7, 9, 13

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 sep. 2013
  • Opdateret: 6 sep. 2013
  • Status: Igang
Resume følger.

0Likes
0Kommentarer
83Visninger
AA

2. Kapitel 1 (Andalusias synsvinkel)

"Behøver jeg at farve mit hår?" jeg skubbede Aricata væk fra mig, i en vred bevægelse, da hun holdte den gule dåse over mig. Jeg gloede anklagende på hende, og nedstirrede hende for groft. "Jeg kommer til at ligne en idiot"

"Du skal ned og sociallisere med idioter"

Jeg snerrede af hende. Hendes blå fingre hoppede rundt på min hud, og gav mig lyst til at ryste mit hoved. Smerten var enorm, da hårfarven ramte mig. Jeg snerrede, men holdte et skrig inde. Er det sådan noget jordboere bruger? De må sgu være sindsyge. Aricatas fingre gnubbede mit hår, ind i den sviende væske, far havde fået fra jorden. Det føltes som om min hud hævede, og jeg kneb øjnene sammen. Jeg håber sgu at underholdingen bliver god i år. Ellers har jeg sgu en høne at plukke med alle her.

Det bliver gnubbet mere ind, og smerten bliver mere og mere ulidelig. Aldrig har følt en værre smerte. Du gør det her for underholdingen Andalusia. Du skal aldrig gøre det igen. Slap af. Det kommer ikke til at tage lang tid. Nej. Det skal nok gå.

"Hvorfor gør det her så ondt" mumler jeg snerrende, som en hentydning til Aricata. Jordboere er syge i hovedet. "Stop!"

"Nej, jeg har fået en ordre Andalusia. Stå så stille" jeg sendte hende det mest dræbende blik. The killereyes of killereyes. Hvor ville jeg ønske jeg var en af de der smeltere, der kunne smelte andre med dræberblik. Hvis bare Aricata ville gå væk. Jeg sendte milliarder af onde tanker til hende, mens hun med voldsomme runde bevægelser, gned det ind i cirkler, i mit hår. Alt for hårde bevægelser, og hendes negle der skrapede i min hud, så hårfarven kunne falde ind og svie dobbelt så meget. "Stå stille. Så går det hurtigere"

"Nej det gør ej" snerrede jeg, og slog ud i luften. "Det går bare langsommere og langsommere"

"Du er færdig nu" mumlede Sikita. En dreng fra personalet, omkring de 16. Hurtig, men med klamme blæksprutte arme, hvilket gjorde det åndsvagt han skulle gøre rent. "Dit hår er gult. Vil frøken have et spejl?"

"Ja tak!"

Jeg så ud af helvedes til. Mit hår var blond, og krøllet, mine øjne var dækket af et tykt lag eyeliner, og jeg lignede ærligt talt en idiot. Jeg gloede længe, men der var intet mig tilbage. Alt var gemt bag en klam overflade. Alt den skønhed jeg var blevet velsignet med.

"Du er klar til at tage afsted" smilede Bero. En lille rødhåret spirrevip, med lange øjenvipper, og kiggede venligt på mig. Jeg har altid kunne lide Beto. Hun er ikke som de andre. Hun kan finde ud af at smile ægte. "Afgang til jorden!"

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...