De østlige feer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 maj 2014
  • Opdateret: 30 dec. 2014
  • Status: Igang
Devany og Roan er nået frem til en af portene der føre indtil De Østlige Feer. På rejsen gennem De østlige feer, bliver Devany genforenet med en af sine veninder. På trods af deres forsigtighed, bliver rejsen ikke nemmere. Nogle har fundet ud af sammenkomsten af de store rigers herskere, og prøver at spulere det.

1Likes
1Kommentarer
281Visninger
AA

6. Observation

Skyerne var blevet lyserøde og solen var tæt på at forsvinde væk, bag de mange marker. Devany var ved at lave en gryderet til vagterne, Brayden og hende selv. Der var ikke meget i retten, to hare, nogle gulerødder og en masse urter hun havde fundet i vejkanten, sammen med Brayden. Køkkenet var ikke særlig stor, der var et hul til rester, en plads til at skære maden og en lille plads til ild. Det stod i hjørnet, så hun kunne knapt bevæge sig, for bag hende havde Brayden en hel krigs mark sat op, og hun ville helst ikke forstyre ham når han læste. Hans far forklarede hende meget tydeligt, at han skulle læse mindst en time om dagen, uden forstyrrelser. Brayden havde fortalt hende, at det var hans fars ønske at han lærte om krigsførelse og at han lærte alt, om de forskellige riger og deres nutidige og fortidige herskere. En lille knude havde vendt sig i hendes mave på det tidspunkt, og det chikanerede hende stadig.
Solen var nu gået helt ned og Brayden og Devany havde kun faklerne, der sad på vagternes vogne, at følge. Hver vagt fik en lille skål med retten og en slat whisky, Devany forstod ikke at de kunne drikke det. Hun prøvede at ignorere øjnene fra de mange sultne fangere, for hver gang hun så på dem fik hun lyst til at give dem maden. På den side der ikke vendte ind mod fangerne, gik Brayden og holdt godt fast kjolens skørt, man kunne se at han var bange. Den stakkels dreng var lille og havde ingen mor, så han var altid højest kun 3 meter væk fra hende, både dag og nat. Da de kom til den sidste vagt, løb Brayden med fuld fart hen til vagten mens han råbte far. Vagten hoppede ned fra sin hest og mødte sin søn med et stort smil og et løft. Bag dem stoppede alle op, de havde åbenbart prøvet det før.
"Nååå, hvad har vi så på menuen. Pasta?" Farens stemme var drilsk, på en god måde, da han spurgte Brayden. Brayden rystede på hovedet med et stort og bredt smil, som kun en lille dreng kunne smile.
"nå ik, hvad så med kylling" Han rystede igen "hmm...gryderet måske" Brayden nikkede så meget han kunne og grinede helt vildt. Hun kunne ikke lade være med at smile med dem, hun var glad for at se Brayden grine og smile så meget. Faren kiggede på hende, hun blev mødt med et smil. Han gav hende et blik og et lille nik, hun var sikker på at det betød at hun havde gjort det rigtigt. Hun hældte en portion op til ham, han nærmest bællede skålen i sig. Med et, kiggede han hende dybt i øjnene og sagde med en dyb og alvorlig stemme, som man nødig ville afbryde "Jeg har overvejet at lære Brayden at bruge et våben. Jeg ville gerne lære ham det mig selv, men jeg skal jo styre alt det her. Er der en vagt....eller måske fange du ville anbefale?" 
Hun kiggede overrasket på ham, men tog det roligt da hun så en mulighed "Jeg kan skyde med bue, og har gjort det siden jeg var i hans alder. Jeg kunne lære ham det og så kommer du heller ikke til, at undvære nogle vagter"
Han kiggede mistroisk på hende men svarede til sidst "Javel. Men jeg vil se fremskridt for hver uge" 
Hver uge, det var nu ikke hvad hun havde i tankerne, hun ville bare gerne væk og hvis hun kunne så ville hun tage brayden med sig. Hun ville tage ham med til et lille hus i bjergene, hvor han kunne blive en rigtig sød bondedreng og og få en ordentlig familie. En af de slags familier der kæmper for det gode.
Vagten havde givet Brayden skålen, sat sig op på sin hest og begyndt at ride, mens hun havde tænkt på hendes plan. Hende og Brayden, endte med at vente på at vognen kom forbi, så de bare kunne springe op. Devany ville prøve at terpe så meget viden om hvert eneste geled, år, højde, skader, fællesskab og kropsbygning. Alt det ville hun finde med øjnene, bare ved at se på dem. Og alt det hun så, blev skrevet ned i en lille notesbog.

Geled 1. 16-21 år, højeste ca. 173 cm og laveste ca. 161 cm, deres kropsbygning er enten normal eller muskuløs, godt fællesskab, værste skade var på den højestes ryg, hvor blod og sår fyldte alt.

Geled 2. 19-29 år, højeste ca. 180 cm og laveste ca. 167 cm, muskuløs kropsbygning, halv godt fællesskab, værste skade var Tristan med ankelen og en lav mand med en stor blodplet i siden. 

Geled 3. 28-41 år, højeste ca. 181 cm og laveste ca. 170 cm, lidt tykke men muskuløse, uenige men kan samarbejde, Værste skade var et bar blodsprængninger.

Geled 4. 40-48 år. højeste ca. 172 cm og laveste ca. 169 cm, store runde maver men god kropsbygning, godt samarbejde, 3 slemme ankel skader.

Geled 5. 48-70 år og nogle få i 20´erne. højeste ca. 188 cm og laveste ca. 165 cm, tykke og muskuløse og svage og spinkle og tykke og veltrænet mænd, det allerbedste samarbejde, ingen rigtige slemme skader, extra: et geled hvor alle kommer fra samme sted.

Geled 6. 51-57 år. højeste ca. 183 cm og laveste ca. 167 cm, spinkle men med styrke, ikke så gode venner, men kan forstå hinanden, 5 slemme skader på ryg eller ankel.

Geled 7. 58-67 år. højeste ca. 171 cm og laveste ca. 173 cm, veltrænet og spinkle men gamle, erfarenhed i kamp og godt fællesskab, værste skader er gamle skader der kunne blive betændt og ankler

Geled 8. 66-72 år. højeste ca. 181 cm og laveste ca. 164 cm, spinkle og lidt meget lidt muskuløse, erfarenhed inden for krigsførelse som giver fællesskab, værste skader var på hænderne og anklerne.


Raslende lænker, piskesmæld og pinsler hørtes i nattens dybe mørke. Hun sad og kiggede ud på det åbne landskab og tænkte på, hvad der ville ske hvis hun bare gik. Gik ud på markerne og bare gik ligeud, hvor ville hun ende, hvad ville der ske med hende. Hvad ville der ske med Roan og Marzia. Endnu et piskesmæld lød, efterfulgt af et skrig. Hun kunne ikke se det, men hun kunne høre det. Hun kunne høre alt der skete, for natten var tavs. Alt omkring dem var tavse og skræmt for vid og sans.~Hun kunne høre alt der skete, for natten var tavs. Alt og alle omkring dem var tavse og skræmt for vid og sans. Fuldstændig ligesom hende selv, men hendes rædsel var anderledes. Hun var i fare heletiden og skulle passe på hende selv, hendes urørte krop, og selvfølgelig den lille søde Brayden. Brayden, som var en sød og lille naiv dreng, der ville tro på alt man fortalte ham. Devany var enig med sig selv om, at hvis hun fik chancen, ville hun tage ham med når de ville flygte.
Han sov ikke særligt langt fra hende, hans øjne var blidt lukket sammen, og dynen var trukket helt op til næsen. Han sov så fredeligt, at hun ikke kunne tro at han boede sådan et forfærdeligt sted, med sådanne forfærdelige mennesker. Hun fik kuldegysninger, gennem hele kroppen ved tanken af de mænd, der havde overfaldt hende tidligere. Hun havde bestemt sig for at ikke at lære, nogen af deres navne, hun var kun interesseret i fangerne. Hun var specielt interesseret i fangerne fra geled 5, det var dem der var bange for hende og dem der havde den gamle mand, der havde peget på hende. Hun rystede tankerne ud af hovedet, det var noget hun ikke gad at tænke på lige nu. Hun lukkede øjnene i, prøvede at sove, men alle kæderne og piskesmældene holdt hende vågn. Hun opgav og satte sig op i stedet, hun satte sig op alt for hurtigt og alle tingene omkring hende blev sløret. Hendes mund var knastør, og hendes mave rumlede fordi hun ikke selv, havde fået særlig meget af gryderetten. Devany sad på sengekanten, et stykke tid og tænkte på hvad hun skulle give sig til, når hun ikke kunne sove. Hun rejste og skyndte sig hen til vagten, der holdt øje med hende og Brayden, han var næsten faldet i søvn, men små øjne beviste det modsatte.
"Og hvor er tøsen så på vej hen på denne tid af natten?" Vagten gav Devany et kæmpe chok, hendes hjerte sad helt oppe i halsen.
"De flygter vel ikke?! For jeg håber da, at du ved hvad der sker med din lille ven hvis du gør" Han gav en lav men hånende latter fra sig. Devany slugte den klump, hun havde i halsen og prøvede at komme med et svar der rent faktisk kunne gøre, så hun kunne komme ud at strække ben.
"Altså...jeg ska...Nej selvfølgelig flygter jeg da ikke, jeg er jo ikke dum. Men jeg kunne godt tænke mig at strække ben og måske...måske smutte forbi mit kæledyr" Hun så med bedende øjne, håbede at han gav hende lov til at gå. Han så mistroisk på hende, men svarede efter en intens stirren, endelig ja.
"Men på en betingelse! Du SKAL sørge for at ingen ser dig. Er det forstået" Hun nikkede langsomt, for at lade ham vide at hun forstod.
Hun løb så hurtig hun kunne om til Marzia, og Sombra. Begge katte blev himmelrygtet over at se hende, selv Sombra lignede en der havde savnet hende. De lavede små lyde og begyndte at sætte farten ned, de var næsten ustyrlige.
"Ssshhhh, der er ingen der må vide at jeg er her" Devany tyssede på dem og de begyndte igen at sætte farten op da de forstod, at der ikke måtte ske nogen mistanke. Hun satte sig op på Marzia, hun savnede at sidde på den bløde ryg.
"Hvor har jeg dog savnet dig" Hun begravede hovedet ned i senleopards tykke pels, tog Marzias varme ind til sig. Men en kold ting ved Devanys hage, fik hende til at tage sit hoved tilbage, det var halsbåndet. Halsbåndet var bredt og på indersiden sad der store, kolde, metalpigge, der ville borer sig ind i dyret, hvis det prøvede at gøre modstand.
"Hvad er det dog de gør ved jer" Devany så nærmere på Marzias hud, under halsbåndet, huden var rød og tyndslidt. Hun tjekkede også Sombras hud, piggene havde allerede boret sig lidt ind i Sombras hud, og flere steder havde dyret blødt. Hun kiggede dyrene dybt i øjnene, de lyste som krystaller, hun skulle til at forlade dem endnu en gang. Hvis hun blev hængende bare lidt endnu, ville manden sikkert blive mere urolig, end hun regnede med at han allerede var. Hun ville så nødig forlade dem i denne triste, ubehagelige tilstand. 
Devany gav begge katte en stor krammer og hviskede "Jeg skal nok komme tilbage. Det lover jeg!"

Tilbage i vognen sad manden og sten sov, selv da hun skubbede til ham for at komme ind i vognen, vågnede han ikke. Devany lagde mærke til, at en lille nøgle ramte det kolde træ gulv, da hun skubbede til ham. Hun tog nøglen op i hænderne, den var is kold og ikke større end hendes lille finger. Det var en helt simpel selv nøgle, et lille hul der hvor man holdt på den og en firkat ude i spidsen til låsen. Hun havde tidligere set en kasse sømmet fast til gulvet, hun havde prøvet at åbne den trods låsen, men var mislykket stort. Med museskridt gik hun over det knagende gulv, prøvede ikke at vække nogen, mest af alt Brayden. Trods gulvets kangen, var hun hurtigt henne ved kassen. Devany satte nøglen ned i hullet, den passede perfekt, hun prøvede at dreje den. Nøglen blev drejet til både højre og venstre, og lige da hun var ved at miste håbet lød et lille klik. Hun åbnede kassens låg med stor forsigtighed, kassen var fyldt med flasker, flasker fyldt med ildelugtende øl og vin. Hun var ikke sikker, men hun var sikker på at hun havde fundet løsningen, på deres flugt plan. Hun skyndte sig at låse kassen og ligge sig hen i sengen, da hun hørte en knagen bag hende. Hun puttede den iskolde nøgle ned et lille grønt skrin, som hun havde fået til hendes smykker, da det var farligt at bære sådan et sted.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...