Tro, Håb Og Teater~ Backstage konkurrencen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 sep. 2013
  • Opdateret: 3 sep. 2013
  • Status: Færdig
William drømmer om at blive skuespiller, men alle bilder ham ind at han ikke passer som skuespiller. William opgiver dog ikke sine drømme. Men måske har de ret?
Mit bidrag til backstage konkurrencen.

2Likes
0Kommentarer
282Visninger
AA

1. Tro, Håb Og Teater

Han kunne godt lide at kigge på dem nå de øvede. Han elskede hvordan de blev en helt anden person på scenen, og spillede glade, triste, vrede eller forelskede. Han kunne bedst lide sidstnævnte, da det var det sværeste, ifølge ham. Hver aften øvede han sine ansigtsudtryk foran spejlet, og han var ved at være ret god til det, endda som forelsket.

Hans navn var William, og hans plads var bare ikke på scenen, men bagved den. Noget som instruktøren påpegede tit, hver gang han fik chancen faktisk.  

Ikke fordi han ikke havde prøvet at få en rolle i et af stykkerne. Han havde faktisk prøvet på at få en rolle i mere end otte forskellige stykker på den tid han havde arbejdet frivilligt på teatret.

”Du kan ikke få en rolle, beklager,” sagde de altid. ”Du passer ikke ind”.

”Du er for grim”.

Det sidste sagde de ikke, men han vidste at de tænkte det. Han var høj og ranglet, med fedtet mørkt hår og alt for små øjne. Små øjne der skinnede når skuespillerne øvede på scenen. Hvis man kiggede godt efter, kunne man næsten se hvordan han drømte sig væk. Forestillede sig at det var ham der stod deroppe på scenen, og blev badet i lyset fra projektørerne og publikums beundrende øjne.

Det William bedst kunne lide ved sit job, var generalprøven. Der fik han lov til at sidde nede på pladserne og kigge på skuespillerne. Til tider fandt han én bestemt rolle, og lyttede til alle replikkerne så han kunne dem. Når det så blev tid til generalprøven hviskede han replikkerne sammen med skuespilleren, dog så lavt at kun han kunne høre det. Engang havde han prøvet at være parlør, men det gik ikke. William hviskede for lavt til at selv skuespilleren kunne høre det, og blev genert når der var nogen der kiggede på ham. Det var også en af undskyldningerne for han ikke kunne være med. ”Du taler for lavt,” sagde de. Selvfølgelig var det løgn, hvis de nu bare kunne høre ordentligt efter. Han var for grim, så hvorfor kunne de ikke bare sige det?

Et suk undslap hans læber idet han fejede kosten hen over den forladte scene. Den fejede støv og konfetti væk fra scenen. Støvet var fra instruktørens støvler da han havde gået over gulvet, for at rette på en af skuespillerne. Konfettien var fra den store finale, hvor hovedrollen havde fundet sin store kærlighed. En kedelig slutning man havde set alt for mange gange ifølge William. I sit hoved udtænkte han en bedre slutning. Helten kommer for sent til at redde sin elskede, og hun dør. Helten falder på knæ foran hendes døde krop og... William fejede alt skidtet væk, og ned i en skraldespand, uden der blev givet det en chance for at for at kunne komme op på scenen igen. Var det sådan de så ham? Som en stor bunke skidt, hvis farver var blevet dækket af støv, og som man fik en splejset dreng, der ikke havde noget bedre at lave, til at feje op? I vrede smed han kosten på gulvet, og løb udenfor. Han skyndte sig hjem og skrev sin egen slutning ned. Så skrev han en ny start, og en helt ny handling. Han fandt på nye karakterer, og gav dem personlighed. Han printede manuskriptet ud, og sendte det til teatret. Så lagde han sig udmattet i sin seng og faldt i søvn.

Næste dag, da han kom på arbejde overhørte han instruktøren fra det sidste stykke tale med Johan, ham der havde ansvaret for rekvisitterne. ”Jeg forstår det ikke, hvem kan have sendt det?” William blev nysgerrig, ogbesluttede sig for at lytte med, men i det samme kom instruktøren ud. ”Åh, hej med dig William. Jeg ledte faktisk efter dig.” William kiggede forsigtigt på papiret i instruktørens hånd, men kunne ikke se hvad der stod på det. ”Ser du, i dag afleverede postbudet det her til Johan, og han gave det så videre til mig,” instruktøren holdt papiret op foran Williams næse "ved du hvad det er?"spurgte han, og William skyndte sig at ryste på hovedet. ”Det er et manuskript vi har fået tilsendt af en anonym, og..." instruktøren bed sig i læben, og blinkede to gange med begge øjne "og du ville passe perfekt ind i en af de større roller.” William tøvede, jo det var hans manuskript. Han havde beskrevet en af hovedrollens hjælpere som høj og mørkhåret, en genert ung dreng der gemmer på en grådighed der får ham til at forråde sin ven. ”Kunne du tænke dig at få rollen, William?” spurgte instruktøren. William kiggede ham lige i øjnene. ”Nej tak,” sagde han. Så vendte han om på hælen, og gik ud i den lyse formiddagssol. Han overvejede at han måske havde taget fejl, og alle måske havde ret? Måske burde han ikke stå på scenen, men måske skulle han være selve grunden til at der overhovedet stod nogen der. William kiggede op mod en sky der havde form som et skib. Og tænkte sig om. Måske, kun måske, kunne slutningen i hans næste historie… ende lykkeligt?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...