@dskilt | Dansk stil

Dette er en stil til dansk, som jeg egenligt bare havde lyst til at dele med jer her på siden. :)

4Likes
2Kommentarer
2008Visninger

1. @dskilt

 

Kære Holly.

 

Jeg savner dig virkeligt så utroligt meget, og jeg kan ikke vente med at komme væk fra denne kostskole og se dig igen. Du er altid den første jeg tænker på, når jeg vågner, og den sidste i mine tanker, inden jeg falder i søvn. Du er altid med mig igennem dagen, og jeg kan nærmest ikke vente til at sommeren begynder, så vi endelig kan ses igen. Jeg elsker dig så meget, Holly. Du er mit et og alt, og hvis det ikke var for dig, havde jeg ikke taget chancen og taget til England for at gå på denne skole, også selvom jeg skulle være væk fra dig i lang tid. Men du overtalte mig til at at tage af sted, og det kunne jeg ikke være mere end taknemmelig for. Jeg har lært så meget, men selvom jeg elsker at være her i England, så ville jeg meget hellere sidde med dig i min favn. Men indtil vi ses igen, så ville jeg bare skrive endnu engang, at jeg elsker dig.

 

Din Patrick.”

 

Da jeg havde læst hele mailen igennem, var et stort smil placeret på mine læber, men tanken om at han lige nu befandt sig tusinde af kilometer fra mig fortærede langsomt mit smil, og lod mig sidde tilbage med et trist ansigtsudtryk. Jeg lukkede blidt mine øjne i, mens jeg i mine tanker forestillede mig ham siddende ved min side. Han ville have haft sit altid glade smil om læben, og hans mørke hår ville være sat på den sædvanlige måde. Hans brune øjne ville stråle af glæde, mens hans harmoniske latter ville fylde det ellers så stille værelse.

Lyden af min mors stemme, der kaldte mit navn nede fra køkkenet, vækkede mig fra min dagdrøm, og jeg rejste mig modvilligt fra min ellers så bløde kontorstol og begav mig ned til min mor i køkkenet.

”Hvad ville du, mor?” spurgte jeg, da jeg nåede ned foran det lille, runde køkkenbord. Hun vendte sig halvt om mod mig med et smil om læben og strøg en lok af sit hår om bag sit øre. På mange måder lignede hun mig. Det brune hår, de grønne øjne, smilet og selv måden hun går på er præcis ligesom mit.

”Jeg ville bare minde dig om, at vi skal til middag hos din moster i aften,” svarede hun, mens hun stadig havde smilet placeret om sine læber. Siden min far forlod os, havde hun altid formået at virke glad, hver gang jeg var i nærheden. Men jeg vidste at det flåede hende i stykker hver evigt eneste dag. Jeg huskede ham ikke rigtigt så godt, da han forlod os, da jeg var fem, så det betød derfor ikke så meget for mig. Men min mor havde elsket den mand, siden hun var 19 år, så det måtte gøre ufattelig ondt at blive efterladt af personen man elskede mest af alt, også selvom 11 år havde passeret siden det skete.

”Okay. Jeg skal nok begynde at gøre mig klar, men jeg skal bare lige noget først,” sagde jeg og sendte hende et opmuntrende smil.

”Endnu en mail til Patrick?” lød det en anelse mut fra hende, men på måden et drillende smil var placeret på hendes læber, kunne jeg se, at hun kun mente det i sjov. Jeg grinte blot af hende, inden jeg begav mig op på mit værelse igen. Jeg tog trappen i to trin, for at nå der op hurtigts muligt, så jeg kunne få svaret på Patricks mail og gjort mig klar, før vi skulle hen til min moster. Godt nok boede hun kun lige nede ad gaden, men vi havde altid en tendens til at tage alt for sent af sted.

Jeg dumpede ned på den sorte kontorstol, og da computeren allerede stod tændt og parat, var alt jeg skulle gøre at trykke på svar knappen. Mine fingre gled hen over tasterne og de første små ord dannede sig på skærmen.

 

Kære Patrick.

 

Jeg kan ikke vente med at se dig igen til sommer, og høre dig fortælle om alt der er sket i England. Jeg savner virkelig at føle dine arme omkring mig og høre din melodiske stemme, hver gang du vil fortælle en eller anden lam joke, som man ikke kan lade være med at grine af. Du er den eneste for mig, og jeg elsker virkelig også dig.

 

Din Holly.”

 

Jeg sendte mailen, inden jeg begav mig hen til mit skab, for at finde det tøj, som jeg skulle have på. Da jeg fandt noget nogenlunde passende, men stadig afslappet, hev jeg det bare ud af skabet og tog det med ud på badeværelset.

Da jeg havde gjort mig nogenlunde præsentabel, gik jeg ud fra badeværelset og ned i køkkenet, hvor min mor stod og ventede på mig. Jeg kastede et enkelt blik på uret over vasken og så, at vi for en gangs skyld var tidligt på den.

”Nå, lad os komme af sted,” lød det fra min mor, som allerede var gået ud i gangen for at tage sine sko og sin jakke på. Jeg fuldte efter hende og tog mine sko på og min jakke over armen. Vi gik ud af døren, og mens jeg fortsatte ned ad fortovet, låste min mor døren efter sig.

Vi nåede hen til min moster lidt efter, og jeg bankede forsigtigt på hoveddøren. Der gik få sekunder, før min moster poppede frem i døren med et smil om munden.

”Hej med jer,” lød det glad fra hende, inden hun trådte frem og gav os hver især et kram. Jeg smilte bare til hende, og da hun trådte tilbage, for at gøre plads til os, gik jeg indenfor og smed mine sko ved de andre. Min mor og jeg var her næsten hver weekend, da min moster sådan set var den eneste familie vi havde kontakt til. For efter min far forlod os, ville hans familie ikke længere have kontakt til os, og resten af min mors familie havde for travlt med sit eget liv.

Jeg satte mig på sofaen inden i stuen, mens min mor gik ud hjalp min moster med maden. Jeg fandt min telefon frem fra min lomme, og jeg gik ind for at tjekke, om jeg havde fået en mail fra Patrick. Der var dog intet.

Resten af aftenen forløb fint, men da jeg havde fået det lidt dårligt efter maden, havde min mor sendt mig hjem, så jeg kunne slappe lidt af. Derfor gik jeg lige nu på fortovet med min næse begravet i min telefon. Min telefon havde bippet i løbet af aftenen og indikeret, at jeg havde fået en mail, men fordi jeg ville være høflig, så havde jeg ikke tjekket den. Men nu hvor jeg jo alligevel skulle hjem, kunne jeg alligevel godt tjekke den.

 

Vi ses snart min skat. Jeg elsker dig så højt. <3”

 

Mailen var kort og simpel, men alligevel kunne jeg ikke lade være med at smile glad. Jeg stoppede op på fortovet og så mig fra venstre til højre, for at sikre mig, at der ikke kom nogen bil, når jeg skulle til at gå over. Da jeg ingen bil kunne se, begav jeg mig bare langsomt over vejen. Jeg var ikke andet end noget halvvejs over vejen, før et højt dyt lød i mine øre og lyset fra forlygterne på en bil ramte mine øjne. Bilen var kommet ud af det blå, og før jeg vidste af det, skød en ulidelig smerte igennem mig, og jeg blev slynget igennem luften. Jeg landede hårdt på asfalten, som tog pusten væk fra mig. Noget koldt strømmede ned langs mit hoved, og selvom jeg ikke kunne se det, vidste jeg at det var blod. Mine øjne lukkede sig langsomt i, og i det fjerne hørte jeg råbet fra en mandestemme, men jeg lukkede lydende ud og fokuserede kun på billedet af Patricks ansigt, som lige nu kørte rundt i mine tanker.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...