Hertuginden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 sep. 2013
  • Opdateret: 6 maj 2014
  • Status: Færdig
Hertuginden Devany begiver sig ud på en rejse sammen med hendes "kat". Hun skal hen til hendes barndoms veninders te selskab som de kaldte det. Men rejsen er ikke nem, for hun skal igennem en masse kongeriger med forskellig nature og væsener. Hun møder den flotte og mystiske Roan på rejsen.

Hertuginden er første bind i serien >>Kongerigerne<<

1Likes
0Kommentarer
295Visninger
AA

3. Spejlet

De 6 piger rendte rundt og legede i en den lille lysning hvor de mødtes. De lagde i en cirkel midt i lysningen, pigen der var sort lagde i cirklen sammen med de andre, men lå tættest på pigen med langt brunt hår og en panter. Pigerne snakkede om hvordan der så hjemme hos dem og om hvordan deres forældre var, pigen med det lange brune hår havde ingen forældre. De andre havde ondt af hende, mere ondt end hvis man bare kendte hinanden. Men de her piger havde mere end bare ondt, de følte den samme smerte som hende. 

Da Devany vågnede, var Roan ikke til at se nogle steder. Hun tog de roligt, hun hørte noget bag det store træ, med lange grene der hang så langt ned at der kun var 2 m. ned til jorden. Bag den tykke stamme, var Roan igang med at tage kropshævninger, han lignede en der havde været igang i flere timer. "Hvor længe har du været i gang med det der" Roan havde ikke hørt hende og blev så forskrækket og faldt ned på jorden (2 m). En krage kom flyvene direkte mod dem, med så højt fart at hun troede at den ville ramme dem. Men midt i luft skiftede den til et egern, den styrede lige mod træet, den havde en brev i munden. Roan tog brevet ud af egernets mund, vendte ryggen til og begyndte at læse. "hvad står der" Devany stod og kiggede på ham. "Det er et brev fra min bror. Han tager ud på havet for at se om der er land derude" Devany vidste ikke at han havde en bror, hun vidste faktisk intet om ham. Efter morgenmaden gik de igang med hendes træning, hun overraskede Roan med hendes kamp dygtighed med våben. Men da de gik i gang med normalt træning til muskler, så han hendes svaghed. Devany svedte og svedte i hendes tøj, hun havde ikke pakket tøj til at træne i,så hun var ved at falde om. "Jeg kan ikke mere, jeg sveder og kan ikke få vejret" Devany støttede sig til træets stamme for at se mere ynkelig ud. Han kom hen til hende og stod og kiggede op og ned af hende, pludselig rev han kjolen i stykker så den kun dækkede brysterne og det øverste af lårene. "SÅ, nu kan du få vejret og du vil svede mindre" Roan var fast besluttet på at hun skulle træne, hvis hun var tørstig skule hun drikke af åen, og hvis hun svedte så skulle der tøj af. Der var gået fire timer med træning, kampsport, våbenkamp og en jagt time. De havde jagtet 2 hare, og fundet en vild trylle ko som de fik mælk og mel fra. Solen var begyndt at gå ned "Roan, jeg skulle træne. Og det er perfekt tid til Meditation, vil du ikke være med til det" Devany håbede han ville sige ja, mest fordi hun var sikker på at han ikke kunne det. Roan smilede bare til hende og fulgte hende. De sad i skrædderstilling under træet, Devany begyndte nynne en melodi som hun blev helt opslugt af, at hun ikke kunne koncentrere sig om andet. Hun blev så opslugt at hun ikke kunne høre sig selv nynne mere, hun åbnede øjnene for at se om Roan sad og gjorde det samme som hende. Men der var ikke nogen Roan, faktisk ikke noget overhoved, ingen å, intet græs, ingen skov og intet træ. Der var helt sort, ingenting overhoved, kun en lille lys hvid plet. pletten blev større og større, den viste et billed af hendes forældre, hendes bror og hende selv. Billedet ændrede sig til en film, film viste hende og hendes bror renderundt i haven da de var små. Men de blev ældre og ældre ved tiden, fra de 2 børn ændrede den til deres forældre og dem. Hende og hendes bror sad på knæ ved deres forældres seng, forældrene var blevet så syge at de ikke kunne gå eller indtage fast føde. Der var en læge der var ved at undersøge, hvad der var galt med deres forældre. Det viste sig at de var blevet forgiftet med harpiks fra dødningesumpene, troldehår og kanel, som lavede den giftigste gift der fandtes. Deres forældre død for øjnene af dem, og derefter måtte de klare sig selv. Og pletten blev igen lille. Devany kunne ikke klare at se hendes forældre dø en gang til, hun faldt om lige på stedet og begyndte at græde. Hun græd og græd og græd, tårene trillede ned af kinderne og ned på pletten. "Devany er du okay" hun vendte tilbage til hendes egen verden, Roan stod foroverbøjet over hende med armene omkring hende. Hun havde ikke lyst til at svare, hun ville bare falde tilbage i mørket og græde i uendelighed. Roan så så bekymret ud, som en der ville give hans liv for hende. Hun lukkede øjnene og slappede af og nyde stilheden, hun kunne mærke Roan ligge hende på græsset. Lidt efter kom han tilbage, og duppede hendes pande med et vådt stykke stof. Han var så kærlig, omsorgsfuld og han fik hendes mave til at slå kolbøtter, han var alt hun havde brug for. Men alligevel ville hun ikke tilbage, der løb en dråbe ned på hendes læbe, og der kom flere og flere. Dråberne var blod fra såret, dråberne blev større og større og løb ned af halsen og længere ned. Du må ikke forlade mig. Hun hørte en stemme hun aldrig havde hørt før, hun kunne ikke finde ud af hvem det var. Men det gav hende nyt energi til at rejse sig op, hun gik hen til træets stamme for at få balance. Marzia kom tilbage fra at havet jagtet en sommerfugl, dan hun så Devany var kommet så alvorligt til skade, kom hun løbende så hurtigt hen til hende med deres ene taske. Devany åbnede tasken, og tog en lille flaske med rødt glitrende væske op. Den var lukket til med en prop, hun tog proppen af og drak alt hvad der var i den. "Lad vinden, jorden, vandet, ilden og naturens magi sænke sig omkring mig" Devany stod med den ene arm og hånd strakt ud, og en lyserød kupel omringede hende og Marzia. Hun kunne se Roan ude på den anden side, men hun sørgede for at han ikke kunne se hende. Hun faldt om på Marzias kæmpe store sneleopards lange pels krop, og faldt i søvn med det samme.

Da de sad og spiste morgenmad, sad Devany og tænkte på om det hendes nye rejse makker, nu også den han udgiver sig for. Hun kunne ikke lade være med at stirre på ham, han kiggede op så at hun sad og stirrede "Kan jeg hjælpe med noget" Hans spørgsmål vækkede Devany fra hendes tanker "Hvor kommer du fra, hvordan er din familie, hvorfor er du ikke der hjemme og hvorfor vil du rejse med mig" det fløj ud af hendes mund, han kiggede op fra sin mad og sagde "Jeg er fra De Faldende Fauners rige, mine forældre er taget til fange et sted, jeg gider ikke at være kongelig og jeg ville ikke lave alt det en Hertug skal. Jeg vil rejse med dig fordi du har brug for mig" han kiggede ned på sin mad igen. Devany mente ikke at "det er fordi du har brug for mig" var svar nok. Men inderst inde havde hun lyst til at lige i hans arme og mærke varmen fra hans krop, hun havde lyst kigge ind de meget mørke grønne øjne. Devany tog tøjet på fra træningen dagen før, hun begyndte selv at træne. Hun begyndte med bueskydning, og gik derefter til våben. Roan stod lænet op af træet og beundrede hende, uden at hun vidste det. Marzia kom løbende hen til hende med buen i hånden, og kiggede bedende op på hende "Roan, jeg sørger for aftensmad i aften" sagde hun mens hun sat sig op på marzias ryg "jeg er snart tilbage" råbte hun mens hun allerede var på vej ind i skoven. Hun følte sig fri da hun sad på Marzias kæmpe krop, med vinden i sit hår. De havde løbet ligeud i mere end en time, men de havde stadig ikke set eller hørt noget. De løb ud på en eng, hvor der stod et spejl i kropsstørrelse, det hvor indrammet i en sølvramme. Marzia stoppede op da hun så spejlet, hun begyndte at pive og ville tilbage. "hvad er der med dig, hvad er du bange for, det er bare et spejl" Devany var trylle bundet af nå hen til spejlet, så tryllebundet at hun ikke så at Marzia løb væk. Da hun kom hen til spejlet, var der ikke noget spejl billede af hende selv. Der var et billede af hendes bror, der ligger på jorden med blod ud over det hele. Det skiftede til et af Roan og hender der stod og skændtes over et eller andet, hun tog sin bue og fyrede en pil lige gennem hans hjerte. Spejlet blev helt mørkt og to gule øjne viste sig, Devany var våd af tåre som stadig piblede ud af hendes øjne. De gule øjne fangede hendes, hun hørte en stemme næsten helt hviskende, det var spejlet
 

Kom, kom, kom, kom hvis du vil have dine forældre tilbage. Træd ind  i mig hvis du vil leve med dem, jeg lover dig at du nok skal få dem tilbage.

 

Stemmen var så blid, så lokkende og så overbevisende, den ville give hende hendes forældre tilbage. Det var alt hun ville have, alt hvad hun ønskede sig. Hun rakte ud efter efter spejlets kolde glasplade, klar til at blive suget ind til hendes forældre der sad og ventede på hende. Men inden hun nåede det kunne høre Roans stemme, og med et kom han og taklede hende så de landede i det lange græs. Hun prøvede at komme fri, men hun kunne ikke for Roan sad ovenpå hende og holdt hendes arme. "HVAD TÆNKTE DU PÅ, ER DU KLAR OVER HVOR FARLIGE DE SPEJLE ER" han råbte for at overdøve hendes skrig "SLIP MIG!!" hun råbte ham lige ind i hovedet, hun sprællede både med arme og ben, men intet hjalp for han vår både større og stærkere end hende. "SLIP MIG!!" hun blev ved. Roan fangede hendes blik med et, og hun begyndte at græde. Roan gav slip på hende, han bar hende hele vejen tilbage til deres lejr hvor Marzia og Roans dyr lå tæt. Hun græd hele vejen der hen, med hoved begravet i hans skulder. Hendes øjne var blanke af tåre, de violette øjne på både Marzia og Devany var så trist at det ikke kunne passe. Roan lagde hende ned på et tæppe, og tændte op i et lille bål. Han satte sig hen under træet, og hun vidste at det betød at han ikke ville forstyrres. Men hun var ligeglad, ligeglad med hvad han lavede. Hun vil bare ligge der og stirre ind i ildens flammer, ligge og høre på gnisterne. Der var helt stille og fredfyldt, kun gnisterne kunne høres. Hun lukkede sine øjne og nød øjeblikket, nød freden og mærke hendes krop blive varmere. Men med et blev stilheden brudt, med at Marzia stod foran hende og hvæssede ud i mørket. Marzia stod i forsvarstilling og hårene rejste sig på tigeren, og hun begyndte at knurre. Det gik op for Devany, at det var Roans dyr som Marzia beskyttede hende imod. Helt uden at tænke, tog hun sin bue og rettede den mod dyret. Den forvandlede sig til en panter, så den lignede Marzia og så den var svære at se. Men Devany kunne sagtens se i mørke, takket være hendes violette øjne. en stemme begyndte at fylde hele hendes hoved 

Devany, få Roan til at styre sit dyr inden der er nogen der kommer til skade. Skynd dig!! jeg kan ikke holde den tilbage meget længere.

Pilen strøg gennem luften og ramte et træ lige foran Roan, han vendte sig og kom gående med lange skridt. Han stoppede hurtigt op da han så hvad der forgik. "Sombra, hvad laver du lad dem være" Roan stirrede dybt ind i dyrets øjne. Sombra, det var aldrig et navn som Devany havde hørt før. Sombra forvandlede sig til en lille hvid kat, og gik hen til Devany. Hun kiggede på den lille kat med strittende pels, der begyndte at sno sig mellem hendes ben. De sad ved et lille bål, Roan sad uroligt, næsten som om han skulle nå noget. "er der noget i vejen. du virker så urolig" Roan kiggede op på hende, han åndene dybt ud " Jeg er bare bekymret, Sombra har aldrig gjort sådan noget før" "Vi drager mod De Nordlige Himmelstrøg, imorgen. Vi skal op tidligt, så tag og få noget søvn" Roans stemme var kold, han lagde sig ned og begyndte at sove.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...