If I told you - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 sep. 2013
  • Opdateret: 5 sep. 2013
  • Status: Igang
Barbara Collins har en del at takle med i sin hverdag. Hun er ikke ligesom alle andre unge piger eller drenge på hendes alder. Hun er agent. Den utrolig charmerende og flirtende sanger Harry Styles er muligvis i fare og Barbara bliver hurtigt sat på opgaven. Her på det sidste har CSI og NCIS været i hælene på Barbara og vælger derfor at gå under dæknavnet Bonnie Cold. Barbara mener, at Harry er en smule for paranoid, og ser derfor ingen grund til at beskytte ham, men hun vælger dog at erstatte sine fridage og sætter missionen i gang. Alt ser ud til at gå ned af bakke, men selv da det ser sortest ud, formår den proffessionelle Barbara at komme tættere på Harry Styles end hun hidtil havde troet var muligt..

10Likes
9Kommentarer
785Visninger
AA

3. Kap 2: Presseevent

Harry's synsvinkel.

Jeg havde store forventninger til det som skulle ske i dag. Selv vejret så ud til at være med drengene og jeg. Vi skulle i dag vise verdenen vores nye parfume 'our moment' frem og vi var alle meget spændte, men også nervøse. Drengene var godt tilfredse med den og det var jeg også. Alle ingredienserne havde vi selv valgt og vi havde også været med til at designe den. Tilfredse, det var vi i den grad.

Vi skulle holde en stor presseevent, hvor vi ville vise den frem for en masse mennesker og pressen. Presseeventet ville blive afholdt i London i en bygning på 39 etage. Det var ret vildt, men samtidig virkelig spændende. Jeg forventede i hvert fald at få en god oplevelse. Det drengene og jeg nok mest var nervøse og bange for var at folk måske ikke ville synes om den. Det ville være forfærdeligt.

Paul, vores manager, havde fået booket en etage, så vi kunne gøres os klar, så vi lige kunne tage hånd over situationen som vi stod i. Der ville selvfølgelig være vagter, for man vidste jo aldrig. Og det var ikke fordi at jeg regnede med at der ville ske noget, men man vidste aldrig. En af journalisterne ville måske hoppe på en af os eller, ja, hvad ved jeg.

"Er I nervøse?" spurgte Lou, imens hun smørte forfriskende cremer i mit ansigt. Drengene og jeg grinte kort og nikkede, imens vi mumlede svar i munden på hinanden.

"Det skal nok gå." forsikrede hun og blinkede til mig.

"Din hud er så bleg." kommenterede hun lidt efter og tog noget puder frem.

"Jeg er træt og det er koldt." kommenterede jeg.

"Hvordan kan du stadig være træt?" spurgte Zayn og Niall forvirret.

"Du gik tideligt i seng, så du ville være udhvilet til i dag. Hvordan kan det overhovedet være muligt?" spurgte Louis grinene.

"Du er ikke syg vel?" spurgte Liam.

Jeg rystede på hovedet og forblev ellers stille. Det havde været nogle ret underlige og forvirrende dage. Måske var jeg ved at blive paranoid, jeg vidste det ikke, men jeg havde haft det som om at en var ude efter mig. Det var virkelig en mærkelig tanke, men den havde været der lige siden skuddramaet. Det havde været ret skræmmende og i et kort øjeblik troede jeg at enden var nået. At det var nu, at jeg skulle sige farvel.

"Skal vi ikke tage lidt af den på?" spurgte jeg og tog fat i den ene parfume.

Drengene fjollede lidt rundt, men stoppede brat op. De kiggede lidt på mig, men kom så gående over med et smil på læben. Vi var kommet i tøjet, fået sat hår og fået langt en meget tyndt lag make up. Vi sendte parfumen rundt og nu duftede vi alle af 'Our moment'.

Elevatoren blev vores mulighed op til 39 etage, da vi ikke ville gå fra 12 til 39'ende etage. Det havde vi slet ikke overskud til og folk ventede kun på os. Vi skulle jo nødigt komme forpustet og svedende op til pressen. Det ville bare være ondt.

Jeg trådte ind i elevatoren sammen med drengene og Niall trykkede på '39' så vi kom op på den rigtig etage. Det tog et stykke tid, da der var lang vej, og folk blev ved med stige af og på. Nervøsiteten tog nu over og jeg kunne mærke den sitrende fornemmelse i kroppen.

Liam kiggede lidt på mig og sendte et blik som tydeligt sagde 'Er-du-okay?' Liam var den af drengene som altid kunne fornemme hvis noget var galt, som kunne han se igennem ens ydre. Komme helt ind til kernen af personen. Han bekymrede sig meget om folk. Han var et godt menneske.

Jeg havde selv ingen idé om hvorfor, at jeg nu blev så nervøs? Det gav virkelig ingen mening og måske havde jeg bare lidt for høje forventninger til denne her dag. Mit indre fortalte mig at det bare var nerverne og det hele nok skulle blive bedre senere. Det blev hyggeligt, jeg vidste det, men en lille del af mig sagde at det ville blive en uforglemmelig dag, men om det var godt eller dårligt, havde jeg ingen anelse om.

Elevatordørende blev åbnet og jublen og klappen overtog det ellers store lokale. Vi kom alle vinkende og smilende ind. Vi gav nogle enkelte fra vores crew og vores familier nogle kram og knus, inden vi indtog det store podie i lokalet.

Hele 39 etage var lavet ud af glas, så hvis man så ned på gaden ville det være ret uhyggeligt. Folk tog deres pladser og vi, drengene og jeg, satte os på vores tildelte pladser, hvor der også stod mikrofoner klar, samt vand og frugt.

"Det betyder så meget for os at I ville komme i dag." startede Louis smilende. "Vi vil gerne vise jer designet af vores nye parfume og nedenunder jeres sæder skulle der gerne ligge en pæn lille pose, så I kan få en prøveparfume med hjem."

"Inden at vi svare på spørgsmål og I stiller os dem, så vil vi gerne vise jer den ægte vare. Niall, du tager forhænget af." spurgte Zayn og Niall hoppede hurtigt ned fra sin stol.

"Nu hvor du spørger så pænt." svarede Niall 'fornærmet' og folk grinede.

Han trak forhænget af og folk jublede. Igennem hele forløbet med parfumen, havde vi overhovedet ikke fortalt nogen om ingredienserne eller om designet. - Ikke engang vores familie. Det var forblevet en hemmelighed siden dagen i dag. Folk så godt tilfredse ud og kiggede meget på selve æsken og parfumen, som stod inde i glasmuntren.

De forskellige mennesker og pressen kom op i små hold og så på parfumen. De var også meget omhyggelige med at få taget en masse billeder af os. Der blev taget plads på de tomme stole og vi var klar til at gå videre til spørgsmålene.

"Er det rigtigt at parfumen bliver solgt i butikkerne til september?" spurgte en høj kvinde, som hurtigt havde taget hånden op.

"Den vil være ude i september, ja." smilede Zayn.

"Her!" råbte en mand og fik vores opmærksomhed. "Hvordan var det at lave reklamefilmen?"

"At lave reklamefilmen var absolut forfærdeligt." grinede Louis og vi andre drenge deltog. "Vi skulle posere med forskellige ting og lige meget, hvor meget, vi så end prøvede på at se lækre, sexet og charmerende ud, så gik det bare ikke som planlagt."

"Jeg tror, at det tog 30 minutter at pille alle blomsterne ud af mit hår." kommenterede Zayn.

"Det var klamt at lugte til Liam's sokker." svarede Niall. "Det var helt bestemt ulækkert."

"De orange blomster, som jeg duftede til, fik mig til at nyse over 5 gange, da de killede i næsen. Nogle af klippene, hvor jeg nøs, lavede de i slowmotion og jeg tror aldrig, at jeg har set så sjov ud." svarede jeg med et charmerende smil og kiggede ud mod alle menneskerne.

Der blev stillet en del spørgsmål og vi fik svaret bedst muligt, dog med et par grin og jokes ind imellem. Det skulle jo ikke være vildt tamt. En smuk brunette sad på forreste række og snakkede lidt med en anden ældre herre. Jeg prøvede at få øjenkontakt med hende og havde en idé om at forføre hende lidt, men nej, det fik jeg ikke lov til.

En ung mand, på de omkring 25 stykker, spurgte indtil, hvordan det var at finde frem til den helt unikke duft og designet. Jeg var hurtig til at svare og kiggede ned på pigen, som kiggede op på os. Jeg smilede til hende og snakkede så ud til pressen.

"Vi alle tænkte nok på en helt speciel person, da vi duftede til parfumen. Vi er meget glade for, at vi kunne få lov til at deltage og være med til at lave parf,"

Lyden af glas der gik i stykker lød og alle faldt til gulvet. Skud lød og folk skreg. Jeg var rædselslagen. Og jeg var nok ikke den eneste. Vagterne ringede rundt og kiggede mod glasvinduerne som var gået i stykker. Det kunne simpelthen ikke være rigtigt det her. Skuddende var stoppet, men man kunne vel aldrig være helt sikker.

Liam tog kort fat i min skulder og fik min opmærksomhed. Jeg mødte hans rædselsfulde blik og han pegede over mod gangen, hvor adskellige vagter stod parat, hvis der nu skulle lyde flere skud. De skulle til at sende folk ud herfra. Og det skulle bare gå hurtigt.

Vi kravlede nede på jorden, nærmest snoede os, som slanger i højt græs. Jeg hørte en svag klynken og fik øje på brunetten, som jeg før havde smilet til. Hendes ansigt er fortrukket i smerte og da jeg så hendes blodige hånd, som holdte om sin arm, var jeg slet ikke i tvivl om at hun var blevet ramt. Jeg kravlede forsigtigt over til hende, imens at Liam kaldte på mig.

"Få folk ud herfra i små grupper!" råbte jeg og Liam kravlede videre over det knuste glas. Han havde tydeligvis forstået min hentyding.

Mit blik landte på brunetten og jeg tog fat i hendes hånd med begge mine. Hun græd ikke, men man kunne se tårerne som havde samlet sig i hendes øjne. Hun håndterede det ret godt. Det var som hun havde prøvet det før, eller at hun havde prøvet noget som var værre. Jeg kunne høre cirenerne fra politibiler nede på gaden og da jeg kiggede rundt i lokalet, var folk allerede på vej med elevatoren ned og så tog næste hold afsted, o.s.v.

"Er du okay?" spurgte jeg og lukkede af for lugten af blod. Det var så.. Jeg fik det helt dårligt.

"Ja, ja, kan du lige tage min skjørte af?" spurgte hun med en meget lille og blid stemme. Hun snøftede kort.

"Selvfølgelig."

Jeg var så bange for at der, om lidt, ville lyde flere skud, men jeg måtte hjælpe pigen. Jeg kunne ikke bare lade hende blive. Den fornemmelse som jeg havde haft hele dagen, medførte til at det her skete. Måske, var jeg ikke så paranoid, som jeg troede.

Min fingre knappede hendes ternede skjorte op og hun havde en fantastisk krop. Hendes hud var olivenfarvet og ikke mindst blød. Jeg tog nok hendes skjorte lidt mere intenst af end meningen, men hun havde bedt mig om det. Hendes skjorte blev taget af og hendes blik var lidt tomt.

Pigen førte sin hånd op til skudsåret og jeg stoppede den hurtigt, ved at tage fat i hendes håndled. Hun kiggede undrende på mig og jeg sendte hendes et alvorligt blik.

"Du skal da ikke røre ved det." svarede jeg forfærdet.

"Jeg vil bare tage kuglen ud." svarede hun, som var det helt normalt. Hun prøvede på at tage sit håndled til sig, men jeg strammede grebet om det. Et irriteret blik blev sendt i min retning og, opgivende, gav jeg slip.

"Nu længere den bliver siddende, nu svære bliver det at få den ud.." mumlede hun for sig selv.

En vagt og manden, som brunetten tidligere havde snakket med, kom i vores retning og jeg vinkede vagten over til os. Han hjalp mig op fra gulvet og kiggede ned på Brunetten, som stille løftede sin hånd op til såret. Jeg kunne virkelig ikke tage at se på det, men samtidig kunne jeg heller ikke se væk. Manden, som åbenbart kendte til pigen, satte sig ned på hug foran hende.

Vagten bad mig om at følge med og politi mænd var overalt i lokalet. Jeg undrede mig over, at jeg slet ikke havde hørt dem komme ind. Inderst inde, følte jeg mig skyldig, men hvordan kunne det lade sig gøre? Fordi at den kønne brunette var blevet skudt?

Jeg stillede mig med vagten ind i elevatoren. Det sidste jeg så, inden at elevatordørerne blev lukket i, var pigen som skreg og smed kuglen væk fra sig på gulvet. Manden tog den op og kiggede mystifiseret på den, inden at den blev givet videre til en politimand.

Tomrummet fyldte elevatoren og den kørte ned af. Det eneste jeg kunne tænke på var, at jeg nok var skyld i alt det her. Skyld i at pigen var blevet ramt. Jeg havde det forfærdeligt med ikke at have sagt undskyld eller noget. Jeg havde ikke noget at undskylde for, nej, men hun var jo ikke blevet ramt for ingenting. Hun havde siddet foran mig..

Skuddet havde været rettet mod mig..

0¤0¤0

Jeg er det sødeste menneske på denne planet kaldet jorden! Ha ha, ej, jeg syntes bare at I havde brug for at komme ind i stemningen, da første kapitel nok ikke var det bedste. 2 Kapitler på en dag ;) Hvad syntes I? Kunne I fornemme agent-drama-halløjsa i dette kapitel? Eller? Vil så gerne høre jeres mening, da det er lidt af en udfordring, som jeg kaster mig ud i :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...