Jeg kan flyve

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 sep. 2013
  • Opdateret: 22 okt. 2013
  • Status: Færdig
"Jeg kan flyve" er en novelle, som handler om drengen Christian. Christian går i niende klasse, og kæmper med det, han selv ser som et stort problem: Nemlig hans vægt
Det her er en historie om isolation, mobning og livet i skolegården. Historien er baseret på egne, samt bekendtes erfaringer og historier.

16Likes
6Kommentarer
1283Visninger

1. Jeg kan flyve

   Mine øjne gjorde ondt som så mange gange før, da sveden løb ned i dem. På trods af at skovens træer skyggede for solen, gav jeg den alligevel skylden. Skylden for at jeg ikke kunne trække vejret ordentligt. Skylden for at jeg ikke kunne følge med. Skylden for at mine øjne sved. Jeg vidste godt, at jeg var noget stor af min alder. Det havde jeg været opmærksom på siden, jeg trådte mine spæde skridt til mellembygningen og startede i fjerde klasse. Det var nu flere år siden. Man kunne sige meget om mig, men jeg var i det mindste selvbevidst. Folk behøvede aldrig at påpege mine fejl og mangler. Jeg kendte hver og en af dem så godt, at de oftest overskyggede resten. Skoletimen var for længst overstået, men jeg løb stadig.

 ”Christian for fanden…” Jeg stoppede op. Min lærer, en kvinde i slutningen af trediverne, standsede sin cykel ved min side.

”Thomas og Mark kom i mål for 20 minutter siden. Du er jo nødt til rent faktisk at give løbet en chance, hvis det skal lykkedes,” fortsatte hun. Jeg nikkede langsomt.

”Et menneske hopper jo ikke bare ud fra en klippe, fordi det gerne vil flyve?”. Min stemme var lav. Hun lagde sit hoved en smule på skrå, imens hun betragtede mig med smalle øjne.

 ”Skynd dig i bad.. Vi finder en anden rute til dig næste gang klassen skal løbe” sukkede hun.

  Da jeg endelig nåede tilbage til omklædningsrummet, var det ganske rigtigt tomt. Jeg trak et par bukser og en t-shirt udenover mit gennemvædede idrætstøj. Jeg magtede hverken at gå i bad eller klæde om. Nu ville jeg bare hjem.

 

*****

  Dåsen sugede varmen fra min hånd til sig. Lyden af kuldioxid, der slap ud fra sit fængsel, gav mig en besynderlig ro, imens jeg ventede på, at min computer startede op. Mit hjerte bankede en smule hurtigere, da sukkeret gled ned i halsen. Jeg følte mig næsten frisk, da jeg satte cd-rommen i til det spil, jeg havde købt ugen før! Mine øjne låste sig fast på skærmen, imens mine muskler faldt på plads i deres vante positioner. En følelse af tilfredsstillelse spredte sig i mig. Døren gik i entreen. Lyden af bæreposer og en forkølet snøften nåede mine ører, på trods af headsettet. Bank bank. Jeg reagerede ikke, men ventede bare på, at døren alligevel gled op. Min mor stak hovedet ind.

”Christian, husk, at vi skal have købt nyt tøj til dig i dag. Dit nuværende er ved at være for småt”. Hun kiggede fåmælt på mig, imens hun ventede på et svar der aldrig kom. Hun nikkede blot til sidst, og efterlod mig igen til mig selv. Jeg løftede dåsen for at tage endnu en tår. Den var tom.

*****

  ”Det her er desværre den største, vi har”. Jeg fangede butiksmedarbejderens blik en kort stund, imens han holdte en blå-gul amerikansk highschool trøje op.

”Hvad synes du om den?” spurgte min mor, imens hun som altid følte på stoffet.

”Jaja, den er fin..” mumlede jeg, før jeg atter blevet gennet ud i prøverummet. Som om det hele bare var én vant morgenrutine, der var blevet gentaget kedsommeligt mange gange, trak jeg den over hovedet på.

”Christian, har du fået den på? Passer den?”. Jeg kastede den ud til hende igen som svar. Jeg kunne se ud af sprækken i forhænget, at den ansatte trak undskyldende på skuldrene, før han vendte sit fokus imod nogle andre i butikken. Da jeg endelig kom ud igen kiggede min mor på mig med tunge skuldre.

”Nå, det er der ikke noget at gøre ved. Vi prøver bare en anden butik. Ellers plejer Bilka at have nogle fine nogen i dine størrelser”.

*****

  Mørket var begyndt at sænke sig udenfor vinduet. Mit fjernsyn kørte i baggrunden, men jeg opfattede ikke længere, hvad der blev vist. Jeg sad i stedet i hjørnet af min seng med knæene under hagen. Min ene hånd holdt et fast greb om en slidt sort notesbog, imens den anden febrilsk nedskrev adskillige kragetæer. Siden 7. klasse havde jeg brugt sange og digte til at udtrykke mig. Jeg kunne tage hver en gennemborende følelse og forme det til en tekst. En tekst, der sjældent blev længere end enkelte linjer, men som alligevel endte med at stå side om side med tusinde af andre små sætninger og ord.

Min notesbog mindede efterhånden mest om Salmernes Bog i Biblen, med den undtagelse at mine digte, ordsprog og sange aldrig prædikede om frelse eller kærlighed. Jeg kastede mine øjne nedover teksten endnu engang. Dette var en af de få gange, hvor teksten efterhånden havde taget skridtet videre fra blot at være et par løse linjer. Det var som om, at ordene havde fået sit eget liv, og det var ikke længere op til mig selv, hvordan teksten nu udformede sig. Ordene faldt ned på rad og række, indtil jeg havde skrevet et strofe. Der stod:

Jeg er træt, jeg er svimmel.

Giv mig håb, bare en strimmel.

Gi’ mig noget, noget jeg kan holde ved.

Det et spil, uden ender.

Jeg er drengen, ingen kender.

Der drømmer, drømmer om et lys.

  Jeg tænkte på, hvorvidt jeg skulle gøre digtet til en sang. Det ville ikke have den store betydning, siden teksten aldrig ville nå uden for bogens grænser. Alligevel legede jeg som altid med tanken. Klokken havde for længst passeret midnat, da jeg lagde til mig til at sove.

*****

Jeg vågnede til musikken fra Lordi næste morgen. Mine øjne føltes tunge. Jeg kunne ikke huske det, men jeg var sikker på, at jeg var vågnet nogle gange i løbet af natten. Det var nu ikke noget specielt. Jeg var sjældent længe vågen, når billeder ruskede mig ud af søvnen i nattens løb, men det var nok til, at jeg kunne mærke trætheden hænge tungt over mig. Jeg lod min telefon spille sangen færdig, imens jeg lå og kiggede op i loftet. Jeg frøs, imens jeg begyndte at mærke en alt for velkendt følelse sprede sig i mig. En kulde, der som en pulverslukker kvalte enhver energi i mig. Jeg trak min dyne længere op omkring mig, imens mørket blev tykkere. Mit hoved begyndte at dunke af tanker og minder. Billeder, som kæmpede sig frem bag mine øjenlåg, imens frygten langsomt tog kvælertag på mig:

  ”Se svinet løbe!”. En nedladende latter fyldte mit hoved.

”Pas på, du ikke snubler! Du laver bare huller i asfalten”. Billederne fortsatte, som var det en film jeg ikke kunne stoppe. Landskabet rullede sig ud for mine øjne. Bygninger, fodboldmål, vej. En verden, der mindede alt for meget om min egen, kom til syne. Jeg var omringet af mennesker, ansigter, som jeg aldrig ville lære at sætte navne på. Monstre, der alle stod med foragten brændende i deres øjne. Jeg hev efter vejret, imens jeg så dem nærme sig omkring mig. De pegede og råbte i munden på hinanden, som var de en jury, der skulle til at afgive min endelige dom. Anklageren tog et skridt frem fra mængden, som tiljublede deres helt. Mine ben gav efter for min vægt, imens jeg kiggede op på ham. Hans ansigt nærmede sig mit, imens jeg ud af øjenkrogen så nogle andre træde nærmere.

”Sig mig, Christian.. Ska du ha’ tæsk?”. Dommen var afsagt.

  ”Skaat, kommer du op?”. Min mors stemme rev mig tilbage til virkeligheden igen. Jeg lå et par sekunder og tænkte.

”Mor.. Jeg har det ikke så godt i dag” Jeg kunne høre, at hun sukkede henne fra døren.

”Christian… Du er nødt til at tage af sted. Du går glip af for mange timer ellers. Tag af sted, og hvis du så ikke får det bedre, må du jo tage hjem tidligere. Desuden skal du jo vise klassen dit nye tøj”. Hun kiggede på mig lidt længere, før hun forlod værelset igen. Der var ikke mere at gøre.

*****

  ”… derfor kan vi udlede af formlerne, at x er lige med 3.” En klokke ringende endnu engang. Min lærer forsøgte at give klassen nogle instrukser i den næste lektie, men han blev overdøvet af larmen fra stole, som blev trukket ud, og stemmerne, der spredte sig i klassen som en lynild. Jeg ignorerede både lærer og larm. Jeg havde for travlt med at pakke mine ting og komme ud. De sidste halvanden time havde tæret mere på min energi end min afbrudte søvn. Min taske var knapt nok lukket, før jeg styrede imod døren: Porten til frihed. Så langt nåede jeg ikke. En arm blokerede min vej, godt støttet op af dens ejer og tre andre drenge.

”Woah, Christian. Tag det roligt. Vi har jo ikke fri endnu”. Jeg forsøgte at gå uden om, men uden succes. Mine øjne så igen på drengen foran mig. På trods af at vi havde gået sammen i et par år nu, havde jeg aldrig taget mig sammen til at lære de fleste af navnene i min klasse. Det var nok mest af alt fordi, jeg alligevel aldrig snakkede med nogen af dem. Ham her kendte jeg dog. Nichlas

"Hva’ så tykke, hva’ bliver det til? Er du ligefrem så sulten, at du ikke kan overholde almindelig høflighed?"  De andre drenge lo, imens jeg blot stod og stirrede på ham, som var jeg et tilfældigt indespærret dyr i zoologisk have. De grinte igen, da han sagde nogle flere ting, men jeg lyttede ikke længere efter. Mine øjne fulgte ham vagtsomt, imens tankerne fløj igennem mit hoved. De strømmede som en horde af billeder og minder fra hovedet og ud i mig, indtil min krop var fyldt til randen. Min krop begyndte at spændtes samtidig med, at mine hænder langsomt knyttede sig. Jeg kunne svagt opfange, at Nichlas' stemme var blevet mere højlydt, men hans ord var stadigvæk fremmede for mig.

Det var først, da han stødte sine håndflader ind i brystkassen på mig, at jeg blev revet tilbage til virkeligheden. Med en gnist eksploderede verdenen omkring mig, da jeg skød mit hoved fremad imod hans. En brændende smerte spredte sig i min pande, da den mødte modstand, men hans jammer gjorde det imidlertid klart, at jeg havde ramt plet. Jeg huskede ikke meget derefter. Min matematiklærer, som indtil da havde snakket med en fra klassen, havde slæbt mig ned på kontoret. Derefter have skoleforstanderen givet mig en halv times prædiken om min mangel på respekt for mine medmennesker. Jeg svarede ham ikke. Det eneste, der fyldte mit hoved, var tanken om at have gjort gengæld.

*****

Jeg smed min taske i entreen og kastede min trøje over på tøjstativet, da jeg endelig kom hjem. Min var far stadigvæk på arbejde, men jeg kunne høre, at min mor sad og så tv i stuen. Jeg trak vejret dybt, imens jeg modstod trangen til at synke en klump. Jeg påtvang mig selv et smil, før jeg åbnede døren. Min mor kiggede op på mig henne fra sit sofahjørne. Hun smilte, men det virkede ikke reelt. Ikke virkeligt.

"Hej Christian". Jeg løftede min hånd til hilsen, imens jeg passerede stuen på vej ud imod køkkenet.

Jeg hældte et glas cola op, imens jeg undersøgte køleskabet for eventuel mad. Jeg havde netop fundet et kyllingelår fra aftenen før, da jeg kunne høre min mor rømme sig bag mig. Jeg lukkede lågen og tog en bid, imens jeg vendte mig om og kiggede på hende. Hun så træt ud. Jeg havde ganske vist ikke en ung mor, men hendes ansigt fik hende stadig til at virke næsten 10 år ældre. Hun kørte en hånd igennem håret, imens hun sukkede lavmælt

"Christian, jeg er blevet ringet op af din skole." Jeg nikkede stille. Hun virkede til at afvente et svar fra mig, men da intet kom, fortsatte hun:

"Christian, du kan da ikke bare gå rundt og slå folk.. Bare fordi du er større end dem, behøver du da ikke være en eller anden form for bølle." Jeg tog endnu en bid af kyllingelåret imens jeg kiggede ned i gulvet. Det krydrede skind, som omgav låret, smagte pludseligt surt, og kødet virkede sejt i min mund.

 "Du skal ikke ende som en eller anden, der render rundt og mobber folk" Jeg nikkede igen som svar. Hun så længe på mig som om, hun var ved at overveje et eller andet. Hendes øjne blev langsomt mere beslutsomme

 "Christian, jeg har aftalt med din skole, at din historielærer skal være kontaktperson for dig." Jeg hostede næsten min kylling op igen. Den gav mig kvalme.

"Kontaktperson? Hvad skal det betyde?" Jeg kiggede på hende med små øjne, imens mine skuldre sank.

"Planen er, at Torben skal bruge en time efter skole et par gange om ugen sammen med dig, hvor I kan snakke og lave forskellige ting.. Det tror vi ville være godt for dig"

Jeg forsøgte halvhjertet at tale hende fra det, før jeg til sidst foretog en retræte til mit værelse. Jeg tændte ikke engang computeren denne gang. Jeg smed mig blot i min seng og greb min notesbog.

*****

En svedperle gled dovent ned over min pande. Det var en smuk dag, en af de varmeste sommerdage det år. Selv inde i skyggen følte jeg, at min t-shirt klæbede sig til min krop. Jeg kastede endnu et blik på mit ur, imens jeg udstødte et fortvivlet suk. Hvorfor skulle jeg spilde min tid med det? Jeg kunne have været hjemme og få tiden til at gå på andre måder. Det var Nichlas’ skyld, ik min!

”Nårh, der er du!” Torbens stemme fik mig til at dreje hovedet med et slapt ryk. Et imødekommende smil dominerede hans ansigt sammen med nogle blå øjne. Hvis det ikke havde været på grund af nogle grå stænk i det ellers sorte hår, ville man ikke have kunnet se, at han var over de fyrre. Jeg løftede modvilligt min hånd til hilsen. Han gav tegn til, at jeg skulle følge med, så af ren automatik fulgte jeg ham.

”Nå, hvor skal vi så hen i dag, synes du?” Mine øjne stirrede ud af sidevinduet, imens han talte. Det var som om, at han var fyldt med en energi. Som om at han levede i et tempo, som jeg aldrig ville kunne følge med til.

”Det ved jeg ikke..” Jeg vendte blikket imod ham. Han trak på smilebåndet, mens han skiftevis kiggede på mig og så på vejen, imens han letsindigt styrede med den ene arm hvilende ved det ene vindue.

”Hvad med at vi tager en tur op i skoven og går os en tur” Der var noget, der vendte sig i mig. Tanken om at skulle slæbes igennem træerne gav mig nærmest hovedpine. Jeg længtes efter min tryghed derhjemme. Alt indeni mig skreg, at jeg skulle sige nej og i stedet bare tage hjem. Jeg gjorde det, som jeg altid gjorde. Jeg indvilligede. 

*****

  Mine øjne gjorde ondt, som så mange gange før, da sveden gled ned i dem. På trods af at skovens træer skyggede for solen, gav jeg den alligevel skylden. Skylden for, at jeg ikke kunne trække vejret ordentligt. Skylden for at jeg ikke kunne følge med. Skylden for at mine øjne sved. Og så gav jeg selvfølgelig ham skylden.

”Hvad har du så af planer for efter skolen?” Han virkede upåvirket af gåturen. Tværtimod virkede naturen og luften til kun at gøre ham friskere. Jeg derimod havde rigeligt at se til. Hvis selve gåturen ikke gjorde mig forpustet, så gjorde hans evindelige spørgsmål i hvert fald.

”Gymnasiet tror jeg” Hans blik ændrede sig et kort øjeblik, men det faldt hurtigt tilbage i sine naturlige folder.

”Og derefter?” Vi gik lidt i tavshed, imens jeg tænkte.

”Jeg har én ide.. Men den er ikke rigtig mulig for mig” Mit blik flakkede ud imod siden, væk fra Torben.

”Pjat med dig! Alting er da muligt. Medmindre selvfølgelig du går efter kongetitlen!” Han tjattede godmodigt til mig, og jeg ofrede et skævt smil som svar.

”Jeg kunne godt tænke mig militæret.. Måske flyvevåbnet” Hans øjne trak sig sammen, så hans pande blev dækket af nogle dybe rynker. Vi gik igen lidt i tavshed.

”Det lyder da.. spændende. Kender du til adgangskravene?” Jeg klemte mine øjne hårdt sammen, imens jeg nikkede. Jeg kunne dem næsten udenad. Hans panderynker blev en smule dybere.

”Jamen hvis du skal op at flyve, må vi jo få dig i form.” Jeg stoppede brat. Han så blot på mig med et stort smil.

*****

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...