Roar {1D}

Andie får en billet til Teen Choice Awards af sin bedste ven, Asthon. Tilfældigvis falder hun over Niall på et toilet, de bliver hurtigt gode venner, men hvad sker der når hendes lille søster finder ud af hun kender drengene? Andie finder ud af hendes bedste og eneste ven har et crush på hende, men hun føler mere for Niall? Kærlighed, venskab og familie kan hurtigt ændre sig til drama og bliver det nogle sinde godt igen? Eller bliver det bare værre?

19Likes
13Kommentarer
868Visninger
AA

9. 8.

Harry's synsvinkel:

Niall var gået ud i køkkenet for hente mad. Jeg ved det, det overrasker os alle. Big surprise. Jeg mener vi må hellere ringe efter en ambulance. Og han havde efterladt sin mobil, lige foran mig. Igen, big surprise. Hvilket også var grunden til at jeg ikke kunne lade vær med at se på den, den gav en underlig lyd fra sig.

Jeg tog den op og skimtede ned over den. En masse påmindelser om at han var blev nævnt på twitter fyldte det hele bortset fra 1 ting, en bedsked fra andie?

Andie: "Skal vi mødes i supermarkedet i morgen, og købe lyserøde skumfiduser og riste dem over stearinlys?"

Nej jeg burde ikke læse det, men den var på hans startskærm, så det talte vel ikke? men hvorfor fuck skulle de riste skumfiduser over stearin lys? Og så lyserøde skumfiduser? 

Jeg åbnede nysgerigt hans mobil. jep jeg kunne hans kode og nej i får den ikke af vide. 

okay, men kun fordi i spørger så pænt. Koden er 6969.

frækt alligevel.

Det var den eneste bedsked i hele samtalen. Sørgeligt alligevel. Nu havde jeg nedelig chancen for at stalke Niall, men neeeeeeeeeeeeeeej.

Tusind tak for det Niall.... Love to you.

"Harreeeeeeeeeeh" lød det fra Niall, der kom ind i stuen med et tons mad i hænderne. Som den søde person jeg var, smed jeg hans mobil(mest for at han ikke opdagde at jeg stalkede ham) og gik over til ham for at hjælpe ham med maden. 

"Niall, du ved godt at man kan gå to gange ikke?" spurgte jeg, da han var lige ved at tabe det hele. "Jo jeg gør Harry, men det er for hårdt at gå hele vejen ud i køkkenet og tilbage igen, hele to gange" sagde han og lød træt bare ved tanken.

Men han sagde noget. Ligesom hvis man ligger i sin seng og mangler noget, men man ikke kan nå det, også er det ikke så vigtigt alligevel, fordi man ikke gider at stå op.

Gør det alt for tit.

Efter at vi havde sat alt Niall's unødvendige mad ned på et bord, eller nærmere smidt det. Satte jeg mig ned på sofaen og snuppede en chips pose. Hvilket var dumt.

"HEY!" råbte Niall og hev pose ud af mine hænder. "Heyhey rolig Nialler" sagde jeg med et grin og aede ham blidt på hoved. "Mine chips" sagde han og puttede dem ind til sig.

Wow der var virkelig noget galt med den dreng. Altså psykisk syg eller noget.

"Nå ja glemte helt at fortælle dig at Andie har skrevet.." sagde jeg og tog hans mobil. ".. Hvorfor skal i riste skumfiduser over et bål?" spurgte jeg med et smil på læben.

"Vores interne joke, giv mig min mobil" sagde han og rakte ud efter den, men jeg rakte bare min hånd højere op. "Så vil jeg have nogle chips, faktisk hele posen" sagde jeg og blev ved med at holde mobilen op i strakt arm. "Aldrig mumlede Niall og ned stirrede hans mobil.

"Altså jeg kunne godt tænke mig nogle lyserøde skumfiduser" Sagde jeg og rejste mig op, for igen at forhindre Niall i at få fat i sin mobil. "GIV MIG MIN MOBIL!" råbte Niall og prøve ihærdigt at få fat i den.

Meeeeeeeen jeg var højere end ham. Hahhahahahahahahahahahahahahahahah.

ha.

"Chips" sagde jeg bare  og et højt suk løs fra Niall, da han gav mig posen med chips. "Chiiiiiiiiiiiiiips" sagde jeg og rev chipsene til mig og gav ham hans mobil tilbage samtidigt.

Ninja alligevel.

Ninjaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaa.

Som den seje ninja, jeg nu var, løb jeg ninja agtig ud af stuen og ind på mit ninja værelse, hvor jeg åbnede døren ninja agtigt.

Ninja type, jeg var.

 

 

Efter min totale ninja episode, var jeg blevet inde på mit værelse indtil jeg var færdig med mine chips, ellers ville Niall bare havde nakket dem.

Men nu sad jeg så og så en film med Niall, men han rejste sig pludslig op. "Jeg skal pisse" sagde han og gik hen mod døren.

"Held og lykke" svarede jeg bare og fokuserede på fjernsynet igen. Han slog en høj latter op og forsvandt så ud af stuen.

Jaja det var ret underligt det jeg lige havde sagt, men sådan sagde jeg altså altid. Og sådan var det altså bare.

Og gær hvad Niall havde glemt igen.

 

Sin mobil. 

Jeg snuppede hurtigt mobil og gik ind på samtalen mellem ham og Andie igen.

Han havde ikke skrevet tilbage?

nederen type alligevel.

Men eftersom Niall ikke sige noget om deres skumfidus noget, ville Andie måske, så jeg besluttede mig for at ringe til hende.

 

three is a magic number

yes it is

*bib*

it's a magic number

 

Well, nogen havde vidst et 3 abbonoment.

 

"Hallo?" løs en stemme gennem telefonen.

Det lød ikke som Andie, men jeg besluttede mig for at snakke alligevel.

"Hej jeg ville bare høre..." Jeg blev afbrudt af et højt skrig.

"OMGOMGOMGOMGOGMOGMOMGOGMOMOMGOMGOGMOGMGOMGOGMOGMGOGMOGMGOMGOGMOGMGO DU ER HARRY FUCKING EDWARD FUCKING STYLES!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!" jeg flåede mobilen væk fra mit øre.

Hvem fuck var det der?

"Øhm, ja jeg er. Kender du Andie?" spurgte jeg og tog forberedt mobilen lidt væk fra mit øre igen.

"OMGOMGOMG JA HUN ER MIN STORESØSTER OM JEG TALER I TEL.... kender du Andie?" afbrød hun sig selv og lød overrasket.

"Øhm ja er der no..." 

*Bib*

okay det var underligt.

Så ligger hun bare på? Det er typisk piger.

Andie's synsvinkel.

Jeg kunne høre en eller anden skrige. Ad nu bliver jeg sku da bange. Jeg har det for mange gyser film. Men der var nok ikke en eller anden lille pige som gik rundt i mit hus og skreg det ville være underligt. Udover min søster selvfølgelig. Hun er vel også lille og hun skriger altid over et eller andet med one direction. Fucking underligt alligevel.

Tanken om at jeg ikke havde sagt noget til hende om drengene, gav mig dårlig samvittighed. Faktiske så dårlig at jeg fik kvalme af det.

Jeg kunne høre et skrig igen og så en masse fodtrin der bevægede dig hurtigt hen over gulvet, hen mod...mit værelse. Jeg gik lidt væk fra min dør som jeg stod ved lige nu, og var parat på at det ville springe et eller andet dyr eller overnaturlige væsen ind af min dør lige nu.

Fodtrinende kom tættere og tættere på meget hurtigt. Faktisk var jeg så foreberet på at jeg skulle dø, at jeg sad bag min seng, med armene op over hovedet. Da døren så blev flået op med et hårdt tag, skreg jeg. "NEJ PLEASE JEG BEDER DIG IKKE DRÆB MIG HVAD HAR JEG GJORT!" 

Men der var bare helt stille og jeg døde ikke. Eller jeg vidste ikke om jeg var død, for jeg havde ikke åbnet dørene endnu. Problemet var bare at jeg ikke havde kunne mærket noget da jeg døde, så jeg var lidt i tvivl. 

Jeg åbnede øjnene forsigtigt og det jeg så lignede i hvert fald ikke himlen! Tvært i mod. Jeg så min søster stå i dørkammen med et meget surt ansigt, men også med lidt sorg. 

"Hvorfor har du ikke sagt noget til mig?" Sagde hun med en bestemt toneleje. Jeg kiggede forvirrende på hende og skulle lige til at åbne munden for at sige noget, men blev afbrudt af min søster. 

"Det kan godt være jeg ikke gør det, men inde i mit hoved er jeg i gang med at stikke dig ned med en kniv lige nu!" 

Wow, den pige var da sur! Hun gående lidt længere hen mod mig og satte sig ned på en stol ved mit bord. En lille tåre gled ned fra hendes kind. Jeg skulle jo bare have sagt det med det samme. 

"Undskyld! Jeg ville have fortalt dig det fra starten af, men...jeg var bange for at du kom og blandede dig for meget i det hele, så jeg ville bare vente på at det rette tidspu..." Jeg blev afbrudt af min søster igen, som nu havde rejst sig op og stod i dørkammen igen. 

"Du ved hvor meget de betyder for mig..." Hun forsvandt ud af døren da hun havde sagt det og løb ned af trappen. Hvad fuck var der lige sket der og hvad skulle jeg gøre? 

"Du må godt møde dem sis! I dag hvid du har lyst!" Prøvede jeg dumt, for at se om det hjalp bare en lille smule, men jeg fik ikke noget svar. 

Jeg satte mig tungt i sengen med mit hoved i hænderne og et par minutter efter kunne jeg høre min dør åbne. Jeg tog ikke hovedet op for at se hvem det var, men sad bare og ventede på at personen ville sige noget. 

"Du ved godt at du har gjort din søster meget ked af det ikke Andie?" 

Ja og ved du hvad, fuck dig, hvorfor skal du altid komme og rende her til mig og skælde mig ud over ingenting, mens min søster for sin vilje hele tiden? Det pisser mig af! Det er så typisk mødre!...Det skulle jeg nok ikke sige, men det var det eneste der kørte rundt  i mit hoved hele tiden. 

"Ja, du må meget undskylde, at jeg faktisk også har et liv uden for familien." Svarede jeg hende og løftede hovedet for at se hendes reaktion. Hun gav et suk fra sig og lænede sig over på det ene ben. 

"Så de fem drenge er altså dem du har gået og rendt hos hele tiden og aldrig været hjemme? Det går altså ikke Andie. Man ved aldrig hvad de kan finde på når du ikke kender dem." 

WUT? Hvad de kan finde på? Ja måske at smide mig i poolen og lidt forskelligt, men det hun lige havde hentydet til havde jeg godt nok aldrig tænkt over. 

"Mor der er altså også en pige der hedder Perrie, som hænger ud sammen med dem. Hun er forresten Zayn's kæreste og hun er skam nok en sød pige, så jeg tror det, du lige hentydede til er den sidste ting du skal bekymre dig om!" En vrede spredte sig rundt i min krop og jeg kunne mærke at jeg ikke ville holde meget længere. Jeg magtede faktisk ikke være her mere. Alt skulle altid ende sådan her! 

"Perry er da et drenge navn? Vil du ikke godt lade være med at stå og finde på ting over for mig som er løgn!" 

Hahahhahah! Bedste joke til dags mor!

Knock Knock. Who's there? Perrie. Perrie who? P-E-R-R-I-E. Kan du høre forskel mor? 

"Jeg lyver ikke for dig! Hvem tror du jeg er? og hvorfor skal du altid skælde ud på mig hele tiden, når jeg ikke har gjort en skid?" Jeg rejste mig op for at skubbe hende ud af mit værelse. Jeg ville væk her fra og det skulle være nu! Men min mor lavede modstand, og jeg var ikke stærkere end hende. Hun gav mig et skuffende blik inden hun gik ud og jeg smækkede døren hårdt i. 

Jeg fandt hurtigt en taske frem, puttede lidt forskelligt tøj i, min oplader, make-up, osv i, tog sko på og løb ud af huset uden at nogen opdagede det. Jeg havde gjort det her lidt for mange gange, når jeg følte jeg havde brug for en pause fra familien. Jeg plejede altid at løbe over til Asthon, for han var jo min eneste ven og efter min mening den bedste person til at trøste. Det var det der var dejligt ved Ash. Han var der altid for en og omvendt. 

Mine ben føltes som sten da jeg var løbet hele vejen over til Ash, med min taske på ryggen. Jeg var ikke i særlig god kondi. Det har jeg aldrig været, men altså jeg er heller ikke fed. Jeg er nok en standart. 

Der var mørkt i huset, så vidt jeg kunne se ind af vinduerne, men jeg bankede på alligevel. Da jeg havde stået ude foran døren i 5 minutter, uden at nogle havde åbnede, regnede jeg med at der nok ikke var nogen hjemme. Piiiiiis. Typisk at løbe hele vejen og så er der ikke nogen hjemme. Jeg kunne ikke ringe til ham, for min telefon lå nede i poolen og jeg gad heller ikke sidde ude foran hans dør hele dagen, for derefter at hans mor kom hjem  og spurgte hvorfor jeg sad der. Det gad jeg ikke rigtigt stå og forklare til hende. 

Hjem skulle jeg ikke, så det endte med at jeg smuttede over til drengene. Altså drengene, Niall, Harry, Za...ja i ved vel hvem jeg mener. Selfølgelig gik jeg en stor omvej for at undgå mit eget hus, og så kom jeg da også i lidt bedre form. Så der var en pointe i det hele. 

Da jeg nåede huset de boede i, var det begyndt at blive mørkt. Heldigvis var drengene hjemme. *Lettet* Der var i hvert fald lys i vinduerne, så det regnede jeg med. Jeg bankede på og ventede på, der ville komme en og åbne for mig. Jeg ventede faktisk i ret lang tid. Nok 5 minutter også. Typisk drenge at være totalt langsomme....Når det altså gjaldt om at åbne en dør, for jeg er nok enige med jer om at piger er 100x lagsommere end drenge, i alting. 

En lyd kom fra døren og derefter blev dørhåndtaget trukket ned. 

*Trommehvirvl*

Niall kom til syne i dørsprækken, da han åbnede døren langsom, for at se hvem det var, men da han så mig, hev han døren op. 

"Hej Andie! Hvad bringer dig her? Du ser godt nok ikke helt frisk ud hva?" Well no shit. Niall trådte et skridt ud af huset og kiggede spændt på mig efter et svar. 

"Hvorfor var du så langsom om at åbne døren." 

Det  var godt nok ikke lige svaret på spørgsmålet, men jeg magtede ikke, at forklare min lange livshistorie lige nu. Det måtte vente til senere. 

"Sorry, vi sad bare lige midt i en fifa kamp." Sagde han med et lille smil på læben.

Oh god ikke fifa. Det spillede alle drenge bare HELE tiden og det gjorde mig syg i hoved. 

Han tog en hånd rundt om min skulder og inviterede mig indenfor. 

Niall førte mig med ud i deres "computer rum" hvor alle drengene undtagen Harry sad og nørdede Fifa. "Hey Andie! Hva så?" Sagde Louis imens han sad og gloede koncentreret ind i skærmen og bevægede sine fingre hen over tasterne på kontrolleren. Jeg svarede ham ikke, men løftede bare på skuldrene i stedet for. Niall havde sat sig ned i sofaen og spillede videre. Liam kiggede lidt op på mig og sagde "Du føler dig bare hjemme her, babe!" Jeg nikkede som svar. Hvor var Harry? 

Jeg gik lidt rundt i huset, som jeg stadig ikke kunne finde rundt i og fandt til sidst Harry alene i et rum hvor han sad på sin telefon og dovnede. "Hej Andie. Hvad laver du her?" Spurgte han og lagde sin telefon fra sig på bordet. 

Jeg kunne mærke at tårene pressede sig i mod mine øjne. Jeg var virkelig dårlig til at snakke om ting uden jeg begyndte at græde. Kender i ikke godt det?

Jeg luntede over til sofaen, satte mig ned og brød så ud i tåre. Harry lagde sin arm rundt om mig og holdt mig tæt ind til ham. 

"Hvad er der dog galt?" Spurgte han forsigtigt i mens han strøg en hånd over mit hår, for at berolige mig. 

"Må jeg ikke bo hos jer?" Ordene jeg havde sagt, var halvkvalte og gav ikke rigtigt mening. Jeg snøftede og kiggede op på Harry som sad med store øjne og kiggede på mig. 

"Jo hvis du fortæller mig hvad der er sket?" Han gav mig et kram, lagde sine hænder på mine skuldre og kiggede mig derefter dybt ind i øjnene. 

Da jeg havde fortalt om det hele, var der en lang stilhed som gjorde samtalen ret akavet, men det var dejligt at have sagt det og jeg græd ikke så meget længere. 

 

Efter jeg var kommet mig over mine problemer og havde været ude og lægge min make-up for 3 gang i dag, fulgte Harry mig ned hos de andre drenge som  nu havde sat sig til at se en film. De så faktisk Men In Black. Den havde jeg allerede set 1 million gange, boring. Harry og jeg satte os i en ledig sofa og begyndte at snakke om et eller andet totalt random om en frø som ikke havde haft ble på, eller så noget i den stil, da det ikke så ud til at drengene havde interesse for os, og faktisk kun sad der helt optaget af deres dumme tv.

"Og så var det at den der frø sked, men den ku..." "UNDSKYLD MIG! Men hvad fuck er det for en underlig samtale i har gang i derhenne?" Afbrød Liam ENDELIG efter 5 minutter, med den mærkeligste samtale Evaaar. 

"Måske skulle du koncentrere dig om din film i stedet for, Payno." Svarede Harry flabet igen. Go Hazza.

Stilhed. Akavet. Var det altid sådan her når de var sammen? Det håbede  jeg i hvert fald ikke.

Niall afbrød endeliiiig stilheden da han rejste sig op og skulle til at gå ud af rummet. Men i sidste øjeblik vendte han sig om og kiggede på mig og Harry. "Vil i med?" Spurgte han og pegede ud mod køkkenet. Vi nikkede og rejste os, for at følge med Niall.

 

Mit livs mest overdrevede sejeste moment ever er kommet. Og nu tæker i sikker what the hell do you mean. Det jeg mener er at mig, Niall og Harry sad og ristede skumfiduser over stearin lys! Og skumfiduserne var lyserøde! Jeg er en lykkelig person nu. Udover det der var sket i dag, men fuck det, det havde jeg alligevel lige glemt, indtil jeg sagde at jeg var den lykkeligste pige i verden. 

I hvert fald, var det Niall som var kommet på ideen, fordi vi havde kedet os så meget, og de andre drenge tydeligvis ikke gad være sammen med os. Ingen ved hvorfor. De gad bare ikke snakke med os, og lige så snart vi var gået, kunne vi høre dem grine, røbe og løbe rundt nede i det der pc rum, eller hvad fuck de havde kaldt det.

Men grunden til at de ikke gad joine os, var tydeligvis at vi var sejere den dem og det kunne de åbenbart ikke holde til.

Sarte typer. 

Faktisk havde jeg ikke fortalt det mest guderiske tidspunkt, på det mest guderiske tidspunkt i mit liv! 

Vil i vide det? Jeg tror i bliver meget jaloux hvis i for det af vide... Men det er jeg ligeglad med så nu for i det at vide..

Det startede med at vi ikke havde nogle skumfiduser, så vi gik ned og købte nogle. Nu kommer det bedste, på vejen købte jeg så, nu kooooommer deeeet! 

Klar?

Okay.

På vejen havde jeg købt to ben & jerry is, med vanilie, skufidus og hvis chokolade, og en med cookie dough! De kostede kun 20kr stk! Omg! Guuuderisk!

Det bedste var at lige nu sad jeg også spiste isen, MED ristede skumfiduser oven på. 

MUMS!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...