig ingen spor efter hende, men politiet arbejder stadig på sagen. 

"Vi kan forestille os, at gerningsmanden går efter unge piger i alderen 15-18 år, og eftersom det vrimler med teenager til disse koncerter, er det et oplagt sted at slå til" udtalte politiinspektør M.J Parks i eftermiddags,og råder alle der skal til de kommende koncerter, om at passe ekstra godt på sig selv og sine medmennesker.

Det er ikke første gang en pige er forsvundet til disse koncerter, for i de sidste atten måneder er piger fra alle egne af verden meldt savnet, og tallet er oppe på elleve nu.

Det var alt for nyhedserapotagn i dag, og nu til Maysie med vejret..." 

Jeg kigger bekymret over på Melissa, som er igang med at parkere bilen. Hun syntes dog slet ikke at bemærke hverken mig eller radion, eller også lader hun bevidst være med det.

"Melissa? Hørte du lige hvad de sagde? Er du stadig helt sikker på det her, jeg mener tænk nu hvis der sker noget" siger jeg uroligt, og kigger ud af bilruden på de mange forbigående fans.

"Tag det nu roligt Claire, du ved jo nok at sådan noget kan ske hvor som helst, det er bare et tilfælde at det lige er sket til de her koncerter" siger hun fraværende og går ud af bilen.

"Nå okay, så er det vel bare elleve tilfældige hendelser, som tilfældigvis kun er hent ved One Direction koncerter" fortsætter jeg, smækker bildøren i og løber efter hende.

Uanset hvad jeg siger til hende lige nu, vil det ikke engang nå ind i hendes øre. Hun er helt væk. Hendes øjne stråler af lykke, og hun kigger forventningsfuldt op på det store stadion, som vi skal befinde os i de næste mange timer, sammen med flere tusind andre piger der deler samme musiksmag som Melissa.

Melissa begynder af løbe hen mod indgangen, og da jeg ikke har lyst til at blive efterladt alene, er jeg nød til at løbe med.

"Woau Claire, prøv lige at tænke på, at om mindre end to timer befinder vi os inde i samme sal som dem" hviner hun mens hun hopper op og ned.

Og med 'dem' mener hun selvfølgelig drengene fra bandet. Hun er jo helt besat. De drenge er seriøst som guder for hende, hun vil gøre alt hvad de siger, uden så meget som at tøve. De er hendes et og alt!

 


 

Melissa kan slet ikke stoppe med at skrige, og efterhånden er hendes stemme blevet så hæs, at det næsten minder om, når man køre fingerneglene ned af en tavle, skingert og uudholdeligt at hører på.

Vi står i en lille kø, bestående af fem-seks piger udover os, som også skal med backstage og møde drengene. Og alle de andre piger er mindst lige så overgearet som Melissa. 

Jeg er ved at blive en smule sindsyg af deres skrig, og jeg ånder lettet op, da vagterne endelig åbner dørene og pigeflokken farer ind.

Jeg går bagerst og er nok den af os alle sammen som forholder sig mest i ro, hvilket nok skyldes at jeg ikke er fan af drengene, men bare er taget med for at gøre min veninde glad.

"Louis!" råber de alle sammen i munden på hinanden, da den brun-håret brite komme gående ind i rummet. Han bliver omfavnet og kysset af dem alle, mens han skriver autografer og tager billeder med dem.

Og ravnerokket fortsætter da resten af bandet kommer ind. Jeg holder mig bevidst lidt i baggrunden, da det ville være uretfærdigt hvis jeg trængte mig på, da deres kærlighed er enorm stor til bandet, og min... nej vent, jeg har ingen kærlighed til bandet, for mig er de faktisk bare fem britiske fyre der kan synge, ikke andet. 

Desuden er jeg heller ikke lige typen der er så meget til alt det der krammeri, så det passer mig faktisk fint at stå et stykke væk.  

Men selvfølgelig er der to af drengene der opdager mig, og kommer straks hen og omfavner mig. Deres kroppe bliver presset tæt ind til min, og en ubehagelig følelse begynder at vokse indeni mig. Heldigvis går det hurtigt, og jeg tror de kan mærke at jeg føler mig en smule utryg ved det.

De er begge højere end mig, og står bare og kigger ned på mig. Den ene er lyshåret med lyseblå øjne og et bredt smil om læben. Den enden er mørkhåret, med en masse krøller og og næsten lysne grønne øjne. Niall og Harry hvis jeg ikke tager helt fejl.

Niall bliver kort tid efter revet væk af et par piger, der vil have taget et billede, hvilket efterlader mig tilbage med Harry. Han kniber øjnene sammen, og lægger hovedet lidt på skrå. Jeg kan mærke hans blik bevæge sig langsomt ned af min krop, og et skævt smil breder sig på hans læber.

"Hey vil du ikke med ud at have en tår at drikke, her er ved at blive en anelse trængt herinde" siger han henkastet og kigger rundt i det godt fyldte lokale.

Jeg er ikke spor tryg ved tanken om at gå med en fremmede, og for at være helt ærlig, er der et eller andet ved hans blik der giver mig gåsehud. Jeg kigger mig hurtigt over skulderen, og får øje på de tre andre drenge jeg ikke har hilst på endnu, og de har tilsyneladende lige fået øje på mig. Jeg vil ikke have mere nærkontakt med fremmede i dag, da jeg virkelig ikke bryder mig om fornemmelsen, så instinktivt kigger jeg op på Harry og nikker.

Han lægger sin ene hånd på ryggen af mig, og fører mig med ud af rummet. Vi går ned af en lang gang, der næsten er mørklagt, på nær af nogle enkelte loftlamper, der oplyser gangen i et grønligt skær. Min vejrtrækning er en smule rystende, og hele miljøet minder mig om noget fra paranormal activity. Faktisk ville det ikke komme som nogen stor overraskelse for mig, hvis en af dørene om lidt ville brave op, og inden mig eller Harry ville blive revet med ned langs gangen.

Mine øjne spejder ængsteligt på hver dør vi går forbi, indtil Harry fører mig ind i et rum, der lægger i slutningen af gangen. Rummet er ligeså mørkt som gangen, og den eneste lampe i loftet, er faretruende tæt på at sprænge. 

Harry går hen til et lille køleskab og tager to flasker ud. Han kaster den ene hen til mig, og jeg griber den i mine hænder. Væsken er sød og en smag at jordbær breder sig på mine smagsløg. Hvad er det mon? En form for energidrik måske?

Harry kommer nærmere igen, og endda så tæt at jeg kan mærke hans varme ånde mod mit ansigt.

"Du har utrolig smukke øjne," siger han hæst og ser mig direkte ind i øjnene. Jeg bryder mig ikke om den måde han siger det på. Jeg bryder mig i det hele taget bare ikke om at få komplimenter. "Og din mund," fortsætter Harry og kører en finger over mine læber.

Nu er det nok! Jeg skal ikke nyde mere af det her. Alle mine faresirener kører rundt i hovedet på mig, og jeg ved at jeg skal gå nu før det udvikler sig. Jeg har trods alt prøvet noget lignende før, som jeg ikke ønsker skal gentage sig.

"Jeg vil gerne tilbage til de andre nu" siger jeg bestemt og træder et skridt baglænd, og dermed lidt væk fra Harry.

"Come on, glem nu de andre. Nu er det kun os to" hvisker han med sin hæse forførrende stemme. Han kommer pludselig tæt på igen, og  hans hånder lægger sig på min lænd, og tvinger mig op af en væg.

"Harry stop!" siger jeg panisk og prøver at vride mig fri af hans greb.

"Hey tag det nu roligt, lad være at ophidse dig" Harrys stemme er rolig og selvsikker. Han trækker mig helt ind til sig, og jeg kan mærke hans hænder bevæge sig op under min trøje.

"Harry! Harry stop, jeg vil ikke" råber jeg, men jeg er fanget i hans greb og kan ikke komme fri igen. Panikken vokser i mig og bider sig fast i sindet på mig. 

Harry presser sine læber ind mod mine, men jeg vender straks hovedet, så det mislykkes for ham.

"Slip mig!" skriger jeg og prøver at skubbe ham væk. Han tager fat i mine hænder med et stramt greb og ser irriteret på mig. 

Harrys ansigt kommer frem mod mit igen, og denne gang når jeg ikke at reagerer, så hans læber lukker sig om mine. Det føles ubehageligt, og jeg vrider mig så meget jeg kan. Svenden er begyndt at melde sig på min krop af bare angst, for jeg har på fornemmelsen hvad det her vil ende med. 

Jeg må gøre det eneste jeg kan gøre, så da Harrys læber skiller sig fra mine, tøver jeg ikke. Spyttet rammer ham lige mellem øjnene, og forvandler strakt hans blik til ondskabsfuldt og hævngærrigt. Jeg kan mærke vreden stige i ham, og når lige akkurat at se hans knyttede næve, før han hamre den i fjæsset på mig, og jeg falder sammen på gulvet.


 I anledningen af min fødselsdag, syntes jeg lige at I skulle have en ny movella,

håber I kunne lide den og har lyst til at kommentere eller smide et like,

det ville betyde meget for mig at hører jeres mening!

 

Sara Xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...