What about me(1D)

Cece har det af lort til på hende gamle skole, hun har "kun" 2 venner som ikke er fake, håber hun. men livet er ikke let når man gerne bare vil væk fra det hele fordi man bliver mobbet, og man går rund med selvmords tanker, men vil man dø og hvor nemt er det at sige det til ens venner, og bliver det letter når ens far for nyt job i en lille by i Irland, lige som skole året starter.

13Likes
20Kommentarer
1450Visninger
AA

3. last day in Doncaster


Celines Synsvinkel:

Jeg går ud af hoveddøren. Det er mandag, første dag efter ferien. Jeg skal følges med Ann i skole, som jeg plejer. Louis skal gå med Hannah og resten af Pink-pigerne. Jeg er glad for, at Ann prøver på ikke at være sammen med dem, og jeg 'glæder' mig til at komme i gang igen efter ferien. Jeg har nogle få ting, jeg skal have snakket med Ann og Louis om. Okay, 5 minutter så kommer Ann, jah. 

Det banker på døren. Jeg smiler, da jeg ser Ann, da jeg har savnet hende helt vildt, selvom vi bor på samme vej. 
"Hej søde," siger jeg glad. 
Hun smiler og svarer: "Hey Cece."(Det bliver jeg kaldt af Ann og Louis.) Vi giver hinanden et hurtigt kram.
"Skal vi gå?" spøger jeg hende, mens jeg finder min taske. "God idé, hvis vi ikke skal støde på dem." (Dem = Pink-pigerne.) 
Vi begynder stille at gå hen mod skolen. 
"Vil du prøve noget sport i år?" spørger Ann mig lige pludselig.
"Nej jeg tror bare, jeg holder mig til skoleavisen igen-igen. Hvad med dig?" Jeg ser på hende, da hun sikkert har en ny sjov idé til, hvad hun nu vil prøve. 
"Jeg tror, jeg vil prøve volleyball eller måske hockey." 
Jeg ser på hende. 
"Seriøst?" Hun smiler.
"Seriøst," svarer hun mig. 
Jeg smiler, da vi når skolen.

Da vi kommer ind i klassen, sætter vi os på vores normale pladser i matematik, da det er det første, vi skal have. Vi skal have ny lærer. En eller anden ung fyr. Jeg tror, han hedder Caspar Winter, eller noget i den stil. Jeg håber, han er god, da jeg selv synes, vores gamle matematiklærer var en lille smule dårlig. Han hed Hr. Davids. Jeg fandt aldrig ud af, hvad han hedder til fornavn. 
Yay nu kommer Louis... og Hannah. Mit smil forsvinder lidt da Hannah kommer ind af døren. Jeg forsøger at glemme alt det, der er sket mellem mig og Hannah, men det er lidt svært, da det hænger meget i min fortid. Jeg har faktisk aldrig følt, at jeg var god nok. Det var faktisk først, da jeg mødte Louis, at jeg begyndte at få mere selvtillid. Jeg har altid været en meget stille pige, men dygtig. Det er også en af grundene til, at jeg er et par år yngre end de andre. Jeg er jo 16 år, mens Louis er 18 og Ann er 17. Jeg har det fint med at være den mindste til tider, men når man både er den mindste i alder og højde, bliver det ikke værre, end at jeg bliver mobbet af Hannah. 

Da det bliver frikvarter, går Ann og jeg ned i kantinen. Ikke nok med, at der er lang kø til at købe mad, så står man jo lige foran Hannah. Da jeg har købt min mad, er der noget på gulvet, jeg ikke lige har set, som jeg selvfølgelig falder i, og så kommer jeg til at hælde min mad ud over Hannah. "HVAD FANDEN LAVER DU DIT KÆMPE SVIN!!" råber hun af mig. Jeg sidder nede på gulvet og har slået mit knæ, hvilket hun ikke har set, så hun giver mig et spark lige i siden 
"AV!" råber jeg. Ann står lige ved siden af mig.
"Hvad fanden har du gang i, kan du ikke se, hun faldt og slog sit knæ, din lede ***," hører jeg Ann sige til hende. Jeg ser, at alle bare står rundt om os. Selv Louis har set det. Jeg rejser mig bare og løber så hurtigt, jeg kan, ud på skolens toiletter. Jeg kan høre bag mig, at Hannah råber efter mig: "Ja, løb du hjem og tud hos din mor, din lille tøs.” 
Jeg ser, om alle toiletter er ledige, inden jeg begynder på det, jeg vil gøre. Jeg sætter mig ind på det toilet, der er længst væk fra døren. Jeg finder et barberblad frem og trækker lidt op i mit ene ærme, og skærer mig stille i armen, mens jeg begynder at græde. Jeg vil bare gerne væk herfra. 
Jeg hører nogen komme ind på toilettet. 
"Cece, er du her ude?" 
Jeg kan høre på stemmen, at det er Ann. Jeg smider barberbladet ud og trækker ærmet ned. Jeg åbner døren og smiler lidt. 
"Hej." Jeg står bare lidt og kigger. 
Ann løber over til mig og giver mig en kæmpe krammer. Hun ser mig i øjnene.
"Er du okay efter det i kantinen?" 
Jeg ser lidt rundt.
"Nej, det er jeg ikke, men hvad kan jeg gøre. Hun har nok ret i, at jeg er en lille tøs, der ikke tør gøre noget som helst, og jeg burde nok løbe hjem til min mor og tude." Ann holder mig på skuldrene. 
"Hey, lad være med at give op. Husk hvorfor du er her. Du er næsten 1-2 år yngre end os andre! Husk, det er faktisk dig, der er den klogeste, ud fra din alder." 
Det får mig faktisk til smile, da hun siger det til mig, men på den anden side... Der er ikke nogen anden side, er der?

Da vi endelig får fri, går jeg hjem sammen med Ann og Louis. Vi går og griner hele vejen hjem. Vi går hjem til Louis, da det er det første hus, vi kommer til. Vi går ind og stiller vores tasker, tager vores overtøj af og går op på Louis' værelse. Louis ser på mig. 
"Hvad skete der i dag nede i kantinen?" Jeg ser på Ann. 
"Jeg faldt over et eller andet på gulvet, og hvor meget af det så og hørte du?" Han ser på mig. 
"Næsten det hele, tror jeg. Hvorfor?" 
Jeg ser lidt rundt. Jeg sidder i Louis' seng, som jeg plejer. Ann sidder på hans kontorstol, og Louis selv sidder på gulvet. Sådan gør vi altid. 
"Ved jeg ikke, ville bare lige høre, om du også hørte din kæreste kalde mig et kæmpe svin og en lille tøs." 
Jeg smiler ikke så meget, som jeg plejer at gøre. Den episode i dag har bare taget hårdt på min selvtillid, hvilket jeg jo ikke kan sige til mine venner. 
"Hvad ville I sige, hvis jeg sagde, jeg ville begå selvmord - hvilket jeg ikke ville, men hvis jeg nu sagde det?" spurgte jeg, for at se deres reaktioner. 
Louis ser på mig med store øjne. 
"Jeg ville nok... s-spørge dig, hvorfor du ville gøre det, tror jeg, og derefter ville jeg nok sige, du ikke skulle gøre det." Han ser på mig med et lille smil. Ann sidder bare helt tavs og kigger ud af vinduet, og lidt efter ser hun på mig. 
"Jeg ville nok sige, du skulle lade være, for ellers ville jeg ikke have nogen venner, sorry Lou, og hvis jeg ikke havde nogen venner, ville jeg nok også begå selvmord, og vi kan jo ikke have, at to begår selvmord, vel?" siger hun med et smil. Jeg tænker stadig meget på, hvad jeg skal gøre, sige og i det hele taget hvordan de ville tage det, hvis jeg ikke var her.

Efter et par timer ringer min mobil. 
"Det er Cece." Jeg kan høre, det er min mor.
"Cece, vil du ikke nok komme hjem nu, og hvis Noah også er ovre ved Louis, så tag ham med. Hvis han ikke er der, er han nok hos Steffen.” (Hans bedste ven.)
Det var en lang besked. Håber, hun selv ved, hvad det var, hun sagde. 
"Ja, kommer om lidt," svarer jeg og lægger på. Jeg kigger på Louis. 
"Er Noah sammen med Lottie, eller er han sammen med Steffen?" Louis ser på mig. 
”Ved jeg ikke, kan lige spørge Lottie." 
Derefter går han ned til Lottie. Vi kan ikke høre ham, men det er nu lige meget. 5 minutter efter er han tilbage. 
"Han er nok hos Steffen," svarer han med et smil. 
"Okay tak, jeg må gå nu, vi ses i morgen." 
Jeg går hen og krammer Ann og Lou. 
"Vi ses," siger de i kor.

Jeg går nedenunder og siger farvel til Lottie. Vi er rimelig gode venner, da jeg alligevel er ovre ved dem hele tiden, men ja, jeg går hjem. Da jeg kommer ind af døren derhjemme, lægger jeg min taske i gangen. Derefter går jeg ind i stuen. 
"Hej mor," råber jeg, da min mor står ude i køkkenet. 
"Hej skat, har du Noah med?" 
"Nej, det har jeg ikke, han er henne ved Steffen," svarer jeg hende og sætter mig i sofaen. Jeg hører døren gå op. "Hej," hører jeg en råbe ude fra gangen. Det er højst sandsynligt min far, og han har min bror med. Yay! (Nej, egentlig ikke.) 
"Hej far," råber jeg bare tilbage. 
Da vi allesammen er kommet ind i stuen, og Noah og mig vi sidder i sofaen, siger min mor: "Okay unger, vi har en god og en dårlig nyhed. Hvilken vil I høre først?" 
Noah og mig ser på hinanden og svarer i kor: "Den gode, selvfølgelig." 
Min mor ser på os med en lille smil. 
"Men okay, jeres far har fået nyt job." 
Jeg ser på min mor og derefter på min far.
"Hvor henne? Her i Doncaster? London? Er det en forfremmelse eller hvad?" 
De ser begge to på mig. 
"Det er ikke her i Doncaster eller i London. Det er i en lille by i Irland, som hedder Millugar, og ja, det er både en forfremmelse og en forflytning," svarer min far mig på alle de spørgsmål, jeg stillede. 
"Og det sidste, jeg sagde, var også en del af den dårlige nyhed, altså det med Millugar. Vi skal flytte," fortsætter han. Noah ser bare på min far. 
"F**K dig. Jeg var lige kommet på fodboldholdet for første gang siden 5. klasse!" Han rejser sig, løber op på sit værelse og smækker døren. 
"Han skal nok blive god igen. Han skal bare lige vænne sig til tanken om, at vi skal flytte," siger min mor til min far for at berolige ham. 
Jeg sidder bare og ser ud i luften. For at være ærlig ved jeg ikke rigtig, hvad jeg skal sige, for på den ene side har jeg bare lyst til at råbe F**K dig far og gøre det samme som min bror, og på den anden side har jeg det fint med at komme væk fra Hannah, og har bare lyst til at sige tak for, at jeg kan starte på en frisk. Men mine forældre ved slet ikke, hvad der sker i skolen, da jeg altid kommer hjem med topkarakterer og et smil på læben, fordi jeg har fået 12 igen, igen-igen - hvilket jeg jo også er glad for, men det er jo for det meste en facade, jeg sætter på derhjemme og overfor lærerne. 
"Er det okay, at jeg går op på mit værelse lidt? Jeg skal lige tænke det hele igennem." 
Min mor ser på mig og nikker. 

Da jeg kommer op på mit værelse, kan jeg se, at Louis banker på min rude. Vores værelser er overfor hinanden. Han banker med en... kost, tror jeg, eller også er det en gren. 
Jeg åbner mit vindue med et stort smil. 
"Hej Lou, hvad vil du?" Jeg ser på ham og kan ikke rigtig lade være med at grine. 
"Ikke så meget, bare hvad din mor skulle spørge dig om?"
"Hun skulle bare sige, at vores far har fået nyt job, og at det job er i Irland. En eller anden lille by, som hedder Millugar, og det vil sige, vi skal flytte." 
Han ser på mig uden at smile, og mit grin falmer også en smule. 
"Det er jeg ked af at høre. Hvad tænkte du, da de var færdige med at fortælle jer det?" 
"Øhh... Noah råbte bare F**k dig til min far og løb op på sit værelse. Jeg fik egentlig lyst til at gøre det samme, og på den anden side har min fars job reddet mig fra mere mobning, men jeg kommer til at savne jer mega meget. Lov mig, du skriver, hvis du gør noget dumt?" 
Han ser på mig med det der ansigt – 'mig, gøre noget dumt, aldrig i livet.' 
"Ja det skal jeg nok, bare du lover aldrig at gøre skade på dig selv på grund af din fortid? Jeg mener det virkelig." 
Jeg smiler bare, men jeg burde nok fortælle ham, at jeg allerede har brudt den aftale. 
"Lou, jeg er meget ked at fortælle dig, at jeg allerede har brudt den aftale. Sorry." Han ser bare på mig med det der 'hvad fanden har du lave Cece' blik. 
"Cece, hvad har du gjort ved dig selv?" 
Jeg ser på ham og trækker op i mit ærme, så han kan se arene på min arm. 
"Cece, din store idiot, du skulle bare sige det til mig, hvis Hannah går dig på nerverne, og du har et problem med hende." 
Men jeg har jo ikke et problem med hende. Det er hende, der har et problem med mig. 
"Jeg har ikke et problem med hende, jeg har aldrig gjort hende noget. Hun har bare valgt en i klassen og det blev mig, og det er nok fordi, jeg er bedstevenner med dig, og du er jo hendes kæreste, så..." Han tysser på mig. 
"Okay, lad os sige, det ikke var dig, hun mobbede, og hende og jeg stadig var kærester. Hvad så?" 
Jeg ser på ham med et lille smil. 
"Så var vi sikkert ikke bedste venner, klovn," svarer jeg med et smil. 
"Jo, det ville vi være, og det har vi været, siden du startede i vores klasse, og det var før, jeg blev kærester med Hannah - det havde du vist lige glemt, var?" 
Lige det punkt i historien havde jeg glemt, og jeg er faktisk lidt ked af, at jeg havde glemt det. 
Vores snak bliver afbrudt af, at min mor kalder på mig. 
"Vi ses Lou, og jeg kommer nok i morgen for at sige farvel til jer alle sammen."

Jeg går nedenunder for at se, hvad det var, min mor kaldte på mig for. Jeg gættede på, det er fordi, vi skal spise, og jeg gættede rigtigt, yay. Min bror kommer også ned for at spise men går hurtigt op efter, vi har spist. Det samme gør jeg faktisk. 
Lou banker på min rude igen, da jeg kommer op. Jeg lukker op. 
"Hej igen, hvad nu?" Han smiler. 
"En sidste ting, inden du flytter. Næste gang, der er X-faktor, stiller jeg op, hvis du stopper med at skære i dig selv. Deal?" Jeg smiler bare. 
"Ja, det er en deal, vi ses i morgen," siger jeg og lukker vinduet.

 

hvad syndes i om dette kapitel, skriv gerne en kommentar, og jeg ved godt det har været lang tid undervejs men jeg er lige startet i 8. klasse så der er mange lektier, men håber i kan lide min novelle.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...