Når Livet Slutter


5Likes
8Kommentarer
471Visninger
AA

1. Når Livet Slutter

 

 

 

Hospitalet var stille. Så stille at det virkede øde. Forladt. Men sådan er det altid om natten. Kun de uafbrudte apparater, der kører dag ind og dag ud, minder én om, at man ikke er den eneste. Mine fødder dunkede stille mod det lysebrune gulv. Mit åndedrag var lydløst. Kun jeg kunne høre mit hjertes uafbrudte banken. Der var ingen, ingen mennesker, men jeg vidste at det kun var et spørgsmål om tid. Og jeg ville ikke overraskes nu.

     Udenfor var der mørkt. Vinduerne i de store højhuse var slukkede, og de konstante reklamer i neonlys fik mig til at knibe øjnene sammen. Bilerne dyttede af hinanden, og unge væltede rundt på gaderne og grinte, uvidende om alt den smerte der ventede dem senere i deres liv.

     Jeg trak vejret tungt.

     Jeg gemte mig, da en rengøringsdame gik ned ad gangen, med en vogn fuld af identificeringsmiddel og klude foran sig. Hjulene knirkede let, og hun svuppede rundt i sine hvide træsko. Det var sådan et ensomt liv hun havde. De trætte øjne og de tætte rynker fortalte det hele. Hun ønskede at give op, men blev alligevel ved. Fortsatte. Hendes hvide kittel forsvandt ned om hjørnet.

     Stilhed.

     Jeg fugtede mine læber, og trak håret væk fra øjnene. Over mig tikkede uret, som om det bevidst mindede mig om, hvor lidt tid jeg havde tilbage. Da jeg vidste at hun var langt væk, listede jeg ud fra mit gemmested, og fortsatte den anden vej. Min højre hånd gled hen langs den ru væg, og det vibrerede i mine fingre på en ubehagelig, kildende måde. Jeg talte dørene inde i mit hoved, mens jeg hele tiden var opmærksom på lyde. Fodtrin, stemmer, alt der kunne afsløre mig. Men der var intet.

 

Pigen i rum nummer 47 var det smukkeste menneske jeg havde set. Hun var smukkere end alle de andre, jeg ellers havde besøgt. Trods hendes indsunkne kinder, og det fedtede, mørke hår, lignede hun en engel, som hun lå der – fredfyldt, og med lukkede øjne. Jeg havde besøgt hende i de sidste par uger. Og hun havde ligget dér på den samme måde, hver evig eneste dag.

     Jeg rettede på hendes lagen, før jeg satte mig ved hendes side. Min hånd viklede sig ind i hendes. ”Du skal ikke være bange,” hviskede jeg. Hun trak stille vejret. ”Døden gør ikke ondt. Det er kun livet.”

     Lagenet bulede en smule op, for hver vejrtrækning. Hun kunne ikke høre hvad jeg sagde. Hun sov bare.

     ”Kan du huske dengang, hvor du næsten druknede?” Jeg smilede i mørket. Uden for vinduet lød der latter. ”Dengang du var lille. Din mor sagde at du ikke måtte, men du var nødt til at røre ved overfladen på søen med dine fingerspidser. Du skreg, mens du prøvede at komme op, men der var ingen. Ingen til at redde dig. Du troede, at du skulle dø, ikke? Du troede aldrig, at der ville komme nogen og redde dig. Men du ønskede at der gjorde.”

     Stilhed. Rengøringsdamens vogn knirkede langt borte.

     ”Nogen gange ønsker man at blive reddet. Når ens død ser meningsløs ud. Men når man har mistet alt, er døden så meningsløs? Når man ligger som dig, dag ud og dag ind, uden at kunne noget. Jeg ved ikke engang om du bemærker noget omkring dig. Måske får pillerne dig bare til at sove.”

     Jeg rejste mig op, og gik hen til vinduet. ”Da du var fjorten fik du en kæreste. En sød, lidt ældre fyr. Og du elskede ham, gjorde du ikke? Du elskede ham, for hver gang han så på dig, lyste du op i et smil, der kunne blænde solens stråler. Du snakkede om ham, så snart du fik chancen. Du fulgte ham, hvad end han skulle. Og da du var femten, gik det hele i stykker, ikke sandt?”

     Jeg håbede på en eller form for reaktion, men der var intet.

     ”Du så ham kysse med en anden. En veninde, du havde holdt så meget af. Din bedste veninde. Og hvad gjorde du? Du græd og ønskede at dø. Du ønskede at dø, fordi livet var uretfærdigt, og dog havde du så meget, som alle andre ville have drømt om. Du ønskede at dø, uden at tænke på dine forældre og alle de andre der ville græde over dig. Du ønskede at dø, for at han skulle mærke smerte. Men du døde ikke.”

     En mand løb over vejen, og en bil dyttede arrigt af ham. ”Og hvorfor ikke? Fordi du stadig havde en mening med livet.” Jeg vendte mig mod hende, hvor håret lå fladt ned over de kødløse skuldre. Hendes let adskilte læber var tørre og sprukne. ”De ville ikke tage dig med på Dignitas?” hviskede jeg. Så lavt, at kun jeg kunne høre det. ”Du plagede dem om det, men de kunne ikke … de kunne ikke give slip. For de elsker dig.”

     Jeg rømmede mig og ville ikke kigge på hende, for jeg kunne mærke tårerne nu, og selvom hun sov, ville jeg ikke lade hende se mig græde. ”De elsker dig for den du var engang. Den livsglade person, der smilede og grinede, og altid så positivt på alting. Og så endte du her. Uden nogen som helst af de ting tilbage. Og alligevel elsker de dig. For den person du var engang, overskygger den du er blevet. Og de elsker dig for højt til at indrømme hvad der er bedst for dig. Men du vidste det.”

     Jeg sukkede. Mine fingre kørte let hen over min kind, så spidserne blev fugtige. ”Det er egentlig uretfærdigt … at når der endelig kommer en god grund til at dø, så kan man ikke længere gøre en ende på livet. Så er man bundet til andres irriterende omsorg, og når man bare så meget som nævner ordet selvmord, så flipper de helt ud. Jeg har ret ikke?”

     Hun svarede ikke. Selvfølgelig gjorde hun ikke det. Det havde jeg heller ikke forventet.

     ”Det er heller ikke ret mange muligheder man har. Måske var det du gjorde, den eneste af dem. Selvom tanken virker … lidt … ” jeg tav. ”Nej … det var nok den eneste løsning, ja. Og hvis jeg lå som dig, så ville jeg nok også … gøre det.” Mine kæber spændtes ved tanken om hvordan hun havde boret sine tænder ned i tungen, og var fortsat med at bide, mens blodet løb ned langs hagen. Hun var blevet opdaget hurtigt, men ellers havde det været slut. ”Det var efter den dag, de begyndte at give dig medicinen. Og de turde ikke at vække dig igen, i skræk for at du ville forsøge endnu en gang. De burde have indset det dér … men … de ville ikke indse det.”                    

     Hun var så smuk. Hendes hud blev månebleg i natteskæret, og hendes åndedrag var som en blid summen. Jeg forstod godt hendes forældre. Hun fortjente ikke døden. Hun fortjente et liv, fuld af glæde og mening. Alt det, som motorcyklisten havde gjort en ende på.

     ”Hvad tænkte du …” jeg pillede ved gardinet. ”Hvad tænkte du, da du indså at den ville ramme dig?”

     En motorcykel  susede af sted over vejen, og jeg forbandede den person der havde opfundet noget, der havde stjålet en piges fremtid, hendes krop og hendes drømme. Så meget for en dårlig kørsel. For ét enkelt sekunds uopmærksomhed. Og så sluttede det hele bare. ”Troede du at du ville dø? At alting nu var slut? Tænkte du på dem du elskede, eller troede du et øjeblik at det hele var en drøm? Gik det så hurtigt, at du først indså hvad der var sket, da du vågnede på hospitalet, og ikke kunne bevæge dig?” Jeg skævede hen til hende, og sendte et bittert smil. ”Jeg finder nok aldrig ud af det.”

     Jeg satte mig tilbage på stolen. ”Du undrer dig nok over hvem jeg er. Det ved jeg du gør, hvis du altså kan høre noget. Men jeg hørte dig dengang … dengang du bønfaldt dine forældre om at komme på Dignitas. Jeg hørte dig græde, og jeg hørte dine skrig, din magtesløshed der greb dig, da de sagde nej. Jeg huskede dig, for jeg lovede mig selv, at lå du her stadig efter et år, så ville jeg gøre det, dine forældre ikke kunne. For din skyld. Og for deres.”

     Jeg så blidt på hende, og aede den blege kind. Så kyssede jeg hendes tørre læber, før jeg slukkede for maskinen. Der gik nogle få sekunder, så slog hjertet ikke længere. Jeg strøg hendes hår til siden. ”Sov godt,” hviskede jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...