De østlige feer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 maj 2014
  • Opdateret: 30 dec. 2014
  • Status: Igang
Devany og Roan er nået frem til en af portene der føre indtil De Østlige Feer. På rejsen gennem De østlige feer, bliver Devany genforenet med en af sine veninder. På trods af deres forsigtighed, bliver rejsen ikke nemmere. Nogle har fundet ud af sammenkomsten af de store rigers herskere, og prøver at spulere det.

1Likes
1Kommentarer
281Visninger
AA

5. Geledet med de frygtfyldte øjne

Hun kunne ikke lade være med at tænke på ham. Hans øjne, de dybgrønne øjne med en blå ring om pupillen. Hendes tanker kunne ikke vige fra ham, og hendes øjne ledte kun efter spor til at se hvor han var. Men hun måtte indse at selvom hendes syn var godt, kunne hun ikke se detaljerne ved de forreste geleder. Hvor var han, er han såret, hvem var han i geled med, har han fundet på en plan, alt i hendes hoved omhandlede ham. Hun opgav sin søgen efter ham, hun lukkede øjnene i to sekunder, tog en dyp indånding og pustede ud. Devanys øjne sprang op da hun hørte en skinger lyd bag sig, hun skyndte sig hen til Brayden. Den lille dreng stod og holdt om sin finger, og tårene var på vej op. Hun var henne ved ham på to sekunder, hun tørrede tårene væk på ham og satte sig på hug foran ham.
"Vil du vise mig hvad der er sket med din finger" Hendes stemme var blød og tydelig. Han tøvede lidt men viste hende fingeren.
"Det var godt, det er kun en lille splint" Splinten var nem at komme til, den sad næsten ikke fast.
"Okay, nu tager jeg splinten ud, og du vil ikke mærke noget som helst. Okay!?" 
"Må jeg lukke øjnene" Hans stemme var skælvende
"Selvfølgelig må du da det" Han lukkede øjnene og hun tog splinten ud. 
"Så! det var det" Han skyndte sig at åbne øjnene og kiggede på fingeren, han så forbavset på den.
"Det her ville fjerne ømheden med det samme" Hun gav fingeren et lille kys, og han vendte straks tilbage til sin leg. Hun sad i hjørnet og læste i en bog mens hun holdt øje med Brayden. Bogen handlede om de forskellige former inden for, midler til medicin og små operationer, hun var blev sat til at læse 5 sider om dagen. det var en stor bog, med flere hundrede sider, hun havde ingen ide om hvordan hun skulle huske alt det. 

Vognen rystede vildt, vejen var fuld af hulder og forhøjninger. De mange træer forsvandt lige så stille og blev til buske, så langt hun kunne se var der marker. Der var marker hele vejen rundt om dem, gule, grønne og brune, ikke noget specielt, det var noget man kunne se lige meget hvor man tog hen. Brayden sad men nogle papirer og tegnede, han kiggede om på hende og smilede. Hver gang han smilede kunne hun ikke andet end at smile tilbage, hans små mørke krøller og hvide smil gav hende et lille håb, håb hun ville få brug for. Han rejste sig og gik hen med tegningen til hende, det forstillede en pige med langt brunt hår og en slidt kjole. Hans finger landede på tegningen og sagde med et smil på læben "Det er dig" Han grinede og skyndte sig tilbage. Devany smilede for sig selv af glæden fra den lille dreng. Men glæden varede ikke længe. Manden der styrede det bagerste led råbte hende op, og alle hendes tanker brød løs. Hun tog en taske med udstyr i den ene hånd og Brayden i den anden hånd og førte ham hen over gulvet i den store vogn, forklarede ham at der var brug for hendes hjælp. Brayden nikkede og fulgte med, nærmest forbavsede. Stien var bred, bred nok til at de kunne gå ved siden af den store vogn og stadig have plads til en person mere. Hun gik i hurtigt tempo og med lange skridt, intet skulle stoppe hende. Hun havde en ting i tankerne, Roan, hvor var han. Hun stoppede ikke op for at få at vide hvad hun skulle eller hvor hun skulle hen, manden blev nød til at råbe efter hende. Geled 3, ung mand, slem betændelse, hun hørte det og var fast besluttet på at finde Roan i farten. Braydens små ben arbejdede på fuld kraft, det tog ham 4 skridt for at tage 1 af hendes. Hendes øjne var en radar der kun kunne finde en ting, Roan. Mange af mændende fik øjenkontakt med hende, og hun sendte dem et blik der kun kunne give håb. Nogle af de andre mænd turde ikke at kigge på hende, bange for at endnu en rød streg ville fylde på ryggen. Hun husker tydeligt at hun kunne se se deres smadredet kroppe, da hun stod mellem dem, hvilken lugt der kom fra dem. Den lugt der havde fået hende til at blive svimmel,uden at kunne huske noget. 
Hendes ryg begyndte lide, en smerte var begyndt at røre på sig. Hun kunne ikke huske at hun havde gjort noget der kunne have skadet den. Hun pressede læberne sammen prøve at bide det i sig, hvert skridt var som en nål i ryggen. "hvad er der galt" Hun kiggede på ham, hun havde ikke vist nogen form får fysisk tegn på hendes smerte. Hun kiggede undrende på ham "Der er ikke noget galt, og hvis der var skulle du ikke bekymre dig" Han nikkede og begyndte at gå videre. Hun kunne ikke sætte sin finger på det, men der var noget ved ham der bekymrede hende. 
De kom til geledet der havde brug for hende, det var en ung mand, måske 18 år, han var i den yderste række. Han led, alle hans muskler var spændt, han havde flere ar end hun havde forstillet sig. "Hey! Stands. Jeg kan ikke gøre noget hvis han er i bevægelse" Manden rullede øjne af hende, og gav tegn til at stoppe. 
Hun gik hen til ham, hun gav Brayden besked på at han skulle holde hast i hendes kjole og stå så langt væk fra hende så muligt, hun turde ikke forstille sig hvad der ville ske hvis de tog ham. 
"Kan du fortælle mig dit navn?"
"Tristan" Ud gennem tænderne kunne hun lig høre hvad han sagde.
"Tristan, hvor er betændelsen?" 
"Som om jeg vil lade en lille luder som dig røre mig. Du skulle skamme dig"
Hun gjorde store øjne, men tog dem hurtigt til sig da hun bukkede hovedet. Hun fik øje på hans ankel, flydene gult væske løb stille ned af hans fod. 
"Hvis...hvis jeg var dig ville jeg lade hende hjælpe dig, men hvis du gerne vil trodse dem så gør du det"
I det sekund hun hørte stemmen blev alt andet sløret, uklart, hendes øjne rettet mod ham, Hun kunne lige skimte hans hår og hans ankel der var bundet ind i hendes kjole.
"Arrh okay....mii...aah...min ankel"

Han strakte hans ben ud, den var hel rød og rundt om lænken kunne man se det gule væske. Devany rejste sig op "Hey! hvordan havde i tænkt jer at jeg skulle kunne ordne ham med en lænken om såret" Manden fra vognen så tænktsom på hende men kom alligevel ned og låste op. Hun tog lille flaske alkohol op af tasken, samt en lille kniv, en ren klud og et langt stykke stof. Hun kiggede ham i øjnene, nogle få sekunder før hun tog en pind fra jorden og stak den i munden på ham, han forstod. Ankelen var gul af betændelse og væsker, og stank var uudholdelig og sved i øjnene. Hun ville gøre det så hurtigst muligt, hun skar de gule og væskene sår af, så det løb ned af foden, flere af mændene kom med bræk lyde. Hun hældte alkoholen ud på det åbne sår, og begyndte at rense det værste. Det var pinefuld at se manden lide på den måde, hun var glad for at han tog det som en rigtig mand, trods hans alder. Hun hældte lidt alkohol på stoffet og bandt det rundt om såret "Det var vist det. Nu hvor jeg er her er der så noget andet" Hun rejste sig op tjekkede kjolen for snavs, flere af mændene/drengene fnøs af hende. Der stod hun i nogle sekunder og ventede på et svar. "Sårene på min ryg er ret store" der kom en lidt støre mand hen til hende og viste hans ryg, hans ar var fyldt med snavs. "Hvis der er flere der har sår magen til disse, så rens dem med enten lidt spyt eller noget vand, forstået, godt" 

Hun vinkede vagten hen, han gav hende et ondt blik, men intet kunne få hendes opmærksomhed væk fra Roan. Hun havde fundet ham, geled 3, alt for langt væk fra hende. Hun søgte hans øjne, de dybe øjne der fyldte hende tryghed, men hans øjne var hos manden hun lige havde hjulpet. Hun blev helt trist indeni selvom hun godt vidste hvad han lavede, at finde allierede og folk der turde at gå op imod vagterne. Men efter hvad der skete, manglede hun hans omsorg, den omsorg hun vidste han havde gemt bag hans hårde facade. Hun tog sit blik tilbage til sig selv og tog den lille dreng op til sig. Hun var ligeglad med vægten, han havde været stille og ventede fint og så vidste hun at han var træt. Alle begyndte at gå igen og man kunne høre piskesmældene i luften efterfuldt af mænd der skreg. Hun prøvede at dække Braydens ører med hendes hånd og den ene skulder. Han små krøller killede hende i næsen, men var ligeglad. For hende var det forfærdeligt, at sådan en lille drenge skulle ikke høre andres smerte og lidelse. Han skulle i hverfald ikke høre på det når hun var i nærheden. 
Hver eneste person hun gik forbi sendte hende, enten rasende, døde, bedende, pinefyldte endda frugtfyldte øjne, og vagterne grinte bare af hende når hun skulle rette på Brayden når han blev tung. Vejen de gik på var helt tør og støvet så mændene blev helt hvide, de lignede døde der gik på ræd og række med intet formål. Det eneste formål hun kunne se var at forbrydere blev sendt i fængsel, men alle de unge mænd og drenge og dem med koner og børn, det var dem der fik hende til at tro at der var noget galt. Noget grueligt galt.Hun fik øjenkontakt med lidt ældre herre, hans øjne var store og med præg af frygt. Han havde et lille papir i hænderne, hans øjne gik fra hende til papiret og så tilbage på hende. Hans læber bevægede sig, hun kunne høre ham eller aflæse ham, men der var nogle der hørte ham. Flere af dem omkring ham kiggede hen på ham, hans øjne havde stadig ikke forladt hendes. Hans skæve pegefinger prikkede på papiret og blev ført op i retningen af hende, han pegede direkte på hende. Nu havde hun alle mændene i det geleds øjne på hende, og det var ikke øjne hun nød, det var øjne af fyldt med frygt. Deres øjne var på hende, de blev ikke fjernet et sekund, først da de kom forbi hende fjernede de blikket. 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...