Hertuginden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 sep. 2013
  • Opdateret: 6 maj 2014
  • Status: Færdig
Hertuginden Devany begiver sig ud på en rejse sammen med hendes "kat". Hun skal hen til hendes barndoms veninders te selskab som de kaldte det. Men rejsen er ikke nem, for hun skal igennem en masse kongeriger med forskellig nature og væsener. Hun møder den flotte og mystiske Roan på rejsen.

Hertuginden er første bind i serien >>Kongerigerne<<

1Likes
0Kommentarer
303Visninger
AA

4. Følelsen

Hun vågnede, månen var fuld og stod klart på på den mørkeblå himmel. Hendes tanker var kun et sted i hendes hoved, på ham. Devany kunne ikke stoppe at tænke på ham, alt ved ham var perfekt. Ligefra hans hans lyse hår, til hans store sværd. Men der er kun en ulempe ved ham, hans alvorlighed. 

Der var to timer til solopgang, og hun havde ingen idé om hvad hun skulle give sig til. Så hun besluttede sig for at gå ind i skoven, men ikke længere væk ind hun kunne se lejeren.

Allerede før hun var noget en halvanden meter, fløj to vrede alfer op og overfaldt hende. Der kom flere og flere, hun var dækket af dem, de rev, bed, slog og sparkede, det var ikke fordi hun syntes det gjorde så ondt, men hun blev så irriteret. Lige da hun var ved at råbe efter hjælp, kom hun i tanke om da hun sidst var i kontakt med alfer. "stop, jeg befaler jer at stoppe" Hendes stemme var blød og virkede ikke "STOP, jeg befaler jer at stoppe!!" Hendes stemme var kraftigere og fuld af viljestyrke, og det var nok til at få dem til at stoppe, men denne gang uden død.

Hun klatrede op i træet for se ud over landet. Der var en time til at solen stod op, man kunne kun se et rødt skær lige over bjergende. Hun vendte sig rundt og kiggede mod hendes hus der lå så langt væk at man knap kunne se det længere. Hun fik tåre i øjnene, men hun måtte være stærk. Hun sank klumpen i halsen og tørrede øjnene. Himmelen var blevet gulere og blomsterne begyndte at spring ud. 

Roan red lidt foran hende, en rank,slank og muskuløs mand. Hun lagde mærke til at Roan var mere kongelig i sin ridestil, end hun selv var. Sombra var læsset med alle Roans grej og var ligeså irriterende fin som Roan. Sombra kiggede tilbage på hende med kolde øjne, som om den kunne se at hun havde kigget på den. Roan sænkkede farten, så de kom til at gå ved siden af hinanden. Han kiggede på hende med dybt grønne øjne, hun tog sig selv i at smile, og skyndte sig at kigge væk. Hendes mave blev varm, en følelse hun aldrig havde haft før, en god følelse. En fornemmelse af tryghed bredte sig med varmen. Den tomhed, det hul hun havde haft i maven, alt det der før var fyldt med sorg og frygt, nu fyldt med glæde og tryghed. 
"Devany" hans stemme var alvorlig, den fik hende til at kigge på ham. Ham som fik hendes krop til at blive varm, med et blik. "vi nærmer os den Åbne eng, så tag den her på" han kastede en lang frakke hen til hende, en alt for stor en hvis hun selv skulle sige det.
Først nu lagde hun mærke til, at stien blev bredere og skovens tæthed svandt ud. De træer der var havde næsten ingen blade og skyerne blev mørkere og tættere. Længere fremme kunne hun se en stor metal bue, det måtte være porten.

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...