De østlige feer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 maj 2014
  • Opdateret: 30 dec. 2014
  • Status: Igang
Devany og Roan er nået frem til en af portene der føre indtil De Østlige Feer. På rejsen gennem De østlige feer, bliver Devany genforenet med en af sine veninder. På trods af deres forsigtighed, bliver rejsen ikke nemmere. Nogle har fundet ud af sammenkomsten af de store rigers herskere, og prøver at spulere det.

1Likes
1Kommentarer
306Visninger
AA

2. Den åbne eng


lPorten var Ca. 2m bred og 3m høj, den buede op i toppen og roser af sølv, kransede op af den. Den var så blank, at man næsten kunne spejle sig i den. "Hvor er den flot, ser de allesammen sådan ud" Han kiggede på hende med dømmende øjne, og begyndte at grine og ryste på hovedet af hende. "Det er da ikke sjovt, hvorfor griner du af mig." Men alligevel var det sjovt, han smilte og grinte sjælendt. "Som hertuginde, burde så ikke vide hvor de porte, der ligger op til dit rige, ser ud og hvor de ligger. Men nu er det jo også bare min mening" Hun kunne mærke rødmen, hvordan kunne hun gøre sig sådan til grin foran ham, ikke nok med at det bare var pinligt men også skamfuldt. Hun vidste ikke særlig meget om hendes rige, det var skamfuldt. "Er du klar" "Devany, er du klar til at gå videre" Hendes tanker blev brudt af Roans utålmodighed.

Der var goldt så langt øjet rakte, der var helt fladt, kun små sten hist og her og gas krater destruerede den golde flade, den Åbne eng var helt forladt. Devany havde altid fået fortalt at kun de dumdristige drog igennem og 80% af dem var døde og af de resterende 20% var enten savnet, brutalt skadet.
Men hvis der var så mange allerede, måtte der vel være mange flere og på denne golde flade, burde det være nemt at opdage dem. 

Solen kunne lige skimtes bag de tætte skyer, og luftfugtigheden var tæt. Devany hev efter vejret flere gange og hun var tæt på at falde af Marzia et par gange. Lidt længere foran, gik Roan og foran ham rendte Sombra som kat, hund, kat, hund, kat, hund osv. Sombra var det mest irriterende som Devany nogensinde havde mødt, og at den bare legede og følte sig hjemme på gold sted, fik det til at gyse i hende. Hun var blevet enig med sig selvom at hun skulle holde sig på lang afstand af det væsen Roan kaldte, Sombra. Devanys vrede steg mere og mere, Sombra og Roans rolighed var ulidelig.
"Han tror hen er så perfekt, med det hår og det væsen, Ved du hvad Marzia, jeg vil kunne slå ham til vær en tid, i hvad 
som helst. Han skal ikke tro han er noget bare fordi han kan føre vej, jeg kan også føre vej og jeg kan slås og jeg kan bruge magi, bedre end ham. Og du Marzia er på alle måder der findes, meget bedre end Sombra." Marzia gav en venlig lyd fra sig og rettede ryggen i bevisning. De red et stykke videre, Devanys øjne var rettet ondt mod Roan. Og da han pludselig stoppede op, blev vreden ikke mindre. "Devany vi gør holdt her for natten" han stemme var helt rolig, og Devany var så irriteret at hun bare red videre "DEVANY,vi gør holdt her. jeg vil ikke diskutere med dig, så kom nu" Devany vendte Marzia, og red hen imod ham. Hun hoppede ned lige hvor han stod, så han var nød til at flytte sig.
"JEG GIDER IKKE AT VÆRE I DEN HER GUDS FORLADTE ØDEMARK, JEG VIL VIDERE!!  Her er koldt, ingen vand, luftfugtigheden er forfærdelig og fyldt med gasser, som jeg er ret sikker på for mig til at se syner. OG JEG VIL VÆDE MED, at du ingen ide har om hvor vi er hvordan vi kommer ud" Roan så forbløffet ud i 1 sekund, og blev så helt rolig og åbnede munden og sagde "Rolig nu Devany jeg har styr på det, der er intet i Den åbne eng, og hvis der var så ville det kun være bitte små Støv ånder. Så tag det nu lidt roligt" Devanys tilbageholdenhed var brudt.
"ROLIGT, DIN ROLIGHED HAR PISSET MIG AF LIGESIDEN VI TRÅDTE IND PÅ DEN HER ENG. HAR DU SLET IKKE HØRT RYGTERNE OM DET HER STED. DU BURDE SLET IKKE VÆRE SÅ ROLIG" 
Hun skreg ham lige ind hovedet og da han prøvede at ligge sine hænder om hendes skulder, skubbede hun ham væk ligeså snart de rørte hende. Roan så forskrækket på hende. "Hvilke rygter. Devany hvilke rygter helt præcist" Roans forskrækket ansigt og hendes udbrud fik hende til at køle lidt af. "Folk er blevet smidt døde, foran de byer der krænser op til den her eng. Og dem der er vendt tilbage i live, var brutalt skadet" Roan så helt rolig ud igen, og han skabte vreden i hende rigtig hurtigt.

Roan fandt teltet frem og begyndte at slå det. "Hvad fanden har du gang i, har du slet ikke hørt efter der er noget her ude, vi må væ....." Devany blev af brudt af høje skingerende toner, bag hende. Hun så at Roan næsten havde pakket teltet væk, hans øjne kiggede heletiden bag hende. Hun vendte sig om, for han skulle ikke være den eneste der så hvad det var. Bag hende, så hun 5 store skikkelser på vej hen imod dem. Hun begyndte at hyrperventilere, hun kunne næsten ikke bevæge sig, hendes ben var så tunge, næsten ubevægelig. hun kiggede ned på dem, de sad fast i to huller der gik hende til anklerne, hun sank ligeså stille ned i jorden. Hun råbte efter Roan, han var allerede begyndt at ride, han var 5 m bag hende. Hun råbte så højt hun kunne, han stoppede op "JEG SIDDER FAST!!" Han skyndte sig tilbage, men monstrene var hurtige. De var 2 m høje, store tænder der stak ud af munden, døde øjne, en stor udrustning med blod over det hele. Roan endte ved siden af hende "hvordan kan du sidde fast" hun kiggede ondt på ham, hans rolighed blev værre og værre "HVORDAN KAN DU VÆRE ROLIG" Han kiggede bare på hende med dømmende øjne.
Han prøvede at grave hende fri men det hjalp næsten ikke. Han forsvandt om bag hende, panik spredte sig i hende, men intet kunne fylde mere end den vrede hun havde imod ham. Monstrene var 2 m fra hende, hun kunne lugte stanken af død og forrådnelse. Roan dukkede op foran hende, han gav hende en skovl og et sværd. En af monstrene angreb Roan, hun kunne ikke se hvad der forgik men hun kunne høre Roan falde til jorden og monstrets tunge skridt. Hun var panisk hun kunne ikke få gravet sig fri, og vreden steg og steg, hvorfor kunne han ikke bare havet gravet hende fri. Hun hørte en af monstrene falde til jorden hun håbede inderst inde at det ville hjælpe. men hun skulle aldrig have tænkt det, for i det sammen stod der en lige foran hende. I panik stak hun sværdet ind i benet på væsenet. Monstret tog fat i hendes hår og begyndte at hive hende op. Smerten i hendes hoved var ulidelig og jorden løsrev sig lige så stille, blodet fra hendes ben løb ud på jorden. Til hendes held gjorde det jorden blødere, og hun endte med bare at hænge i hendes hår. Det var nu hun skulle bevise at hun også duede til noget. Hun strakte sin arm ud imod monstrets bryst, og samlede energien omkring hende så det dannede en en kule i hendes hånd. Hun afstødte energiens magi og hendes egen så det blev affyret lige ind i brystet på væsenet. 
Monstret slap hende med det samme og faldt til jorden. 
Hun rev sværdet ud af monstrets ben. Roan kæmpede mod 2 af dem, han havde fået flere slag. Hun kiggede på ham og skyndte sig videre til den tredje, hvis bare hun kunne huske hvad hun havde fået fortalt, af en af tjeneste pigerne. Det eneste hun kunne komme i tanke om var at de blev kaldt Stenbidere, og dræbte alt hvad der var levende. En hånd kom flyvende lige ind mod hendes hoved, kun med nød og næppe undveg hun og kom ind under Stenbiderens overkrop. Hun stak sværdetind i maven på den, og begyndte at dreje det, så blodet pippelede ud. hun satte hånden mod sten biderens bryst og affyrede endnu en kule af magi. Kulen var helt blåglødende, fuld af små partikler, der samlede sig i midten af kulen. Kulen ramte perfekt, ligemod hjertet, væsenet væltede forover, og ladte ovenpå hende. Kroppen var tungere end noget andet hun havde oplevet, hendes ben var følelses løse, hun kunne næsten nå skovlen, den lå kun 2cm fra hendes fingerspidser. Hun knokklede sig hen imod skovlen, og da hun næsten rev sin skulder af led fik hun fat i den. Hun puttede skovlen ind under monstrets skulder, så spidsen vendte ned af og bunden op imod skulderen, så der var mere plads til hendes ben. inden hun fik kigget sig om, kom Roan ridende og samlede hende op. 
Hun sad foran Roan, som havde et godt greb om  hendes ene skulder. Bag hende var en af stenbiderne i fuld fart imod dem, mere af hendes vrede steg. Hvordan kunne han havde ladet hende ligge under den store krop, og stadig lade en være tilbage. Hun begyndte at vride og slå omkring sig, hun skulle fri af ham, væk fra Sombras slanke hesteryg. 
"Hvad har du gang i, sid dog stille. Man skulle tro du gerne ville dø!!" Roans stemme var ikke sur, mere bestemt. Hvorfor ville han ikke blive sur på hende, hun var ved at sprænges inden i af vrede og kun mere vrede spredes. Hun gav sin kamp op, hun måtte indrømme at hun ikke kunne undslippe hans greb. 
De red igennem en indgang, der var hugget ind i en stor mur på mindst fem meters højde, og to meters bredde. På den anden side var der en lille forsømt landsby, man kunne se at husene engang havde været hvide, men nu var de næsten kun brune og stråtagene var fuld af alger og mos.
Folkene i byen stirrede på dem der de red igennem byen, Marzia holdt sig tæt ved Sombra, selvom om at hun ikke var vild med det. Hun var stadig holdt fast af Roans jerngreb, og hun ville vædde med at når han giver slip, ville hun have et mærke efter hans hånd.  Roan stoppede op foran et hus der var lidt større end de andre, og uden foran ved døren hang et lille skilt med en bog på det. Roan hoppede ned og rev hende med ned, som en lille pige der ikke kunne noget selv. Hun prøvede at rive sig fri, men som forventet hjalp det ikke. "Nu opføre du dig ordenligt" "Jeg er ikke en lille pige jeg kan sagtens opføre mig pænt, det er dig selv du burdebekymre dig om" Devany kiggede bare på ham, og fuldte med mens vreden steg og steg og steg i hende. 
De gik op til manden ved kassen, manden var ikke særlig høj mindste 1,58m. Han havde et stort men vel plejet overskæg, hans hår strittede til alle sider og selerne i hans bukser passede til skæggets og hårets farve, nemlig grå.
"Har du en bog der handler udelåggende om insekter der er giftige, halkusinerende osv" Manden kiggede undersøggende på Roan men fandt så en tyg bog frem og gav til Roan for 20 cenn. Roan træk hende ud af døren, op på hesten og ud i skoven, da de havde redet i nogle timers tid, begyndte hun slå ham i brystkassen, men da det ikke hjalp bed hun ham i armen. Han gav slip på stedet og hun faldt til jorden. 

"Vi slår lejr her. Og jeg gider ikke at høre noget fra dig, og dit rolige sind og din rolige mund og din rolige måde at i panik" Roan hoppede af Sombra, han fandt teltet frem og begyndte at slå det op, alt det gjorde han uden at fjerne øjnene fra hendes. Det spiste hver fra sig den aften, Roan i den ene ende af teltet og Devany i den anden ende. Hendes vrede stilnede af i hendes undsøgen af stjerne himlen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...