Hertuginden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 sep. 2013
  • Opdateret: 6 maj 2014
  • Status: Færdig
Hertuginden Devany begiver sig ud på en rejse sammen med hendes "kat". Hun skal hen til hendes barndoms veninders te selskab som de kaldte det. Men rejsen er ikke nem, for hun skal igennem en masse kongeriger med forskellig nature og væsener. Hun møder den flotte og mystiske Roan på rejsen.

Hertuginden er første bind i serien >>Kongerigerne<<

1Likes
0Kommentarer
331Visninger
AA

2. Rejsen

Devany kunne ikke tage øjnene fra deres hus da hun red væk på Marzia, hun ville ikke komme til at se det i langtid. Da hun red ud af den store mur, der holdt huset beskyttet den gang der var krig i riget, fik hun en fornemmelse af at skoven vil tag hende. Muren var ikke længere bevaret, fordi der ikke var nogen der vil bevæge sig i nærheden af deres rige, kun dem der kommer der fra.  Nu var skoven foran hende fuld med kæmper, trolde, feer, alfer, vilde dyr og små huse der er gemt i træstube. Skoven var tæt bevokset, så Marzia var nød til klatre rundt højt oppe i trærene med Devany og alt hendes udstyr på sin ryg. Da de havde gået i en time ca. Stoppede Marzia brat op og stod helt stille. Længere henne fik Devany øje på en stenkæmpe, men hvor var den sidste, stenkæmper havde altid en partner at gå med. Pludselig tog noget stort og koldt fat om livet på hende og trak hende af Marzia, det var den anden stenkæmpe. "SE HVAD JEG HAR FUNDET GARLOK, EN PIGE OG HENDES LILLE KAT!!" stenkæmpen råbte lige ind i Devanys hoved. hun så at Marzia hang i den anden hånd. "SLIP MIG, JEG BEFALER DET" hun råbte så højt hun kunne. "Hvem tror du du er, tror at du bare kan befale ting. Der er ingen i det her land der skal bestemme over os, som om du var en kongelig" Det var ham den anden kæmpe sagde der hed Garlok der talte. "Jeg er hertuginde Devany, Devany regalthaw. Og jeg befaler at i slipper mig fri" hendes stemme lød mere bange end alvorlig. De bandt hende til en stolpe og Marzia puttede de i et form for bur. "hvad tror du der smager best, kogt eller stegt elver" sagde en af kæmperne, den anden svarede med latter og glæde "KOGT, selfølgelig".  Der var blevet helt mørkt, hun havde kun månens og kæmpernes fakler som lys. Hun fik et sæt da Marzia stod foran hende med de store violette øjne der lyste i mørket. Hun kunne mærke rebet løsne sig rundt op hendes hænder, en hånd tog fat i hendes arm "FANGEN FLYGTER. MEN VI HAR STADIG DEN HER FINE MISSEKAT" kæmpen tog Marzia i halen og tog hende med hen til gryden med det kogende vand. "LØB, KOM NU" det var en mande stemme hun hørte, det var ham der havde redet hende. Der var noget over ham der fik hende til at stole på ham "NEJ, IKKE UDEN MARZIA" hun løb direkte hen mod kæmpen der havde hende og gik amok på ham. Hun så manden der havde redet hende kravle op på kæmpen og så ham jage sit sværd lige ned i et blødt punkt på kæmpens hoved. Hun kunne ikke se mandens ansigt for en stor kappe men når han var der følte hun sig sikker. Han tog hende i armen og løb så hurtigt han kunne, han piftede, og lidt efter kom der en stor han løve løbende. Han satte sig op på den og red videre, og lige bag dem kom Marzia løbende og samlede hende op. Hun kiggede tilbage efter kæmperne, den anden var begyndt at jagte dem, og det gik hurtigt med at indhente dem. Hun red lige i hælene på manden foran, han drejede skarpt til venstre, dybt ind i skoven. Da de ikke kunne høre stenkæmpens tunge skridt længere stoppede de op i en lille lysning midt inde i skoven. Manden lagde sig med et langt dybt suk i det lange grønne græs, som om han var hjemme og var ligeglad med alt andet. Devany stod og stirrede på ham som et kæmpe spørgsmålstegn og lagde sig så sammen med Marzia for at holde varmen, og hun faldt i søvn med det samme. Næste morgen da hun vågnede så hun manden var ved at pakke sine ting sammen, hun rejste sig op og gik hen til ham "hvem er du?" han kiggede ikke engang på hende da han svarede "jeg er Roan Winesea, held og lykke med rejsen hertuginde" han red ud mod skoven "TAK" hun råbte for at være sikker på han hørte hende. Hun gik hen til Marzia som ikke gad at være Pander mere, men en Løve, nok fordi hun lige havde mødt en.Hun kløede den bag øret og tog sine ting. De begyndte at gå ud på den sti hun havde set natten før, den var tæt men stor nok til at de begge kunne gå der. Marzia jagtede en hare længere fremme, mens Devany samlede grene sammen. Devany kunne lige pludselig ikke se hende længere, hun løb ned at stien men hun kunne ikke se hende. MIIAAAW, BBRRR hun hørte Marzia brøle og miave inde fra skoven af. Hun smed alt hvad hun havde i hænderne og løb ind i skoven, marzias brøl blev højere og højere. Hun løb gennem den tætte skov, undveg grene, hun faldt over en rod der stak op af jorden.

Der var helt mørkt, hun blev blændet af en lille plet der lyste op i et lille øjeblik, og lyste så meget svagt. Hun begyndte at løbe og løbe men hun endte altid ved dem dumme lille plet, lige meget hvilken retning hun løb. Den lille plet blev støre og støre indtil at hun lagde mærke til at den viste et billede, nej en film. Hun tog sig til munden ved en hurtig bevægelse, da hun så at den viste de 6 piger hun havde set fra sin drøm. Men denne gang legede, smilede, grinede pigerne og den mørke pige var ikke mørk, hun var ligsom de andre. "miaaw" hun hørt Marzia, pletten og filmen forsvandt og hun faldt til jorden med det samme. Hun så direkte ind i Mazia´s store violette øjne, "ååhh, mit hoved. hvad skete der" Devany havde den største smerte i hovedet, hun tog hånden op til panden, det var helt klistret til med blod. Hun tog Marzia helt indtil sig "er du okay, jeg hørte dig brøle". Marzia kiggede på hende med et udtryk der var så glad at det næsten ikke kunne passe. "Hun var faldet ned i et hul og jeg hørte hende. så jeg tænkte at jeg ville hjælpe hende op" det var først nu at hun lagde mærke til manden, manden med kappen, ham der redde hende fra stenkæmperne. Han havde sagt han hed Roan. "hun fandt hurtigere frem til dig, end jeg trorede dyr kunne. Det ser slemt ud, kom med mig der ligger en lille å ikke så langt her fra" Roans stemme var så rolig og medlidende. 

Å´en løb nogle få meter væk fra der hvor hun var faldet, den var helt tykisblå og ren, så ren et man kunne se bunden. "Her, nu skal jeg" Han dyppede et stykke tøj ned i vandet, og begyndte at fjerne blodet fra hendes pande. Hun kiggede op så han bedre kunne se panden, hendes øjne mødte hans, de var helt grønne og hun følte at alt gik i stå. Hun vil kigge væk men kunne ikke, hans blik fangede alt hendes opmærksomhed. Han fjernede sit blik fra hendes og alt vendte tilbage til hende, den lille fugl, vandets rislen og Marzia der jagtede sommerfugle lidt længere væk fra dem. Ha tog en store kappe af og smed den hen ved siden af deres ting, Han tog en flaske frem og fyldte den med vand. Han rensede sine egne sår med vandet, selvom de næsten allerede var væk. "Hvorfor renser du dine sår, de er jo nærmest væk" Spurgte Devany. Han kiggede på hende med et lille skævt smil. Detvar først der hun så hans flotte gyldne hår, de flotte tydelige højt placeret kindben og den lille ørering formet som en ulv som matcher på venstre side af hans sværdholder. "det er en lang historie, og er kun for de overtrioske" Hans svar var kort og ligetil men de havde masser af tid, hvorfor fortalte han det ik´.

Skoven rundt om dem så helt mørk ud i forholdt til det grønne græs og åen, der gik igennem lysningen. Roan havde sat det halvtelt op som Devany havde med, det var ikke stort, men der var plads til at man kunne ligge 3 i læ forvinden hvis man lå tæt. Roan var gået ud for at hente brande til et lille bål, men hun prøvede at forklare ham at det vil lokke nisser, alfer, kæmper, trolde og dyr til men han vil ikke lytte til mig. Imellemtiden legede Devany med 2 alfer, men da hun ikke gad mere begyndte de at følge efter hende. Devany begyndte at løbe rundt, dreje og baske med armene. De gjorde præcis det sammen som hun, hun faldt til jorden og de gjorde med det samme efter hende. De gjorde grin med hende "Gå med jer, vend om og hop væk som de idioter i er" De 2 alfer blev ikke særlig bange for hendes hvæsen, men de gjorde præcis det som hun sagde. Men de så helt døde ud  "vent, kom tilbage og hop på stedet mens i rør jeres mave" der var nysgerrighed i hendes stemme. De kom tilbage og gjorde alt hvad hun sagde, hun blev helt magt syg " dig med det blonde hår, riv hendes vinger af. Og bagefter river du blondes vinger af " der var en magtsyg stemme hun aldrig havde hørt hende selv bruge. De var hendes marionetdukker. Alfen adlød og rev vingerne af den anden helt uden tilbagetrækning, der var intet blod kun en masse støv fra alfernes støvkirtel. Devany begyndte at grine af de små alfer der nu ikke kunne flyve mere, eller i dens sags skyld blive kaldt alfer mere. "Devany, hvad har du gjort ved dem" Det Roan han var kommet tilbage fra skoven, han kom løbende hen til hende for at se hvad der var galt. Da hun hørte hans stemme var det som om hun kom ud af en trance, hun blev ør i hovedet. Men det værste var at det to alfer faldt om og holdt op med at ånde. Hun sad og stirrede på de to alfers livløse kroppe "hvad skete der, hvad har jeg gjort. jeg.... jeg følte mig hel inden" Det var næsten en hvisken "Hvad gjorde du, hvordan dræbte du dem" Roans stemme var på ingen måde panikslagende, eller trøstende. "Jeg gjorde ingenting udover at sige at de skulle komme tilbage...... også bliv jeg mere og mere magtsyg. men jeg ved ikke hvordan jeg dræbte dem...." Devany brød ud i gråd og Roan tog hende indtil sig som en der vil beskytte hende med sit liv. "det skal nok gå, du har nok bare fundet din specielle evne". Hun trak sig hurtigt væk fra ham og kiggede ondt på ham, eller hun prøvede at kigge ondt på ham. "Hvordan kan du sige at min specielle evne er at slå ihjel" Hun var helt ude af den, det kunne ikke være rigtig at hendes evner var at slå ihjel. "Jeg mener at det kunne være dukkeføre. Jeg har læst om den evne for længesiden, der er kun 5 andre der har haft evnen, og det var mænd. Den bliver også kaldt for Dødens marionetføre, du kan få andre til at gøre hvad du vil ved at få dem under din kontrol" Devany syntes at Roans forklaring gav mening, men at den var forfærdelig "men de er døde,hvordan kan de det. Jeg har ikke sagt at de skulle dø". Devany var sur men nok mere trist. "Det hedder jo dødens marionetføre, men det giver jo kun mening med at du kan når de er døde, og ikke når de er levende. Måske er du bare speciel, men tag nu at få hvilet dig" Hvilet var noget hun godt kunne bruge, bare at ligge der og kigge op på stjernerne. 

Devany havde helt glemt hvor meget hun elskede at ligge og kigge op på de mange tusinde stjerner, der hang over hende som beskyttende øjne. Men det var svært for hende at holde blikket på stjernerne, for Roan sad helt ud til skoven og snakkede med en eller anden, hun var ret sikker på at det var hans dyr. Hun havde aldrig set en før, for de var meget sjældne, en dyre formskifter var ikke billig og heller ikke nem at fange. Han havde sat derovre i lidt over en time Ca. og snakket, men det der undrede hende mest var at det kom lysglimt derovre fra en gang imellem. Han havde sagt at hun ikke skulle forstyre ham og at hun bare skulle prøve at sove. Men hvordan kunne hun sove, når han var så mystisk og flot med de øjne og den krop. Hun endte med at kigge på stjernerne "tror du at mor og far er der oppe og kigger på os, Marzia" Marzia lå ved siden af hende, hun faldt næsten i med mørket, men de violette øjne og den enorme krop på størrelse med et lille næsehorn gjorde hende mere synlig. Den store kat kiggede hende med de store lysene øjne, der kunne få Devany i godt humør lige meget hvad. Hun smilede til den og de vendte begge to tilbage til stjernerne. "Det er en speciel kat du har dig, jeg har aldrig mødt sådan en tam panter før. Hvor har du den fra" Roan overraskede hende, han havde sat sig ved siden af hende uden at hun havde lagt mærke til ham. "Marzia er ikke en panter, hun er en Katte formskifter" Devany undrede sig at han ikke havde set det "Jeg har haft hende ligesiden jeg kan huske, mine forældre fortalte mig at vi har været sammen siden jeg var spæd" Devany blev trist ved mindet ved hendes forældre. Hun kiggede på Roan, hvis øjne kørte fra hendes øjne til lidt bag hende, hvor Marzia havde sat sig. "I har samme øjenfarve,Violette, hvordan er det gået til" Hans øjne endte på hende, hvor han sad og beundrede dem. "Mine forældre, fortalte mig lige inden de døde.At jeg aldrig, Aldrig måtte forlade Marzia lige meget hvad der skete. Og hvis jeg blev skilt længe og langt nok væk fra hinanden, ville vi få det så skidt at vi kunne dø af det. Vi deler sjæl" Devany blev så trist ved mindet af forældrene, at hun kunne mærke en lille tåre presse frem. Hun kunne mærke Marzias store hoved på hendes lår, det lå tungt men gav en følelse af glæde. "Hvor er i på vej hen" Spørgsmålet fik Devany til at smile. "Vi skal til de Nordlige himmelstrøgs slot, mine gamle barndoms veninder skal samles igen efter mange år. Hvor kommer du fra og hvad laver du i mit rige, Lemenia, der er normalt ingen der kommer så dybt ind i skoven" Devany kunne se at han ikke var der fra. "Nå, så det er hertuginden jeg har med at gøre her. Det er godt endelig at møde en af Lemenias overhoveder. Jeg er Roan Winesia, Hertug af de Faldende fauners rige. Jeg er her for udfordringernes skyld, men jeg tænkte over om i havde brug for en at rejse med" Det overraskede Devany at Roan var Hertug, men også at han vil rejse med hende. "Godt at møde dig Hertug Roan. Du må rejse med os, på en betingelse. Jeg bestemmer" Hun var sikker på at han var god at have med, specielt hvis di løb ind i flere kæmper. "Tak, og det er en aftale. Men vi bliver nød til at blive hér i en uge, så du kan lære at slås mod væsenerne i de forskellige riger" Devany blev fornærmet, over at han hentydede at hun ikke kunne slås. "det kan vi godt jeg er alligevel i god tid" Det var det sidste hun sagde resten af aftenen,og han sagde heller ikke mere. De lagde sig begge ned og sov.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...