Haredrengen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 sep. 2013
  • Opdateret: 6 okt. 2013
  • Status: Færdig
hvad sker der hvis man skaber et menneske ud fra en hare? hvad for en person vil man få? et menneske uden empati og kærlighed eller et dyr med en samvittighed det ikke kan leve op til? kan sådan en person klare sig selv, er det overhovedet muligt?

Daniels "mor" dør, og han har ingen steder at gå hen. så hvad gør en dreng der kun kender de helt basale menneskelige følelser........... han prøver sig frem og lære af sine fejl.
Men det er ikke alle der er lige forstående og en dreng der ikke forstår sig på mennesker kan komme galt afsted.

1Likes
6Kommentarer
328Visninger
AA

1. prolog: skabelse og død

03/11 2933… den danske ambassade… London….

”HVAD?!” nærmest skreg han, ”ER DET.. er det virkelig lykkedes?”. ”Ja” sagde jeg helt forpustet, efter at have løbet hele vejen fra laboratoriet, ”det lykkedes, det er blevet menneskeligt”.

29/11 2933… laboratoriet … London…

”Han klarede alle testene helt fint” sagde dr. Gregori, og så på mig med sine grå øjne, ”han kunne svare på alle spørgsmålene og han er i fin fysisk form”. ”Han siger dog stadig nogle dyrelyde”. Det var ikke til at tro, siden niende klasse havde jeg knoklet på det her projekt, og nu var det endelig, efter 7 års arbejde, lykkedes mig, at skabe et menneske fra et harefoster. Jeg tror, at det var det var det lykkeligste øjeblik i mit liv.

25/7 2944… laboratoriet… London…

Det var sommer og solen stod højt på himlen, Daniel og jeg gik sammen ned ad de små gader til laboratoriet. Daniel var nu 11 år og jeg havde passet ham som min egen søn siden den dag det var lykkes mig at omdanne ham til et menneske foster. Efter 5 minutter var vi ved laboratoriet. Dr. Gregori sad udenfor, og spiste sin frokost, da vi kom. ”Hej med jer” sagde han og vinkede, ”for resten, Alma, der er kommet en gruppe studerende fra nogle forskellige internationale laboratorier , som vil høre om… ja om Daniel”. ”Ja, jeg ved det” svarede jeg over skulderen, da jeg gik ind med Daniel i hånden.

Da vi kom ind, sad en gruppe unge ved et bord i hjørnet, det måtte være de studerende. Jeg bad Daniel, om at gå ind og vente ved siden af, mens jeg snakkede med de studerende. Det er nok det dummeste, jeg har gjort i mit liv. Jeg vidste jo godt, inderst inde, at Daniel var meget nysgerrig, og ville komme til at pille ved noget, men det tænkte jeg selvfølgelig ikke over. Så mens jeg sad og svarede på de studerendes spørgsmål, om Daniel, mine forskningsmetoder og hvad jeg ville i gang med nu, gik Daniel rundt helt alene og ubevogtet i lokalet ved siden af. Han kiggede på alle de halvfærdige eksperimenter, og de mange apparater, og han kunne naturligvis ikke helt lade vær med at pille.

Jeg sad stadig og snakkede med de studerende, da jeg hørte noget der lød som glas der smadres. Og lige så stille begyndte at sive røg ud under døren, til det rum Daniel var i. Jeg sprang op, og råbte til de studerende at de skulle se at komme ud. NU. Jeg kunne høre brandalarmen gå i gang, da jeg løb hen til døren, og da jeg åbnede den vældede røgen ud i hovedet på mig. Jeg kunne kun med nød og næppe få øje på Daniel, der stod klemt op i et hjørne omgivet af flammer, der hurtigt spredte sig. ”Buk dig ned under røgen”, råbte jeg ”jeg får dig ud her fra”. Jeg skyndte mig hen til ham, så hurtigt jeg kunne uden at blive ramt af de hurtigt voksende flammer. Jeg greb fat i hans arm, og begyndte at småløbe uden om alle bordene med underlige væsker og mislykkede forsøg. Jeg kunne mærke Daniels hånd klemme om min. Jeg vidste, at hvis først der gik ild i bare ét af forsøgene, ville der ikke gå lang tid, før noget eksploderede. Vi var halvvejs gennem lokalet, da jeg hørte en høj knasende knæklyd, jeg kiggede op, og nåede lige at se en af loftsbjælkerne blive gnavet over af flammerne, før den svingede ned mod os. Jeg skubbede Daniel over mod døren, væk fra den brændende bjælke, men nåede ikke selv væk. Jeg blev slynget ind i et og bordene, og al luften blev slået ud af mine lunger. Da jeg prøvede af fylde dem, var der kun røg, og jeg begyndte at hoste, mens den kvælende fornemmelse bredte sig. ”MOR” skreg Daniel, og jeg så hen på ham gennem flammerne. For første gang synes jeg at jeg så noget af dyret i hans øjne. Haren, der for alt i verden ville væk, langt væk, uden at se sig tilbage. ”MOR” skreg han igen ”REJS DIG” nu græd han. Selvom jeg tydeligt kunne høre angsten i hans stemme vidste jeg, at han gerne, virkelig gerne, ville hjælpe. Men han kunne ikke, flugt instinktet var for stærkt, han var bange for selv at dø. Jeg prøvede at sige til ham, at det var okay, at han bare skulle løbe, og at jeg ikke, aldrig nogensinde, ville bebrejde ham noget. Men jeg kunne ikke få luft, mine luger tømtes lige så langsomt for den sidste luft, og jeg fik aldrig fortalt Daniel at det ikke var hans skyld. Jeg kunne bare ligge slap og se det eneste menneske jeg havde kært vende sig langsomt, bange og skyldbetynget, rundt, og vide at det var mig, der havde givet ham den samvittighed der nu tyngede ham.

Jeg var så optaget af hvad der nu skulle ske med Daniel, at jeg ikke bemærkede døden, den var der bare. Og så var der ligesom bare ikke mere. Så det var altså sådan jeg skulle dø, i et laboratorium den 25. juli 2944.

26/7 2944… politistationen… London…

Den næste morgen var alle, der havde været i laboratoriet ved branden, samlet på politistationen. Eftersom der ikke var nogen, der havde noget at skjule, var sagen gået meget hurtigt. Daniel var ikke blevet idømt nogen straf, fordi han som dommeren sagde:” ikke juridisk kan betragtes som værende menneskelig, når han er skabt af et harefoster”, og jeg tror simpelthen at alle havde ondt af ham. Han havde mistet alt, og alligevel var der ingen der frivilligt tog ham til sig. Først da dommeren begyndte at tale om at anbringe ham på børnehjem, brød Dr. Gregori ind. ”Jeg skal nok tage mig af ham” sagde han, og så hurtigt over på Daniel.

Da de gik ud fra politistationen, stoppede Daniel op, kiggede på Dr. Gregori, og sagde:” Tak”. Dr. Gregori kiggede bare ned på ham, ”Det var så lidt”, sagde han, nikkede, og gik videre. Det var det sidste de sagde til hinanden før begravelsen.

30/7 2944… kirkegården… London…

Det var koldt og gråt den dag, den lille kirkegård var fyldt med sortklædte sørgende mennesker. Daniel stod i mængden, og så ned i det dybe hul, som den lille tykke præst og nogle andre mænd for lidt siden havde hejst hans mor ned i. Nu var kisten dækket af roser og en lille bunke jord. Jeg ved ikke om han forstod, at han aldrig ville komme til at se mig igen, men sorgen og skylden var tydelig at se i hans lille ansigt. En hånd lagde sig på hans skulder, og han kiggede op, det var Dr. Gregori. ”Må jeg lige tale med dig et øjeblik? ” spurgte han stille. Daniel nikkede, og fulgte med ham væk fra mængden. ”Jeg holdt meget af din "mor"” sagde Dr. Gregori med en lille grimasse der nok skulle have været et smil, ”hun var et godt menneske”. ”Ja det ved jeg" sagde Daniel stille uden at kigge op "jeg elskede hende meget".  Gregoris triste smil blev med et afløst af vrede. Og uden at tænke på at Daniel, på trods af alt, kunne føle, og måske var den på kirkegården der var mest ked af det, begyndte Dr. Gregori at råbe. ”Gjorde du? Elskede du hende virkelig? Var det på grund af kærlighed at du bare lod hende ligge i flammerne?” Daniel havde løftet hovedet og så skræmt på doktoren. ”Du kunne have redet hende men du valgte at lade vær! Du er ikke spor bedre end enhver anden hare”. Nu græd Daniel, han stod bom stille, og så op på den mand, som skulle tage sig af han til han kunne klare sig selv, der råbte ad ham, mens tårerne trillede ned ad Daniels kinder. ”j-je  jeg var bange” næsten hviskede han med grådkvalt stemme. ”Bange! HA!   Det er da meget fint" råbte Gregori, og nidstirrede Daniel med øjne der lynede af had og foragt, "men det er da ikke naturligt at lade sin mor dø bare fordi man er BANGE”. Nu var dr. Gregoris råb så højt, at flere af gæsterne på kirkegården havde vendte sig.

Jeg har næsten altid været enig med dr. Gregori, men at sige, at det Daniel gjorde ikke var naturligt, er direkte forkert. Det er os der er unaturlige, når vi bliver i farlige situationer, for at rede andre, selv folk vi elsker. Og det var jo mig der begik en fejl da jeg gav Daniel den samvittighed han nu var tynget af.

Daniel kiggede en sidste gang, med tårevædede øjne, på dr. Gregori, før han svarede med harens gevær. Han løb.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...