De østlige feer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 maj 2014
  • Opdateret: 30 dec. 2014
  • Status: Igang
Devany og Roan er nået frem til en af portene der føre indtil De Østlige Feer. På rejsen gennem De østlige feer, bliver Devany genforenet med en af sine veninder. På trods af deres forsigtighed, bliver rejsen ikke nemmere. Nogle har fundet ud af sammenkomsten af de store rigers herskere, og prøver at spulere det.

1Likes
1Kommentarer
327Visninger
AA

3. Levende

Pigerne stod og kiggede på hinanden, klar til blive de bedste venner forevigt. Hun stod i midten af cirklen,klar til at fjerne den sorte pige fra engen, og ud af verden. Pigen havde intet ansigt, kun øjne, hun havde ingen ordenlig krop, bare en skikkelse. Devany var som en over beskyttende mor, overfor de 5 andre piger. En sort skygge kom ud af Pigen, og overfaldt hele verden rundt om dem. Da Devany rørte skyggen blev hun trukket ned igennem et uendeligt sort mørke.

Hendes øjne sprængte nærmest op, hendes krop var helt svedig. Hun var rædselslagen, hun trorede at hun skulle falde til evighed. Roan sad bag hende med undersøgende øjne, de lange blikke fra top til tå, op og ned ad hendes krop. Hun skyndte sig ned i fodenden af underlaget, rev et tæppe op foran sig, selvom hun havde rigelig med tøj på. Hendes vrede og utryghed spredtedes helt ud til fingerspidserne. "HVAD FANDEN HAR DU GANG I !! sidder du over begloer mig,hvor er du pervers! Og tænk jeg red på den hest med dig, bag mig. Og tillod at du måtte bestemme over mig. Er du klar hvor sur jeg er på dig, dit perversesvin" Hendes vrede måtte ud, men mere og mere vrede kom ind på samme tid. Hun stirrede ham dybt i øjnene, desperat efter at finde et øm punkt, men der var ingen tegn. "Og når jeg tænker over det, var det dig der rev mit tøj til lårkorte shorts og nederdele. Bare så du kunne se min krop bedre" Hun havde rejst sig op i frustration, en stor fejltagelse. Hans øjne var sat fast, på et sted på det øverste af hendes højre lår. Hun ville væk derfra men da hun begyndte at gå, sved det på hendes lår og smerte fyldte hendes ben, så hun var nød til at sætte sig. "Hvad har du gjort ved mig" Hun kiggede foruroligende på Roan. Han nærmede sig hende med rolige bevægelser, indtil der kun var centimeter mellem deres ansigter. Hun kunne mærke hans ånder mod hendes hud, en varm sitrerene fornemmelse fyldte hendes krop. Hun kunne se ind i de dybgrønne øjne, se en hver detalje i dem. "Devany, jeg tror jeg ved hvorfor du er så fyldt med vrede. Og hvis jeg skal fjerne den vrede du bære, så vil jeg bede dig om at tage dine shorts at " Med et, blev øjeblikket ødelagt. Hun kiggede vantro på ham, hans ansigt var uden humør, kun en smule bekymring kunne ses. Han aede hendes arm, den sitrerene fornemmelse beroligede hende, og hans øjne bad hende om forståelse. "Jeg vil ikke se dig bære den vrede, så lad mig hjælpe dig" de dybgrønne øjne hun ikke kunne fjerne blikket, den sitrerende fornemmelse, hvordan skulle hun kunne modstå det.  
Hun rejste sig, vendte ryggen til ham, lod shortsene glide ned. En forlegenhed flød i et med hendes vrede. Han tog fat i hendes lår med begge hænder, hun kunne mærke at tommelfingerne strakte huden  lige under ballerne. Hans hænder holdt et fast greb om hende, de runde bevægelser rundt på hendes hud, spredte en varm sitren. En smerte jog igennem hende da han hev i hende. En lille pive lyd kom fra hende, hun sank en klump for ikke at græde. Han hev igen, denne gang gav han slip på hende. Hendes øjne fulgte ham da kom et eller andet, ned i et lille glas.
Han kom tilbage til hende, han tog fat i hendes skulder og kiggede hende dybt i øjnene. Hans blik var undskyldende, hun sank en klump. Han vendte hende rundt så hendes ryg var blottet, kun hendes top var dækkende, alt hendes udstyr, hendes shorts og hendes hår var et andet sted. Han førte hendes arme opad så hun stod som et kors, et kors af is der nu skulle smeltes. Hans hænder følte sig frem, fra hendes skulder ud til hendes fingerspidser. Den varme sitren fuldte hans fingre, hele vejen til hendes fingere og tilbage til skulderende. De gled ned ad siden på hende, han stod så tæt på hende at hun kunne mærke hans ånde i nakken. Hans hænder gled ned ad hendes hofter og førte sig frem til hendes mave. Og før hun vidste af det, var hans hænder ført sig op over hendes bryster og op til skulderne, så hans arme krydsede. 
Han stod og krammede hende, alt lysnede op for hende. Hvordan kunne hun havet været så vred, han stod der, og knugede hende indtil sig. Hun vendte sig rundt så hun kunne kigge ham i øjnene, men intet var at finde, hans øjne var lukket. Hun lagde hovedet på skrå så det lå på hans skulder, hun begravede ansigtet i hans hals. Hun lukkede øjnene, og faldt i en dyb søvn med det samme.

 

En duft af syrener vækkede hende. Hun lå på et lag af de tæpper de havde med, og over hende var der sat et halv telt op. Det lange græs var fuld med alfer der fløj rundt, deres støv dækkede alt græsset omkring hende. Solen strålede ned på det smukke landskab, en lille mus samlede nødder, hun fulgte den med øjnene. Dens små potter lige efter hinanden, med næsen som kompas, på vej hen til hende. Et væsen af ren magi. Den løb op på tæpperne og begyndte at tømme sine kindposer, hun holdt øje med den. Hun prøvede at samle den op, men med et bed den hende. Det var naturens skabning, et fredeligt dyr der holdt sig for sig selv, ikke ét menneske måtte blande sig. Hun fulgte den indtil at den var udenfor syne, hun nød roen til dens fulde punkt.
Det var først der, hun lagde mærke til det, hun var alene. Hun satte sig op kiggede omkring, ingen Roan, ingen Sombra, men værst af alt, der var ingen Marzia. Der var ikke nogen stor ring af træer, til at beskytte hende denne her gang, her groede de vidt omkring. Hun satte sig op, hun mærkede en tung fornemmelse om halsen. Hendes hånd strøg op til halsen og ned til brystet, hvor hun fandt to violette ædelsten for enden af en lang læder snor, under hendes trøje. Hun studerede de to ædelsten nøje, da hun kom i tanke om en ting, hun havde trøje på. Hun kunne ikke huske meget fra natten før, men to ting kunne hun godt huske. Et, hun holdt op med at være sur, to, hun havde ikke særlig meget tøj på. Hvad var der sket, hendes tanker var et stort rod, intet gav mening ligemeget hvor meget hun prøvede at huske. Hun besluttede sig for at gå ud efter Roan. Hun fik fikset hendes eget tøj på, og tog Roans store trøje på og kom ud af halv teltet. 
Hun vandrede rundt i en simpel skov med mos og 20 bøgetræer, og et par små grantræer. En smule panik steg i hende da hun havde vandret i et kvarter, og stadig ikke fundet nogen. Hun hørte en raslen og løb så hurtigt hun kunne tilbage til teltet, hun var inde under et tæppe så hurtigt, at hun ikke opdagede at det allerede blev brugt.

Hun følte en varme fra tæppet, hun vendte sig med maven ind til varmen, hun fjernede tæppet fra et stykke. Under tæppet lå en sovende Roan med et frækt smil på læben, som lignede et smil fra en lille ballademager. Hendes smil bredte sig ud i en smuk række af perler og hendes kinder blev røde. Hun rejste sig, men inden hun nåede op, tog en hånd fat i hendes arm og hev hende ned og ligge. Hun var presset ind mod Roan, hans arm holdt rundt om hende, mens han stadig havde fat i hendes arm. Hun kunne mærke hans ånde i nakken, hendes krop var fyldt med varme. Hun prøvede at komme fri, men gav hurtigt op, han var meget stærkere end hende.
"Jeg gør dig ikke noget, prøv for engang skyld at slappe af" Roans læber mod siden af hendes hals mens han holdt hende tættere, fyldte hendes krop med ro.
Hun ville havet svaret igen, men i stedet lagde hun sig til rette og nød varmen, fra Roans beskyttende krop. Efter noget tid brød hun tavsheden
"Jeg er ikke bange for dig" Roan åbnede sine øjne og kiggede ned på hende.
"hvorfor siger du det?" Hun lagde sig på ryggen og kiggede op på ham, på de 30 cm der var mellem dem, kunne hun studere hver eneste detalje ved ham.
"Jeg syntes bare du skulle vide det" Hun smilede op til ham og hun blev svaret med et lille grin og et smil. Roan gik ud i solen, Devany måtte tvinge sig selv til ikke at glo, da den bare overkrop vendte sig mod hende. "Jeg vækker lige dyrene, okay" Hun nikkede som et enkelt svar. Hun skyndte sig op, skyndte sig efter ham, hun havde glemt alt om Marzia. Hun var endt omme bag teltet, hvor både Roan og Sombra kiggede underligt på hende da hun blev genforenet med Marzia. Marzia kom hende i møde med slik i ansigtet og smukke store øjne der tiggede efter mad. Devany ignorerede tiggeriet. 


Stien var proppet med mennesker i lænker, der så bedene på dem, de stod to og to, rækken var op på 8 lænkede mænd. Manden der førte gruppen stoppede op, og kiggede op på Roan og Devany.
"hvorfor har de lænker på?" Manden kiggede på hende som om det burde være indlysende
"De er forbrydere, de har lige fået fjernet deres vinger og skal tilbage til fængslet" Hun nikkede, og gruppen vandrede videre, Roan kiggede på hende, han lignede et stort spørgsmålstegn.
"vinger, hvilke vinger. Hvad snakkede han om"
Hun grinte ad ham og så på ham med et det er da indlysende, hvordan kan du ikke havet regnet det ud blik. Med Marzia under sig hoppede hun over på en blomster mark, på den anden side af stien. Sombra, der til Devanys overraskelse, fulgte med dem ud på engen og havde efterladt Roan tilbage. Mens de to dyr fjollede og sprang rundt, lænede hun hovedet tilbage og mærkede vinden i sit hår. Hun kunne ikke lade være med at smile, Marzia havde endelig fået en ven og prøvet at mærke det fri. Hun havde selv mødt en fantastisk person, og var på vej ud til sine gamle venner. Og nu prøvede hun at leve livet, frit og levende, levende på en ny måde. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...