Den Store Snegl

Det her er bare en stil i dansk. Det er et eventyr, så det er lidt nederen haha - God dag til jer alle :D

2Likes
3Kommentarer
2142Visninger
AA

1. Den store snegl

Der var engang en bitte pige med et stort, flot dukkehus. Når hun kiggede ind ad dukkehusets vinduer var det som om hun boede der, alle tingene var så store og livlige. Den lille pige legede aldrig med dukkehuset, for efter hendes mormor var gået bort, var der ikke noget særligt ved det mere. Det var blevet helt forladt, nærmest som om hendes bedstemors sjæl var svundet bort sammen med følelsen af livet i dukkehuset. Hun havde nemlig fået dukkehuset af  hendes afdøde bedstemor og det havde en betydning, men den kendte hun ikke.

 

En dag kom den lille piges mor op på hendes værelse. Det gjorde hun ellers aldrig. Pigen og hendes mor havde ikke et særligt godt forhold til hinanden. De var helt forskellige og var altid uenige. Også omkring dukkehuset kunne de ikke blive enige. Moren ville af med det, men det ville pigen ikke. Og det var trods alt den lille piges dukkehus, hun havde fået det af hendes mormor, og nu var det hendes. Det var hende der ejede det, og derfor hende der bestemte. Hun ville beholde det. Pigen var for det meste på sit værelse eller ude i skove, der lå lige ved siden af og moren lavede altid mad eller vaskede tøj. Derfor så de ikke så meget til hinanden, og når de endelig snakkede sammen, diskuterede de om dukkehuset.

 

Pigen kiggede med store øjne på hendes mor, som satte sig på hendes seng. Hun kunne godt se at hun havde noget på hjerte, eller det vidste hun, ellers ville hun ikke være kommet ind på pigen værelse. Moren så lidt bedrøvet ud og man kunne se på hende at hun ikke var helt vild med den tanke om at snakke med pigen.

 

„Jeg har prøvet at finde en der ville have glæde af mormors dukkehus,” udbrød moren pludselig. Så pludseligt at det gav et sæt i pigen. Hun blev vred, rigtig vred. Det eneste hun ville var at beholde dukkehuset, som et minde om hendes mormor. Pigen fik næsten tårer i øjnene, og hun vidste ikke om det var sorg eller vrede. Moren kiggede på hende som om intet var galt. Hun fik straks en anden fornemmelse. Uden et eneste ord, flygtede pigen ud af værelset, ud af huset og ud i skoven. Det var hendes andet hjem. Skoven var altid helt fortryllende om foråret. Alle bladene var helt lysegrønne og fuglene nynnede de smukkeste melodier, hun glemte helt hendes mors opførelse.

 

Hun hørte pludselig noget bag sig, men da hun kiggede var der intet. Hun gik videre. Igen kom lyden bag hende. Det var en lav lyd, som raslede. Det var som om nogle bag hende fulgte efter, men hun kunne igen, ingen se. Tredje gang lyden kom, vente hun sig igen om og ned fra et af de højeste bøgetræer faldt en gren. Den ramte hende i baghovedet og hun faldt direkte til jorden.

 

,,Tre, to, en løøøøøøøøøøft.” Pigen spjættede med både ben og arme, men hun var bundet fast. Det tyndeste ræb var bundet stramt over hele hendes krop. Hun kunne godt mærke at hun havde ligget i den samme stilling i lang tid. Det gjorde rigtig ondt og hendes hænder var bundet så stramt at hun næsten ikke kunne mærke dem. Hendes hoved dunkede stadig efter slaget fra grenen, og hun fik tårer i øjnene. Hun kiggede forvirret rundt og kunne lige skimme sit hus. Hun havde allerede opgivet at råbe efter hjælp, da hun vidste at ingen ville kunne høre det. Grenen som havde ramt hende i hoved lå ved siden af hende, og hun kiggede ondt på den, selvom hun godt vidste den ikke kunne se det. Hun mærkede sin krop blive løftet over jorden. Fjorten små hænder bar hende. Hun blev helt svimmel. Det føltes næsten som om hun flød over jorden. Men det gjorde hun ikke. Syv små, meget behårede trolde gik under hende, og bar hende. Det var en mærkelig følelse hun havde i kroppen, og hun kunne ikke helt finde ud af om hun følte sig tryg.

 

Da de endelig lagde hende ned, var det blevet helt mørkt. Man kunne se hver og en stjerne på himmelen. Fuldmånen lyste hele skoven op med sit sølvglitrende lys. Men det var ikke smukt, på ingen måde. Pigen var skræmt og vidste slet ikke hvor henne hun var. Hun kendte ellers skoven ud og ind, men her havde hun aldrig været. De små trolde kiggede beundrende på den lille pige, som om de aldrig havde set et menneske før. Det havde de sikkert heller ikke. Pigen trak vejret så stille som hun nu kunne. Hun ville lade som om hun sov, men det var svært, når der sad 7 bitte små trolde med i alt 14 kæmpe spørgende øjne. Men til sidst lykkedes det. De troede hun sov, og selvom hun virkelig prøvede at holde sine øjne åbne, faldt hun i søvn.

 

 

Hun vågnede med et spjæt. Hendes hånd var klam, den var helt klistret, men hun vidste ikke hvorfor. Hun turde næsten ikke at kigge på den. Med alt det hun havde oplevet kunne det næsten ikke blive værre, så hun kiggede hurtig på sin hånd og bagefter væk igen. Men hvad det var, der var klistret så hun ikke. Hun kiggede igen, og der så hun hendes hånd, klistret ind i klamt, halv grønt snegle slim. Aldrig havde hun oplevet noget så klamt. Hun kiggede rundt. Solen skinnede ned gennem de grønne blade og ramte skovbunden. De 7 må trolde lå rundt om et lille bålsted hvor bålet for længst var gået ud. Til venstre for hende lå en lille bitte rygsæk, det var sikkert en af troldenes. Hun kiggede til højre og så den. En kæmpe snegl, der var på størrelse med hendes hoved. Den kiggede ikke ondt på hende, nærmest venligt. Men pigen var frygteligt bange for den slimmede skabning.

 

,,Rolig, jeg gør dig intet.” Pigen kiggede forskrækket på sneglen. Den kunne tale. Den kunne snakke det samme sprog som hende. Sneglen skulle igen til at åbne munden, da der kom en underlig lyd fra en af troldene. Både sneglen og pigen kiggede hurtigt på trolden, som bare snorkede. Med store øjne og åben mund kiggede pigen igen på sneglen. Sneglen havde næsten et venligt smil. Så venligt at det næsten var uhyggeligt. Hun kunne se på sneglen at den bare prøvede at få pigen til at slappe af, men det hjalp ikke. Det eneste pigen tænkte på var at sneglen kunne snakke.

 

Sneglen forsøgte sig igen: ,,Jeg gør dig intet.” Pigen prøvede virkelig at tage det roligt. ,,Du er her på grund af dukkehuset” Da hun hørte ordet dukkehus, blev hun vred, det var på grund af dukkehuset og hendes mor at hun var her. Sneglen begyndte igen: ,,Jeg skal bare bruge dit dukkehus, så kan du gå fri.” Men pigen ville ikke af med det, og det kunne sneglen godt fornemme. ,,Hvad skal du have for det?” Sneglen kiggede med tiggende øjne på pigen. Men pigen rystede bare på hovedet.  Pigen var irriteret og vidste godt at hendes bedstemors dukkehus var noget værd for sneglen. Dens øjne var så fulde af forventninger og de lyste næsten helt op. Lyset blev dog slukket da pigen ikke ville af med huset.

 

Troldene vågnede langsomt, en efter en. Pigen vidste faktisk ikke hvad de havde med sagen at gøre. Hun vidste heller ikke hvad sneglen skulle med dukkehuset. Det eneste hun vidste  var at det havde en betydning. En af de små trolde gik over til pige. Han prøvede at fortælle hende noget, men hun forstod det ikke. En af de andre trolde kom også over til hende. Den var betydeligt større. ,,Er de sulten frøken?” Pigen havde været så optaget af hvad der var sket omkring hende at hun helt havde overhørt hendes mave rumle. Hun nikkede tavst og trolden gav hende en skål suppe. Hun kunne se den store snegl snakke med nogle af de små trolde. Den så ikke glad ud og det gjorde troldene heller ikke. Hun kunne ikke høre hvad de snakkede om, men det var sikkert om dukkehuset.

 

For første gang åbnede den lille pige munden og spurgte med rystende stemme: ,,Hvad skal du med dukkehuset?” Sneglens øjne stirrede direkte ind i pigens. Hun blev skræmt og skyndte sig at sænke sit blik. Sneglen smilede venligt og begyndte så sin historie. Den snakkede om at den havde boet i dukkehuset for 100 år siden. Dengang hendes mormor var lille. ,,Jeg boede der med min familie” Sneglen sank en klump i halsen.

 

Pigen kiggede spørgende på sneglen. Sneglen nikkede ,,Ja, de døde – de blev spist af en fugl.” Sneglen fik blanke øjne. ,,Dukkehuset er det eneste jeg har til minde om dem” Pigen fik medlidenhed med sneglen. Pigen nikkede over mod de 7 trolde. ,,Hvem er de?” Sneglen kiggede smilende over på de syv små trolde. Hans humør ændrede sig helt, den begyndte at grine. ,,Det er mine venner.” Sneglen kiggede igen på hende ,,De mangler et sted at bo.” Pigen vidste godt hvad sneglen mente. ”Hvis jeg må få dit dukkehus, må du opfyldt.” Pigen vidste med det samme hvad hun ville ønske sig. Hvis hun måtte få tre for sit dukkehus, som hun alligevel aldrig brugte, ville hun ønske sig en far, et nyt dukkehus og et langt og lykkeligt liv. ,,Ja, så gerne sagde sneglen” Pigen så forskrækket på sneglen. Hun havde intet sagt, hun havde kun tænkt.

 

Ud ad det blå gik han. En far. Han omfavnede pigen og hun smilede taknemmeligt til sneglen. I farens rygsæk var et nyt dukkehus, og andet ønske var opfyldt. Det tredje ønske var pigen godt klar over at hun ikke kunne få lige nu. Pigen kiggede spørgende på sneglen. ,,Hvordan får du mit dukkehus?” spurgte pigen. Sneglen kiggede beroligende på pigen. ,,Det hele ordner sig, tag du bare hjem nu.” Faren tog pigen i hånden og de gik deres vej.

 

Moren var begyndt at blive bekymret for sin datter og havde stået det samme sted og kigget ud ad vinduet i to dage. Da hun fik øje på sin datter og faren kom hun hoppende ud til dem og omfavnede dem. Da hele familien samlede spiste aftensmad fortalte pigen om sine oplevelser. Hun havde ønsket sig et langt og lykkeligt liv og det skulle hun få.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...