Det 32 the hunger games

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 sep. 2013
  • Opdateret: 30 dec. 2013
  • Status: Igang
En morderisk distrikt 1 pige . En dreng fra distrikt 1 med øgenavnet svage. En klog og snu pige fra 2. En dreng med et tolvtal fra distrikt 2. En psykisk syg dreng fra 3. En autistisk pige fra 3. En pige, fra 4, med fransk accent. En dreng fra 4 med et dårligt ben. En stærk og klog pige fra 5. En tæt på vanvittig dreng fra 5. En klodset men robust, dreng fra 6. Samt en lille spirrevip fra distrikt 6, med ADHD, på 14, der scorede et 9 tal. En pige med en lille taske, men med giftpile, der gør hende til en farlig morder trods hendes nuttede ydre. En pige, med 6 søskende, hvis liv er afhængige af at han vinder. Et forelsket kærestepar fra distrikt 8, der trods fattigdom begge har udseendet på deres side. En pige fra 9 der har lumske planer om at sprænge kraftfeltet. En pige med hjernerystelse fra 9. En rig pige fra 10. En 12 årig dreng fyldt med mod fra 10. En vegetar pige fra 11. En dreng med hjerteproblemer. En fattig dreng fra 12. Og en skræmt pige fra 12.

3Likes
0Kommentarer
302Visninger
AA

2. Første mord - Distrikt 7 pige

Vinder. Distrikt 7 er et distrikt der ikke ses for at være stærkt. Hvis jeg var ambisoner ville jeg ikke føle mig truet af distrikt 7. Truet af mig selv. Jeg var pigen med 5 tallet. Men nu vil jeg være pigen med 12 tallet. Dog vil jeg starte ud med at dræbe en, der er under mit niveau. Nogle torne kradser i busken, jeg har valgt som gemmested, men de fem pile, med giften, glæder sig til at blive brugt. Og det bliver de også snart. Det er bare et spørgsmål om tid.

Jeg har intet spilmestrene ønsker. Jeg er hverken smuk, stærk, eller særlig hurtig. Og jeg er heller ikke særlig stor. Meget tæt på spinkelt, med mørkt barkfarvet hår, og øjnene der ligger nødder, samt brede læber, og en stor næse. Dog er jeg den eneste der overhovedet ikke er påvirket af at jeg er i dødspillet. Jeg ser sund ud, dog lidt bleg. Jeg er ikke sulten, og har ingen skræmmer, og mit tøj er pinligt rent, mens mit hår stadig hænger ned af min skulder, som da vi startede. Mit pandehår er samtidig skubbet tilbage. Min frakke er lukket. Ingengang min neglelak fra interiewet er ødelagt. Mit distriktemblem hænger perfekt, og der er ingen huller i mine bukser.

Mon de snakker om mig i Capitol nu. Mon de snakker om mig, i mit hjemmedistrikt. Jeg håber at de støtter Sarry, der kun akkurat er stor nok, til at forstå at storesøster ikke kommer tilbage, men hun vil prøve. Og at når storesøster er tilbage, er hun syg, og tom. Jeg vender mig om i et splitsekund, og vinker, forsigtigt og nærmest useligt, til noget der ligner et kamera inde i en busk. Jeg blinker lidt skræmt til hende, som et signal, inden jeg hiver min lille krop tilbage inde i brombærbusken.

Jeg kan høre en dreng vakle afsted. Hans hoved er dækket af temmelig langt rødt hår, der hænger tungt, samt en lang flænge i armen, der er temmelig dyb. Han halter på foden, men det er mere af træthed, end af sår og flænger.

Jeg ligger pilen ind i pistolen, og fokusere. Han sætter sig ned, for at spise resterne af et brød, da jeg affyre. Han giver et hyl fra sig, da nålen rammer ham, og vender sig om. Han hiver nålen ud, og tager sig til maven, og brækker noget blod op, inden han skrækslagen falder til jorden, og forsøger at rejse sig op. Kanonen lyder, og noget blod render ned af hans læbe. Hans øjne er vidtåbne.

Han ligner en tiårig som han ligger der, i sin egen pøl af bræk og slim. Jeg lister ud fra busken, og opdager til mit uheld, at brødet er uspiseligt.

Det eneste jeg har tilbage af mad, er en pose æbler, en pose nødder, en flaske vand og 2 poser tørret frugt, samt en pakke oreokiks. Jeg ved ikke hvorfor de putter oreo kiks i. Måske fordi de er luksuriøse. Jeg ved jeg ikke løb langt for at få den her taske. Men oreos smager godt. Og giver en falsk form for mæthed. Jeg spiser to oreos og halvdelen af mine tørrede frugter, og laver en lille fiskesnøre af noget ståltråd og snor. Bare for at lave noget.

Så beslutter jeg mig for at finde en ny lejr. Jeg putter tingene i min taske, og er stolt over hvor god stand jeg er, i forhold til de andre sonere.

I mit distrikt lære man at kunne nøjes. For vi skal ikke bruge for meget brænde til et bål. Heller ikke når vi holder vores høstfest, hvor alt det tømmer, der ikke kan bruges, brændes. Alt kan bruges, siger far. Vi lære også at overleve. Vi bliver muskuløse af bygning, fordi vi hakker tømmer. Alle pånær mig bliver muskuløse af det. Mig og Sarry for den sags skyld. Men far, mor, og min storebror Loran er alle muskuløse af arbejdet, mens Sarry er så smuk, hvid, skrøbelig, og lille. Jeg er også lille af en 17 årig. Jeg er bare ikke så smuk som lille Sarry.

Sarry ligner en engel. Hun er lyshåret, hvilket de færreste er i distrikt 7. De fleste har min hårfarve, hvilket betyder både mig, Loran, og far. Hendes hår er glat, og hendes veninder flettter det tit, og putter blomster, og grene i det. Hun er spinkel, og hendes hud er snehvid. Hendes træk er små, fine, og detaljerede, og hendes øjne er så blå, at hun ligner havet, som distrikt 7 kun har hørt om. Men hvis jeg havde set havet, var jeg sikker på hendes øjne var ligeså blå.

Havet er kun en legende i mit distrikt. Noget man fortæller de små, som Sarry om. Der er endda nogen der ikke tror det findes. Vi mangler vand i mit distrikt, og vi har kun ganske få små søer, og er vandt til minimalt vand. Vores distrikt er dækket med skove så langt øjet rækker, og det er kun de ældste der har set havet. Jeg elskede at udspørge den ældste om havet, men hun kunne ikke huske så meget. Jeg slugte vær en detalje råt.

Jeg slæber min taske hen af det ujævne græs. Mine støvler træder i det. Jeg kigger på min blå jakke. Blå er min yndlingsfarve, men der er næsten ingen blå i distrikt 7. Derfor blev jeg forundret over at se så meget blå i Capitol. Folk kun i blåt tøj. Hele bygninger malet i blå. Det var som et eventyr. Et eventyr der nu var blevet til et maridt, da jeg nu var kommet til meningen, med alt den perfekte behandling i Capitol. Arenaen.

Det blæser let, og noget af mit hår bliver vivlet op. Jeg kigger til siden mod drengen, da jeg går forbi ham. Han er ligeså stendød som da jeg dræbte ham, og sidste så til ham.

Jeg kan høre vand. Vand der falder. Kraftig strøm. Kraftig nok til at trække et menneske med sig. Det er nok en fælde for tørstige sonere. For dem er der sikkert mange af. Andre med døden nær af tørst. Det er jeg ikke. Alligevel går jeg hen mod vandet. Foran mig er et brombærkrat, uden bær på. Jeg er sikker på vandet er bag det. Jeg kan høre vandet slå mod sten. Så ser jeg det.

Et vandfald. Et enormt vandfald. Hundredvis af meter op. Vandet rinder afsted, og hiver både sand, og adskillige småsten, med ned. Jeg tager mig selv i at gispe. Det er fantastisk. Vandet er i massevis. Mere end alt i mit distrikt til sammen. Strømmen er så stærk at den hiver sand og sten med sig. Det er virkelig en fælde, og jeg må anstrenge mig får ikke at gå i den af ren forundring.

Vandet bruser, og virvler hvidt skum op. Jeg kan høre noget i krattet og jeg får øje på Katten. Katten er ikke en kat, men drengen fra 5. Det er bare hans udseende, at ham og hans søster bliver kaldt Katten. Måske er det den hurtige krop, den slanke talje, de grønne øjne, eller måske den lille væsen de altid slutter med når de siger et ord med s eller c. Eller måske er det den sky af charme og perfektion der altid omhyller dem. De er nemlig perfekte.

Deres hår er brunt, og løst, mens deres grønne øjne skinner som så de direkte ind i sjælen. Det går op for mig at Katten er såret. Han stønner mens han holder sig til sin arm, bare for at opdage at han får mørkt blod på fingrene. Jeg kunne skyde ham nu, men lader vær. Da Katten ikke har gjort mig noget, og fordi at den anden kat, ville tage hævn hvilket vil kunne betyde min død.

Jeg høre kanonen. Det gør Katten også. Jeg gemmer mig under det brombærkrat der er i mellem mig og vandfaldet, trods Katten er på den anden side af vandfaldet. Jeg holder vejret da han kigger til min side. Så begynder han at fylde vand i 3 toliters dunke, og jeg kan mærke vreden brænde, over at Katten fik mere end mig.

Men trods at Katten har fået 2 tasker, der begge er dobbelt så store som min, har han det meget værre end mig. Der render blod for hans arm. Han stønner. Han er tørstig, mager, og sulten. Han ville være så nem at dræbe nu, men han er sikkert sammen med den anden kat. Ellers ville han ikke bevæge sig hen til en sonerfælde alene. Det er så usandsygeligt.

Jeg kan høre han går. Jeg trækker igen vejret normalt, og er sikkert blevet blå af luftmangel. Blå som de blåbær mig og Sarry plejede at plukke når det blev sommer, og vi sneg os ind i skovene, og fandt blåbærplanten, og plukkede nogle stykker, til os selv.

Jeg rejste mig op. Her var ikke sikkert. Jeg begyndte at gå. Mine skridt var beslutsomme, og jeg havde sovet, som andre sonere ikke havde. Det var en gevinst. Jeg ville kunne indhente den sårede kat. Jeg har gået i lang tid inden jeg høre skrig. Jeg gemmer mig bag en busk, og ser hvordan pige-katten, og distrikt 3 pigen angriber hinanden. Pige-katten føre, men ingen af dem har våben. Det har jeg.

Jeg sigter på pige-katten, og skyder. Skudet rammer hende hurtigt, og da hun mærker smerten, skynder hun at kalde sig på drengekatten. Men jeg ved jo han er for langsom. Hun prøver desperat at skubbe sig op. Hun vender sig om og river af alle kræfter nålen ud, mens hun spræller. Distrikt 3 pigen kravler baglæns tilbage. Der bliver sprøjtet blod på hendes gyldne hestehaler.

Pige-katten skriger af alle kræfter, men man kan se hendes kræfter ebbe ud. Snart bliver det en udfordring at skrige på den anden. Jeg ligger mærke til at Drenge-katten hedder Colo, hendes stemme er skinger, men ebber mere og mere ud. Jeg begynder at liste frem. Hun slår ud af de få kræfter der skulle være tilbage i hendes 15 årige krop. Hun prøver at rejse sig op, men falder forår. Hun brækker blod op, og hendes hænder ryster. Da falder hun endelig, stønnende, og hviskende, mens tårerne render ned af hendes kinder. Jeg kunne høre Colo råbe efter hende, mens de sidste kræfter forlod pigekatten. Distrikt 3 pigen så forvirret til begge sider.

"Hvad laver du?" skreg jeg, og rystede barnekroppen. "Vi skal væk, og det skal være nu"

Jeg hev i hende, da det gik op for mig, at hun ikke kunne gå. Så tog jeg en beslutning. Jeg bar distrikt 3 pigen. Jeg vidste dette ville sænke min fart. Jeg kunne se ham komme ud af busken. Jeg måtte væk nu. Jeg ventede på han skulle løbe efter mig, men til min overaskelse stoppede han op, og satte sig i græsset. Han løftede pigekattens ansigt op. Hendes mørkebrune hår lå vedsiden af hende. Hun græd. Han hviskede til hende. Tryglede hende om at blive ved hans side. Holdt hende tæt ind til sig, og nynnede til hende. Hans hænder rystede, og tårerne rendte ned af hans kinder. Han bad, tiggede, hende om at blive på hans side.

Jeg stod og kiggede forundret, inden jeg begyndte at løbe. Jeg kunne høre hvordan han brød i gråd, og jeg så hvordan han holdte hendes hånd, som ville han aldrig give slip på den.

"Lillesøs" kunne jeg høre ham hviske. Da hørte jeg kanonen i bagrunden, og så hvordan han opgivende sad og kiggede på hende. "Nej, Lillesøs"

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...