De østlige feer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 maj 2014
  • Opdateret: 30 dec. 2014
  • Status: Igang
Devany og Roan er nået frem til en af portene der føre indtil De Østlige Feer. På rejsen gennem De østlige feer, bliver Devany genforenet med en af sine veninder. På trods af deres forsigtighed, bliver rejsen ikke nemmere. Nogle har fundet ud af sammenkomsten af de store rigers herskere, og prøver at spulere det.

1Likes
1Kommentarer
324Visninger
AA

4. Slave

De red i stilhed på den lange sti, træerne var fuld af huse i normal størrelse. Store blomster voksede i marker, og rundt om stien, der var så smukt. Roan red ved siden af hende, hun sad og stirrede på ham, prøvede at finde bare en fejl. Hendes øjne kørte frem og tilbage, undersøgte alt ved ham, lige fra hans holdning til hans valg af farvesammensætning. Når han kiggede på hende, lod hun som om at hun kiggede på naturen omkring dem. Hun ledte og lige da hun var ved at give op, fandt hun en ting, ikke udseende, ikke klogskab, men socialiteten. Han snakkede ikke til hende, han kiggede kun på hende et par gange. "Vil du noget, du har stirreret på mig i mindst en time" Hun skyndte sig at kigge væk, i håb om at han ikke vil se det. "Det hjælper ikke at kigge væk eller kigge på andre ting. Hvis du vil mig noget så sig det dog, jeg ved ikke hvad du tænker!" Hun var overrasket, han havde aldrig hørt ham sige sådan. Hun kiggede på ham med store runde øjne, og der efter ned mod stien. Hun kunne mærke hans blik i nakken, et blik der blev hængende længere end behageligt. Marzia begyndte at gå hurtigere og kom op foran. Devany kiggede tilbage på ham med bekymrende øjne, øjne der blev mødt af et tomt blik.
De næste 3 km føltes som evighed for hende. Byerne de red forbi uden at købe en eneste ting, det håbefulde blik hun gav ham når de kom til en by. Alle de smukke feer der fløj rundt oppe i træernes byer, som hun ikke kunne hilse på. Alle de gange hun smilede til Roan og fik et strengt blik tilbage. Hun endte med at finde alle hendes kongelige sider frem. De sider hvor man nikkede og smilede, det var de mange ting alle prøvede at lære hende. De ting, hun huskede, efter hendes forældres død. Feerne der fik øjenkontakt med dem, blev forvirret over hvad de skulle gøre og styrtede op mellem træerne. Hun fik gyldent støv over det hele, selv på Marzia. Devany havde altid beundret de papirtynde og glas ligende vinger. Vinger store og stærke nok til at holde to mennesker oppe, hvis man havde sommerfuglevinger. Guldsmedevingerne kunne kun holde til ejermanden, men ligeså smukke og yndefulde som sommerfuglevingerne. Der blev større og større mellemrum mellem byerne, og på den 3 km, så de kun én by.

Devany red i godt tempo hen ad stien, smilende. Da hun kom rundt om et hjørne, bakkede hun lidt tilbage, overrasket over det syn hun så. Et rædselsfuldt syn hun aldrig trorede hun skulle se. Roan kom op på siden af hende, han stoppede hurtigt op da han så hvad de var foran dem. Stien var fyldt med fangere lænket op på ræd og række, fuldstændig som dem de havde set før. Og ligesom sidst var der 8 mand lænket sammen i en gruppe.
"Roan...." Hun kiggede op på ham, efter en lang tur så hun endelig noget i hans ansigt, frygt. Hun forstod ham.
Foran dem var der 8 geled af lænket mænd, som træk en lille vogn, et forfærdeligt syn. De var beskidte, fuld af blod og til hver gruppe var der en fangevogter med pisk og kniv.
Marzia var så urolig og anspændt, at hun var nød til holde hende an og hun kunne se, at Roan havde samme problem. At se så mange lidende mennesker på et sted var rædselsfuld, men de tog sig sammen og begyndte at ride forbi de mange lidende mennesker. Devany red forrest, hun kunne ikke lade vær med at se på dem. Hun mødte øjne som var fyldt pinsel, øjne som tryglede hende om at gøre en ende på deres lidelser. Hun hørte en mand råbe efterfuld af et piskesmæld. Blandt det første og anden geled så til hendes forbløffelse, flere mænd med foldede hænder mod panden.
"de beder..." Flere øjne rettet sig mod hende, hun skyndte sig at kigge væk, hun kunne ikke lide deres blik.
Mændene i geled 5 blev mere urolige da de red forbi dem, når hun mødte deres øjne var der panik i dem. Flere mænd begyndte gå til siden for at komme væk, de kiggede på hende med rædselsfulde øjne. 
Et piskesmæld lød og en af mændene skreg i smerte, manden ved gruppe 5 råbte op "PÅ PLADS!!!! dette var advarsel, hvis i bliver ved for i alle ar til evig tid" Devany tog sig til munden da hun så blodet pible ud af manden.
"Jer to. Hvem er i" 
"bare to forbipasserende" Roan svarede vogteren som en ansvarlig voksen.
"JA, men hvem ér i. I må da være nogen siden i har sådan nogle smukke gangere" Manden vrissede af dem mens han så undersøgende på dem, hun kunne mærke hans kolde blik i nakken.
"Mit navn er Leo Lockhart" 
Hun vidste de bare ventede på hende til at svare, men hun kunne ikke, hun kunne ikke finde på noget. Hun ville ikke kigge ham i øjnene, hun var bange for at hendes øjne ville afsløre dem.
"for man et navn!"
Hun tog en dyb indånding og kiggede om på dem. "Jeg er hans kusine, Tiffany Strife"
Manden nikkede og henvendte sig til Roan igen, men Roan kom ham i forløbet før han kunne se nå at sige noget.
"hvor bliver de ført hen"
"Det er højst fortrolighed, men vi har flere dages rejse tilbage"

De red forbi 5 geled mere, og hver geled havde det værre end den sidste. Mere blod, mere pinsel og flere der lignede nogle der var blevet taget, selvom de var uskyldige. Og med et tog hun sig til munden af rædsel. Den forreste gruppe var en gruppe af børn, Den yngste lignede en på 7 år, og den ældste på 15. den ældste kiggede på hende, og kiggede efter på de små omkring ham. Et klart desperat råb om hjælp. Hun kunne se at hans skridt blev langsommere, og med et ramte en pisk ham på skulderen. Devany fløj ned på jorden og direkte hen til ham, hun tog fat i hans skulder for at holde ham oppe. Hun kiggede ham ind i øjnene, på benene og den bare overkrop, lugten fyldte hendes næse, da hun så de betændte sår. Kroppen var fyldt med indtørret blod og åbne sår om den lænket ankel. Hun kunne høre gruppens anføre råbe ad hende, hun lukkede alt ude, begyndte at rense drengens sår med lidt vand. "Det kommer kun til at svide i 2 sekunder" Hun kiggede på ham blide øjne, og alt omkring hende blev til en summen. Stanken flød omkring hende, hun blev svimmel, kunne høre råb og sværd i bagrunden. 
Et piskesmæld lød, hun skreg. Devany faldt til jorden, hendes ryg var våd, blodet bredte sig på ryggen af hende. Roan prøvede at nå hende, men 3 vagter holdt ham tilbage. Bag dem, blev Sombra og Marzia spændt fast, med store halsbånd lavet af jern. Hendes øjne lukkede sig og alting blev mørkt.

 

Jorden under hende var iskold, det eneste varme, var kroppen bag hende. Lidt væk fra hende, kunne hun se en stor skikkelse. Devany løb hen til skikkelsen, men faldt til jorden med det samme. Hendes ankel var spændt fast til drengen, hun rensede sår på.
"Din kat har det fint. Og hvis jeg var dig, ville jeg gå i seng igen" Stemmen kom fra en af de ældre mand. Hun vendte sig rundt, prøvede at finde ud af en sammenhæng på det hele. Hun drejede og vendte sig, prøvede ikke at vække nogen. Hun var kold over det hele, hun prøvede at glemme det. Hun endte på ryggen, trods smerten. Hun begyndte at tælle stjernerne, den eneste ting der kunne berolige hende. Store skikkelser kunne ses i det svage lys fra månen, og stjerner kunne ses gennem det tynde lag af skyer. En højlydt snorken og vagten der holdt vagt, var det eneste man kunne høre. Vagten  vandrede rundt mellem grupperne, og indimellem kunne man høre et par spark, efterfuldt af ømmeende mand. Efter noget tid lukkede Devanys øjne sig og søvnen overtog alt.

Hun stod i mørket, da den hvide plet lyste op foran hendes fødder. Hun drejede rundt om sig selv, alt var sort, fuldstændig som de andre gange hun havde været der. Mørket omkring hende var opslugende, mørket var der hvor alt det onde gemte sig, der hvor lyset aldrig når. Hun bøjede sig ned, ville se hvad den hvide plet ville vise hende denne gang. I det sekund hun rørte pletten, forvandlede pletten sig til lille fin mus. Helt hvid og lysende begyndte musen at gå fremad, og skridt blev til hop og hop blev til løb. Devany løb efter den, hun kunne så småt se den lille mus der løb af sted. Hun fulgte den lille mus vej, til punkt og prikke, fra side til side. Bange for at hvis ikke, ville musen forsvinde og hun ville blive efterladt i mørket, bare tanken gav hende kuldegys.
Hun løb og løb, det føltes som om hun havde løbet i flere timer. Hendes ben var tunge, hvert skridt blev tungere og tungere. Hendes lunger brændte, og sveden gled ned af hende. Hun var ved at give op da musen begyndte at løbe langsommere, hun fjernede øjnene fra musen bare et øjeblik, hun stoppede op. Foran hende var der en stor port lavede ud af et massivt materiale, den var ca. 25 meter lang og 30 meter høj, porten sad fast en 2 meter bred mur, muren var grøngrå og porten var en mat gul. Musen løb hen til de 2 midterste søjler og satte sig foran dem, Devany tvang sig selv, til at slæbe sine tunge og trætte ben tættere på den enorme port. Hun så cirkel der var placeret midt på de to søjler i midten, den var kun lidt større end hendes hånd. Den have et mønster, hun kunne ikke se helt præcist hvad det var på så lang end en afstand. Hun kiggede ned på musen, og først da gik det op for hende, at der ikke var mørkt. Hun drejede rundt om sig selv, mørket var lidt bag hende og til siderne, men det værste mørke var det, på den anden side af porten.
Der var en meter imellem hende og porten, da hun skulle til at tage et skridt, forvandlede musen sig til en cirkel i krops størrelse. Devany kunne se et billede af sig selv ligge på den kolde jord, med en lænke om foden. Solen var ved at stå op i baggrunden, og vagterne var ved at stå op. Devany stod og stirrede på den lille film i cirklen, undrede sig over hvad der ville ske hvis hun blev og at kropen i cirklen ikke vågnede. Ville de fjerne hendes krop fra geledet og efterlade hendes krop, så hun kunne komme tilbage. En stor vagt med klap for øjet, stod foran hendes krop, hans ene mundvig skævede og blev til et lille grin og vinkede nogen hen. To andre mænd kom hen og stillede sig rundt om hende, den ene hev hende op, tog hendes lænke af og holdt hendes arme. Devany lukkede sine øjne og sprang ind i billedet, og da hun åbnede dem, befandt hun sig i sceneriet fra cirklen.
Manden der holdt hendes arme, hev hendes arme bagud så de to andre havde nemmere ved at komme til. Mændenes hænder var kolde, da de bevægede sig længere ned til hendes bryster. Med et rev de hendes trøje og bh i stykker, og der stod hun så med en frysende bar overkrop. Mændene grinte, hænderne bagfra gled op og klemte hendes bryster. Devany prøvede at komme fri, men det gjorde bare deres nydelse større. Hun skreg, hun skreg så højt hun kunne. Da hun trorede at ingen ville hjælpe hende, hørte hun en bekendt stemme råbe "Slip hende!!" Det var Roan, hun fyldte sine lunger med luft og råbte "Roan....hjælp mig!!" Mændene drejede hele sceneriet rundt, så de kunne se Roan og omvendt. Roans øjne blev store da han så hvad der forgik, han så måbende på dem, på hende. Hans mund var åben og hans øjne kiggede bare på dem. Devanys øjne skinnede af tårer, hendes krop var froset og hendes hals var tør. Hun så forskrækket på ham, hun kunne ikke forstå hvorfor han bare lå der. Mændene grinede "Haha, han er fuld af ord, men kan ikke en spor" De grinede lidt af deres lille ordspil og blev seriøse "Som om vi skulle lytte til en lille lort som dig, og hvis hun virkelig er din kusine burde du ikke bare at glo. Du ville aldrig komme hende til hjælp ikke engang hvis jeg gjorde det her" Mand tog hårde fat i hende, hun kom med et lille piv. Roans muskler var anspændt fra top til tå mens han lå på den kolde jord "eller det her"  en af de andre mænd tog fat i hendes hår og rev hendes hoved tilbage, hun skreg og tårerne trillede ned. "slip hende" det var nærmest en hvisken, men mændene hørte ham. "eller hvad med det her!" Den første mand tog hånden bag hende hoved og pressede det ind mod hans læber, han pressede sin tunge ind mellem hendes læber. Devany slog armene ind mod hans bryst mens hun prøvede at vride sig fri fra ham. Hun kunne høre de 2 andre grine i baggrunden, hendes bryst og hoved var fuld af smerte. De andre fangerer stod og fulgte med i hvad der skete, men ingen kom hende til undsætning, de vidste hvad der ville ske. Hun lukkede sine øjne, hun ville ikke se mere. Mændene grinte og mandens tunge kørte rundt, mens hans hænder famlede hendes krop. 
Mandens store krop forsvandt og hun faldt til jorden. Manden lå et stykke fra hende og prøvede at komme på benene, de to andre skyndte sig over for at hjælpe. Da han var kommet på benene, var hans øjne rettet mod hende, hans ansigt var fyldt med vrede da han kom hen imod hende. Mandens hånd hævede sig, hun gemte sit ansigt i sine hænder, ventede på slaget. Hun fjernede hænderne og kiggede op, Roan stod foran hende, han havde taget slaget i sidste sekund. Og et slag mere, og et mere, og et mere. Der lå hun, hjælpeløs, bange, det eneste hun gjorde var, at sidde på jorden og stirre på ham falde mere og mere sammen. Der stod han med spredte ben og strakte arme og tog imod slag efter slag. Med et fløj Roans næve mod mandens ansigt, manden var ved at falde omkuld mens han holdt sig til næsen. Han vinkede de to andre hen, og de 3 store mænd gik direkte hen imod Roan. Slag, efter slag, efter slag blev Roans forsvar svagere og svagere indtil han faldt sammen. De 3 mænd sparkede løs på ham, de lo og smilede. Devany sad stadig stille på jorden og så på, hun sad med sin ødelagte trøje mens hun prøvede at dække sig. Manden kom hen og løftede hende op i håret, han kastede hende ned foran Roan. " Fra nu af, vil du gøre alt hvad vi siger. Du skal lave mad, servisere, være vaskekone, dyrepasser og læge. Du er fra nu af vores slavepige, er det forstået" Devany sad med Roans hånd i hænderne da hun svarede "I kommer til at bøde for det her"
"Er det forstået"
"Ja"
"godt. Få ham gjort klar, du har et kvarter før vi skal af sted"
En af børnene kom hen med en spandvand og en klud, drengen kiggede på hende og løb væk. Drengen var ikke særlig gammel, måske seks år, han havde mørke krøller og små æblekinder. Tøjet var ikke særligt beskidt, der var intet blod. Devany så efter ham, han løb hen til en af vogterne. Hans lille mund bevægede sig da han pegede på hende, han fik et stykke stof og kom løbende tilbage. "Her" drengen rakte hende stoffet han havde fået, hun så undrende på ham, kunne ikke forstå hvorfor han var så ren. "Det er en kjole, så du ikke skal fryse" Han pegede på hendes bare overkrop. Hun tog kjolen på, og drengen løb væk igen.

Hun dyppede kluden i vandet og begyndte at fjerne blodet fra Roans pande. Hun lagde sin hånd på hans kind, mens hun rensede hans pande med den anden. Hun kunne mærke tårene der begyndte at trille ned af hendes kind og ned på hans bryst, hendes stemme var gråd kvalt. "Hvis jeg ikke havdet prøvede at redde drengen og bare havde lyttet til dig, ville vi ikke være her...og...og hvis jeg bare kunne tage mig sammen og ikke være så svag ville du ikke ligge her" tårene flød som vandfald. En hånd begyndte at ae hendes hår og ligeså stille fjerne hendes hår fra ansigtet. Hånden endte ved hendes kind, tommelfingeren fjernede tårene fra hendes kind "kig på mig" hun åbnede sine øjne, hans øjne lå blidt på hende da han nærmest hviskede "Intet af det her er din skyld" Devany kiggede ned på hans ankel, den var allerede rød. Hun hev et stykke af sin ødelagte trøje, og bandt det rundt om hans ankel, der hvor kæden ville sidde. En mand kom hen til dem, med en lille kæde og det led Roan er en del af. Inden han kom helt hen til dem fik hun hjulpet ham på benene og hviskede "Hvis skyld er det så" Manden fik Roan spændt fast, bagefter vendte han sig om til hende. det var manden der førte det forreste geled, han var høj, han havde brune øjne, og mørkt krøllet hår. Han satte en lænke rundt om hendes håndled, kæden var Ca. 45 cm lang. Hun blev ført hen til en lille vogn hun ikke havde lagt mærke til før, den havde et form for tag over sig, der var et bord i midten og bænke hele vejen rundt i kanten. Fire store jeg lænker var bundet til den, bagerst var to heste spændt fast og foran så hun noget uventet. Sombra og Marzia var spændt fast til trække vognen. Hun ville ønske hun kunne løbe hen og befri dem, men i stedet fulgte hun med op i vognen. Da hun kom op i vognen så hun noget uventet, den lille dreng fra tidligere sad og kiggede ud på de mægtige dyr der træk vognen. "Din opgave når du er her at passe på min søn, Brayden, og hvis du bliver kaldt ud skal du tage ham med dig. Er det forstået. Og hvis der sker noget som det der skete tidligere, skal du enten skrige eller hviske Shadowwasp og hvis intet af dette virker skal du komme til mig" Hun nikkede  og fik overrakt Roan og hendes bagage. 
Hun satte sig ved siden af drengen, hun kunne nu se hvorfor han var så fin. "Katte. De er fine" Hun kiggede ud på dem og svarede fraværende:
"Jaa, det er synd de skal spændes fast, er det ikke?" 
"Min mor var også en ligsom dig. Slave." 
"Hvor er hun henne nu?" Hendes hoved var fyldt med nysgerrighed.
"Det er hendes kjole du har på"
"Det er en flot kjole, tak fordi jeg må låne den"
"Hvilken kat er din?"
"Den sorte til højre, hendes navn er Marzia. Kunne du tænke dig møde hende" sagde hun mens hun pegede ud på Marzia.
Hans øjne blev store, men blev hurtigt normale igen da han sagde "Måske på et andet tidspunkt"
Hun nikkede og kiggede nærmere på Marzia, og da hun kom til lænken om halsen, kunne hun ikke ladevær med at ligge mærke til de store pikke, der sad på ydre siden. De samme pikke sad også på sombra, hun ville ønske hun kunne kigge nærmere på dem. Hun vendte sig om og sad og kiggede på Brayden der sad og legede med to træfigurer. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...