Det 32 the hunger games

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 sep. 2013
  • Opdateret: 30 dec. 2013
  • Status: Igang
En morderisk distrikt 1 pige . En dreng fra distrikt 1 med øgenavnet svage. En klog og snu pige fra 2. En dreng med et tolvtal fra distrikt 2. En psykisk syg dreng fra 3. En autistisk pige fra 3. En pige, fra 4, med fransk accent. En dreng fra 4 med et dårligt ben. En stærk og klog pige fra 5. En tæt på vanvittig dreng fra 5. En klodset men robust, dreng fra 6. Samt en lille spirrevip fra distrikt 6, med ADHD, på 14, der scorede et 9 tal. En pige med en lille taske, men med giftpile, der gør hende til en farlig morder trods hendes nuttede ydre. En pige, med 6 søskende, hvis liv er afhængige af at han vinder. Et forelsket kærestepar fra distrikt 8, der trods fattigdom begge har udseendet på deres side. En pige fra 9 der har lumske planer om at sprænge kraftfeltet. En pige med hjernerystelse fra 9. En rig pige fra 10. En 12 årig dreng fyldt med mod fra 10. En vegetar pige fra 11. En dreng med hjerteproblemer. En fattig dreng fra 12. Og en skræmt pige fra 12.

3Likes
0Kommentarer
311Visninger
AA

4. Vil jeg kæmpe - Distrikt 6 pige

Jeg ved ikke rigtigt noget. Men jeg ved heller ikke ingenting. Nogengange tænker jeg ikke rigtigt på noget før jeg handler. Det er mit problem. Et livsfarligt problem. Jeg ved godt mit handicap kan blive min død. Hvis jeg lader den blive min død. Ordet hedder Kontrol. Kontrol, kontrol, kontrol. Ordet er helligt i mine øre, og jeg ved ikke hvor længe jeg endnu kan holde kontrol. Jeg længtes efter mine piller, der nedsætter mit hyper. Indtil videre er jeg morder. Jeg har knækket nakken på distrikt 11 drengen, fordi han stjal et æble fra mig. Et enkelt æble. Han var 12 år, spinkel, mager, og døden nær af sult, og jeg slog ham ihjel fordi han tog 1 æble.

Jeg er et monster. Hvis bare jeg kunne få mine piller kunne distrikt 11 drengen have levet videre. Men jeg ved det jo godt. De vil have mig til at blive et monster. De har intet at bruge mig med mine piller til. De provokere mig til at dræbe, og ser min hyperhed, og ekstra temprement for en fordel. I mit hoved er det ikke en fordel. Og jeg er ikke følelsesløs. Det var bare det sekund hvor jeg gik ud af mit gode skind. For noget ligegyldigt. Jeg har dræbt for et æble. Ingengang et godt æble. Bare et lille surt grønt æble.

Jeg har spist æblet. For at situationen ikke skal gentage sig har jeg spist alle mine æbler. Det er dumt, men det er mig. Min mave gør ondt. Æblerne ligger tungt, og mine fødder trænger til at bevæge sig, men jeg lader vær, selvom hele min krop sprutler af energi.

Jeg kan høre distrikt 9 pigen gå rundt. Hun har fået den smukke bue, der lå ved hornets midte, samt en mellemstor taske, med mariehøns på. Små glade mariehøns. Hun går i gennem stråene, der stikker op. Marken er næsten uendelig, med få spredte træer. Hun opdager mig. Jeg hiver snerrende min taske til mig, som om jeg vil forsvare den med mit liv. Min.

"Hallo! Kan du handle civilliseret, eller forhindre dit handicap dig i det" snerre hun, alt for højt. Hun støtter på sin fod, og står udstrakt. Hun er lavere end mig, og næsten spinkelt bygget. Hendes sorte hår er i en løs hestehale, og hendes brune øjne skinner. Hendes jakke er stribet. "For hvis du kan, vil jeg gerne snakke med dig"

 

Jeg hev min taske til mig, og krammede den. "Jeg snakker ikke til folk fra udkantsdistrikter, uden det er strengt nødvendigt"

"Og det er det også. Tror du jeg har lyst til at alliere mig med dig? Hvis vi skal have nogen form for chance er vi nødt til at være sammen. Fatter du det?"

"Ja" Jeg skød et lille smil op. Hun gik langsomt hen mod mig, og hendes sorte hår falder ned af hendes skuldre. Jeg folder mine hænder ud som jeg ville give hende et kram. I min lomme stikker min skønne kniv ud, og jeg jager kniven ind i maven  på hende, men hun undviger, og den bore sig i stedet ind hendes arm. Dybt. "Eller nej"

I et sekund af ren vrede, laver jeg et skarpt snit. Jeg kan høre noget falde ned i græsset. Pigen fra 9 skriger, og prøver at stoppe blodet, fra det sted hendes arm, før sad. Jeg vælter tilbage. Blodet sprøjter ud, og hun presser sin hånd mod såret. Hendes skrig er skærende. Min stemme er stammende.

"Det var ikke meningen. Jeg sværger det var ikke meningen" tårerne render ned af hendes kinder mens hun skræmt kigger på mig. "Jeg vil jo bare aflive dig"

"Syge stodder"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...